Guqin

Historie

Legenden siger, at qin'en har en historie på omkring 5.000 år, og at de legendariske folk fra Kinas forhistorie, Fuxi, Shennong og Huang Di (den gule kejser), var involveret i dens skabelse. Den er nævnt i kinesiske skrifter fra næsten 3 000 år tilbage i tiden, og der er fundet beslægtede instrumenter i grave fra ca. 2 500 år siden. Ifølge den kinesiske tradition havde qin oprindeligt fem strenge, men to blev tilføjet omkring 1.000 f.Kr. for at gøre den til syv strenge.

Baseret på den detaljerede beskrivelse i det poetiske essay "Qin Fu" 【琴賦】 af Xi Kang / Ji Kang (223-262), blev den form for qin, der er genkendelig i dag, sandsynligvis skabt omkring det sene Han-dynasti (206 f.Kr. - 220 e.Kr.). De tidligste overlevende qin i denne moderne form, der er bevaret i både Japan og Kina, er blevet dateret til Tang-dynastiet (618-907). Mange af dem kan stadig spilles, og den mest berømte er måske den, der hedder "Jiuxiao Huanpei" 《九霄環佩》, som siges at være fremstillet af den berømte qin-mager fra det sene Tang-dynasti Lei Wei (雷威). Den opbevares på Museet i Den Forbudte By i Beijing.

Ifølge Robert Temple spillede qin'en en vigtig rolle for kinesernes første forståelse af musikkens klangfarve. Han sagde, at "kinesernes forståelse af lydens natur som vibrationer blev meget forøget ved at studere produktionen af klangfarve på ch'in-strengene". Denne forståelse af klangfarve, overtoner og højere harmoniske toner førte i sidste ende til, at kineserne opdagede lige temperament i musikken.

I 1977 blev en indspilning af "Liu Shui" (flydende vand, spillet af Guan Pinghu, en af de bedste qin-spillere i det 20. århundrede) udvalgt til at indgå i Voyager Golden Record, en guldbelagt LP-indspilning med musik fra hele verden, som blev sendt ud i rummet af NASA med Voyager 1 og Voyager 2 rumfartøjerne. Det er det længste musiknummer, der er medtaget på pladen. I 2003 blev guqin-musikken af UNESCO udråbt til et af mesterværkerne på den mundtlige og immaterielle arv af menneskeheden.

Skoler, foreninger og aktører

Historiske skoler og foreninger

På grund af de geografiske forskelle i Kina udviklede mange qin-skoler, kendt som qin pai (琴派), sig gennem århundreder. Sådanne skoler blev generelt dannet omkring de områder, hvor qin-aktiviteten var størst.

De vigtigste skoler er:

• Guangling (廣陵); Yushan (虞山 også kendt som Qinchuan (琴川) eller Shu (熟)) i Changshu 常熟
• Shu (蜀 eller Chuan (川)) i Sichuan 四川
• Fanchuan (泛川)
• Songjiang (松江)
• Jinling (金陵)
• Zhucheng (諸城)
• Mei'an (梅庵 / 楳盦)
• Min (閩) i Fujian 福建
• Pucheng (浦城)
• Jiuyi (九嶷)
• Zhe (浙)
• Shaoxing (紹興)
• Wu (吳)
• Shan'nan (山南)

De fleste qin-skoler og -grupper er baseret i Kina. I løbet af det 20. århundrede blev der oprettet nogle selskaber i andre lande. Qin-studiet var oprindeligt begrænset til Kina i oldtiden. I dag har lande som Japan også deres egne små qin-traditioner. Tokyo Qin Society blev for nylig grundlagt. Japan har tidligere udgivet en qinpu (qin tabulatur samling), kendt som Toukou Kinpu eller Donggao Qinpu 【東臯琴譜】.

Spillere

Der har været mange spillere gennem tiderne. Instrumentet var de lærdes yndlingsinstrument, så mange kunstnere spillede det. Nogle berømte spillere er også forbundet med nogle melodier, som f.eks. konfucius og Qu Yuan.

