Gustav Stresemann

De tidlige år

Stresemann blev født den 10. maj 1878 i området Köpenicker Straße i det sydøstlige Berlin som den yngste af syv børn. Hans far arbejdede som øltapper og -forhandler og drev også en lille bar i familiens hjem, ligesom han udlejede værelser for at tjene ekstra penge. Familien tilhørte den lavere middelklasse, men var relativt velhavende for kvarteret, og havde penge nok til at give Gustav en uddannelse af høj kvalitet.

Stresemann var en fremragende studerende, især i tysk litteratur og poesi. I et essay, som han skrev, da han forlod skolen, skrev han, at han gerne ville være blevet lærer, men at han kun ville have været kvalificeret til at undervise i sprog eller naturvidenskab, som ikke var hans primære interesseområder. Han blev optaget på universitetet i Berlin i 1897 for at studere politisk økonomi. Under sine studier blev Stresemann udsat for tidens vigtigste politiske diskussioner, især den tyske debat om socialismen.

I løbet af sine universitetsår blev Stresemann også aktiv i Burschenschaften-bevægelsen af studenterforeninger, og i april 1898 blev han redaktør for Allgemeine Deutsche Universitäts-Zeitung (på engelsk: General German Universities Newspaper), en avis, der blev ledet af Konrad Kuster, en leder af den liberale del af Burschenschaften. Hans lederartikler til avisen var ofte politiske og afviste de fleste politiske partier som forkerte på den ene eller anden måde. I disse tidlige skrifter kombinerede han liberalisme med nationalisme. I 1898 forlod Stresemann universitetet i Berlin og tog til universitetet i Leipzig, så han kunne studere til doktorgrad. Han afsluttede sine studier i januar 1901 og afleverede en afhandling om flaskeølsindustrien i Berlin, som fik en relativt god karakter.

I 1902 grundlagde han den saksiske fabrikantforening. I 1903 blev han gift med Käte Kleefeld (1885-1970), datter af en velhavende jødisk forretningsmand fra Berlin. På det tidspunkt var han også medlem af Friedrich Naumanns national-sociale forening. I 1906 blev han valgt ind i Dresdens byråd. Selv om han i begyndelsen havde arbejdet i handelsforeninger, blev Stresemann snart leder af det nationalliberale parti i Sachsen. I 1907 blev han valgt ind i rigsdagen, hvor han snart blev en nær samarbejdspartner til partiformand Ernst Bassermann. Hans støtte til mere sociale velfærdsprogrammer var dog ikke populær hos nogle af partiets mere konservative medlemmer, og han mistede sin post i partiets forretningsudvalg i 1912. Senere samme år mistede han både sine pladser i rigsdagen og i byrådet. Han vendte tilbage til erhvervslivet og grundlagde den tysk-amerikanske økonomiske forening. I 1914 vendte han tilbage til rigsdagen. Han blev fritaget for krigstjeneste på grund af dårligt helbred. Da Bassermann blev holdt væk fra Reichstag enten på grund af sygdom eller militærtjeneste, blev Stresemann snart de facto leder af de nationalliberale. Efter Bassermanns død i 1917 efterfulgte Stresemann ham som partileder.

Hans politiske idéer voksede og ændrede sig. I det tyske kejserrige var Stresemann i begyndelsen på venstrefløjen af de nationalliberale. Under Første Verdenskrig rykkede han gradvist til højre. Han støttede monarkiet og Tysklands ekspansionistiske mål. Han talte også til støtte for ubegrænset ubådskrigsførelse. Han gik dog stadig ind for en udvidelse af det sociale velfærdsprogram og støttede også, at flere almindelige preussere fik lov til at stemme.

