Plebejernes tribuner (Tribuni plebis) — rolle og beføjelser i antikkens Rom
Tribuni plebis: Læs om plebejernes tribuner i antikkens Rom — deres rolle, vetobeføjelser, juridiske magt og kamp for folkets rettigheder
Plebejernes tribuner (latin: tribuni plebis) var væsentlige embedsmænd i det gamle Rom, valgt til at beskytte plebejerne — det vil sige de frie romerske borgere, som ikke tilhørte patricianer-klassen. Embedet opstod i kølvandet på plebejernes politiske kamp (den såkaldte “Struggle of the Orders”) som et svar på behovet for en officiel repræsentation af folkets interesser over for magthaverne.
Oprettelse, antal og valg
Tribunatet blev først indført i det 5. århundrede f.Kr. som en ekstern beskyttelse af plebejerne. I begyndelsen fungerede to tribuner, men antallet blev senere udvidet til ti, og traditionelt var der således ti tribuni plebis ad gangen. Tribunerne blev valgt af plebejernes egen forsamling, Concilium Plebis, og sad typisk i embede i ét år. De kunne reelt være almindelige borgere (plebeiere) og var derfor et vigtigt instrument i modsætning til de øvrige magthavere, som ofte var patriciske.
Rettigheder og beføjelser
Tribunerne havde flere nøglebeføjelser, som gjorde dem til stærke beskyttere af plebejernes interesser:
- Intercessio (veto): Tribunen kunne nedlægge veto mod handlinger foretaget af konsuler, andre magistrater eller forsamlinger for at forhindre beslutninger, som ville skade plebejerne. Dette var en af deres mest magtfulde muligheder.
- Indkaldelse af forsamlinger: De kunne indkalde Concilium Plebis og andre forsamlinger for at fremlægge sager eller foreslå reformer.
- Lovforslag: Tribunerne kunne foreslå lovgivning og stille forslag i plebeernes forsamling; fra 287 f.Kr. (med Lex Hortensia) havde vedtagne plebiscita bindende virkning for hele republikken, ikke kun for plebeierne.
- Personlig beskyttelse: Tribunens person var beskyttet af sacrosanctitas: et fysisk overgreb mod en tribun var forbudt og kunne medføre alvorlige sanktioner. Derfor kunne et overfald på en plebejisk tribun betragtes som en alvorlig forbrydelse.
- Provocatio: Tribuner kunne hjælpe enkeltpersoner med at anke dødsdomme eller alvorlige straffe hos folkeforsamlingen og dermed tilbyde retlig beskyttelse mod magistraternes magtmisbrug.
Begrænsninger og praktisk rækkevidde
Selvom tribunerne havde stor magt i teorien, var deres handlemuligheder begrænsede af flere forhold. En tribun måtte være fysisk til stede i Rom for effektivt at nedlægge veto; hvis han ikke var til stede, kunne en beslutning gennemføres, som om vetoet ikke var blevet nedlagt. Dette gjorde, at tribunenes magt især var bundet til byen Rom og dens umiddelbare institutioner frem for at være universel på tværs af hele republikken. Endvidere kunne konflikten mellem tribunerne og de øvrige magthavere føre til politiske kriser — nogle tribuner overskred også deres mandat, hvilket har ført til voldelige sammenstød i republikkens historie.
Historisk betydning og berømte tribuner
Tribunerne spillede en central rolle i flere af republikken største konflikter og reformforsøg. Nogle af de mest kendte tribuner anvendte embedet til at fremme dybtgående sociale og landbrugspolitiske reformer — mest berømt er Tiberius og Gaius Gracchus, hvis handlinger og skæbner tydeliggjorde både tribunens potentiale som reformagent og farerne ved at konfrontere aristokratiet direkte. Tribunerne fungerede som en vigtig institution i konflikten mellem elitens interesser (repræsenteret af senatet) og folkets krav.
Tribunerne under kejsertiden
Under Romerriget mistede plebejernes tribuner med tiden deres uafhængighed og mange af deres reelle beføjelser. Kejserne overtog ofte tribunsk magt gennem den såkaldte tribunicia potestas — en form for tribunsk autoritet, som gav kejseren civile og politiske fortrin og samtidig gjorde de folkevalgte tribuner mindre betydningsfulde. Som følge heraf fortsatte embedet formelt, men dets rolle ændrede karakter fra en aktiv beskytter af plebeierne til en institution, der i praksis var under kejsermagtens kontrol.
Sammenfatning
Plebejernes tribuner var en central institution i den romerske republik, skabt for at beskytte almindelige borgeres politiske og juridiske rettigheder mod magistraternes og aristokratiets magtanvendelse. Med magter som intercessio, retten til at indkalde forsamlinger og personlig sacrosanctitas havde tribunerne stor indflydelse på romersk politik — selvom deres rækkevidde var begrænset af kravet om fysisk tilstedeværelse og af de politiske realiteter, især efter overgangen til kejsertiden.
Spørgsmål og svar
Q: Hvilken rolle spillede plebejernes tribuner i det antikke Rom?
A: Folketribunerne sørgede for en balance mellem senatets magt og folkets behov. De havde magt til at bruge folkeforsamlingen til at støtte det almindelige folk, indkalde senatet, foreslå lovgivning og gribe ind på plebejernes vegne i juridiske sager.
Q: Hvor mange tribuner var der på noget tidspunkt?
A: Der var ti tribuner til enhver tid, og de kunne handle hver for sig eller sammen.
Q: Hvem var plebejerne?
A: Plebejerne var det frie romerske folk, som ikke var patricier.
Q: Kunne en tribun være en borgerlig?
A: Ja, en tribun kunne være borgerlig, i modsætning til alle de andre embedsmænd i den romerske republik.
Q: Hvad var den vigtigste magt, som plebejernes tribuner havde?
A: Den vigtigste magt for plebejernes tribuner var magten til at nedlægge veto mod konsulernes og andre magistraters handlinger for at beskytte plebejernes interesser.
Q: Kunne et overfald på en plebejer-tribune udføres uden juridiske konsekvenser?
A: Nej, et overfald på en plebejer-tribun var imod loven.
Q: Havde plebejernes tribuner nogen reel magt under Romerriget?
A: Nej, under Romerriget havde de ingen reel magt.
Søge