Historisk:

• Konfucius 孔子: Filosof, 551-479 fvt., forbundet med værket Kongzi Duyi 《孔子讀易》, Weibian Sanjue 《韋編三絕》 og Youlan 《幽蘭》.
• Bo Ya 伯牙: Qin-spiller fra forårs- og efterårsperioden, forbundet med Gao Shan 《高山》 og Liu Shui 《流水》.
• Zhuangzi 莊子: Daoistisk filosof fra de stridende staters periode, forbundet med Zhuang Zhou Mengdie 《莊周蒙蝶》 og Shenhua Yin 《神化引》.
• Qu Yuan 屈原: Digter fra de stridende staters periode, i forbindelse med værket Li Sao 《離騷》.
• Cai Yong 蔡邕: Han-dynastiets musiker, forfatter af Qin Cao 【琴操】.
• Cai Wenji 蔡文姬: Cai Yong's datter, i forbindelse med stykket Hujia Shiba-pai 《胡笳笳十八拍》, osv.
• Sima Xiangru 司馬相如: Han-digter, 179-117 fvt.
• Ji Kang 嵇康: Sage of the Bamboo Grove, musiker og digter, forfatter af Qin Fu 【琴賦】.
• Li Bai 李白: Tang-digter, 701-762.
• Bai Juyi 白居易: Tang-digter, 772-846.
• Song Huizong 宋徽宗: Song-kejseren, berømt for sin støtte til kunsten, havde en Wanqin Tang 『萬琴堂』 ("10.000 Qin Hall") i sit palads.
• Guo Chuwang 郭楚望: Patriot i slutningen af Song-dynastiet, komponist af stykket Xiaoxiang Shuiyun 《瀟湘水雲》.

Klassiske bøger som Qin Shi, Qinshi Bu og Qinshi Xu indeholder biografier af hundredvis af andre spillere.

Det berømte maleri "Ting Qin Tu" ( 聽琴圖, lytte til Qin), af Song-kejseren Huizong (1082-1135)

Spilleteknik

Skønheden i qin-melodier kommer ikke kun fra selve melodierne, men også fra den variation, som en spiller kan anvende på de enkelte toner og deres kombinationer. Qinens rige toner kan kategoriseres som tre forskellige "lyde". Den første er san yin 〔散音〕, som betyder "spredte lyde". Det betød, at man blot skulle plukke den ønskede streng for at få en åben tone til at lyde. Den anden er fan yin 〔泛音〕, eller "svævende lyde". Det er harmoniske toner, og spilleren berører blot strengen let med en eller flere fingre i venstre hånd på en position, der er angivet af de hvide hui-punkter, plukker og løfter derefter, hvilket skaber en klar og tydelig klingende lyd. Den tredje er en yin 〔按音 / 案音 / 實音 / 走音〕, eller "stoppede lyde". Dette udgør størstedelen af de fleste qin-stykker og kræver, at spilleren trykker på en streng med en finger eller tommelfinger i venstre hånd, indtil den rører ved overfladebrættet, og derefter plukker. Herefter kan hånden glide op og ned og derved ændre tonehøjden.

Når man plukker strengene, er det ikke nødvendigt at sætte falske negle på fingrene. Man lader ofte fingerneglene være lange og klipper dem i en rundet form. Længden er subjektiv og vil afhænge af spillerens præferencer, men den er normalt omkring 3-4 mm fra fingerspidsen. Hvis den er for kort, vil fingerspidsen dæmpe lyden, når den rører strengen, efter at neglen har plukket den. Hvis den er for lang, kan fingrene gøre det svært at spille. Generelt holdes neglene i højre hånd lange, mens neglene i venstre hånd klippes korte, så de kan trykke på strengene uden problemer.