Da de allieredes fredsbetingelser blev kendt, fordømte Constantin Fehrenbach dem og hævdede, at "viljen til at bryde slaveriets lænker ville blive indplantet" i en generation af tyskere. Stresemann sagde om denne tale: "Han blev i denne time inspireret af Gud til at sige det, som det tyske folk følte. Hans ord, der blev sagt under Fichtes portræt, hvis sidste ord blev til "Deutschland, Deutschland über alles", gjorde det til en uforglemmelig højtidelig time. Der var i den forstand en slags opløftende storhed. Det indtryk, der blev efterladt på alle, var enormt".

Stresemann blev kortvarigt medlem af det tyske demokratiske parti efter krigen, men blev ekskluderet på grund af sin tilknytning til højrefløjen. Han samlede derefter det meste af højrefløjen i det gamle nationalliberale parti i det tyske folkeparti (tysk: Deutsche Volkspartei, DVP), med sig selv som formand. Hovedparten af partiets opbakning kom fra middelklassen og protestanter fra overklassen. DVP's program promoverede kristne familieværdier, ikke-religiøs uddannelse, lavere toldsatser, modstand mod velfærdsudgifter og landbrugsstøtte og fjendtlighed over for "marxismen" (dvs. kommunisterne og også socialdemokraterne).

DVP blev i første omgang sammen med det tyske nationale folkparti set som en del af den "nationale opposition" til Weimarrepublikken, især på grund af dets modvillige accept af demokratiet og dets holdning til Freikorpset og Kapp-kuppet i 1920. Selv om partiet ikke støttede Freikorpset, fordømte det det heller ikke offentligt. I slutningen af 1920 gik Stresemann gradvist over til at samarbejde med partierne på venstrefløjen og i midten - muligvis som reaktion på politiske mord som Walther Rathenau-mordet. Han forblev dog monarkist i hjertet.

I Weimarrepublikken

Den 13. august 1923, midt under Ruhr-krisen, blev han udnævnt til kansler og udenrigsminister i en stor koalitionsregering. Som kansler gjorde Stresemann en stor indsats for at løse krisen. I det såkaldte kriseår (1923) viste han styrke ved at afblæse den folkelige fredelige modstand i Ruhrområdet. Da Tyskland ikke længere var i stand til at betale de strejkende arbejdere, blev der trykt flere og flere penge, hvilket til sidst førte til hyperinflation. Hans Luther, som var den daværende finansminister, afsluttede denne katastrofale proces ved at indføre en ny valuta, Rentenmark, hvilket beroligede folket med, at det demokratiske system var villigt og i stand til at løse presserende problemer.

Stresemanns beslutning om at afslutte den passive modstand var motiveret af hans opfattelse, at en indsats i god tro for at opfylde Versailles-betingelserne var den eneste måde at opnå fritagelse fra traktatens strengere bestemmelser på. Han følte ligesom næsten alle tyskere, at Versailles var et belastende diktat, der besudlede nationens ære. Han mente imidlertid, at et forsøg på at opfylde traktatens betingelser var den eneste måde, hvorpå Tyskland kunne vise, at regningen for erstatning virkelig var uden for dets kapacitet. Han ønskede også at genvinde Rhinlandet - han skrev til kronprinsen den 23. juli 1923: "Det vigtigste mål i tysk politik er at befri det tyske område fra fremmed besættelse. Først må vi fjerne kvæleren fra vores hals".

Men nogle af hans træk - som f.eks. hans afvisning af at tage hånd om de skyldige i ølhusputschet - fremmedgjorde socialdemokraterne. De forlod koalitionen og forårsagede dens sammenbrud den 23. november 1923. Stresemann forblev som udenrigsminister i sin efterfølger, centrerede Wilhelm Marx' regering. Han forblev udenrigsminister resten af sit liv i otte på hinanden følgende regeringer, der spænder fra centrum-højre til centrum-venstre.

Som udenrigsminister havde Stresemann mange resultater. Hans første bemærkelsesværdige bedrift var Dawes-planen fra 1924, som reducerede Tysklands samlede reparationsforpligtelse og reorganiserede Reichsbank.

