Kontinentaldrift: Hvad er det? Definition, Wegener og pladetektonik
Lær om kontinentaldrift: definition, Wegeners idéer og hvordan teorien indgår i pladetektonik — historien, beviser og betydning for jordens bevægelser.
Kontinentaldrift er en historisk, videnskabelig teori. Teorien blev første gang foreslået af Abraham Ortelius i 1596. Den blev fuldt ud udviklet af den tyske geolog og meteorolog Alfred Wegener i 1915.
Teorien sagde, at dele af jordskorpen bevæger sig langsomt oven på en flydende kappe med højere massefylde. Teorien er nu blevet inddraget i den bredere teori om pladetektonik.
Hvad betyder kontinentaldrift?
Kontinentaldrift beskriver ideen om, at jordens kontinenter ikke altid har ligget fast, men gradvist har flyttet sig over jordens overflade gennem geologisk tid. Forestillingen om drift forklarer blandt andet, hvorfor kystlinjer på modsatte sider af oceaner kan passe sammen, og hvorfor samme slags fossiler og bjergarter findes på kontinentfragmenter, der i dag er langt fra hinanden.
Wegener og hans argumenter
Alfred Wegener samlede flere typer beviser i sin bog "Die Entstehung der Kontinente und Ozeane" (1915). Han pegede især på:
- Kontinentalpassform: Hvordan vestkysten af Afrika og østkysten af Sydamerika ser ud til at kunne passe sammen som puslespilsbrikker.
- Fossile ligheder: Samme fossile planter og dyr (f.eks. Mesosaurus og Glossopteris) findes i lag på kontinentflader, som i dag er adskilt af oceaner.
- Geologiske træk: Sammenfaldende bjergkæders alder og sammensætning på tværs af kontinenter (f.eks. Appalachernes forbindelse til skotske og skandinaviske bjergarters oprindelse).
- Paleoklimatiske spor: Spor efter istidsaflejringer og tropiske aflejringer i uventede områder, som tyder på, at kontinenter har bevæget sig i forhold til klimazoner.
Hvorfor blev teorien i begyndelsen afvist?
Selvom Wegener havde mange observationer, manglede teorien en troværdig mekanisme til at forklare, hvordan massive kontinenter kunne bevæge sig. Mange geologer fandt ideen om enorme kontinentblokke, der "skred" over underlaget, usandsynlig. Kritikere pegede på fysiske argumenter (f.eks. at kontinenterne var for tunge til at flytte sig) og på manglende direkte observationer af bevægelse.
Fra kontinentaldrift til pladetektonik
I midten af det 20. århundrede skete der opdagelser, som løste spørgsmålet om mekanismen:
- Havbundsspredning: Målinger af magnetiske bånd i havbunden og radiometrisk datering viste, at ny oceanbund dannes ved midtoceaniske rygge og driver ældre bund udad.
- Subduktion: Omdannelse af oceanbund i dybhavsgrave viser, hvordan plader kan synke ned i kappen og recirkulere materiale.
- Kappekonvektion og pladegrænser: Sammenhængen mellem mantelstrømme, spredning ved rygge, nedsynkning i grave og transformforkastninger blev forstået som dele af en samlet proces — pladetektonik. Denne teori forklarede både kontinentaldrift og mange andre geologiske fænomener.
Beviser og moderne metoder
Moderne beviser for, at kontinenter og plader bevæger sig, omfatter:
- GPS-målinger: Direkte registrering af pladers hastighed (typisk få centimeter pr. år).
- Seismologi: Jordskælvslinjer følger pladegrænser og giver indsigt i pladekollision og subduktion.
- Magnetiske striber og havbundsdatering: Symmetriske magnetiske mønstre omkring midtoceaniske rygge dokumenterer havbundsspredning.
- Geokemiske og petrologiske undersøgelser: Viden om kildemateriale og temperatur-tryk-forhold i bjergarter fortæller om dannelser ved pladegrænser.
Eksempler og konsekvenser
- Pangaea: For omkring 300–200 millioner år siden dannede mange af jordens kontinenter et enkelt superkontinent kaldet Pangaea, som senere brød op.
- Bjergkædefoldning: Kollision mellem kontinenter skaber store bjergkæder, f.eks. Himalaya (indisk plade mod eurasiske plade).
- Vulkanisme og jordskælv: Zones med subduktion og spredning er steder med intensiv vulkansk aktivitet og hyppige jordskælv.
- Ressourcer: Forståelse af pladetektonik hjælper med at finde mineralforekomster, olie- og gasfelt og forstå geohazards.
Tidslinje — korte milepæle
- 1596: Abraham Ortelius foreslår idéen om kontinenter, der har været tættere sammen.
