Kampstressreaktion er et

Symptomer

Kampstressreaktion kan have mange forskellige symptomer. Disse symptomer kan påvirke soldatens krop (fysiske symptomer), følelser (følelsesmæssige symptomer) og adfærd (adfærdsmæssige symptomer). Afhængigt af hvor alvorlige disse symptomer er, betegnes kampstressreaktioner som milde (ikke alt for slemme) til alvorlige (meget slemme).

Fysiske symptomer

Milde symptomer

Milde fysiske symptomer kan omfatte:

• Føler mig træt
• Følelse af nervøsitet
• Svedende
• Har problemer med at sove
• Hurtig hjerterytme
• Føler sig svimmel
• Kvalme eller opkast
• At have diarré
• Urinerer meget
• Du reagerer ikke så hurtigt som normalt på ting
• Tør mund
• Stramme muskler

Disse symptomer må ikke medføre sikkerhedsproblemer eller forhindre soldaten i at arbejde. Men hvis soldaten ikke får hjælp, kan symptomerne blive alvorlige, hvis han ikke får hjælp.

Alvorlige symptomer

Alvorlige symptomer kan omfatte:

• At være ude af stand til at sidde eller stå stille
• Bliver meget let forskrækket
• Rysten eller rysten
• Svaghed
• Lammelse
• Problemer med at høre
• Føler sig udmattet
• At være ude af stand til at bevæge sig
• Stirrer lige fremad uden at se på noget (dette kaldes nogle gange "det tusind meter lange blik")
• Palpitationer (hjertebanken)
• Hyperventilation (for hurtig vejrtrækning)
• Følelse af manglende evne til at tale
• At være ude af stand til at sove

Følelsesmæssige symptomer

Følelsesmæssige symptomer kan omfatte:

• Følelse af ængstelse
• Har svært ved at koncentrere dig eller fokusere på noget
• Har mareridt
• Ikke føle sig selvsikker
• At føle sig vred
• Føler dig stresset eller meget oprevet over små ting

Adfærdsmæssige symptomer

Adfærdsmæssige symptomer kan omfatte:

• Ikke at være i stand til at træffe beslutninger
• Ikke særlig opmærksom
• At være ligeglad med ting
• At være meget opmærksom
• Ikke at føle sig motiveret (ikke at have lyst til at gøre noget)
• Aggressiv adfærd
• Crying
• At være ude af stand til at slappe af

Soldaten til venstre har et blik, der kaldes "det tusindårige blik". Dette kan være et symptom på kampstressreaktion eller PTSD.

Historie

Sigmund Freud studerede virkningerne af "krigsneurose". Han mente, at uden for meget stress kan mennesker balancere impulser (hvad de har lyst til at gøre) og forbud (hvad de ved, at de ikke bør gøre). Han mente imidlertid, at traumatisk stress kan forårsage kraftige impulser, som en person ikke længere kan kontrollere. I kampsituationer mente han, at dette kunne få soldater til at løbe væk eller til blindt at angribe. Han mente, at soldaterne ville forsøge at stoppe disse impulser, hvilket ville føre til følelsesmæssige symptomer og endog tab af fysiske evner.

Første Verdenskrig

Under Første Verdenskrig blev kampstressreaktionen kaldt "granatchok". I begyndelsen af 1916 (kun halvvejs gennem krigen) var antallet af britiske soldater med "granatchok" enormt. Kun få af disse soldater vendte tilbage til kamp. Omkring 30-40 % af de soldater med granatchok, der blev sendt til hospitaler i Frankrig, vendte tilbage til kamp. Kun ca. 4-5 % af de soldater, der blev sendt til hospitaler i Det Forenede Kongerige, vendte tilbage.

På grund af dette blev der oprettet nye enheder. De blev kaldt "Endnu ikke diagnosticeret, nervøse centre". Disse centre brugte ikke udtryk som "krigsneurose" eller "granatchok". De brugte en ny behandlingsmodel kaldet "PIE" til at behandle soldater med kampstressreaktion. "PIE" stod for "Proximity, Immediacy, and Expectancy" (nærhed, umiddelbarhed og forventning):

• Nærhed betød, at soldater med kampstressreaktioner skulle behandles tæt på frontlinjen (tæt på det sted, hvor kampene foregik).
• Umiddelbarhed betød, at disse soldater skulle behandles med det samme - ikke først efter at de soldater, der var fysisk såret, var blevet behandlet.
• Forventning betød, at hver enkelt soldat vidste, at det forventedes, at han ville vende tilbage til kamp.

PIE-behandlingsmodellen blev udviklet af Thomas W. Salmon. Efter at "PIE"-behandlingen var startet, vendte ca. 80 % af de soldater, der blev behandlet på "Not Yet Diagnosed, Nervous Centers", tilbage til kamp. (Nogle af disse soldater var dog ikke i stand til at gøre et godt stykke arbejde, da de vendte tilbage til kamp).