Efter at Sir Austen Chamberlain blev britisk udenrigsminister, ønskede han en britisk garanti til Frankrig og Belgien, da den angloamerikanske garanti var faldet bort på grund af USA's afvisning af at ratificere Versailles-traktaten. Stresemann skrev senere: "Chamberlain havde aldrig været vores ven. Hans første handling var at forsøge at genoprette den gamle Entente gennem en tre-magtsalliance mellem England, Frankrig og Belgien, der var rettet mod Tyskland. Det tyske diplomati stod over for en katastrofal situation". Stresemann udtænkte den idé, at Tyskland skulle garantere sine vestlige grænser og lovede aldrig at invadere Belgien og Frankrig igen, sammen med en garanti fra Storbritannien om, at de ville komme Tyskland til hjælp, hvis Frankrig angreb det. Tyskland var på det tidspunkt ikke i stand til at angribe, som Stresemann skrev til kronprinsen: "Afkaldet på en militær konflikt med Frankrig har kun en teoretisk betydning, for så vidt som der ikke er nogen mulighed for en krig med Frankrig". Stresemann forhandlede Locarno-traktaterne med Storbritannien, Frankrig, Italien og Belgien. På den tredje forhandlingsdag forklarede Stresemann Tysklands krav til den franske udenrigsminister, Aristide Briand. Som Stresemann optegnede, "faldt Briand næsten ned fra sin sofa, da han hørte mine forklaringer". Stresemann sagde, at Tyskland ikke alene skulle ofre sig for freden; de europæiske lande skulle afstå kolonier til Tyskland; nedrustningskontrolkommissionen skulle forlade Tyskland; den engelsk-franske besættelse af Rhinlandet skulle bringes til ophør; og Storbritannien og Frankrig skulle afvæbne, som Tyskland havde gjort. Traktaterne blev undertegnet i oktober 1925 i Locarno. Tyskland anerkendte for første gang officielt den vestlige grænse efter Første Verdenskrig og blev garanteret fred med Frankrig og lovede optagelse i Folkeforbundet og evakuering af de sidste allierede besættelsestropper fra Rhinlandet. Tysklands østlige grænser blev kun garanteret Polen af Frankrig, ikke ved en generel aftale.

Stresemann var ikke villig til at indgå en lignende traktat med Polen: "Der vil ikke blive noget Locarno i øst", sagde han. Desuden udelukkede han aldrig brugen af magt for at genvinde de østlige områder i Tyskland, som var kommet under polsk kontrol som følge af Versailles-traktaten. Årsagen var de grusomheder mod det tyske mindretal i de tidligere tyske områder, der blev begået af eller tolereret af den polske regering, se: og Hermann Rauschning. På Folkeforbundets møde den 15. december 1928 i Lugano formulerede Stresemann en rasende anklage mod Polen på grund af disse forbrydelser, som var velkendte for Folkeforbundet. Formanden Aristide Briand, den franske udenrigsminister, afsluttede mødet efter denne tale med ordene "Folkeforbundet må aldrig bryde den hellige støtte til mindretalsrettighederne."

Efter denne forsoning med Versailles-magterne forsøgte Stresemann at dæmpe den voksende mistænksomhed over for Sovjetunionen. Han sagde til Nikolay Krestinsky i juni 1925, som det fremgår af hans dagbog: "Jeg havde sagt, at jeg ikke ville komme til at indgå en traktat med Rusland, så længe vores politiske situation i den anden retning ikke var afklaret, da jeg ønskede at besvare spørgsmålet om, hvorvidt vi havde en traktat med Rusland, negativt". Berlin-traktaten, der blev undertegnet i april 1926, bekræftede og styrkede Rapallo-Traktaten fra 1922. I september 1926 blev Tyskland optaget i Folkeforbundet som permanent medlem af Sikkerhedsrådet. Dette var et tegn på, at Tyskland hurtigt var ved at blive en "normal" stat, og det sikrede Sovjetunionen Tysklands oprigtighed i Berlin-traktaten. Stresemann skrev til kronprinsen: "Alle de spørgsmål, der i dag optager det tyske folk, kan af en dygtig taler i Folkeforbundet forvandles til lige så mange irritationsmomenter for Ententen". Da Tyskland nu havde vetoret over for Folkeforbundets resolutioner, kunne det opnå indrømmelser fra andre lande om ændringer af den polske grænse eller Anschluss med Østrig, da andre lande havde brug for dets stemme. Tyskland kunne nu optræde som "talsmand for hele det tyske kultursamfund" og derved provokere de tyske mindretal i Tjekkoslovakiet og Polen.

