En aflad betyder i romersk-katolsk teologi, at den tidslige straf (den straf, der hører til syndens følger her på jorden) for synder, som allerede er blevet tilgivet i sjæleskiftet, delvis eller helt ophæves for synderen. Afladet fjerner altså ikke syndens skyld — det sker ved bod og skriftemål — men lindrer den tidslige straf, som ifølge kirkens lære kan blive udstået i dette liv eller i skærsilden.

Teologisk grundlag

Afladet gives af kirken efter, at synderen har tilstået og modtaget syndsforladelse. Ifølge kirkelig teologi bygger ordningen på forestillingen om et "skatkammer af fortjeneste": de gode gerningers overflod fra Kristus og de helliges fortjenester, som kirken forvalter og kan anvende til at mildne andres tidslige straf. Dette "skatkammer" forstås i dag ofte som en metafor for Kristi og de helliges fællesskab af nåde og fortjeneste, ikke som et bogstaveligt pengetræ.

Historisk udvikling

I de første århundreder af kirken var bodsordningerne strenge og ofte langvarige. Aflad voksede ud af ønsket om at hjælpe syndere til hurtigere genoprettelse i kirkens fællesskab. Under korstogene frikendte paven frivillige krigere ved at love fuld aflad — en garanti for, at deres tidslige straf blev ophævet, hvis de døde i kamp. Det blev fremført, at en sådan aflad kunne føre til, at man efter døden kom i himlen uden mellemliggende straf.

I løbet af middelalderen udviklede afladssystemet sig videre, og i begyndelsen af 1500-tallet var afladsbrevet ofte en trykt erklæring om, at en person, der havde betalt penge, havde modtaget fuld benådning for bestemte tidslige straffe. Selv afdøde sjæle i skærsilden kunne ifølge samtidens praksis blive antaget at blive befriet øjeblikkeligt, hvis en levende person betalte for afladet. Mange af disse indtægter blev brugt til store byggeprojekter i Rom — blandt andet til opførelse og udsmykning af kirker — og en del af pengene blev også kanaliseret til lokale fyrster eller verdslige ledere.

Misbrug og Luthers protest

Det omfattende misbrug ved salg af afladsbreve, hvor betaling og handel kom til at stå i centrum frem for bod, omvendelse og fromme gerninger, vakte stærk kritik. Dette ekstreme misbrug af aflad fik Martin Luther til at protestere mod aflad; han argumenterede for, at sand bod og tro samt hjælp til de fattige var langt vigtigere end at betale penge til kirken for at opnå frigørelse fra straf. Luthers kritik kulminerede i hans bekendtgørelse af de 95 teser i 1517, hvilket blev startskuddet til den protestantiske reformation.

Som reaktion på reformationen fastholdt den katolske kirke doktrinen om afladslæren på koncilet i Trent, men koncilet fordømte de økonomiske misbrug og reformerede mange af de praksisser, der havde givet anledning til kritikken. Salget af afladsbreve som handelsvare blev officielt afvist og stoppet.

Moderne praksis

I moderne tid har den katolske kirke lejlighedsvis brugt begrebet aflad, men i en klart reformeret og kontrolleret form. Aflad udstedes nu kun som en åndelig hjælp og belønning for bestemte fromme handlinger — f.eks. pilgrimsvandringer, bøn, deltagelse i sakramenterne, velgørende gerninger eller bestemte bønner — og aldrig som noget, der kan købes. Kirken understreger, at afladsordningen ikke erstatter behovet for oprigtig omvendelse, skriftemål og et nyt liv i tro.

Efter Anden Vatikankoncil og særligt i dokumenter som pavens apostoliske breve og Indulgentiarum Doctrina (1967) blev praksis nærmere fastlagt og moderniseret. Den katolske kirke opfordrer til, at en fuld (plenary) aflad kræver:

  • en gyldig skriftemåde og syndsforladelse,
  • kommunion,
  • en bøn for pavens intentioner,
  • og en indstilling af frihed fra alle former for synd (indre løsrivelse fra selv venligst synd).

Der findes også delvise aflader, som forkorter den tidslige straf i mindre grad, og specifikke bestemmelser om, hvilke handlinger der kvalificerer til afladsfortjeneste. Praktiske krav som rekvisitterne til skriftemål og kommunion må normalt være opfyldt inden for et rimeligt tidsrum omkring handlingen, men kirken udøver pastoral skøn i konkrete tilfælde.

Afsluttende bemærkning

Kort sagt er aflad i katolsk teologi en ordning, der søger at give sjæle hjælp til at afbøde den tidslige straf for synd, i fællesskabets og kirkens ånd. Historisk førte misbrug af afladspraksis til alvorlige konflikter og til reformationen, og siden er praksis blevet ændret og strammet ind. I dag er salg af afladsbreve forbudt, og aflad anvendes kun som en åndelig støtte i forbindelse med bodshandlinger, sakramenterne og fromme gerninger.