Marcus Licinius Crassus (ca. 115 f.Kr. – 53 f.Kr.) var en romersk general og politiker. Han er især kendt for sin enorme formue, sin rolle i undertrykkelsen af slaveoprøret ledet af Spartacus og for at være en af deltagerne i det første triumvir, det såkaldte første triumvirater, sammen med Gnaeus Pompeius Magnus og Gaius Julius Caesar.
Tidlige år og opstigning
Crassus stammede fra den rige patriciske slægt Licinii. Under borgerkrigene og Sullas magtovertagelse på 80‑tallet f.Kr. sluttede han sig til Sullas parti og deltog i kampene, blandt andet som kommandant på venstre fløj i slaget ved Colline-porten under Sullas felttog. Sullas sejr og de efterfølgende proskriptioner gav Crassus mulighed for at erhverve stor rigdom og jord til lave priser, hvilket var begyndelsen til hans politiske og økonomiske magt.
Rigdom og forretningsmetoder
Crassus var en af sin samtids rigeste mænd. Han formåede at akkumulere formue gennem ejendomsspekulation, investering i miner og ved at udnytte den økonomiske kaos efter proskriptionerne. Berømte, om end debatoplade, historier tilskrives ham, f.eks. at han organiserede private brandkorps, som stod klar til at bekæmpe brande – men kun efter at ejeren havde solgt ejendommen til ham til dumpede priser. Uanset sandhedsværdien viser sådanne beretninger, hvordan Crassus brugte både penge og magt til at udvide sin indflydelse.
Militær indsats og Spartacus‑oprøret
Under den tredje servile krig (73–71 f.Kr.), hvor oprør ledet af Spartacus truede den romerske orden, led romerske hære indledningsvis tre alvorlige nederlag. Til sidst blev kommandoen for at knuse oprøret givet til Crassus. Med en streng disciplinær linje, reorganisering af styrkerne og hårdhændede metoder lykkedes det ham at gennembryde oprørernes linjer og i 71 f.Kr. afgøre det endelige slag mod Spartacus. Ifølge samtidige kilder fik Crassus hævn over oprørerne ved at lade tusinder af fangne slaver korsfæste langs Appias vejen som afskrækkelse. Metoderne var brutale, men de fik hurtigt sat en stopper for oprøret.
Politisk magt og det første triumvir
Efter sine militære succeser konsoliderede Crassus sin politiske magt. Han havde særdeles stor indflydelse i senatet og brugte sin formue til at finansiere klienter og politiske alliancer. I 70 f.Kr. blev han konsul sammen med Pompejus, en post der styrkede hans position yderligere. I 60 f.Kr. indgik han – uformelt og magtpolitisk – et samarbejde med Pompejus og Julius Cæsar, hvilket bliver omtalt som det første triumvirater. Triumviratet var i høj grad et pragmatisk magtbalanceringsfællesskab: Crassus bidrog med penge og klientel, Pompejus med sin hæriske prestige, og Cæsar med politisk talent og popularitet.
I 55 f.Kr. deltog Crassus igen i konsulembedet (sammen med Pompejus), hvor triumvirernes aftaler blev stadfæstet gennem politiske udnævnelser og magtfordelinger. Alliancen var dog skrøbelig: Crassus og Pompejus havde til tider modsatrettede interesser, og forholdet til Cæsar blev kompliceret af ambitioner og mistillid.
Felttoget i Mesopotamien og nederlaget ved Carrhae
I 53 f.Kr. led Crassus en katastrofal militær ekspedition mod Parterriget i Mesopotamien med håb om at vinde rigdom og militær ære, som kunne matche Pompejus’ og Cæsars succeser. Ekspeditionen endte i slaget ved Carrhae (mod den partiske feltherre Surena). Crassus undervurderede de partiske kavaleri‑ og bueskytter samt terrænet, og hans tætte formationer blev hårdt ramt af mobil partisk kavaleri og kontinuerlig ild fra bueskytter. Resultatet var et massivt romersk nederlag, hvor en stor del af hæren blev udslettet, og Crassus’ søn, Publius Licinius Crassus, faldt.
Crassus’ egen død er omfattet af modstridende beretninger: nogle kilder hævder, han døde i kamp, andre fortæller, at han blev taget til fange og myrdet efterfølgende – en berømt, men usikker, fortælling går ud på, at partierne hældte smeltet guld ned i hans strube som symbol på hans grådighed. Uanset detaljerne markerer hans død i 53 f.Kr. slutningen på hans politiske indflydelse og en alvorlig forværring af forholdet mellem de to øvrige triumvirer.
Betydning og eftermæle
Crassus’ død bidrog direkte til den politiske ustabilitet, der førte til borgerkrig mellem Julius Caesar og Pompeius. Uden Crassus fungerede triumviratet ikke længere som stabiliserende mellemled, og rivaliseringen om magten eskalerede. Historisk huskes Crassus både som en af Roms rigeste mænd og som en magtpolitiker, der brugte økonomiske midler til at få politisk indflydelse. Hans militære nederlag ved Carrhae står som et eksempel på, hvordan strategiske fejl og undervurdering af fjenden kan få skæbnesvangre konsekvenser.
Crassus’ navn er i historien blevet et symbol på stor rigdom og grådighed, men også på den risiko der følger, når økonomiske ambitioner omsættes direkte til militær og politisk magt.