Stresemann var medvinder af Nobels fredspris i 1926 for disse resultater.

Tyskland underskrev Kellogg-Briand-pagten i august 1928. Den gav afkald på brugen af vold til at løse internationale konflikter. Selv om Stresemann ikke havde foreslået pagten, overbeviste Tysklands tilslutning mange mennesker om, at Weimar-Tyskland var et Tyskland, som man kunne tale til fornuft med. Denne nye indsigt var medvirkende til Young-planen fra februar 1929, som førte til flere nedsættelser af de tyske reparationsbetalinger.

Gustav Stresemanns succes skyldtes i høj grad hans venlige personlige karakter og hans vilje til at ændre sig. Han var tæt personlig ven med mange indflydelsesrige udlændinge. Den mest kendte var Briand, som han delte fredsprisen med.

Stresemann var dog ikke på nogen måde pro-franskvenlig. Hans største bekymring var, hvordan Tyskland kunne frigøres fra den byrde, som Versaillestraktaten pålagde Tyskland i form af erstatningsbetalinger til Storbritannien og Frankrig. Hans strategi i den forbindelse var at skabe en økonomisk alliance med USA. USA var Tysklands vigtigste kilde til fødevarer og råvarer og et af Tysklands største eksportmarkeder for forarbejdede varer. Tysklands økonomiske genopretning var således i USA's interesse og gav USA et incitament til at hjælpe Tyskland med at slippe af med reparationsbyrden. Dawes- og Young-planerne var resultatet af denne strategi. Stresemann havde et tæt forhold til Herbert Hoover, som var handelsminister i 1921-28 og præsident fra 1929. Denne strategi fungerede bemærkelsesværdigt godt, indtil den blev afsporet af den store depression efter Stresemanns død.

I løbet af sin tid i udenrigsministeriet begyndte Stresemann mere og mere at acceptere Republikken, som han først havde afvist. I midten af 1920'erne blev Stresemann, efter at have bidraget meget til en (midlertidig) konsolidering af den svage demokratiske orden, betragtet som en Vernunftrepublikaner (republikaner af fornuft) - en person, der accepterede republikken som det mindste onde, men som i sit hjerte stadig var loyal over for monarkiet. Den konservative opposition kritiserede ham for at støtte republikken og for at opfylde vestmagternes krav for villigt. Sammen med Matthias Erzberger og andre blev han angrebet som en Erfüllungspolitiker ("opfyldelsespolitiker").

I 1925, da han første gang foreslog en aftale med Frankrig, gjorde han det klart, at han dermed ville "få frie hænder til at sikre en fredelig ændring af grænserne i øst og [...] koncentrere sig om en senere indlemmelse af tyske områder i øst". I samme år, mens Polen befandt sig i en politisk og økonomisk krise, indledte Stresemann en handelskrig mod landet. Stresemann håbede på en optrapning af den polske krise, som ville gøre det muligt for Tyskland at genvinde de områder, der var blevet afstået til Polen efter Første Verdenskrig, og han ønskede, at Tyskland skulle få et større marked for sine produkter dér. Stresemann nægtede derfor at indgå i et internationalt samarbejde, som ville have "for tidligt" restabiliseret den polske økonomi. Som svar på et britisk forslag skrev Stresemann til den tyske ambassadør i London: "[En] endelig og varig rekapitalisering af Polen må udsættes, indtil landet er modent til en grænsedragning i overensstemmelse med vores ønsker, og indtil vores egen position er tilstrækkelig stærk". Ifølge Stresemanns brev skulle der ikke finde nogen løsning sted, "før [Polens] økonomiske og finansielle nød har nået et ekstremt stadium og reduceret hele den polske kropspolitik til en tilstand af magtesløshed".

