Gustave Courbet: Pioner i fransk realisme og social kritik (1819–1877)

Courbet blev født i 1819 som søn af Régis og Sylvie Oudot Courbet i Ornans i Doubs. Courbets søstre Zoé, Zélie og Juliette var hans første modeller til at tegne og male.

Da Courbet var 20 år gammel, tog han til Paris i 1839 og arbejdede i atelieret hos to andre malere, Steuben og Hesse. Han var ikke tilfreds der og ønskede at arbejde på egen hånd. Han studerede værker af mange store mestre, bl.a. Goya, Velazquez og Tizian. Han malede flere selvportrætter i denne periode. Han vendte ofte hjem til Ornans for at jage og fiske og finde inspiration i landskabet og livet på landet.

I 1846-1847 rejste Coubet til Holland og Belgien, hvor han studerede Rembrandts, Franz Hals' og Jan Steens malerier, som alle malede i 1600-tallet. Disse kunstneres malerier viste ofte realistiske scener og portrætter af hverdagslivet. De viste almindelige mennesker, der sad til bords sammen, dansede, skrev, lavede mad, arbejdede i håndværk og forretninger og på markerne. Der var mange billeder af soldater. Courbet besluttede, at han ville male scener fra det almindelige liv på samme måde som disse kunstnere. Han ønskede ikke at male scener fra litteraturen, historien eller mytologien som de fleste andre kunstnere i Frankrig på den tid. ⁸³

Courbet malede et stort billede af hverdagen i Ornans. Maleriet, der hedder Efter middagen i Ornans, viser fire mænd, der netop har spist et måltid ved et lille bord, som måske befinder sig på en kro. En mand spiller på sin violin, en anden mand tænder sin pibe. Courbet sidder og lytter med hovedet støttet på sin hånd. En stor hund ligger sammenkrøllet under en stol. Courbet viste maleriet på Salonudstillingen i Paris. Det blev en stor succes. Det vandt en guldmedalje og blev købt af den franske regering.³² På grund af guldmedaljen kunne Courbet hænge sine billeder op på salonudstillingerne uden at få dem kontrolleret af en jury først. Denne regel blev ændret i 1857.⁵⁵ Courbets arbejde og Honoré Daumier og Jean-François Millet's arbejde blev kendt som realisme. Ligesom de hollandske malere, som han beundrede, malede Courbet ofte med brede, grove penselstrøg. Han brugte ofte mørke jordfarver, især brune, i sine malerier.

Stenbrydere

I 1849 så Courbet to mennesker, der arbejdede ved vejkanten og brugte små hammere til at knuse store sten til grus. Den ene var en gammel mand og den anden en ung dreng. Courbet malede et billede af denne scene. Han forklarede det til en ven: "Det er ikke ofte, at man møder et så fuldstændigt udtryk for fattigdom, og derfor fik jeg lige der og nu ideen til et maleri. Jeg bad dem komme til mit atelier næste morgen."

Billedet blev hurtigt en af de mest berømte scener af fattige menneskers liv, der nogensinde er blevet malet. Det blev ødelagt under Anden Verdenskrig i Dresden. ³¹

En begravelse i Ornans

Courbets andet vigtige maleri, som blev vist på salonen i 1850, var en scene af livet i hans landsby. Fra 1849 malede han begravelsen af sin grandonkel, der var død året før. Courbet fik alle de landsbyboere, der havde været til begravelsen, til at komme til hans atelier og posere for ham, en efter en, indtil maleriet var færdigt. Maleriet var meget stort, 3,1 x 6,6 meter (10 x 22 fod). Den berømte kunstner Jacques Louis David havde engang malet et meget stort billede på samme måde. Davids billede var af Napoleons kroning og viste alle de mennesker, der var til stede.

