Betts v. Brady (1942): Højesteretsdom om ret til advokat (omgjort 1963)
Betts v. Brady (1942): Højesteretsdom om ret til advokat for fattige, senere omgjort i 1963 — historisk USA-præcedens om forsvarsrettigheder.
Betts v. Brady, 316 U.S. 455 (1942), var en skelsættende sag, som blev afgjort af USA's højesteret i 1942. Sagen drejede sig om personer uden midler ("indigent" / fattige), som stod anklaget for strafbare handlinger og ikke havde råd til at betale en advokat. Højesteret fastslog i Betts, at der ikke som udgangspunkt forelå en absolut ret til statsbetalt forsvarer i statssager; retten afviste at pålægge staterne en pligt til altid at sørge for gratis advokathjælp til fattige anklagede. I stedet indførte domstolen en standard om, at retten til forsvarer kun var nødvendig, når manglen på advokat under de konkrete omstændigheder gjorde retssagen urimelig eller i strid med due process – fx i meget komplicerede sager eller når den tiltalte var særligt sårbar.
Sagens betydning og retsprincipper
Betts v. Brady byggede videre på den daværende praksis omkring inkorporering af forfatningsmæssige rettigheder via staterne gennem Fourteenth Amendment. Dommen viste en restriktiv tilgang til, hvilke rettigheder der blev anset som "fundamentale" og derfor automatisk gældende for både føderale og statslige retssager. I praksis betød afgørelsen, at retten til statsbetalt advokat kun blev anerkendt i særlige tilfælde, hvor fraværet af forsvar havde skabt en åbenlys uretfærdighed i processen.
Kritik og konsekvenser
Betts-afgørelsen blev kritiseret for at skabe uensartede resultater afhængigt af domstolenes vurdering af, om en sag rummede de nævnte "særlige omstændigheder". Kritikere pegede på, at det førte til, at lige rettigheder til et forsvar ikke blev sikret konsekvent for fattige anklagede på tværs af stater og sager. Afgørelsen stod i kontrast til tidligere føderale afgørelser (fx retten til advokat i føderale sager) og blev med tiden set som utilstrækkelig til at beskytte retssikkerheden for økonomisk trængte tiltalte.
Omgørelse i 1963
I 1963 omgjorde Domstolen sin afgørelse i Betts, da den traf afgørelse i Gideon v. Wainwright, 372 U.S. 335 (1963). I Gideon slog Højesteret fast, at retten til en advokat under Sixth Amendment er en grundlæggende retighed, der gennem Fourteenth Amendment også gælder for statssager. Konsekvensen var, at staterne fremover var forpligtede til at udpege og betale en forsvarer for indigente tiltalte i strafsager, hvor der kan idømmes fængselsstraf. Denne ændring af praksis styrkede markant beskyttelsen af tiltaltes retssikkerhed og førte senere til yderligere udvidelser af retten til advokat i USA.
Eftermæle
Betts v. Brady anses i dag som et vigtigt trin i udviklingen af amerikansk forfatningsret, men hovedsageligt som et eksempel på en tidligere, mere begrænset tilgang til inkorporering af forfatningsrettigheder. Omgørelsen i Gideon ændrede retstilstanden fundamentalt og markerede overgangen til en mere omfattende og ensartet beskyttelse af retten til juridisk bistand for økonomisk trængte anklagede.
Historie
Det sjette tillæg til USA's forfatning siger, at "I alle straffesager skal den anklagede ... have bistand af en advokat til sit forsvar." ("Counsel" er et andet ord for "advokat".)
I 1930'erne traf Højesteret imidlertid nogle få afgørelser, som reducerede antallet af amerikanske borgere, der havde ret til en advokat.
I 1932 afgjorde Domstolen en sag kaldet Powell v. Alabama, 287 U.S. 45 (1932). De fastslog, at staterne skulle tildele fattige anklagede gratis advokater, men kun hvis de blev stillet for dødsstraf. (Kapitalforbrydelser er forbrydelser, der kan straffes med dødsstraf).
I 1938 fastslog Højesteret i sagen Johnson v. Herbst, at enhver person, der blev anklaget for en forbrydelse og ikke kunne betale for en advokat, skulle tildeles en gratis advokat ved de føderale domstole. Domstolen fastslog imidlertid også, at det sjette tillæg kun gjaldt for føderale domstole - ikke for delstatsdomstole.
Det betød, at hvis en person blev anklaget for en forbrydelse ved en statslig domstol, og han ikke havde råd til en advokat, skulle han forsvare sig selv i retten.
Baggrund for sagen
I 1941 blev Betts anklaget (formelt sigtet) for røveri af en domstol i Maryland. Betts kunne ikke betale for en advokat. Han bad retten om at tildele ham en gratis advokat. Dommeren nægtede. Han sagde, at retten kun udnævnte gratis advokater til folk, der var anklaget for voldtægt eller mord.
Betts måtte forsvare sig selv uden hjælp fra en advokat. Han hævdede, at han havde været et andet sted på tidspunktet for røveriet. Han indkaldte vidner, som sagde, at dette var sandt. Dommeren troede dog ikke på Betts. Han dømte Betts til otte års fængsel.