Gustav Stresemann døde af et slagtilfælde i oktober 1929 i en alder af 51 år. Hans massive gravsted ligger på Berlins Luisenstadt-kirkegård ved Südstern i Kreuzberg og omfatter værker af den tyske billedhugger Hugo Lederer. Stresemanns pludselige og for tidlige død samt hans "pragmatiske moderate" franske modpart Aristide Briands død i 1932 og mordet på Briands efterfølger Louis Barthou i 1934 efterlod et tomrum i det europæiske statsmandskab, der yderligere fik den glatte skråning mod Anden Verdenskrig til at skride.

Gustav og Käthe fik to sønner, Wolfgang og Joachim Stresemann.

Stresemann i september 1929, kort før sin død, sammen med sin kone Käthe og sønnen Wolfgang


Stresemanns begravelse


Stresemanns grav på kirkegården Luisenstädtischer Friedhof, Berlin

Første kabinet, august - oktober 1923

• Gustav Stresemann (DVP) - Kansler og udenrigsminister
• Robert Schmidt (SPD) - vicekansler og minister for genopbygning
• Wilhelm Sollmann (SPD) - indenrigsminister
• Rudolf Hilferding (SPD) - finansminister
• Hans von Raumer (DVP) - Økonomiminister
• Heinrich Brauns (Z) - arbejdsminister
• Gustav Radbruch (SPD) - Justitsminister
• Otto Gessler (DDP) - forsvarsminister
• Anton Höfle (Z) - Postminister
• Rudolf Oeser (DDP) - transportminister
• Hans Luther - fødevareminister
• Johannes Fuchs (Z) - Minister for de besatte områder

Andet kabinet, oktober - november 1923

• Gustav Stresemann (DVP) - Kansler og udenrigsminister
• Wilhelm Sollmann (SPD) - indenrigsminister
• Hans Luther - finansminister
• Joseph Koeth - Økonomiminister
• Heinrich Brauns (Z) - Beskæftigelsesminister
• Gustav Radbruch (SPD) - Justitsminister
• Otto Gessler (DDP) - forsvarsminister
• Anton Höfle (Z) - Postminister
• Rudolf Oeser (DDP) - transportminister
• Gerhard Graf von Kanitz - Fødevareminister
• Robert Schmidt (SPD) - minister for genopbygning
• Johannes Fuchs (Z) - Minister for de besatte områder

Ændringer

• 3. november 1923 - De socialdemokratiske ministre Sollmann, Radbruch og Schmidt trådte tilbage. Sollmann blev efterfulgt som indenrigsminister af Karl Jarres (DVP). De andre blev ikke erstattet, før ministeriet faldt.

Citater

Hvis de allierede havde været mig behjælpelige bare én eneste gang, ville jeg have fået det tyske folk bag mig, ja, selv i dag kunne jeg stadig få dem til at støtte mig. Men de (de allierede) gav mig intet, og de små indrømmelser, de gjorde, kom altid for sent. Derfor er der ikke andet tilbage for os end brutal magt. Fremtiden ligger i hænderne på den nye generation. Desuden har vi tabt dem, den tyske ungdom, som vi kunne have vundet for fred og genopbygning. Heri ligger min tragedie og deres, de allieredes forbrydelse.

- Stresemann, til diplomaten Sir Albert Bruce Lockhart i 1929

Bøger

• Turner, Henry Ashby Stresemann and the politics of the Weimar Republic, Princeton, N. J. : Princeton University Press, 1963.
• Wright, Jonathan Gustav Stresemann: Weimar's største statsmand (2002).
• Enssle, Manfred J. Stresemann's territorial revisionisme (1980).