Isalger

Chlamydomonas nivalis

Chlamydomonas nivalis er en grøn mikroalge, som ud over andre nært beslægtede arter forårsager vandmelon-sne.

Vandmelonsne er sne, der er rødlig eller lyserød i farven, og som kan have en lugt, der ligner en frisk vandmelon. Denne type sne er almindelig om sommeren i alpine og kystnære polarområder, som f.eks. Sierra Nevada i Californien. Her, i højder på 3.000-3.600 m, er temperaturen kold hele året, og derfor bliver sneen hængende efter vinterstorme. Når nogen træder på sneen med alger, ser fodsporene røde ud.

Chlamydomonas nivalis er en grønalge, som har sin røde farve fra et knaldrødt carotenoidpigment (astaxanthin). Dette beskytter kloroplasten og cellekernen mod stærk synlig og ultraviolet stråling. De grønne og røde pigmenter absorberer lys og varme, hvilket giver algen flydende vand, når sneen smelter omkring den. Algeopblomstringer kan gå 25 cm (10 tommer) dybt. Da hver celle måler 20-30 mikrometer i diameter, indeholder en teskefuld smeltet sne en million eller flere celler. Algerne ophobes i "solkopper", som er lavvandede fordybninger i sneen. Karotenoidpigmentet absorberer varme, hvilket gør solkopperne dybere og får gletsjerne og snebjergene til at smelte hurtigere.

I vintermånederne, når hvid sne dækker dem, går algerne i dvale. Om foråret stimulerer næringsstoffer, øget lys og smeltevand spiringen. Når de spirer, frigiver de hvilende celler mindre grønne flagellater, som bevæger sig op mod sneens overflade. Når flagellerne kommer tæt på overfladen, kan de miste deres flageller og danne tykvæggede hvileceller, eller de kan fungere som kønsceller, der smelter sammen parvis og danner zygoter.

Nogle specialiserede arter lever af C. nivalis, herunder protozoer som ciliater, rotifere, nematoder, isorme og springhaler.

Historie

De første beretninger om vandmelonsne findes i Aristoteles' skrifter. Vandmelonsne har i tusindvis af år forundret bjergbestigere, opdagelsesrejsende og naturforskere.

I maj 1818 sejlede fire skibe ud fra England for at søge efter Nordvestpassagen og kortlægge Nordamerikas arktiske kystlinje. Dårligt vejr fik dem til sidst til at vende tilbage, men ekspeditionen leverede vigtige bidrag til videnskaben. Kaptajn John Ross bemærkede karminrød sne, der strejfede de hvide klipper som blodstrømme, da de rundede Kap York på Grønlands nordvestkyst. Et landgangshold standsede og bragte prøver med tilbage til England. The Times skrev om denne opdagelse den 4. december 1818:

"

Kaptajn Sir John Ross har fra Baffin's Bay bragt en mængde rød sne, eller rettere snevand, som er blevet underkastet kymiske analyser i dette land for at finde ud af, hvad farvestoffet er. Vores troværdighed bliver ved denne lejlighed sat på en ekstrem prøve, men vi kan ikke få at vide, at der er nogen grund til at betvivle den oplyste kendsgerning. Sir John Ross så ikke nogen rød sne falde; men han så store områder overdækket med den. Farven på snefelterne var ikke ensartet, men derimod var der pletter eller striber, der var mere eller mindre røde og af forskellig dybde i farven. Den opløste sne er så mørkerød, at den ligner rød portvin. Det er anført, at væsken aflejrer et sediment, og at spørgsmålet ikke er besvaret, om dette sediment er af animalsk eller vegetabilsk art. Det foreslås, at farven stammer fra den jordbund, som sneen falder på: i dette tilfælde kan der ikke være set nogen rød sne på isen.

"

Da Ross udgav sin historie om rejsen i 1818, indeholdt den et appendiks med planter af Robert Brown. I den sammenlignede Brown den røde sne med en alge.

Vandmelon-sneestriber.


Usædvanlige vandmelonsneegruber, overlejret med et orangefarvet støvleaftryk.