Marcus Licinius Crassus — romersk general, triumvir og Spartacus‑bekæmper
Marcus Licinius Crassus — magtfuld romersk general, triumvir og Spartacus‑bekæmper; rigdom, militær snilde og skæbnesvangert nederlag i Carrhae formede Roms historie.
Marcus Licinius Crassus (ca. 115 f.Kr. – 53 f.Kr.) var en romersk general og politiker. Han er især kendt for sin enorme formue, sin rolle i undertrykkelsen af slaveoprøret ledet af Spartacus og for at være en af deltagerne i det første triumvir, det såkaldte første triumvirater, sammen med Gnaeus Pompeius Magnus og Gaius Julius Caesar.
Tidlige år og opstigning
Crassus stammede fra den rige patriciske slægt Licinii. Under borgerkrigene og Sullas magtovertagelse på 80‑tallet f.Kr. sluttede han sig til Sullas parti og deltog i kampene, blandt andet som kommandant på venstre fløj i slaget ved Colline-porten under Sullas felttog. Sullas sejr og de efterfølgende proskriptioner gav Crassus mulighed for at erhverve stor rigdom og jord til lave priser, hvilket var begyndelsen til hans politiske og økonomiske magt.
Rigdom og forretningsmetoder
Crassus var en af sin samtids rigeste mænd. Han formåede at akkumulere formue gennem ejendomsspekulation, investering i miner og ved at udnytte den økonomiske kaos efter proskriptionerne. Berømte, om end debatoplade, historier tilskrives ham, f.eks. at han organiserede private brandkorps, som stod klar til at bekæmpe brande – men kun efter at ejeren havde solgt ejendommen til ham til dumpede priser. Uanset sandhedsværdien viser sådanne beretninger, hvordan Crassus brugte både penge og magt til at udvide sin indflydelse.
Militær indsats og Spartacus‑oprøret
Under den tredje servile krig (73–71 f.Kr.), hvor oprør ledet af Spartacus truede den romerske orden, led romerske hære indledningsvis tre alvorlige nederlag. Til sidst blev kommandoen for at knuse oprøret givet til Crassus. Med en streng disciplinær linje, reorganisering af styrkerne og hårdhændede metoder lykkedes det ham at gennembryde oprørernes linjer og i 71 f.Kr. afgøre det endelige slag mod Spartacus. Ifølge samtidige kilder fik Crassus hævn over oprørerne ved at lade tusinder af fangne slaver korsfæste langs Appias vejen som afskrækkelse. Metoderne var brutale, men de fik hurtigt sat en stopper for oprøret.
Politisk magt og det første triumvir
Efter sine militære succeser konsoliderede Crassus sin politiske magt. Han havde særdeles stor indflydelse i senatet og brugte sin formue til at finansiere klienter og politiske alliancer. I 70 f.Kr. blev han konsul sammen med Pompejus, en post der styrkede hans position yderligere. I 60 f.Kr. indgik han – uformelt og magtpolitisk – et samarbejde med Pompejus og Julius Cæsar, hvilket bliver omtalt som det første triumvirater. Triumviratet var i høj grad et pragmatisk magtbalanceringsfællesskab: Crassus bidrog med penge og klientel, Pompejus med sin hæriske prestige, og Cæsar med politisk talent og popularitet.
I 55 f.Kr. deltog Crassus igen i konsulembedet (sammen med Pompejus), hvor triumvirernes aftaler blev stadfæstet gennem politiske udnævnelser og magtfordelinger. Alliancen var dog skrøbelig: Crassus og Pompejus havde til tider modsatrettede interesser, og forholdet til Cæsar blev kompliceret af ambitioner og mistillid.
Felttoget i Mesopotamien og nederlaget ved Carrhae
I 53 f.Kr. led Crassus en katastrofal militær ekspedition mod Parterriget i Mesopotamien med håb om at vinde rigdom og militær ære, som kunne matche Pompejus’ og Cæsars succeser. Ekspeditionen endte i slaget ved Carrhae (mod den partiske feltherre Surena). Crassus undervurderede de partiske kavaleri‑ og bueskytter samt terrænet, og hans tætte formationer blev hårdt ramt af mobil partisk kavaleri og kontinuerlig ild fra bueskytter. Resultatet var et massivt romersk nederlag, hvor en stor del af hæren blev udslettet, og Crassus’ søn, Publius Licinius Crassus, faldt.
Crassus’ egen død er omfattet af modstridende beretninger: nogle kilder hævder, han døde i kamp, andre fortæller, at han blev taget til fange og myrdet efterfølgende – en berømt, men usikker, fortælling går ud på, at partierne hældte smeltet guld ned i hans strube som symbol på hans grådighed. Uanset detaljerne markerer hans død i 53 f.Kr. slutningen på hans politiske indflydelse og en alvorlig forværring af forholdet mellem de to øvrige triumvirer.