Anden Verdenskrig

De britiske styrker anvendte ikke PIE-principperne under Anden Verdenskrig. I stedet sendte de soldater med kampstressreaktioner til psykiatriske hospitaler.

Det amerikanske militær forventede ikke, at deres soldater ville få kampstressreaktioner, da de gik ind i krigen. De testede soldaterne, når de meldte sig til militærtjeneste. De mente, at disse tests ville vise, hvilke personer der var "psykologisk svage", og at disse personer ikke ville få lov til at gå i krig. Men da kampstressreaktioner ikke skyldes svaghed, virkede dette ikke, og mange amerikanske soldater havde kampstressreaktioner.

For at behandle disse soldater begyndte kaptajn Frederick Hanson atter at bruge PIE-principperne til at behandle dem. Han sagde, at 70 % af de 494 patienter, han behandlede, vendte tilbage til tjenesten efter 48 timers PIE-behandling. General Omar Bradley besluttede at kalde kampstressreaktion for "udmattelse" og besluttede også at give "udmattede" soldater syv dages hvile.

Hovedformålet med PIE var at sende "udmattede" soldater tilbage til kamp, ikke at behandle det traume, der forårsagede lidelsen. Derfor vendte mange af de soldater, der vendte tilbage til tjenesten - muligvis op til 70 % - tilbage til stillinger uden for kampområdet.

Koreakrigen

Under Koreakrigen begyndte USA at anvende PIE-principperne i løbet af de første otte uger af krigen. Rapporter viser, at 65-75 % af soldaterne med kampstressreaktioner vendte tilbage til tjenesten. Kun 44 % var dog i stand til at udføre deres arbejde på et gennemsnitligt niveau eller bedre.

Vietnamkrigen

I begyndelsen af Vietnamkrigen havde USA's militær effektive psykiatriske tjenester på plads inden for otte uger efter krigens start. Behandlingerne var baseret på PIE-principperne. Der blev oprettet særlige mobile psykiatriske enheder - soldater, der kunne give PIE-behandlinger forskellige steder.

Under krigen blev der ikke rapporteret mange tilfælde af kampstressreaktioner. Derfor troede mange mennesker, at kampstressreaktioner ikke længere ville spille en stor rolle i krigsførelse.

Men efter at soldaterne vendte hjem, havde mange af dem problemer med kampstressreaktioner. Fremmedgørelse førte til stofmisbrug, som skjulte kampstressreaktioner, der aldrig var blevet behandlet. Hvis antallet af posttraumatiske stresslidelser hos Vietnamveteraner er korrekt, forhindrede PIE-principperne ikke en epidemi af psykiatriske lidelser.

Den første Golfkrig

USA's militær gik ind i denne krig og forventede et stort antal psykologiske tab. Behandlingen omfattede traditionel psykiatri samt opmærksomhed på familieproblemer. Fordi krigen gik så hurtigt, var det vanskeligt at diagnosticere soldater med kampstressreaktioner.

Nogle kommandanter brugte kampstressreaktioner som en undskyldning for at holde soldater fra at vende tilbage eller smide dem ud af militæret. Dette bidrog i sidste ende til stigmatiseringen af mentale sundhedsproblemer i militæret.

Behandling og diagnose i dag

I dag bruger den amerikanske hær akronymet BICEPS, som står for korthed, umiddelbarhed, kontakt, forventning, nærhed og enkelhed:

• Kortvarighed er en kort hvileperiode. Mange soldater vender tilbage til tjenesten efter denne korte hvileperiode. Mere alvorligt ramte patienter henvises til det næste niveau.
• Umiddelbarhed betyder, at behandlingen skal påbegyndes, så snart symptomerne opstår.
• Kontakt betyder, at soldaten skal kunne se medlemmer af sin enhed, mens han eller hun er i behandling. Det kan hjælpe soldaten til at føle sig som en soldat og et medlem af enheden i stedet for at føle sig som en patient.
• Forventningsfuldhed betyder, at soldaterne skal have at vide, at deres reaktion på stress er normal, og at de forventes at vende tilbage til deres enhed.
• Nærhed (nærhed) betyder, at soldater skal behandles tæt på deres enhed, men væk fra patienter, der er fysisk skadede (medmindre andet ikke er muligt).
• Enkelhed betyder, at behandlingen skal omfatte enkle metoder til at forbedre soldaternes selvtillid og fysiske sundhed.

Dagens behandling omfatter også de "5 R'er":

• Forsikre om normalitet (forsikre soldaterne om, at deres reaktioner på stress er normale)
• Hvile
• Genopfylde kroppens behov (sikre, at soldaternes kroppe får det, de har brug for, f.eks. nok mad og drikke)
• Genoprette tilliden
• Bevare (holde) kontakten med soldaterkammerater og enhed

I dag behandles soldater for deres reaktion på kampstress, ikke som om de har følelsesmæssige problemer.