- 1912–1915: Alfred Wegener fremlægger og uddyber teorien om kontinentaldrift.
- 1950'erne–1960'erne: Opdagelser af magnetiske striber på havbunden, seismiske undersøgelser og havbundsdatering fører til udviklingen af pladetektonikteorien.
- 1970'erne–i dag: Pladetektonik etableres som den centrale teori til at forklare jordens dynamik.
Afsluttende bemærkning
Kontinentaldrift var et afgørende skridt i forståelsen af jordens historie. Wegener lagde grundlaget ved at samle mange forskellige typer observationer, og senere forskning viste den fysiske mekanisme gennem pladetektonik. I dag forklarer denne samlede teori alt fra jordskælv og vulkaner til dannelsen og nedbrydningen af superkontinenter.
Fossile fund, der tyder på, at kontinenter, der nu er adskilt, engang var sammen: se Pangæa
Den første kendte illustration af Atlanterhavets åbning af Antonio Snider-Pellegrini, 1858.
Bevismateriale
Teorien blev understøttet af, at man fandt de samme mineraler og fossiler i Vesteuropa og det østlige Nordamerika. Der er også fundet lignende fossiler på Afrikas vestkyst og i det østlige Sydamerika. Disse kontinenters former passer næsten sammen. Teorien var plausibel (troværdig), men der var ingen kendt mekanisme til at drive disse store bevægelser. Dette problem blev senere løst med pladetektonikken.
Mønstret for vulkansk aktivitet, bjergdannelse (orogeni) og jordskælv kan forklares ved kontinentaldrift. Eksistensen af identiske bjergarter, der ligger langt fra hinanden, understøtter teorien.
Eksempler (der er hundredvis):
- Fossiler af bregnen Glossopteris er fundet i bjergarter fra Australien, Sydamerika, Antarktis, Indien, Afrika og Madagaskar. Disse var alle samlet i superkontinentet Gondwana, efter at det globale kontinent Pangæa brød fra hinanden.
- Taffelbjerget ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika og bjergene syd for Rio de Janeiro er lavet af identiske klipper. Dette svarer til, at Afrika og Sydamerika passede sammen i Pangæa.
- Giant's Causeway i Nordirland og Fingal's Cave på Staffa på de indre Hebrider i Skotland er den samme klippeformation.
Mekanisme
Den grundlæggende maskine, der driver kontinenternes bevægelse, er varme, der bevæger sig fra Jordens kappe gennem jordskorpen og ud af planeten. Dette medfører konvektion og pladebevægelser.
Der er især to begivenheder, der er af stor betydning:
- Produktionen af ny skorpe på steder som den midtatlantiske ryg.
- Fjernelse af jordskorpen ved subduktion (bevægelse under) på de steder, hvor pladerne støder sammen.
Fodnote
- ↑ USGS Denne dynamiske jord [1]
- ↑ Varmen skyldes en kombination af den langsomme afkøling af Jorden fra dens tidlige høje temperatur og den varme, der frigives ved opløsning af radioaktive isotoper i Jorden. Se diskussionen under Jordens alder.
| Myndighedskontrol: Nationalbiblioteker |
|
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er kontinentaldrift?
A: Kontinentaldrift er en historisk, videnskabelig teori, der foreslår, at dele af Jordens skorpe bevæger sig langsomt oven på en flydende kappe med højere tæthed.
Spørgsmål: Hvem foreslog teorien om kontinentaldrift?
Svar: Teorien blev først foreslået af Abraham Ortelius i 1596 og blev fuldt udviklet af den tyske geolog og meteorolog Alfred Wegener i 1915.
Spørgsmål: Hvordan fungerer kontinentaldrift?
A: Ifølge teorien bevæger dele af jordskorpen sig langsomt oven på en flydende kappe med en højere massefylde.
Spørgsmål: Er kontinentaldrift en del af pladetektonikken?
A: Ja, teorien er nu blevet inddraget i den bredere teori om pladetektonik.
Spørgsmål: Hvornår foreslog Abraham Ortelius sin idé om kontinentaldrift?
Svar: Abraham Ortelius fremsatte sin idé om kontinentaldrift i 1596.
Spørgsmål: Hvem udviklede den fulde version af kontinentaldrift?
Svar: Den fulde version blev udviklet af den tyske geolog og meteorolog Alfred Wegener i 1915.
Spørgsmål: Hvor længe har kontinentaldrift været accepteret som et etableret videnskabeligt begreb?
Svar: Kontinentaldrift har været accepteret som et etableret videnskabeligt begreb siden 1915, hvor det blev fuldt udviklet af Alfred Wegener.
Søge