Betydning og eftermæle
Crassus’ død bidrog direkte til den politiske ustabilitet, der førte til borgerkrig mellem Julius Caesar og Pompeius. Uden Crassus fungerede triumviratet ikke længere som stabiliserende mellemled, og rivaliseringen om magten eskalerede. Historisk huskes Crassus både som en af Roms rigeste mænd og som en magtpolitiker, der brugte økonomiske midler til at få politisk indflydelse. Hans militære nederlag ved Carrhae står som et eksempel på, hvordan strategiske fejl og undervurdering af fjenden kan få skæbnesvangre konsekvenser.
Crassus’ navn er i historien blevet et symbol på stor rigdom og grådighed, men også på den risiko der følger, når økonomiske ambitioner omsættes direkte til militær og politisk magt.
Brutal disciplin
Da Crassus dannede sin hær, fik han ud over seks nye legioner også andre legioner, som var blevet slået af Spartacus. Han decimerede dem. Dette var den brutale metode, hvor man henrettede en mand ud af ti for at opmuntre de andre til at kæmpe hårdere. Hver gruppe på ti mænd trak lod om, hvem der skulle dø. Denne straf havde ikke været anvendt siden Roms tidlige dage.
Crassus' afstraffelse af Spartacus' overlevende mænd var lige så brutal. De blev korsfæstet.
Slaget ved Carrhae
Crassus fik lov til at styre den romerske provins Syrien med den gennemsigtige hensigt at gå i krig med Parthien. Faktisk indledte han en krig mod Parthien med sine egne penge og uden Senatets officielle godkendelse.
Da Crassus blev informeret om tilstedeværelsen af den parthiske hær, gik han i panik. Hans general Cassius anbefalede, at hæren blev opstillet på traditionel romersk vis med infanteri i midten og kavaleri på fløjene. I første omgang gik Crassus ind på det, men han ændrede hurtigt mening og omgrupperede sine mænd til en hul firkant, hvor hver side blev dannet af tolv kohorter. Denne formation ville beskytte hans styrker mod at blive overløbet i flanker, men på bekostning af mobiliteten.
Dagen gik dårligt for romerne, som gentagne gange blev overrumplet af det parthiske kavaleri. Den næste dag modtog de en besked med et tilbud om at forhandle med Crassus. Der blev foreslået en våbenhvile, der tillod den romerske hær at vende sikkert tilbage til Syrien til gengæld for, at Rom afgav alt territorium øst for Eufrat. Crassus var modvillig til at mødes med partherne, men hans tropper truede med mytteri, hvis han ikke gjorde det. På mødet trak en parthianer i Crassus' tøjler, hvilket udløste vold. Crassus og hans generaler blev myrdet. Efter hans død hældte partherne angiveligt smeltet guld ned i hans hals som en symbolsk gestus for at håne Crassus' berømte grådighed. De resterende romere i Carrhae forsøgte at flygte, men de fleste blev taget til fange eller dræbt. De romerske tab beløb sig til omkring 20.000 dræbte og 10.000 tilfangetagne, hvilket gjorde slaget til et af de dyreste nederlag i romersk historie. De parthiske tab var minimale.
Spørgsmål og svar
Q: Hvem var Marcus Licinius Crassus?
A: Marcus Licinius Crassus var en romersk general og politiker.
Q: Hvilken rolle spillede Marcus Licinius Crassus i slaget ved Colline-porten?
A: Marcus Licinius Crassus havde kommandoen over den venstre fløj af Sullas hær i slaget ved Colline-porten.
Q: Hvad var den tredje servile krig?
A: Den Tredje Servile Krig var et slaveoprør ledet af Spartacus, der begyndte med tre nederlag for romerske hære mod Spartacus og hans tilhængere.
Q: Hvem undertrykte til sidst slaveoprøret ledet af Spartacus i Den Tredje Servile Krig?
A: Marcus Licinius Crassus undertrykte til sidst slaveoprøret ledet af Spartacus.
Q: Hvad var det første triumvirat?
A: Det første triumvirat var en politisk alliance mellem Marcus Licinius Crassus, Gnaeus Pompeius Magnus og Gaius Julius Cæsar.
Q: Hvad var årsagen til borgerkrigene mellem Julius Cæsar og Pompejus efter Marcus Licinius Crassus' død?
A: Marcus Licinius Crassus' død efter et nederlag i slaget ved Carrhae førte til borgerkrigen mellem Julius Cæsar og Pompejus.
Q: Var Marcus Licinius Crassus en af de rigeste mænd i sin tid?
A: Ja, Marcus Licinius Crassus var en af de rigeste mænd i sin tid.
Søge