Alfred Wegener — Manden bag teorien om kontinentaldrift
Alfred Wegener — opdag manden bag kontinentaldrift: hans liv, kontroversielle teori fra 1912, kamp for accept og arven der ændrede geofagene.
Alfred Lothar Wegener (1. november 1880 - 13. november 1930) var en tysk videnskabsmand og meteorolog. Han er mest kendt for sin teori om kontinentaldrift, som han fremsatte i december 1912. Det var en idé om, at kontinenterne langsomt drev rundt om Jorden. Han havde også ideer om, hvorfor kontinenterne driver, som andre videnskabsmænd mente var umulige. Hans hypotese blev ikke accepteret før 1950'erne. Derefter gav flere opdagelser beviser for kontinentaldrift og for de egentlige årsager.
Wegener blev født i Berlin, og i 1904 blev han ph.d. i astronomi ved universitetet i Berlin. Som reserveofficer i den tyske hær blev han indkaldt i 1914 for at kæmpe i Første Verdenskrig. Han blev alvorligt såret i Belgien og blev overført til hærens vejrtjeneste. Efter krigen beskæftigede han sig primært med vejrarbejde.
Wegeners idé og beviser
I december 1912 fremsatte Wegener sin idé om, at kontinenternes konturer ikke var faste, men havde bevæget sig over geologisk tid. Han samlede flere typer af argumenter for sin teori, blandt andet:
- Den stærke pasform mellem kystlinjerne ved Sydamerika og Afrika.
- Tilsvarende fossile fund på tværs af oceaner (samme planter og dyr fandtes på kontinenter, der i dag er adskilte).
- Geologiske ligheder, fx samme bjergryg- og bergartssekvenser på skabe kontinentale kyster.
- Paleoklimatiske spor, som indikerede klimaændringer og isdækkede områder på steder, der i dag har mildere klima.
Wegener opsummerede sine ideer i den vigtige bog Die Entstehung der Kontinente und Ozeane (1915), hvor han både beskrev observationerne og forsøgte at forklare drivmekanismerne.
Modstand og senere accept
Selvom mange af Wegeners observationer stod sig, mødte hans forklaringer modstand. Kritikere pegede på, at han ikke kunne fremlægge en fyldestgørende mekanisme, der kunne forklare, hvordan massive kontinentalplader kunne glide gennem oceanbundens materiale. Forslag om centrifugalkraft eller kontinenternes »vandring« blev afvist som utilstrækkelige. Derfor blev teorien i vid udstrækning afvist af det geologiske hovedmiljø i flere årtier.
I midten af det 20. århundrede førte nye opdagelser til en genopstået interesse: undersøgelser af havbundens topografi, magnetiske stripemønstre i havbunden og beviser for havbundsspredning viste, at jordskorpen er opdelt i plader, som bevæger sig. Denne teori — pladetektonik — viste sig at give den mekaniske forklaring, som manglede i Wegeners tid, og hans idé om kontinentaldrift blev dermed anerkendt som et grundlæggende element i moderne geologi.
Grønlands‑ekspeditioner, meteorologi og død
Wegener deltog i flere ekspeditioner til Grønland, hvor han arbejdede med meteorologi, klimatologi og geofysiske målinger. Hans feltarbejde i polarområder bidrog til viden om arktiske vejrsystemer og isforhold. Han var en aktiv forsker, både som teoretiker og praktiker i felten.
Under den fjerde ekspedition til Grønland i 1930 omkom Wegener. Han døde under hjemrejsen i det hårde arktiske terræn, og hans død blev et sørgeligt endeligt for en karriere præget af mod og nysgerrighed. Hans arbejde fik først fuld anerkendelse efter hans død, da nye metoder og data muliggjorde en mekanisk forklaring på kontinentaldrift.
Arv og betydning
Alfred Wegener har fået stor betydning for moderne geologi og geofysik. Hans vedholdende indsamling af data og hans tværfaglige tilgang — kombinationen af meteorologi, geologi og feltarbejde — banede vejen for den senere udvikling af pladetektonik. Flere institutioner og priser bærer hans navn, mest kendt er det tyske Alfred-Wegener-Institut für Polar- und Meeresforschung, der arbejder med polarforskning og havforskning.
Selvom Wegener i sin levetid måtte kæmpe for accept, står han i dag som en central figur i forståelsen af Jordens dynamik — en forsker, hvis idéer ændrede vores syn på kontinenter, oceaner og Jordens historie.