Der er otte grundlæggende teknikker for højre finger: pi 〈劈〉 (tommelfingerpluk udad), tuo 〈托〉 (tommelfingerpluk indad), mo 〈抹〉 (pegefinger indad), tiao 〈挑〉 (pegefinger udad), gou 〈勾〉 (midterste indad), ti 〈剔〉 (midterste udad), da 〈打〉 (ring indad) og zhai 〈摘〉 (ring udad); lillefingeren bruges ikke. Ud af disse otte grundlæggende fingre kan der skabes mange flere ved at kombinere dem. Cuo 〈撮〉 er at plukke to strenge på samme tid, lun 〈輪〉 er at plukke en streng med ring-, mellem- og pegefingeren ud i hurtig rækkefølge, suo 〈鎖〉 teknikken indebærer at plukke en streng flere gange i en fast rytme, bo 〈撥〉 samler fingrene og stryger to strenge på samme tid, og gun fu 〈滾拂〉 er at skabe en sekvens af lyde ved at køre op og ned ad strengene kontinuerligt med pegefinger og langfinger. Dette er blot nogle få.

Venstrehåndsteknikker starter fra det simple tryk på strengen (for det meste med tommelfingeren mellem kød og negl og ringfingeren), der glider op eller ned til den næste tone (shang 〈上〉 og xia 〈下〉), til vibrati ved at svinge hånden (yin 〈吟〉 og nao 〈猱〉), der findes hele 15 plus forskellige former for vibrato), plukning af strengen med tommelfingeren, mens ringfingeren stopper strengen i den nederste position (qiaqi 〈掐起 / 搯起〉), hammering på en streng med tommelfingeren (yan 〈掩 / 罨〉), til mere vanskelige teknikker som at trykke på flere strenge på samme tid.

Teknikker, der udføres med begge hænder sammen, er vanskeligere at opnå, f.eks. qia cuo san sheng 〈掐撮三聲〉 (en kombination af at slå til og fra og derefter plukke to strenge og gentage), til mere spændende former, som at trykke alle syv strenge med venstre hånd og derefter stryge alle strenge med højre hånd, hvorefter venstre hånd hurtigt bevæger sig op ad qin'en og skaber en rullende lyd som en spand vand, der kastes i en dyb vandpøl (denne teknik bruges i Shu-stilen af Liu Shui for at kopiere lyden af vand).

For at kunne mestre qin er der over 50 forskellige teknikker, der skal beherskes. Selv de mest almindeligt anvendte (som f.eks. tiao) er vanskelige at opnå korrekt uden ordentlig instruktion fra en lærer.

Tabulatur og notation

Den skrevne qin-musik fortalte ikke direkte, hvilke toner der blev spillet, som mange andre musikinstrumenter; i stedet blev den skrevet i en tabulatur med detaljer om stemning, fingerpositioner og plukketeknik, og bestod således af en trinvis metode og beskrivelse af, hvordan man spiller et stykke. Nogle tabulaturer angiver noderne ved hjælp af gongche-notationssystemet eller angiver rytmen ved hjælp af prikker.

Det tidligste eksempel på den moderne stenografiske tabulatur stammer fra omkring det 12. århundrede e.Kr. En tidligere form for musiknotation fra Tang-æraen er bevaret i et enkelt manuskript fra det 7. århundrede e.Kr., kaldet Jieshi Diao: You Lan 《碣石調幽蘭》 (Solitary Orchid, in Stone Tablet Mode). Den er skrevet i en langhåndsform kaldet wenzi pu 〔文字譜〕 (bogstaveligt talt "skriftlig notation"), som giver alle detaljer ved hjælp af almindelige skrevne kinesiske tegn. Senere i Tang-dynastiet forenklede Cao Rou (曹柔) og andre notationen, idet de kun brugte de vigtige elementer i tegnene (såsom strengenummer, plukningsteknik, hui-nummer og hvilken finger, der skal stoppe strengen) og kombinerede dem i én tegnnotation. Det betød, at i stedet for at have to linjer skrevet tekst til at beskrive nogle få toner, kunne et enkelt tegn repræsentere én tone, eller nogle gange så mange som ni. Denne notationsform blev kaldt jianzi pu 〔減字譜〕 (bogstaveligt talt "reduceret notation"), og den var et stort fremskridt for registrering af qin-partiturer. Det var så vellykket, at der fra Ming-dynastiet (1368-1644) og fremefter udkom en masse qinpu 〔琴譜〕 (samlinger af qin-tablaturer), hvoraf den mest berømte og nyttige var "Shenqi Mipu" (Den mystiske og vidunderlige tabulatur), der blev udarbejdet af Zhu Quan (朱勸), den 17. søn af Ming-dynastiets grundlægger, som var den 17. søn. I 1960'erne opdagede Zha Fuxi mere end 130 qinpu, der indeholder langt over 3360 stykker skrevet musik. Mange qinpu, der blev udarbejdet før Ming-dynastiet, er nu gået tabt, og mange stykker har været uspillet i hundreder af år.