Klager
Betts indgav en begæring om habeas corpus til en appeldomstol i Maryland. I en habeas corpus-anklage anmodes der om at blive løsladt fra en uretfærdig fængsling. Betts hævdede, at hans fængsling var urimelig, fordi han ikke havde fået en advokat. Hans begæring blev afvist.
Derefter indgav Betts en begæring om habeas corpus til Court of Appeals of Maryland, som er den mest magtfulde domstol i Maryland. Den afviste også hans begæring.
Til sidst indgav Betts en anmodning til USA's højesteret om at høre hans sag. Domstolen indvilligede.
Juridiske spørgsmål
Betts-sagen rejste nogle vigtige juridiske spørgsmål, som Domstolen skulle tage stilling til.
Det sjette tillæg til USA's forfatning siger, at "I alle straffesager skal den anklagede ... have bistand af en advokat til sit forsvar."
Desuden siger det fjortende tillæg, at ingen stat kan fratage nogen person "liv, frihed eller ejendom uden en retfærdig rettergang; eller nægte nogen person ... den lige beskyttelse af lovene".
Domstolen havde allerede besluttet, at retten til at have en advokat gjaldt for alle mennesker i føderale straffesager, for mennesker, der blev stillet for retten af delstaterne for voldtægt eller mord, og for alle, der kunne betale for en advokat. Nu skulle de afgøre, om fattige mennesker også havde ret til at få en advokat, selv om de ikke kunne betale for en advokat.
| " | [I] det store flertal af staterne har det været folkets, deres repræsentanters og deres domstoles velovervejede vurdering, at udpegelse af en advokat ikke er en grundlæggende rettighed [og ikke] er afgørende for en retfærdig rettergang. | " |
De skulle også tage stilling til disse spørgsmål:
- Hvis en fattig person ikke havde en advokat, kunne han så få en retfærdig retssag?
- Ville en fattig person uden en advokat få den "retssag", som forfatningen kræver?
- Hvis fattige mennesker ikke kunne få advokater, ville de så få "lige beskyttelse af loven"?
Beslutning
Den 1. juni 1942 stemte Højesteret 6-3 imod Betts. De fastslog, at hans dom var retfærdig.
Domstolen fastslog, at det ikke var en grundlæggende rettighed at have en advokat. Normalt havde en tiltalte ikke brug for en advokat for at få en retfærdig rettergang, sagde Domstolen.
I sin afgørelse fastslog Domstolen, at der var særlige tilfælde, hvor en domstol skulle tildele en advokat. I disse særlige tilfælde ville det være vanskeligt for en sagsøgt at få en retfærdig rettergang, hvis han ikke havde en advokat. I hvert enkelt tilfælde skulle dommeren tale med den tiltalte for at finde ud af, om der forelå nogen af disse "særlige omstændigheder". Var den anklagede f.eks. mentalt i stand til at forsvare sig selv? Havde han tilstrækkelig uddannelse? Forstod han, hvad der sker under en retssag?
Vigtighed
I 21 år skabte Betts en præcedens, der tillod de enkelte domstole og dommere at afgøre, om fattige mennesker skulle have en advokat eller ej.
Endelig afgjorde Højesteret i 1963 en sag kaldet Gideon v. Wainwright, 372 U.S. 335 (1963). I Gideon-afgørelsen indrømmede Domstolen, at den havde truffet den forkerte afgørelse i Betts. En advokat er nødvendig for at få en retfærdig retssag.
Relaterede sider
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad var Betts v. Brady?
A: Betts v. Brady var en skelsættende sag, som blev afgjort af USA's højesteret i 1942.
Q: Hvad havde Betts v. Brady at gøre med?
A: Betts v. Brady havde noget at gøre med "indigent" (fattige) mennesker, der stod anklaget for forbrydelser, men som ikke havde penge nok til at betale for en advokat.
Spørgsmål: Hvad bestemte domstolen i Betts v. Brady?
A: Domstolen fastslog, at en person ikke havde brug for en advokat for at få en retfærdig retssag.
Spørgsmål: Afgjorde Domstolen, at staten skulle betale for gratis advokater til fattige anklagede i Betts v. Brady?
Svar: Nej, Domstolen fastslog, at staten ikke skulle betale for gratis advokater til fattige anklagede i Betts mod Brady.
Spørgsmål: Hvornår omgjorde Domstolen sin afgørelse i Betts-sagen?
Svar: Domstolen omgjorde sin afgørelse i Betts-sagen i 1963, da den traf afgørelse i Gideon v. Wainwright.
Spørgsmål: Hvad var dommen i Gideon v. Wainwright?
A: Afgørelsen i Gideon v. Wainwright var, at staten skal yde gratis juridisk bistand til anklagede, som ikke har råd til en advokat.
Spørgsmål: Hvorfor var Betts v. Brady vigtig?
A: Betts v. Brady var vigtig, fordi den fastslog, at retten til advokatbistand ikke var absolut for ubemidlede anklagede, og at staterne ikke var forpligtet til at stille gratis advokater til rådighed. Denne afgørelse blev senere omstødt i Gideon v. Wainwright.
Søge