Betts v. Brady, 316 U.S. 455 (1942), var en skelsættende sag, som blev afgjort af USA's højesteret i 1942. Sagen drejede sig om personer uden midler ("indigent" / fattige), som stod anklaget for strafbare handlinger og ikke havde råd til at betale en advokat. Højesteret fastslog i Betts, at der ikke som udgangspunkt forelå en absolut ret til statsbetalt forsvarer i statssager; retten afviste at pålægge staterne en pligt til altid at sørge for gratis advokathjælp til fattige anklagede. I stedet indførte domstolen en standard om, at retten til forsvarer kun var nødvendig, når manglen på advokat under de konkrete omstændigheder gjorde retssagen urimelig eller i strid med due process – fx i meget komplicerede sager eller når den tiltalte var særligt sårbar.
Sagens betydning og retsprincipper
Betts v. Brady byggede videre på den daværende praksis omkring inkorporering af forfatningsmæssige rettigheder via staterne gennem Fourteenth Amendment. Dommen viste en restriktiv tilgang til, hvilke rettigheder der blev anset som "fundamentale" og derfor automatisk gældende for både føderale og statslige retssager. I praksis betød afgørelsen, at retten til statsbetalt advokat kun blev anerkendt i særlige tilfælde, hvor fraværet af forsvar havde skabt en åbenlys uretfærdighed i processen.
Kritik og konsekvenser
Betts-afgørelsen blev kritiseret for at skabe uensartede resultater afhængigt af domstolenes vurdering af, om en sag rummede de nævnte "særlige omstændigheder". Kritikere pegede på, at det førte til, at lige rettigheder til et forsvar ikke blev sikret konsekvent for fattige anklagede på tværs af stater og sager. Afgørelsen stod i kontrast til tidligere føderale afgørelser (fx retten til advokat i føderale sager) og blev med tiden set som utilstrækkelig til at beskytte retssikkerheden for økonomisk trængte tiltalte.
Omgørelse i 1963
I 1963 omgjorde Domstolen sin afgørelse i Betts, da den traf afgørelse i Gideon v. Wainwright, 372 U.S. 335 (1963). I Gideon slog Højesteret fast, at retten til en advokat under Sixth Amendment er en grundlæggende retighed, der gennem Fourteenth Amendment også gælder for statssager. Konsekvensen var, at staterne fremover var forpligtede til at udpege og betale en forsvarer for indigente tiltalte i strafsager, hvor der kan idømmes fængselsstraf. Denne ændring af praksis styrkede markant beskyttelsen af tiltaltes retssikkerhed og førte senere til yderligere udvidelser af retten til advokat i USA.
Eftermæle
Betts v. Brady anses i dag som et vigtigt trin i udviklingen af amerikansk forfatningsret, men hovedsageligt som et eksempel på en tidligere, mere begrænset tilgang til inkorporering af forfatningsrettigheder. Omgørelsen i Gideon ændrede retstilstanden fundamentalt og markerede overgangen til en mere omfattende og ensartet beskyttelse af retten til juridisk bistand for økonomisk trængte anklagede.