Eksisterende qinpu stammer generelt fra private samlinger eller fra offentlige biblioteker i hele Kina osv. De eksemplarer, der kan købes af offentligheden, er fotografiske kopier, der er trykt og indbundet efter den traditionelle kinesiske bogbindingsproces. De mere moderne qinpu'er er normalt indbundet på den normale vestlige måde på moderne papir. Formatet anvender qin-notation med stavnsnotation og/eller jianpu-notation.

Repertoire

Qin-stykker er normalt omkring tre til otte minutter lange, og den længste er "Guangling San" 《廣陵散》, som er 22 minutter lang. Andre berømte stykker omfatter "Liu Shui" 《流水》 (Strømmende vand), "Yangguan San Die" 《陽關三疊》 (Tre omkvæd om Yang Pass-temaet), "Meihua San Nong" 《梅花三弄》 (Tre variationer over blommetemaet), "Xiao Xiang Shui Yun" 《瀟湘水雲》 (Tåge og skyer over Xiao og Xiang-floderne) og "Pingsha Luo Yan" 《平沙落雁》 (Vilde gæs på vej ned på sandbanken). Den gennemsnitlige spiller kan generelt spille omkring ti stykker fra hukommelsen, som han/hun tilstræber at spille meget godt, og han/hun lærer nye stykker, når han/hun har lyst til det. Spillerne lærer hovedsagelig populære, velstuderede versioner og bruger ofte en optagelse som reference. Ud over at lære at spille etablerede eller gamle stykker meget godt kan meget dygtige qin-spillere også komponere eller improvisere, selv om spilleren skal være meget god og yderst fortrolig med instrumentet for at få succes med det.

Dapu 〔打譜〕 er en konvertering af gamle tabulaturer til en spilbar form. Dette kan bruges til at skabe ny musik såvel som til at rekonstruere de gamle melodier. Da qin-tablaturen ikke angiver nodeværdi, tempo eller rytme, må spilleren selv finde ud af det. Normalt vil qin-spillere lære rytmen i et stykke gennem en lærer. De sidder over for hinanden, og eleven kopierer mesteren. Der vil kun blive kigget på tabulaturen, hvis læreren ikke er sikker på, hvordan en bestemt del skal spilles. Af denne grund angiver traditionelle qinpu dem ikke. Hvis man ikke havde en lærer, måtte man selv finde ud af rytmen. Men det ville være en fejl at sige, at qin-musikken ikke har nogen rytme eller melodi. I det 20. århundrede havde man forsøgt at erstatte stenografien, men det er indtil videre ikke lykkedes; siden det 20. århundrede er qin-musikken generelt trykt med stavnsnotation over qin-tablaturen. Fordi qin-tablaturen er så nyttig, logisk, let og den hurtigste måde (når først udøveren kan læse notationen) at lære et stykke på, er den uvurderlig for qin-spilleren og kan ikke helt erstattes. Der er to opfattelser af, hvordan man bedst bruger dapu: den ene er at bruge den til at skabe ny musik, og den anden er at bruge den til at rekonstruere den måde, hvorpå den oprindelige musik blev spillet.

Byggeri

Ifølge traditionen havde qin oprindeligt fem strenge, som repræsenterede de fem elementer metal, træ, vand, ild og jord. Senere, i Zhou-dynastiet, tilføjede Zhou Wen Wang 周文王 en sjette streng for at begræde sin søn, Bo Yihou 伯邑考. Hans efterfølger, Zhou Wu Wang 周武王, tilføjede en syvende streng for at motivere sine tropper til at kæmpe mod Shang. De tretten hui 『徽』 på overfladen repræsenterer årets 13 måneder (den ekstra 13. er "skudmåneden" i månekalenderen). Overfladebrættet er rundt for at repræsentere himlen og det nederste bræt er fladt for at repræsentere jorden. Hele længden af qin'en (i kinesiske mål) er 3 fod og 6,5 tommer, hvilket repræsenterer årets 365 dage (dette er dog kun en standard, da qin'er kan være kortere eller længere afhængigt af periodens målestandard eller fremstillerens præference). Hver del af qin'en har en betydning, nogle er mere indlysende, såsom "dragebassin" 『龍池』 og "føniksdam" 『鳳沼』.

