GFDL: Copyleft-licens for åbent indhold — regler, krav og kritik

GFDL: Copyleft-licens for åbent indhold — forklaring af regler, krav, konsekvenser og kritik. Lær om brug, genbrug, invariantsektioner og dokumentationskrav.

GNU Free Documentation License (GNU FDL eller blot GFDL) er en copyleft-licens for åbent indhold, udarbejdet af Free Software Foundation (FSF) til GNU‑projektet. Den blev oprindeligt skabt til softwaredokumentation, men er også blevet brugt på andre værker, f.eks. på Wikipedia.

Hvad betyder GFDL i praksis?

GFDL er en ophavsretslicens, altså en juridisk aftale mellem ophavsmanden til et værk (f.eks. en bog, en leksikonartikel, et maleri eller et stykke musik) og dem, som vil bruge værket. Som en copyleft‑licens kræver GFDL, at når nogen ændrer eller distribuerer værket, så må de gøre det videre under samme licens. Kort sagt: værker frigivet under GFDL forbliver under GFDL, også efter bearbejdning.

Hovedkrav i licensen

Når et værk frigives under GFDL, sætter det en række betingelser for genbrug og distribution. De vigtigste punkter er:

• Ret til at kopiere, distribuere og skabe bearbejdede udgaver, så længe betingelserne overholdes.
• Alle bearbejdede versioner skal licenseres under GFDL (copyleft‑kravet).
• Genbrugeren skal kreditere tidligere forfattere og angive, hvilke ændringer der er foretaget.
• Enhver distribution skal indeholde hele licensens tekst et sted sammen med værket.
• Nogle værker kan indeholde særlige krav som forside‑ eller bagsidetekster (»cover texts«), som også skal gengives ved trykt distribution.
• Der skal være en »transparent« (maskinlæsbart og redigerbart) kopi tilgængelig for værket, hvis distributionen ikke alene er i et »opaque« format (f.eks. kun et billede af teksten).
• Det er ikke tilladt at pålægge yderligere juridiske eller tekniske begrænsninger (f.eks. DRM), som forhindrer fri kopiering eller ændring i strid med licensen.

Invariante sektioner og andre begrænsninger

GFDL tillader, at ophavsmanden udpeger visse dele af et værk som »invariante sektioner«. En invariant sektion må ikke ændres eller fjernes af dem, der bruger værket. Dette betyder, at sådanne sektioner i praksis ikke er frie: de begrænser brugerens ret til at redigere indholdet. Ligeledes kan krav om at medtage hele licensens tekst og cover‑tekster gøre licensen tung at håndtere for kortere værker som fotografier eller sange.

Kompatibilitet og praktiske problemer

GFDL har begrænset kompatibilitet med andre frie licenser. Det gør det ofte vanskeligt at kombinere GFDL‑materiale med indhold under f.eks. andre copyleft‑licenser. Desuden kan kravet om at inkludere hele licensens tekst, angive alle forfattere og liste alle ændringer være administrativt tungt, især for store online‑projekter eller små medier (som et enkelt billede eller en sang).

Wikipedia og relicensering

En række onlineprojekter har brugt GFDL. Et kendt eksempel er Wikipedia, som oprindeligt anvendte GFDL til hele sit indhold. På grund af praktiske problemer med kompatibilitet og distribution aftalte FSF senere en løsning, som gjorde det muligt for Wikipedia at overgå til en Creative Commons‑licens (CC BY‑SA) for at lette genbrug og sammensmeltning med andet indhold. Denne aftale illustrerer, at GFDL i praksis kan være for restriktiv til nogle typer åbent indhold.

Kritik og fordele

• Kritik: Mange mener, at GFDL er for kompleks og begrænsende. De vigtigste kritikpunkter er, at den er svær at kombinere med andre licenser, at kravet om at medtage hele licensens tekst er upraktisk for visse formater, og at invarians‑bestemmelserne skaber ikke‑frie elementer.
• Fordele: For monografisk dokumentation og håndbøger kan GFDL være nyttig, fordi den sikrer, at dokumentationen forbliver fri og at ophavsmænd får kredit. Licensen beskytter også mod tilføjelse af yderligere begrænsninger.

Hvad sker der ved overtrædelse?

Enhver brug af GFDL‑materiale, som ikke følger licensens betingelser, kan udgøre en krænkelse af ophavsretten. Spørgsmål om krænkelse kan håndteres via berettigede rettighedshavere og med støtte fra fællesskabet og FSF, afhængigt af situationen.

Hvornår bør man vælge GFDL?

GFDL kan være passende, hvis man udgiver omfattende dokumentation eller en bog, hvor man ønsker stærk copyleft‑beskyttelse af hele teksten. Hvis man derimod ønsker størst mulig mulighed for at kombinere indhold med andre projekter eller gøre det nemt at genbruge små mediefiler, vælger mange i dag enklere og mere udbredte licenser som f.eks. Creative Commons (især CC BY‑SA).

GFDL findes i flere versioner og har udviklet sig over tid. Før man vælger licens, er det en god idé at læse den aktuelle licenstekst grundigt eller søge juridisk råd, så man forstår de praktiske konsekvenser af kravene (f.eks. omkring invariante sektioner, cover‑tekster og krav om at medtage licensteksten).

En række onlineprojekter anvender GFDL. Et onlineprojekt, der har licens til sit indhold under GFDL, er Wikipedia.

Spørgsmål og svar

Sp: Hvad er GNU Free Documentation License?

Spørgsmål: Hvordan fungerer det?

Spørgsmål: Hvad er kritikken af denne licens?

Spørgsmål: Er der nogen onlineprojekter, der anvender denne licens?

Spørgsmål: Kan krænkelser håndteres ved hjælp af retslige skridt?

Spørgsmål: Kræver brugen af materiale, der er licenseret under denne licens, at de tidligere forfattere krediteres?

Søg efter bogstav