Alfred Lothar Wegener (1. november 1880 - 13. november 1930) var en tysk videnskabsmand og meteorolog. Han er mest kendt for sin teori om kontinentaldrift, som han fremsatte i december 1912. Det var en idé om, at kontinenterne langsomt drev rundt om Jorden. Han havde også ideer om, hvorfor kontinenterne driver, som andre videnskabsmænd mente var umulige. Hans hypotese blev ikke accepteret før 1950'erne. Derefter gav flere opdagelser beviser for kontinentaldrift og for de egentlige årsager.

Wegener blev født i Berlin, og i 1904 blev han ph.d. i astronomi ved universitetet i Berlin. Som reserveofficer i den tyske hær blev han indkaldt i 1914 for at kæmpe i Første Verdenskrig. Han blev alvorligt såret i Belgien og blev overført til hærens vejrtjeneste. Efter krigen beskæftigede han sig primært med vejrarbejde.

Wegeners idé og beviser

I december 1912 fremsatte Wegener sin idé om, at kontinenternes konturer ikke var faste, men havde bevæget sig over geologisk tid. Han samlede flere typer af argumenter for sin teori, blandt andet:

  • Den stærke pasform mellem kystlinjerne ved Sydamerika og Afrika.
  • Tilsvarende fossile fund på tværs af oceaner (samme planter og dyr fandtes på kontinenter, der i dag er adskilte).
  • Geologiske ligheder, fx samme bjergryg- og bergartssekvenser på skabe kontinentale kyster.
  • Paleoklimatiske spor, som indikerede klimaændringer og isdækkede områder på steder, der i dag har mildere klima.

Wegener opsummerede sine ideer i den vigtige bog Die Entstehung der Kontinente und Ozeane (1915), hvor han både beskrev observationerne og forsøgte at forklare drivmekanismerne.

Modstand og senere accept

Selvom mange af Wegeners observationer stod sig, mødte hans forklaringer modstand. Kritikere pegede på, at han ikke kunne fremlægge en fyldestgørende mekanisme, der kunne forklare, hvordan massive kontinentalplader kunne glide gennem oceanbundens materiale. Forslag om centrifugalkraft eller kontinenternes »vandring« blev afvist som utilstrækkelige. Derfor blev teorien i vid udstrækning afvist af det geologiske hovedmiljø i flere årtier.

I midten af det 20. århundrede førte nye opdagelser til en genopstået interesse: undersøgelser af havbundens topografi, magnetiske stripemønstre i havbunden og beviser for havbundsspredning viste, at jordskorpen er opdelt i plader, som bevæger sig. Denne teori — pladetektonik — viste sig at give den mekaniske forklaring, som manglede i Wegeners tid, og hans idé om kontinentaldrift blev dermed anerkendt som et grundlæggende element i moderne geologi.

Grønlands‑ekspeditioner, meteorologi og død

Wegener deltog i flere ekspeditioner til Grønland, hvor han arbejdede med meteorologi, klimatologi og geofysiske målinger. Hans feltarbejde i polarområder bidrog til viden om arktiske vejrsystemer og isforhold. Han var en aktiv forsker, både som teoretiker og praktiker i felten.

Under den fjerde ekspedition til Grønland i 1930 omkom Wegener. Han døde under hjemrejsen i det hårde arktiske terræn, og hans død blev et sørgeligt endeligt for en karriere præget af mod og nysgerrighed. Hans arbejde fik først fuld anerkendelse efter hans død, da nye metoder og data muliggjorde en mekanisk forklaring på kontinentaldrift.

Arv og betydning

Alfred Wegener har fået stor betydning for moderne geologi og geofysik. Hans vedholdende indsamling af data og hans tværfaglige tilgang — kombinationen af meteorologi, geologi og feltarbejde — banede vejen for den senere udvikling af pladetektonik. Flere institutioner og priser bærer hans navn, mest kendt er det tyske Alfred-Wegener-Institut für Polar- und Meeresforschung, der arbejder med polarforskning og havforskning.

Selvom Wegener i sin levetid måtte kæmpe for accept, står han i dag som en central figur i forståelsen af Jordens dynamik — en forsker, hvis idéer ændrede vores syn på kontinenter, oceaner og Jordens historie.