Qin'ens lydkammer er konstrueret af to træplader, typisk af forskellige træsorter. Det let afrundede øverste bræt (klangbund) er normalt fremstillet af tungetræ 『桐』, det kinesiske parasoltræ eller kinesisk paulownia. Bundbrættet er lavet af zi mu 『梓木』 catalpa (Catalpa ovata) eller, i nyere tid, nan mu 『楠木』 kamfertræ (Machilus nanmu). Træet skal være godt lagret, dvs. at saft og fugt skal være fjernet (fra det øverste bræddetræ). Hvis der er saft tilbage, vil lyden ikke være klar, og når fugten fordamper, vil træet blive skævt og knække. Nogle producenter bruger gammelt eller gammelt træ til at fremstille qins, fordi det meste af saften og fugten er blevet fjernet naturligt med tiden (gammelt shan mu 『杉木』, kinesisk Cunninghamia eller japansk Cryptomeria, bruges ofte til at fremstille moderne qins). Nogle gør sig umage for at få fat i meget gammelt træ, f.eks. fra gravkonstruktioner eller kister fra Han-dynastiet. Selv om sådant træ er meget tørt, er det ikke nødvendigvis det bedste, da det kan være inficeret med træorm eller være af dårlig kvalitet eller type. Mange moderne qin'er fremstillet af nyt tungetræ (som dem, der er fremstillet af Zeng Chengwei) kan være af bedre kvalitet end antikke qin'er.

Der er to lydhuller i det nederste bræt, da qin-spilleteknikkerne anvender hele overfladen af det øverste bræt, som er buet/bukket. Indersiden af det øverste bræt er til en vis grad udhulet. Inde i qin'en er der "nayin" 『納音』 lydabsorbenter og en "tian chu" 『天柱』 og "di chu" 『地柱』 lydstolper, der forbinder bundbrættet med toppen. Brædderne er forbundet ved hjælp af bambussøm. Lak 『漆』 fra det kinesiske laktræ (Rhus vernicifera) påføres derefter på overfladerne af qin'en, blandet med forskellige typer pulver, hvoraf det mest almindelige er "lujiao shuang" 『鹿角霜』, resterne af hjortegevir, efter at limen er blevet fjernet. Ofte anvendes keramisk pulver i stedet for hjortetakspulver, men kvaliteten er ikke lige så god. Når lakken er tørret (en qin skal have flere lag), poleres overfladen med oliesten. I hovedenden af instrumentet er "yue shan" 『岳山』 eller broen, og i den anden ende er "long yin" 『龍齦』 (dragegummi) eller møtrik. Der er 13 cirkulære perlemorindlægninger, som markerer de harmoniske positioner, samt et referencepunkt for nodeposition, kaldet hui 『徽』 ("insignier").

Strenge

Indtil kulturrevolutionen var guqinens strenge altid lavet af forskellige tykkelser af snoet silke 『絲』, men siden da har de fleste spillere brugt moderne nylon-flatwound stålstrenge 『鋼絲』. Dette skyldtes dels knapheden på silkestrenge af høj kvalitet, dels de nyere strengeres større holdbarhed og højere tone.

Silkesnore fremstilles ved at samle et foreskrevet antal tråde af silketråd og derefter sno dem tæt sammen. Den snoede snor af tråde vikles derefter rundt om en ramme og nedsænkes i et kar med en væske af naturlig lim, der binder trådene sammen. Trådene tages ud og tørrer, hvorefter de skæres til i den passende længde. De øverste tykkere strenge (dvs. streng et til fire) er yderligere viklet ind i en tynd silketråd, der er viklet rundt om kernen for at gøre den mere glat.