Nogle mennesker roste begravelsen på Ornans, men andre var meget vrede over den. De mente, at det var forkert at vise begravelsen af en almindelig mand i et stort maleri, som om han var lige så vigtig som en kejser. De mente, at det var forkert at vise de fattige mennesker i en landsby med deres gamle tøj og beskidte støvler, som om de alle var lige så vigtige som herrer og damer.⁴ Nogle af kritikerne sagde, at Courbet bevidst forsøgte at male grimme ting. Mange mennesker kom for at se billedet og kunne lide den nye realistiske måde at male på. Courbet sagde: "Begravelsen i Ornans var .... romantikkens begravelse. "

Courbet blev en berømthed. (Han blev berømt og omtalt i aviserne - som en filmstjerne.) Folk sagde, at han var et geni, en "frygtelig socialist" og en "vildmand".⁸ Courbet skrev til en ven i 1850:

I løbet af 1850'erne malede Courbet mange andre billeder med almindelige mennesker og venner som motiver, såsom landsbypigerne (1852), bryderne (1853), badegæsterne (1853), den sovende spinder (1853) og hvedeklipperne (1854).

Kunstnerens atelier

Courbet malede derefter endnu et stort billede. Dette maleri hedder "Kunstnerens atelier" og handler om syv år i hans liv som maler. Han viser sig selv i midten af billedet, hvor han arbejder på et stort landskabsmaleri. Bag ham står en kunstnermodel, som er nøgen. Rundt omkring Courbet er hans venner og folk fra hans landsby. Hans mor står i den ene side af billedet. En anden kvinde sidder på gulvet og giver sit barn mad. En lille dreng ser på kunstneren, mens en hvid kat leger på gulvet.

I 1855 tog Coubet dette billede sammen med begravelsen i Ornan og tolv andre malerier for at blive vist på en stor international udstilling i Paris, Exposition Universelle. De to største malerier og et andet blev sendt væk, fordi der ikke var plads nok. Courbet var vred. Han fik opført sin egen bygning og udstillede fyrre af sine malerier.⁵² Mange andre kunstnere roste Courbet, men nogle grinede af ham, og publikum købte ikke ret mange af hans billeder.⁸⁴ På grund af det, han havde gjort, hørte yngre kunstnere om ham og beundrede ham. Blandt disse var James McNeill Whistler i USA samt Édouard Manet i Frankrig.

Senere i livet

I 1857 udstillede Courbet seks billeder i Salon-udstillingen. Et var en jagtscene og et billede af to prostituerede, der ligger under et træ på bredden af Seine-floden i Paris. Der kom mange mennesker til udstillingen. Jagtscenerne var meget populære til udsmykning af salene og spisestuerne i store huse. ⁵²

Resten af sit liv malede Courbet erotiske billeder som billedet af de prostituerede og også mange flere jagtscener. Hans sidste erotiske maleri blev kaldt Verdens oprindelse og var et nærbillede af kvindelige kønsorganer. Dette maleri blev ikke vist på en offentlig udstilling før 1988. Han malede også mange landskaber, som han startede med at lave udendørs skitser, som han derefter lavede til store malerier i sit atelier. I 1870'erne blev Courbet anset for at være en af de førende kunstnere i Frankrig. Kejseren tilbød Courbet at gøre ham til medlem af Légion d'honneur, som var den højeste æresbevisning i Frankrig, men Courbet nægtede at tage imod den. Han mente, at han tilhørte de fattige og almindelige mennesker og ikke de høje og mægtige.

På dette tidspunkt var der mange politiske problemer i Frankrig. Courbet blev involveret i de politiske problemer. I 1871 fik han skylden for, at et offentligt monument kaldet Vendôme-søjlen var blevet revet ned. Han blev sat i fængsel i seks måneder. I 1873 forventede den nye regering, at han skulle betale for at få monumentet restaureret og sat tilbage. Han havde ikke penge nok og forlod derfor Frankrig for at bo i Schweiz. Regeringen besluttede at stille vilkår, så Courbet kunne betale for søjlen i årlige betalinger på 10.000 francs i 33 år. Courbet døde i La Tour-de-Peilz i Schweiz den 31. december 1877, en dag før den første betaling skulle ske. Han var 58 år gammel og døde af en leversygdom, som var blevet forværret af et stort alkoholforbrug.

• Romantikken
• Social realisme
• Impressionisme
• Post-impressionister