Delirium tremens (ofte kaldet DT'er eller "DT'erne") er en medicinsk nødsituation. Det er den alvorligste form for alkoholafvænning, som kan opstå, når en person, der drikker meget alkohol, pludselig holder op med at drikke. "Delirium" betyder meget slem forvirring, der kommer hurtigt; "tremens" betyder "rysten".

Hvad sker der og hvorfor?

Forskere mener, at DT'erne opstår, fordi det autonome nervesystem bliver for ophidset. Ved langvarig tungt alkoholforbrug vænner hjernen sig til alkoholens dæmpende virkning (især via GABA-systemet) og øget aktivitet i glutamatsystemet. Når alkoholen fjernes pludseligt, opstår en ubalance med overaktivitet i hjernen og i det autonome nervesystem, hvilket fører til kraftig uro, rysten og forvirring.

Symptomer

  • Alvorlig forvirring og ændret bevidsthedsniveau (delirium).
  • Visuelle hallucinationer (personer ser ting, der ikke er der) — disse er typiske ved DT.
  • Store rystelser (tremor) og stærk angst eller agitation.
  • Autonom hyperaktivitet: hurtig puls, højt blodtryk, feber, kraftig sveden og hurtig vejrtrækning.
  • Anfald (kramper) kan forekomme og ses ofte kort før eller i det tidlige forløb af DT.
  • Desuden kan der være dehydrering, elektrolytforstyrrelser og nedsat evne til at spise/drikke.

Tidsforløb

Symptomer på DT udvikler sig typisk inden for 48–96 timer efter sidste alkoholindtag, men kan opstå tidligere eller op til en uge efter ophør. Anfald ses ofte inden for de første 24–48 timer.

Hvem er i risiko?

  • Personer med langvarigt, kraftigt forbrug af alkohol.
  • Tidligere tilfælde af alkoholabstinenser med kramper eller tidligere DT'er øger risikoen.
  • Høj alder, alvorlig somatisk sygdom (fx leversygdom), og samtidig brug af andre stoffer øger risikoen.

Undersøgelser og diagnose

Diagnosen stilles klinisk ud fra symptomer og baggrund i alkoholforbrug. Indlæggelse anbefales for observation og løbende vurdering. Undersøgelser kan omfatte blodprøver (elektrolytter, blodsukker, leverenzymer), EKG og billeddiagnostik hvis andet mistænkes eller for at udelukke andre årsager til delirium.

Behandling

Delirium tremens kræver hurtig og ofte hospitalsbaseret behandling. Ofte sker behandlingen på en akutafdeling eller intensivafdeling afhængig af sværhedsgraden.

  • Benzodiazepiner (fx diazepam, lorazepam, chlordiazepoxid) er førstevalg til at kontrollere abstinens, forebygge kramper og dæmpe agitation.
  • Støttende behandling: væsketerapi, korrektion af elektrolytforstyrrelser (særligt natrium og magnesium), temperaturkontrol og overvågning af vitale funktioner.
  • Thiamin (vitamin B1) gives rutinemæssigt for at forebygge Wernicke-encefalopati — helst før eller samtidig med glukose, hvis patienten får sukkerinfusion.
  • Ved alvorlig agitation eller psykotiske symptomer kan antipsykotika anvendes med forsigtighed, men kun som supplement til benzodiazepiner.
  • I nogle tilfælde anvendes barbiturater eller propofol i intensivregi, hvis benzodiazepinbehandling ikke er tilstrækkelig.
  • Løbende overvågning af kredsløb, respiration og bevidsthed er nødvendig; behandling af eventuelle komplikationer (infektioner, organsvigt) påkræves.

Prognose

Ubehandlet har DT høj mortalitet. Med tidlig og korrekt behandling er prognosen betydeligt bedre, men tilstanden kan stadig være livstruende. Tidlig indsats og intensiv støtte reducerer risikoen for varige skader og dødelighed.

Forebyggelse og opfølgning

  • Forebyggelse: Gradvis og medicinsk overvåget nedtrapning af alkoholbrug eller afvænning under lægelig behandling mindsker risikoen for DT. Personer med høj risiko bør planlægges til medicinsk supervision ved ophør.
  • Opfølgning: Når den akutte fase er overstået, skal der tilbydes støtte til alkoholbehandling, social støtte og eventuel psykiatrisk opfølgning for at forhindre tilbagefald.

Hvad skal man gøre i en akut situation?

  • Søg akut lægehjælp med det samme eller ring til alarmcentralen, hvis du mistænker DT — tilstanden kan udvikle sig hurtigt.
  • Forsøg ikke at håndtere alvorlige abstinenser hjemme uden lægelig hjælp.
  • Hvis muligt, informér sundhedspersonalet om personens alkoholforbrug, tidligere abstinenser og medicinske historie.

Der blev første gang skrevet om DT'er i 1813, men den moderne behandling har gjort en stor forskel for overlevelse og behandlingseffekt. Ved mistanke om DT er hurtig lægehjælp afgørende.