Douglas Alexander Spalding (1841–1877) var en engelsk biolog og en af de tidlige pionerer inden for etologien (dyreadfærd). Hans eksperimentelle undersøgelser af nyfødte fugles adfærd pegede på, at mange færdigheder er medfødte, og at tidlige oplevelser kan have afgørende betydning for senere adfærd — observationer, der først for alvor blev anerkendt mange år efter hans død.

Liv og uddannelse

Spalding blev født i Islington i London i 1841. Han begyndte sit arbejdsliv som arbejdsmand, men var stærkt selvlært og fulgte senere forelæsninger ved siden af sit arbejde. Da han boede i nærheden af Aberdeen, deltog han gratis i kurser og studerede blandt andet filosofi og litteratur. Efter omkring et år vendte han tilbage til London og uddannede sig senere til advokat. Undervejs fik han tuberkulose, hvilket fik ham til at rejse rundt i Europa i håb om en kur.

Under sit ophold i udlandet kom han i kontakt med betydende intellektuelle. I Avignon mødte han John Stuart Mill, og gennem denne forbindelse stiftede han bekendtskab med John Russell, Viscount Amberley. Spalding blev huslærer for Viscount Amberleys børn, herunder muligvis den meget unge Bertrand Russell. Der er også omtale af, at han havde et afbrudt forhold til Katharine Russell, Lord Amberleys hustru.

Forskning og hovedresultater

Spalding udførte en række kontrollerede eksperimenter med nysklekkede fugle, især kyllinger. Hans vigtigste observationer kan kort beskrives som:

  • Medfødte færdigheder: Mange basale adfærdsmønstre — fx at pege efter føde, rette kropsbevægelser og reagere på visse stimuli — kunne træde frem uden forudgående læring fra omgivelserne.
  • Tidlige erfaringers betydning: Helt tidlige oplevelser i et afgrænset tidsvindue synes at kunne forme senere præferencer og sociale bindinger, en idé der senere blev kendt som et forstadium til begrebet "imprinting".
  • Eksperimentel metode: Han brugte kontrollerede opstillinger og gentagne observationer, hvilket var forholdsvis utraditionelt for biologisk adfærdsforskning i hans samtid.

På grund af hans ringe formelle tilknytning til universiteter og hans tidlige død nåede hans resultater kun begrænset udbredelse i hans egen tid. Alligevel pegede hans arbejde klart frem mod de systematiske studier af instinkt, læring og udviklingskritiske perioder, som senere forskere (fx Konrad Lorenz og Niko Tinbergen) formulerede og udbredte i det 20. århundrede.

Betydning og eftermæle

Spaldings arbejde blev i samtiden kun delvist bemærket, men senere blev han anerkendt som en af de tidlige forløbere for moderne etologi. Hans fokus på både arvelige anlæg og betydningen af tidlige oplevelser bidrog til en mere nuanceret forståelse af forholdet mellem instinkt og læring. Historikere af biologien fremhæver i dag ofte Spalding som en vigtig, men indtil videre undervurderet, figur i udviklingen af dyreadfærdsforskningen.

Senere år og død

Efter lord Amberleys død i 1876 forlod Spalding England og drog igen til kontinentet. Han døde i 1877 på rejse, formentlig som følge af sin tuberkuløse sygdom. Hans relativt korte liv og manglende institutionelle støtte betød, at hans observationer først senere blev fuldt værdsat.