Alejo Carpentier y Valmont (26. december 1904 - 24. april 1980) var en cubansk romanforfatter, essayist og musikforsker. Han havde stor indflydelse på den latinamerikanske litteratur under den såkaldte "boom"-periode i midten af det 20. århundrede. Carpentier blev født i Lausanne, Schweiz, og voksede op i Havana, Cuba og Paris. Selvom han tilbragte meget tid i Europa og rejste bredt — især i Frankrig og i Mexico — insisterede Carpentier gennem hele livet på, at han var cubaner. Som ung tog han aktiv del i venstreorienteret politik; han blev fængslet og for en periode sendt i eksil på grund af sine politiske holdninger. Senere i livet støttede han også revolutionære bevægelser, herunder Fidel Castros revolution i Cuba, og han påtog sig efter 1959 flere officielle kulturelle opgaver for den cubanske regering.

Forfatterskab og stil

Carpentier var produktiv og skrev i mange genrer: romaner, noveller, essays, journalistik, radiodrama, opera/libretto og musikkritik. Han er især kendt for sine romaner, hvor han kombinerede historiske emner, politisk indsigt, musikalske temaer og en særlig fortællestil, som søgte at indfange Latins Amerikas særlige virkelighed. Han var blandt de første i regionen til at udvikle det, der ofte omtales som magisk realisme, men han foretrak selv betegnelsen lo real maravilloso ("det forunderlige i det virkelige"), en idé om at Latinamerikas historie og kultur allerede rummer et særligt, næsten magisk element, der ikke blot er fantastisk, men dybt forankret i virkeligheden.

Stilistisk hentede Carpentier inspiration i den barokke tradition, som han omformede i hvad man kalder New World Baroque — en latinamerikansk genfortolkning af barokkens overdådige billeder og komplekse syntaks. Samtidig bragte han elementer fra den surrealistiske tænkning ind i sin litteratur og kombinerede dermed historisk fortælling med drømmeagtige, musikalske og sanselige skildringer.

Væsentlige værker

  • El reino de este mundo (1949) – på dansk ofte omtalt som Det jordiske rige. Romanen behandler bl.a. Haitis revolution og udforsker grænserne mellem historisk realisme og det fantastiske.
  • Los pasos perdidos (1953) – De forsvundne skridt. En søgen efter autenticitet og musikalsk oprindelse, hvor en komponists rejse ind i Amazonas bliver en eksistentiel og kulturel omvæltning.
  • El siglo de las luces (1962) – Oplysningens århundrede. Roman om 1700-tallets revolutionære idéer og deres konsekvenser for karakterskæbner i Caribien.
  • Concierto barroco (1974) – en kort og billedrig tekst, der leger med barokkens musik og historiske figurer.
  • El arpa y la sombra (1979) – en senere roman, hvor Carpentier blandt andet reflekterer over historisk mytologi.

Musikforskning og musikkens rolle

Som musikforsker publicerede Carpentier studier om cubansk musik, bl.a. den velkendte bog La música en Cuba, hvor han analyserer musikkens historie og dens betydning for cubansk kultur. Musikken er gennemgående i hans fiktion: rytme, instrumentation og musikalsk tænkning former både tempo og billedsprog i hans prosa, og han brugte ofte musikalske strukturer som metaforer for kulturelle processer.

Indflydelse og eftermæle

Carpentiers kombination af historie, musik og det forunderlige påvirkede generationer af latinamerikanske forfattere og bidrog til at forme den litterære bevægelse, der senere blev kendt som det latinamerikanske litterære "boom". Hans værker har inspireret såvel akademikere som romanforfattere i Cuba og resten af Latinamerika — blandt dem nævnes forfattere som Lisandro Otero, Leonardo Padura og Fernando Velázquez Medina.

Carpentier døde af kræft i Paris i 1980 og blev efterfølgende begravet på Colon-kirkegården i Havana. Hans forfatterskab lever videre i oversættelser og studier, og han betragtes i dag som en af de største stemmer i 1900-tallets latinamerikanske litteratur.