Giotto di Bondone

Biografi

Tidlige år

Giotto blev sandsynligvis født i en bondegård på en bakketop, måske i Colle di Romagnano eller Romignano. Han var søn af en respekteret mand ved navn Bondone. Hans navn Giotto kan have været et kælenavn fra Ambrogiotto (lille Ambrosius) eller Angelotto (lille Angelo). Hans dødsår er 1337, men hans fødselsår (1267) er baseret på et digt af Antonio Pucci, byskriveren i Firenze, som sagde, at Giotto var halvfjerds år, da han døde. Nogle mener, at Pucci blot brugte 70 år, fordi det passede til rim i hans digt, og at Giotto måske var en helt anden alder, da han døde.

Giorgio Vasari fortæller i sine Kunstnernes liv, at Giotto var en hyrdedreng, et muntert og intelligent barn, der var elsket af alle, der kendte ham. En dag kom den store florentinske maler Cimabue forbi og så ham tegne billeder af sine får på en sten. De var så naturtro, at Cimabue spurgte Bondone, om han kunne tage drengen i lære. Mange kunsthistorikere mener, at denne historie blot er en legende. De mener, at Giottos familie var ret rig, og at de flyttede til Firenze, hvor Giotto blev sendt i Cimabues værksted som lærling.

Vasari fortæller flere historier for at vise, hvor klog Giotto var, og hvilken humoristisk sans han havde. Vasari skriver, at da Cimabue var væk fra værkstedet, malede Giotto en flue på ansigtet af det maleri, som hans mester arbejdede på. Da Cimabue kom tilbage, forsøgte han flere gange at børste fluen væk.

Vasari fortæller også historien om, at paven ville se, om Giotto ville være en god kunstner til at male nogle vigtige billeder. Paven sendte et bud og bad Giotto om at sende ham et lille billede tilbage. I stedet for at lave et maleri, som ville tage mange dage, tegnede Giotto med rød maling en cirkel, der var så perfekt, at det så ud som om den var tegnet med et kompas. Giotto bad budbringeren om at give det til paven.

Tidlig karriere

Giottos mester, Cimabue, var en af de to mest berømte malere i Toscana. Han arbejdede i Firenze, mens den anden berømte maler, Duccio, hovedsageligt arbejdede i Siena. Omkring 1280 tog Giotto og Cimabue til Rom, hvor der var flere freskomalere. Den mest berømte maler i Rom var Pietro Cavallini. Den berømte billedhugger og arkitekt fra Firenze, Arnolfo di Cambio, arbejdede også i Rom. Giotto ville have set malerier og skulpturer af disse forskellige kunstnere. Pietro Cavallinis malerier og Arnolfos skulpturer var langt mere realistiske og tredimensionelle end Giottos lærer Cimabues malerier.

Fra Rom tog Giottos lærer Cimabue til Assisi for at male flere store fresker i den nybyggede Basilica of St. Francis of Assisi's "Øvre Kirke" i Assisi. Gennem det 19. århundrede og i en stor del af det 20. århundrede troede man, at Giotto også havde malet en berømt serie fresker i den "øvre kirke". Disse billeder viser "Sankt Frans' liv". Fra 1912 besluttede nogle kunsthistorikere, der studerede disse fresker nærmere, at de var udført af flere forskellige kunstnere (sandsynligvis fire), sandsynligvis fra Rom, og at ingen af billederne sandsynligvis var af Giotto. I dag er de fleste kunsthistorikere enige i dette, men nogle bøger og nogle websteder siger fortsat, at disse malerier er af Giotto. Alle de papirer, der tilhørte klosteret, blev ødelagt af Napoleons soldater, så der findes ingen optegnelser over, hvilken kunstner der blev betalt for at udføre arbejdet.

Vasari skrev, at Giottos tidligste værker blev udført for dominikanerbroerne i Santa Maria Novella-kirken i Firenze. Disse malerier omfatter en fresko af Bebudelsen og det enorme, ophængte krucifiks, der er ca. 5 meter højt og blev malet omkring 1290. I 1312 testamenterede en rig florentinsk herre ved navn Ricuccio Pucci penge, så der kunne holdes en lampe tændt foran krucifikset "af den berømte maler Giotto".

I 1287, da han var omkring 20 år gammel, giftede Giotto sig med Ricevuta di Lapo del Pela, kendt som "Ciuta". Parret fik mange børn, måske otte. En af sønnerne, Francesco, blev maler. Giottos berømmelse som maler bredte sig. Han blev opfordret til at arbejde i Rom, Padova og Rimini, hvor hans krucifiks kan ses i Sankt Frans' kirke. (Se til højre) Giotto blev rig nok til at købe jord i den velhavende by Firenze. Det betyder sandsynligvis, at han var herre over et stort værksted.

