Bregner – definition, arter, anatomi og sporeformering
Lær alt om bregner: definition, arter, anatomi og sporeformering. Fra karplanternes opbygning til livscyklus og økologi — komplet guide.
Bregner er en stor og gammel gruppe af grønne planter, ofte beskrevet som karsporeplanter. Tidligere er der blevet angivet tal på omkring 20.000 plantearter, hvoraf mange er fossilarter; moderne skøn vurderer at der er omkring 10.000–12.000 nulevende arter. Bregner hører til divisionen Pteridophyta og adskiller sig fra bryofytter ved at have ægte ledningsvæv i form af xylem og phloem, hvorfor de regnes som karplanter.
Systematik og store grupper
De fleste moderne bregner placeres i klassen Leptosporangiata (ofte kaldet Pteridopsida). Denne gruppe indeholder langt de fleste arter, man møder i haver, skove og som epifytter i tropiske skyer. Hesteskålene (hestehalme) tilhører en anden, ældre klasse, Equisetopsida, som var særligt udbredt i Karbonperioden. I dag findes kun én moderne slægt af hestehalme, Equisetum. Andre ældre klasser af bregner er i dag begrænsede til få slægter eller er uddøde.
Anatomi og vækstform
Bregnens typiske ydre træk omfatter grønne bladlignende strukturer (fronds eller blade), rødder, og stængler som ofte udvikler sig som underjordiske rhizomer eller overjordiske stoloner. Blade kan være store eller fint delte i mindre lapper (pinnae og pinnules). Mange bregner ruller deres nye blade ud fra en krøllet tilstand (circinate vernation), ofte kaldt "krølle" eller fiddlehead.
Nogle vigtige anatomiske kendetegn:
- Fronds bestående af stængel (stipes/rachis) og lamina delt i pinnae.
- Sporbærende strukturer (sori) sidder ofte på bladundersiden og kan være beskyttet af en hinde (indusium).
- Vaskulært væv (xylem og phloem) transporterer vand og næringsstoffer.
- Overfladen har en cuticula og stomata, men mange bregner foretrækker fugtige miljøer og tåler ikke udtørring så godt som mange frøplanter.
Sporeproduktion og livscyklus
Bregner producerer ikke frø. I stedet formerer de sig ved hjælp af sporer. Livscyklussen er præget af en veksel af generationer (alternation of generations), hvor en dominant diploid sporofyt (det grønne blad og stængel, som vi oftest ser) danner sporangier, der gennem meioser producerer haploide sporer.
De sporer, som ofte ligger i sori på bladundersiden, spredes med vinden og spirer til en lille, uafhængig haploid gametofyt (ofte kaldet et prothallium). Denne gametofyt er typisk lav, flad og hjertelignende, og den bærer kønsorganer: antheridia (sædanlæg) og archegonia (æganlæg). Sædcellerne kræver en vandfilm for at kunne svømme til og befrugte ægcellerne, hvilket forklarer bregners afhængighed af fugt i mange dele af deres livscyklus. Efter befrugtningen dannes en ny sporofyt, som vokser ud fra gametofytten og udvikler den voksne plante.
Nogle bregner kan også formere sig vegetativt ved spredning af rhizomer, ved deling eller med særlige vegetative strukturer. Der findes desuden former for apogami og apomixis hos enkelte grupper, hvor den normale kønnede cyklus suppleres eller omgås.
Økologi, udbredelse og historie
I Karbonperioden (for omkring 350–300 millioner år siden) var bregne-lignende planter og beslægtede grupper langt mere dominerende i landskabet; nogle slægter opnåede imponerende højder (hestehalmslignende planter kunne nå op til 30 meter). Store skove af bregner, mosser og andre primitive planter dannede store økosystemer med kæmpeinsekter og rige kulaflejringer.
I dag er de fleste store bregner væk, men gruppen er stadig vidt udbredt: fra tempererede skove til tropiske regnskove, som epifytter i trækroner, langs vandløb og i skyggefulde, fugtige habitater. Enkelte arter som fx bregnen Pteridium (almindelig bregne) kan blive invasive og dominere åbne arealer. Nogle bregner anvendes som prydplanter i haver, andre – som visse krøllebregner (fiddleheads) – er spiselige i små mængder, mens enkelte arter indeholder giftige stoffer (fx bracken med ptaquilosid) og bør undgås som føde.
Betydning for mennesker og natur
- Økologisk: bregner bidrager til jorddække, fugtighedsbevarelse og som levested for insekter og smådyr.
- Kulturelt og økonomisk: bruges som prydplanter, i havebrug og i visse regioner som føde (f.eks. fiddleheads).
- Historisk: deres fossiler og tidligere udbredelse fortæller om Jordens vegetationshistorie og klimaændringer.
Opsummering: Bregner er karsporeplanter med ægte ledningsvæv, en livscyklus med sporer og en uafhængig gametofytdel. De findes i mange former og habitater, har en lang fossilhistorie og spiller stadig en vigtig rolle i nutidens økosystemer.
Galleri
· 
Træfarner, sandsynligvis Dicksonia antarctica
· 
Træ bregne Sporer San Diego
· 
Blad af bregne
· 
Hestehale Equisetum telmateia, der viser hvirvler af grene og de små mørkspidsede blade
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er opdelingen af ferfernerier?
A: Bregner hører til divisionen Pteridophyta.
Spørgsmål: Hvordan adskiller bregner sig fra bryofytter?
A: Bregner har xylem og phloem, hvilket gør dem til karplanter, hvorimod bryofytter ikke har disse egenskaber.
Spørgsmål: Hvilken klasse tilhører de fleste bregner?
A: De fleste bregner tilhører klassen Leptosporangiata (eller Pteridopsida).
Spørgsmål: Hvad er specielt ved padderokke?
Svar: Hestehalm tilhører en anden klasse, Equisetopsida, som var ekstremt vigtig i Karbon, og kun én slægt er bevaret i dag.
Spørgsmål: Hvordan kan bregner overleve flere steder end mosser, men ikke så mange som blomstrende planter?
Svar: Bregner har ikke voks eller særlige celler på deres overflade, der forhindrer vand i at fordampe, så de lever bedst et sted, hvor der er meget tåge eller meget regn, og hvor de befinder sig i en skygge, der beskytter dem mod direkte sollys. Det betyder, at de kan overleve flere steder end mos, men ikke så mange som blomstrende planter.
Spørgsmål: Hvordan formerede bregner sig i Karbonperioden?
Svar: I karbonperioden - fra 350 millioner år siden - formerede bregner sig ved hjælp af sporer i stedet for frø.
Søge