Udråber: Byens officielle råber — rolle, påklædning og historie

Få historien om byens udråber: rolle, ceremoniell påklædning, "Oyez"-kaldet, håndklokke og proklamationsbogens fascinerende fortællinger.

En udråber er en person, typisk ansat af et byråd eller en offentligt myndighed, til at foretage officielle meddelelser og bekendtgørelser offentligt i gader og på torve. Udråberen spillede især en vigtig rolle før massemediernes tid: at informere borgere om nye love, forbud, markedsdage, retssager, kongelige proklamationer, skatteopkrævning og andre vigtige meddelelser. Udover civile bekendtgørelser kunne udråberen også deltage ved retslige eller militære bekendtgørelser.

Rolle og opgaver

Udråberens primære opgave er at tiltrække opmærksomhed og overbringe en officiel tekst højt og tydeligt, så flest muligt kan høre meddelelsen. Det kræver god stemmeføring, tydelig artikulation og ofte memorering af lange tekster. Historisk kunne udråberen også fungere som budbringer mellem myndigheder eller være ansvarlig for at slå bestemte meddelelser op på byens opslagstavler. I visse perioder havde udråbere en form for juridisk status: deres bekendtgørelser ansås for officielle, og der var regler for, hvad der måtte udtales.

Påklædning og udstyr

Udråberne er ofte klædt meget prangende og kunstfærdigt, en tradition der især blev fastlagt i 1700‑ og 1800‑tallet. Typisk bærer de en farverig kåbe — ofte i rødt og guld — hvide bukser, sorte støvler og en trekløverhat (en såkaldt tricorne). Udråberen bærer også en håndklokke eller ringeklokke, som ringes for at gøre opmærksom på, at en bekendtgørelse følger. I nogle byer kunne udråberen også bære et sværd eller en anden formel genstand som tegn på embede og myndighed.

”Oyez” og sproglig oprindelse

Før udråberen læser eller råber meddelelsen, annoncerer han eller hun ofte med kaldet "Oyez, Oyez, Oyez!" som betyder "Hør I" eller "Lyt her". Ordet "Oyez" stammer fra et anglo-normannisk ord for lyt (beslægtet med fransk "oyez" fra verbet "ouïr" = at høre). Formålet med kaldet er at bede forsamlingen om stilhed og opmærksomhed, så det følgende indhold kan høres klart. I nogle historiske optegnelser, fx i en proklamationsbog, står kaldet skrevet i samtidens stavemåde; i proklamationsbogen i Chester fra begyndelsen af det 19. århundrede er byfogedernes kald registreret som "O Yes, O Yes!"

Historie og udvikling

Udråberrollen går tilbage til middelalderen og tidligere, hvor skriftlige kanaler var begrænsede, og de skrevne meddelelser ofte var utilgængelige for mange borgere. Udråberen var derfor en vigtig formidler af officielle beslutninger. Med tiden blev rollen formaliseret i mange byer med faste regler om, hvem der måtte være udråber, hvilke tekster der skulle bruges, og hvilke ceremonielle beklædninger der hørte til embedet. Med fremkomsten af aviser, telegraf og moderne kommunikation mistede udråberen langsomt sin praktiske funktion, men bevarede ofte en ceremoniell rolle.

I dag

Moderne udråbere findes stadig — primært i ceremonielle, turistmæssige eller historiske sammenhænge. Mange byer og turiststeder bevarer udråberens dragt og kalden som en del af kulturarven, og der afholdes konkurrencer og opvisninger (fx World Town Crier Championships). Nogle steder fungerer udråberen ved særlige lejligheder som markedsåbninger, historiske genopførelser, festivaler eller officielle by‑arrangementer. I nutidens praksis kan tekniske hjælpemidler som mikrofon og højttaler også indgå, men mange grupper vælger at holde fast i den traditionelle klokke og stemme.