Mindeplade på Wegeners tidligere skole i Wallstrasse
Den første kendte illustration af Atlanterhavets åbning af Antonio Snider-Pellegrini, 1858.
Fossile fund, der tyder på, at kontinenter, der nu er adskilt, engang var sammen: se Pangæa
Pladetektonik-teori
Teorien var blevet foreslået før, mere end én gang. Første gang var af korttegneren Abraham Ortelius i det 16. århundrede.
Wegeners teori
Wegener brugte geologiske, fossile og glaciale beviser fra modsatte sider af Atlanterhavet til at understøtte sin teori om kontinentaldrift. Han sagde f.eks., at der var geologiske ligheder mellem Appalacherne i Nordamerika og det skotske højland. Han sagde også, at bjergarter i Sydafrika og Brasilien ligner hinanden.
Han mente, at disse ligheder kun kunne forklares, hvis disse geologiske træk engang var en del af det samme kontinent. Wegener sagde, at kontinenterne flyder oven på havbundens tættere sten, fordi de er mindre tætte, og at de bevæger sig hen over havbundens sten. Selv om kontinentaldrift forklarede mange af Wegeners observationer, kunne han ikke finde videnskabelige beviser, der kunne give en fuldstændig forklaring på, hvordan kontinenterne bevæger sig.
Kritik
Den britiske geolog Arthur Holmes var fortaler for teorien om kontinentaldrift på et tidspunkt, hvor den var umoderne. Han foreslog i 1931, at Jordens kappe indeholdt konvektionsceller, der afgav radioaktiv varme og flyttede jordskorpen ved overfladen. Hans Principles of Physical Geology, der slutter med et kapitel om kontinentaldrift, blev udgivet i 1944.
De fleste jordforskere og palæontologer troede dog ikke på Wegeners teori og mente, at den var tåbelig. Nogle kritikere mente, at gigantiske landbroer kunne forklare lighederne mellem fossiler i Sydamerika og Afrika. Andre hævdede, at Wegeners teori ikke forklarede de kræfter, der ville have været nødvendige for at flytte kontinenter over så store afstande. Wegener mente, at de kræfter, der flyttede kontinenterne, kunne være forårsaget af jordens rotation og stjernernes præcession, og at de samme kræfter forårsagede jordskælv og vulkanudbrud.
Bevismateriale
I 1950'erne beviste opdagelser af spredning af havbunden og magnetisk omvending på den midtatlantiske ryg, at Wegeners teori var reel og førte til teorien om pladetektonik, selv om hans forslag om årsagerne var forkerte. I dag siger geologerne, at kontinenterne i virkeligheden er dele af bevægelige tektoniske plader, der flyder på asthenosfæren, et lag af delvis smeltet sten.
Spørgsmål og svar
Q: Hvem var Alfred Lothar Wegener?
A: Alfred Lothar Wegener var en tysk videnskabsmand, geofysiker og meteorolog.
Q: Hvad var Wegeners mest bemærkelsesværdige bidrag til videnskaben?
A: Wegeners mest bemærkelsesværdige bidrag til videnskaben var hans teori om kontinentaldrift, som han foreslog i december 1912.
Q: Hvordan reagerede andre forskere i starten på Wegeners ideer om årsagerne til kontinentaldriften?
A: Andre forskere mente i begyndelsen, at Wegeners ideer om årsagerne til kontinentaldriften var umulige.
Q: Hvornår blev Wegeners hypotese om kontinentaldrift endeligt accepteret?
A: Wegeners hypotese om kontinentaldrift blev ikke accepteret før i 1950'erne, hvor flere opdagelser gav bevis for kontinentaldrift og dens faktiske årsager.
Q: Hvor blev Wegener født, og hvor tog han sin ph.d.?
A: Wegener blev født i Berlin, og han tog sin ph.d. i astronomi ved Berlins Universitet i 1904.
Q: Hvad skete der med Wegener under Første Verdenskrig?
A: Under Første Verdenskrig blev Wegener indkaldt som reserveofficer i den tyske hær og blev alvorligt såret i Belgien. Derefter blev han overført til hærens vejrtjeneste.
Q: Hvad lavede Wegener hovedsageligt efter krigen?
A: Efter krigen arbejdede Wegener hovedsageligt med vejret.
Søge