For nylig er produktionen af silkestrenge af meget god kvalitet blevet genoptaget i Kina, og flere spillere er begyndt at bruge dem. Selv om de fleste moderne spillere bruger nylonomviklede metalstrenge, hævder nogle, at nylonomviklede metalstrenge ikke kan erstatte silkestrenge med hensyn til den finere klang. Desuden er det sådan, at nylonomviklede metalstrenge kan beskadige træet på gamle qin'er. Mange traditionalister mener, at lyden af venstre hånds fingre, der glider på strengene, er et karakteristisk træk ved qin-musikken. De moderne nylonomviklede metalstrenge var tidligere meget glatte, men er nu let modificeret for at kunne opfange denne glidende lyd.

Tuning

For at snore en qin skulle man traditionelt binde en sommerfugleknude (shengtou jie 『蠅頭結』) i den ene ende af snoren og føre snoren gennem den snoede snor (rongkou 『絨剅』), som går ind i hullerne i hovedet af qin'en og derefter ud i bunden gennem stemmeboltene (zhen 『軫』). Strengen trækkes over broen (yueshan 『岳山』), hen over overfladebrættet, over møtrikken (longyin 『龍齦』 dragekød) til bagsiden af qin'en, hvor enden vikles om to ben (fengzu 『鳳足』 "føniksfødder" eller yanzu 『雁足』 "gåsefødder"). Herefter finjusteres strengene ved hjælp af stemplingspindene. Den mest almindelige stemning, "zheng diao" 〈正調〉, er pentatonisk: 1245612 i det traditionelle kinesiske talsystem eller jianpu 〔簡譜〕. I dag fortolkes dette generelt som C D F F G A c d, men dette bør betragtes som do re fa so la do re, da qin'en historisk set ikke var stemt til absolut tonehøjde. Faktisk kan den samme stemning også betragtes som 5612356, når den tredje streng spilles som do. Medmindre der er tale om ledsagelse af andre instrumenter, er det således kun tonehøjdeforholdene mellem de syv strenge, der skal være nøjagtige. Andre stemninger opnås ved at justere strengenes spænding ved hjælp af stemmestængerne i hovedenden. Således giver manjiao diao 〈慢角調〉 (slap tredje streng) 1235612 og ruibin diao 〈蕤賔調〉 (hævet femte streng) 1245712, som transponeres til 2356123.

Afspilning af kontekst

Guqin bruges næsten altid som soloinstrument, da dens stille tone betyder, at den ikke kan høres over lyden af de fleste andre instrumenter eller et ensemble. Den kan dog spilles sammen med en xiao (en endeblæst bambusfløjte), sammen med andre qin eller mens man synger. I gamle dage blev se (en lang cither med bevægelige broer og 25 strenge, der ligner den japanske koto) ofte brugt i duetter med qin'en.

For at et instrument kan akkompagnere qin, skal dets lyd være blød og ikke overdøve qin'en. Derfor er det xiao, der normalt anvendes til dette formål, et xiao i tonart F, kendt som qin xiao, som er smallere end et almindeligt xiao. Hvis man synger til qin-sange (hvilket er sjældent i dag), bør man ikke synge i en opera- eller folkestil, som det er almindeligt i Kina, men snarere på en meget lav og dyb måde, og det område, man skal synge i, bør ikke overstige halvanden oktav. Sangstilen svarer til den stil, der anvendes til at recitere Tang-digte. For at nyde qin-sange må man lære at vænne sig til den mærkelige stil, som nogle spillere kan synge deres sange i.

Traditionelt blev qin spillet i et roligt atelier eller rum alene eller med nogle få venner, eller man spillede det udendørs på steder med enestående naturskønhed. I dag optræder mange qin-spillere ved koncerter i store koncertsale, og næsten altid af nødvendighed bruger de elektroniske pickupper eller mikrofoner til at forstærke lyden. Mange qin-spillere deltager i yaji (『雅集』 bogstaveligt talt "elegante sammenkomster"), hvor en række qin-spillere, musikelskere eller enhver med interesse for kinesisk kultur kan komme med for at diskutere og spille qin.