Variationer og bemærkninger

Der findes lokale variationer i både påklædning og arbejdsområde. Kvinder fungerer også som udråbere i moderne tid, og der er interesseorganisationer og foreninger, som arbejder for at bevare og videreføre traditionen. Historisk fulgte der ofte bestemte privilegier og pligter med embedet — for eksempel adgang til bestemte pladser, pligt til at udtale proklamationer præcist og risiko for straf ved falske eller vildledende bekendtgørelser.

Udråberen er således et levende stykke historie: et symbol på, hvordan information blev formidlet før massemedierne, og i dag et farverigt indslag ved offentlige markeringer og kulturelle begivenheder.

Historie

England

I middelalderens England var byens udråberne den vigtigste måde at sprede nyheder til byens borgere på. Mange kunne ikke læse aviser. Kongelige proklamationer, lokale vedtægter, markedsdage, reklamer og endda salg af sukkerbrød blev i århundreder bekendtgjort af en klokker eller en udråber. I julen 1798 solgte Chester Canal Company noget sukker, som var blevet beskadiget i deres pakkeskib, og dette blev annonceret af byens udråber.

Chesters første "belman" var i 1540. Han blev betalt en (gammel) penny for at "gå efter noget, der er gået tabt" og 4 gamle pennies for at lede et begravelsesoptog. I 1681 skulle en brandsikkerhedslov om, at alle huse skulle have tegltag og ikke stråtag, "offentliggøres i hele byen af dagvagten". I 1553 fik udråberen 13 gamle pennies for at "ridunge the banes" (oplæsning af banner eller annoncer) for Chester Mystery Plays. I 1598 må klokkeren Richard Woodcock have været klædt på samme måde som London-klokkeren, for han havde "a tymber mast typt at both endes and embellished in the midest with silver" (en træpind med sølvdekorationer).

I 1620 var der et slagsmål ved vejkrydset mellem slagtere og bagere, hvor "Cryer brake his Mace in peeces Amonge them" (brød sin sølvstok blandt dem). I 1607 blev en offentlig bekendtgørelse oplæst af George Tunnall, klokkeren, om at det var ulovligt at smide affald i floden.

I 1656 er der i kirkebogen for St Mary le Crypt i Gloucester registreret bryllupsbannelser som værende "offentliggjort af Bellman".

I 1715 noterede en lokal mand, at "Belman at the Cross ... læser offentligt en proklamation i borgmesterens navn, hvori han befaler alle personer i byen at opføre sig fredeligt og høfligt og ikke at gå rundt på gader og stræder på urimelige tidspunkter om natten". I 1743 overtog John Posnitt posten som "Day and Night Bellman". ^[]

I 1792 havde Chester en dag- og nattevagt, John Yarwood, og en udråber, William Ratcliffe, men i 1835 synes der kun at have været én stilling. Det var først i 1998, at Chester igen havde både en kaldebud og en klokker.

Byens udråbere blev beskyttet af kongehuset, da de nogle gange bragte dårlige nyheder som f.eks. skatteforhøjelser. Den dag i dag er alle byråberne i det britiske Commonwealth beskyttet i henhold til en gammel engelsk lov om, at de "ikke må hindres eller høres, mens de udfører deres pligter". At skade eller skade en udråber blev betragtet som forræderi mod det herskende monarki. Udtrykket "Posting A Notice" stammer fra den handling, som byens udråber udførte, idet han efter at have læst sit budskab op for byens borgere satte det fast på dørposten på den lokale kro.

Europa

Ligesom i England var byens udråbere den vigtigste måde at levere nyheder til byens indbyggere på, fordi mange mennesker ikke kunne læse aviser eller skrive. Proklamationer, lokale vedtægter, markedsdage og reklamer blev alle bekendtgjort af en klokker eller udråber.

Udråberne var ikke altid mænd, mange byudråbere var kvinder. Klokker var ikke den eneste måde at lave støj på - i Holland blev der ofte brugt en gong, og i Frankrig blev der brugt en tromme eller et jagthorn.

Peter Moore, bydommer i Westminster.

Søg efter bogstav