Scrovegni-kapellet

Giottos mest berømte værker er freskomalerierne i Scrovegni-kapellet i Padova. De blev malet engang mellem 1303 og 1310. Scrovegni-kapellet bliver ofte kaldt Arena-kapellet, fordi det ligger på stedet for en romersk arena.

Giotto blev "bestilt" (fik værket) af en rig mand fra Padua ved navn Enrico degli Scrovegni. Enrico byggede kapellet og fik det malet som et sted at bede for sin afdøde fars sjæl. Det lå ved siden af et meget gammelt palads, som Enrico var ved at restaurere for at bo i. Paladset er nu væk, men kapellet står stadig. Udvendigt er bygningen meget enkel, med lyserøde mursten.

Kapellets indre er også meget enkelt. Det er langt, med et kor i den ene ende, hvor præsten kan holde messe, et buet tag og vinduer i den ene side. Væggene er malet med billeder i tre lag (lag). "Temaet" (hovedidéen) i billederne er Guds frelse af mennesker gennem Jesus Kristus.

Som det er sædvanligt for kirker fra den tid, er der på væggen over hoveddøren et stort maleri af den sidste dom. I den anden ende af bygningen, på begge sider af korbuen, er der malerier af Bebudelsen. Den ene side viser Jomfru Maria og den anden side viser englen Gabriel, som bringer hende budskabet om, at hun skal have en søn, Jesus.

Rundt om væggene, startende i det øverste lag, er der scener, som fortæller om Jomfru Marias liv. Under dem, i to lag, er der historier om Jesu liv. Der er i alt 37 scener.

Om malerierne

Giottos mester Cimabue malede i middelalderstil. Men Giottos malerier ser helt anderledes ud. Forfatteren Giorgio Vasari siger, at Giotto medførte en fuldstændig ændring i maleriet med en mere naturlig stil. Giotto ville have set Pietro Cavallinis malerier og nogle antikke romerske skulpturer på sit besøg i Rom. Han så også skulpturen af Arnolfo di Cambio, som arbejdede i Firenze. Disse skulpturelle figurers stil var solid og naturlig og ikke "forlænget" (gjort længere) som de fleste af middelalderens skulpturelle og malede figurer.

De figurer, som Giotto malede, er solide og tredimensionelle. De har en anatomi, ansigter og handlinger, der ser meget naturlige ud, fordi de er blevet tegnet ud fra virkelige mennesker. Figurernes tøj er ikke arrangeret til at danne et smukt mønster, som tøjet i Cimabues malerier. De passer til figurerne og hænger på en naturlig måde som ægte tøj. Denne mere naturlige måde at vise mennesker på blev startet af Pietro Cavallini, men Giotto tog de nye ideer meget videre.

På malerierne rundt om væggene i Scrovegni-kapellet ligner hver scene en lavvandet scene med skuespillere på den. Der er altid nogle bygninger eller et landskab, f.eks. en klippehøj, så beskueren kan se, hvor handlingen foregår. Figurerne i hver scene er omhyggeligt arrangeret, så beskueren kan forestille sig, at de er lige der og deltager i handlingen.

Figurerne er ikke kun vist med naturlige kroppe, tøj og handlinger. Giotto er en genial historiefortæller, fordi han viser personernes følelser i hvert maleri, både i deres ansigter og deres "gestus" (kropsbevægelser).

• Et billede viser den gamle Joachim, der vender tilbage til bjergsiderne og ser trist ud, fordi han ikke kan få børn. To unge hyrder kigger sidelæns på hinanden.
• Et andet billede viser den forfærdelige scene med mordet på babyerne i Betlehem. Der er en soldat, som med nedadbøjet hoved og et skamfuldt blik trækker en baby væk fra sin skrigende mor.
• På billedet af Maria og Josef på vej til Egypten sladrer de mennesker, der går bag dem, om dem, mens de går.
• Det mest berømte af malerierne, "Klagesang over Kristi legeme", viser den dybe sorg, som Jesu mor og venner føler, mens de gør hans lig klar til at blive begravet. På jorden græder og jamrer menneskene, mens englene i himlen brøler og skriger og river sig i håret af sorg.

En berømt engelsk kritiker fra 1800-tallet, John Ruskin, sagde, at mens Giotto malede Madonnaen og Sankt Josef og Jesusbarnet, malede han dem også, så de lignede en almindelig "mor, far og barn".

Giotto havde elever, som kopierede hans stil. Mange andre kunstnere blev påvirket af ham. Blandt disse malere kan nævnes Guariento, Giusto de' Menabuoi, Jacopo Avanzi og Altichiero. I de næste hundrede år blev der malet mange kirker og kapeller med scener som dem, som Gitto malede. Scrovegni-kapellets malerier var så berømte, at mange andre kunstnere, såsom Michelangelo, der levede 200 år senere, lavede tegninger eller kopier af dem.

Modne værker

Fra 1306 til 1311 var Giotto i Assisi og malede fresker i den nedre kirke. Malerierne handler om Kristi liv, franciskanerbrødrenes lærdom og helgenernes liv.

