En udråber er en person, typisk ansat af et byråd eller en offentligt myndighed, til at foretage officielle meddelelser og bekendtgørelser offentligt i gader og på torve. Udråberen spillede især en vigtig rolle før massemediernes tid: at informere borgere om nye love, forbud, markedsdage, retssager, kongelige proklamationer, skatteopkrævning og andre vigtige meddelelser. Udover civile bekendtgørelser kunne udråberen også deltage ved retslige eller militære bekendtgørelser.

Rolle og opgaver

Udråberens primære opgave er at tiltrække opmærksomhed og overbringe en officiel tekst højt og tydeligt, så flest muligt kan høre meddelelsen. Det kræver god stemmeføring, tydelig artikulation og ofte memorering af lange tekster. Historisk kunne udråberen også fungere som budbringer mellem myndigheder eller være ansvarlig for at slå bestemte meddelelser op på byens opslagstavler. I visse perioder havde udråbere en form for juridisk status: deres bekendtgørelser ansås for officielle, og der var regler for, hvad der måtte udtales.

Påklædning og udstyr

Udråberne er ofte klædt meget prangende og kunstfærdigt, en tradition der især blev fastlagt i 1700‑ og 1800‑tallet. Typisk bærer de en farverig kåbe — ofte i rødt og guld — hvide bukser, sorte støvler og en trekløverhat (en såkaldt tricorne). Udråberen bærer også en håndklokke eller ringeklokke, som ringes for at gøre opmærksom på, at en bekendtgørelse følger. I nogle byer kunne udråberen også bære et sværd eller en anden formel genstand som tegn på embede og myndighed.

”Oyez” og sproglig oprindelse

Før udråberen læser eller råber meddelelsen, annoncerer han eller hun ofte med kaldet "Oyez, Oyez, Oyez!" som betyder "Hør I" eller "Lyt her". Ordet "Oyez" stammer fra et anglo-normannisk ord for lyt (beslægtet med fransk "oyez" fra verbet "ouïr" = at høre). Formålet med kaldet er at bede forsamlingen om stilhed og opmærksomhed, så det følgende indhold kan høres klart. I nogle historiske optegnelser, fx i en proklamationsbog, står kaldet skrevet i samtidens stavemåde; i proklamationsbogen i Chester fra begyndelsen af det 19. århundrede er byfogedernes kald registreret som "O Yes, O Yes!"

Historie og udvikling

Udråberrollen går tilbage til middelalderen og tidligere, hvor skriftlige kanaler var begrænsede, og de skrevne meddelelser ofte var utilgængelige for mange borgere. Udråberen var derfor en vigtig formidler af officielle beslutninger. Med tiden blev rollen formaliseret i mange byer med faste regler om, hvem der måtte være udråber, hvilke tekster der skulle bruges, og hvilke ceremonielle beklædninger der hørte til embedet. Med fremkomsten af aviser, telegraf og moderne kommunikation mistede udråberen langsomt sin praktiske funktion, men bevarede ofte en ceremoniell rolle.

I dag

Moderne udråbere findes stadig — primært i ceremonielle, turistmæssige eller historiske sammenhænge. Mange byer og turiststeder bevarer udråberens dragt og kalden som en del af kulturarven, og der afholdes konkurrencer og opvisninger (fx World Town Crier Championships). Nogle steder fungerer udråberen ved særlige lejligheder som markedsåbninger, historiske genopførelser, festivaler eller officielle by‑arrangementer. I nutidens praksis kan tekniske hjælpemidler som mikrofon og højttaler også indgå, men mange grupper vælger at holde fast i den traditionelle klokke og stemme.

Variationer og bemærkninger

Der findes lokale variationer i både påklædning og arbejdsområde. Kvinder fungerer også som udråbere i moderne tid, og der er interesseorganisationer og foreninger, som arbejder for at bevare og videreføre traditionen. Historisk fulgte der ofte bestemte privilegier og pligter med embedet — for eksempel adgang til bestemte pladser, pligt til at udtale proklamationer præcist og risiko for straf ved falske eller vildledende bekendtgørelser.

Udråberen er således et levende stykke historie: et symbol på, hvordan information blev formidlet før massemedierne, og i dag et farverigt indslag ved offentlige markeringer og kulturelle begivenheder.