Alaric I, også Alaricus, (regerede 394-410 e.Kr.) var leder af vestgoterne. Han er berømt som den gotiske leder, der plyndrede Rom i 410 e.Kr. Man ved meget lidt om hans familie. Som ung mand fik han en stor del af sin militære uddannelse i den romerske hær. Han optræder næste gang som krigsleder for gotiske styrker, der kæmpede sammen med romerske tropper i slaget ved Frigidus i 394. I januar 395 døde kejser Theodosius I og delte sit imperium mellem sine to sønner. Alaric gjorde oprør, og som leder af vestgoterne angreb han dele af det østromerske imperium. Senere angreb han det vestlige romerske imperium. I 408 forsøgte han at angribe Rom, men blev bestukket til at rejse. Han vendte tilbage to år senere, besejrede og besatte byen. Han døde i 411.
Baggrund og opvækst
Alaric voksede op i en tid med stor uro langs Romerrigets grænser. Vestgoterne (ofte blot kaldet goterne) havde gennem årtier haft et omskifteligt forhold til Rom: nogle grupper var allierede eller foederati med romerne, andre var fjender. Som ung kom Alaric til at stå i nær kontakt med romersk militær kultur og fik ifølge kilder dele af sin militære uddannelse i den romerske hær, hvilket styrkede hans evner som strateg og kommandant.
Fra krigsleder til konge
Alaric træder for alvor ind i kilderne som leder for gotiske styrker under kejser Theodosius I og deltog i kampen ved Frigidus (394). Efter Theodosius’ død i 395 (hvor riget blev delt mellem hans sønner) udnyttede Alaric den politiske ustabilitet til at fremme goternes interesser. Han førte kampe både mod og i samarbejde med romerne, og hans politik var ofte at forsøge at sikre sit folk land, løn eller officielt anerkendte rettigheder inden for riget.
Oprør, forhandlinger og invasioner
Alaric gjorde oprør og førte sine folk gennem Balkan og ind i Grækenland og Italien i begyndelsen af 400-tallet. Han havde gentagne forhandlinger med det vestromerske hof, men mødte ofte modstand fra magthavere i Ravenna og fra imperialpolitikere, som mistænkte ham. I 408 blev den magtfulde general Stilicho henrettet i Rom, hvilket skabte større utryghed og svækkede romersk evne til at kontrollere situationen i Italien. Alaric pressede videre på krav om land og positioner for sine folk; da disse krav ikke blev imødekommet, førte det til et hårdere sammenstød.
Plyndringen af Rom i 410
I 408 havde Alaric tidligere belejret Rom, men trak sig tilbage efter at være blevet bestukket. I 410 tilbagevendte han og indledte endnu en belejring. Den 24. august 410 blev Rom indtaget og plyndret — en begivenhed der rystede den antikke verden. Plyndringen var alvorlig, men det var ikke et umiddelbart massedrab: kilder beretter om systematisk udplyndring af rigdomme, beslaglæggelse af værdier og religiøse genstande, og at visse institutioner og kirker blev angrebet. Alligevel blev begivenheden fortolket som et symbol på Romerrigets svækkelse og markerede et vendepunkt i Europas historie.
Død, eftermæle og arvinger
Alaric døde kort efter plyndringen. Mange kilder angiver 410 som dødsåret, mens enkelte kilder nævner 411; årsagen til hans død er usikker (sygdom er ofte nævnt). Ifølge en senere, muligvis legendarisk beretning blev han begravet i en flod (Busento ved Cosenza) under ændrede vandløb for at skjule gravstedet, og påstået blev de arbejdende slaver dræbt for at hemmeligholde stedet — en historie der har elementer af myte.
Alarics død førte ikke til, at goterne forsvandt. Han blev efterfulgt af ledere som Ataulf (Athaulf), under hvem vestgoterne senere etablerede sig i det vestlige Gallien og på den iberiske halvø og dannede grundlaget for det senere visigotiske rige i Spanien.
Betydning i historien
Plyndringen af Rom i 410 fik stor symbolsk betydning: byen — som i århundreder havde været centrum for det vesteuropæiske magtprojekt — viste sig sårbar. For samtidige og eftertiden blev begivenheden et tegn på Romerrigets langsomme forfald i vest. Alaric fremstår i historien som en karismatisk og handlekraftig leder, der formåede at udnytte de romerske magtkampe til at søge et bedre udkomme for sit folk.
Kort kronologi
- ca. 370–390'erne: Alaric tjenestegør og optræder i romerske militære sammenhænge.
- 394: Deltagelse i slaget ved Frigidus.
- 395–401: Fremkomst som leder af vestgoterne og oprør mod romerske myndigheder.
- 401–403: Tidligere invasioner af Italien og kampe mod romerske styrker.
- 408: Første belejring af Rom; Alaric lader sig bestikke og trækker sig tilbage.
- 410 (24. august): Plyndringen af Rom.
- 410/411: Alarics død; efterfølgende gotiske migrationer til Gallien og Spanien.
Selvom kildegrundlaget for mange detaljer om Alarics liv er begrænset og ofte skrevet af romerske forfattere med deres egne synspunkter, står han tilbage som en central skikkelse i overgangen fra antikken til middelalderen.