I 1311 vendte Giotto tilbage til Firenze. I 1313 tog han til Rom for at tegne en mosaik til facaden (forsiden) af den gamle Peterskirke. Peterskirken. Denne blev ødelagt, da bygningen blev revet ned.

Fra 1314 til 1327 boede Giotto i Firenze. I denne periode lavede han den berømte altertavle til Ognissanti-kirken (Allehelgenskirken). Dette store temperamaleri kaldes Ognissanti-madonnaen. Det befinder sig nu på Uffizierne, hvor det er udstillet ved siden af Cimabues Santa Trinita Madonna og Duccios Rucellai Madonna. Giotto malede også et meget stort krucifiks, der skulle hænge i Ognissanti-kirken.

Billedhuggeren Lorenzo Ghiberti skrev, at Giotto i 1318 begyndte at male fire kapeller i Santa Croce-kirken. Kapellerne blev betalt af fire forskellige rige familier og fik deres navne. Giotto malede Sankt Frans' liv i Bardi-kapellet. Han malede Johannes Døberens liv og Johannes Evangelistens liv i Peruzzi kapellet. Han malede Historier om Jomfru Maria i Tosinghi Spinelli-kapellet og Historier om apostlene i Giugni-kapellet. Giugni-kapellet er blevet ødelagt. Peruzzi kapellet var meget berømt i renæssancetiden. Mere end 150 år senere kom Michelangelo for at studere Giottos malerier.

Senere i livet

I 1320'erne malede Giotto to store altertavler. Det første var Stefaneschi Triptychi, som nu befinder sig i Vatikanmuseet. (En triptychon er et maleri på tre paneler. Nogle triptykker er meget små og kan foldes sammen og bæres rundt, men denne triptykoge er et stort alterbillede). Den anden altertavle kaldes Baroncelli-polyptikken. (En polyptychon har mange dele, store og små. De er normalt lavet som store store altertavler til vigtige kirker og har store, udskårne guldrammer).

Giotto rejste rundt og lavede malerier i Rom, Napoli og Bologna. Han tog altid en gruppe elever med sig. I dag er mange af de fresker, som han malede i disse byer, blevet ødelagt af fugt, jordskælv, krig og af folk, der river kirken ned for at bygge en ny. Fordi Giotto var meget berømt, har folk altid gerne villet tro, at han har malet freskoen i deres kirke. Mange fresker er sandsynligvis lavet af Giottos elever.

I 1334 var Giotto i Firenze, hvor man var ved at bygge den storslåede nye domkirke i Firenze. Giotto blev udnævnt til hovedarkitekt og fik til opgave at tegne et enormt tårn, der skulle rumme katedralens klokker. Det kaldes Giottos klokketårn og blev designet og påbegyndt af ham den 18. juli 1334, men det blev ikke færdiggjort efter hans design.

Da han blev gammel, blev Giotto venner med to forfattere, Giovanni Boccaccio og Sacchetti, som begge syntes, at han var så underholdende og berømt, at de skrev om ham i deres historier. Dantes mest berømte forfatter fra den tid, Dante, skrev også om ham i sin bog Den guddommelige komedie. Dante sagde, at Giotto var den største maler i verden, endnu større end hans berømte mester, Cimabue.

Giottos knogler

Giotto døde i januar 1337. Vasari skrev, at Giotto blev begravet i Santa Maria del Fiore, Firenzes domkirke, til venstre for indgangen, og at stedet er markeret med en hvid marmorplade. I 1970'erne blev der fundet nogle knogler under brolægningen tæt på det sted, som Vasari beskrev. I 2000 blev knoglerne undersøgt af eksperter.

Knoglerne tilhørte en meget lille mand på lidt over en meter og to meter. På en fresko i Santa Croce-kirken er der en figur af en mand, der er en dværg (en person, der er meget lille). Folk i den kirke har altid sagt, at dværgen var Giotto selv. De knogler, der blev fundet i katedralen, støtter denne historie. Knoglerne havde også masser af usædvanlige kemikalier i sig, f.eks. arsenik og bly, som blev fundet i kunstnerens maling. Efter at knoglerne var blevet undersøgt, blev de begravet med stor ære, fordi mange mennesker troede, at de var resterne af den store kunstner. Det er ikke alle, der tror på dette.

Campanile di Giotto (Firenze).


Bardi Kapel: Skt. Frans' sorg.


Uffizierne Ognissanti Madonna.


Brylluppet i Kana


Korsfæstelsen i Rimini.

Galleri

Anden læsning

• Norman Land, Giotto som et grimt geni: A Study in Self-Portrayal, i Andrew Ladis, ed., Giotto as a Historical and Literary Figure: Miscellaneous Studies, 4 vols. (Vol. 1: Giotto and the World of Early Italian Art), Garland Publishing, New York, 1998: 183 - 196.