Boynton v. Virginia (1960) – Højesteretsdom om segregation i busrestauranter
Boynton v. Virginia (1960) – banebrydende højesteretsdom mod segregation i busrestauranter; fastslog føderal beskyttelse mod racediskrimination under Interstate Commerce Act.
Boynton v. Virginia, 364 U.S. 454 (1960), var en afgørelse truffet af USA's højesteret. Den 20. december 1958 forlod Bruce Boynton, der gik på Howard Law School, WashingtonD.C. i en bus for at tage hjem til Montgomery, Alabama, for at holde jul. Ved busterminalen i Richmond, Virginia, gik han ind i restauranten og satte sig i den "kun for hvide" sektion. Da han nægtede at forlade stedet, blev han arresteret og dømt for at have overtrådt en lov fra Virginia, som gjorde det ulovligt for enhver, der "uden lovens tilladelse" ikke måtte blive, efter at have fået forbud mod at blive der. Han appellerede derefter dommen til Virginias højesteret. Han hævdede, "at hans dom var i strid med Interstate Commerce Act og de amerikanske forfatningsbestemmelser om lige beskyttelse, retfærdig rettergang og handelsklausuler". Men delstatens højesteret stadfæstede hans dom, hvorefter han indgav en begæring om certiorari til USA's højesteret. Den amerikanske højesteret omstødte den lavere retsinstans' dom. Domstolen fastslog, at Boynton "havde en føderal ret til at forblive i den hvide del af restauranten", da Interstate Commerce Act "forbyder enhver mellemstatslig transportvirksomhed med motorkøretøjer at udsætte nogen person for uretfærdig forskelsbehandling". Dommer Hugo Black afgav flertalsudtalelsen.
Domstolens afgørelse slog fast, at faciliteter, som servicerer mellemstatslige rejsende i praksis er omfattet af de føderale regler om interstate-handel, og derfor kan delstaten ikke håndhæve lokale forbud eller straffe, hvis disse er i strid med føderal lovgivning, der forbyder uretfærdig forskelsbehandling. I praksis betød det, at restauranter i busterminaler, vognmænds spisevogne og andre servicefaciliteter knyttet til mellemstatslig transport ikke kunne opretholde raceadskillelse over for passagerer på tværs af delstatsgrænser.
Betydning og eftervirkninger
- Boynton blev et vigtigt retsligt grundlag for den civile rettighedsbevægelses indsats mod segregation i den mellemstatslige transportsektor.
- Afgørelsen inspirerede og gav juridisk støtte til de såkaldte Freedom Riders i 1961, som systematisk udfordrede raceadskillelse i busser og terminaler ved at sætte sig ind i »forbudte« sektioner og rejse gennem sydstaterne.
- Efter Boynton øgede føderale myndigheder — herunder Interstate Commerce Commission og Justitsministeriet — fokus på håndhævelse af forbuddet mod diskrimination i forbindelse med mellemstatslig færden, hvilket førte til yderligere afgørelser og administrative påbud mod segregation i jernbane- og busfaciliteter.
- Retligt illustrerer sagen, hvordan føderal handelslovgivning kan træde i stedet for (og dermed begrænse) delstatsregler, når der er konflikt med føderale forpligtelser til at forhindre diskrimination i forbindelse med interstate commerce.
Sagen er ofte citeret i historiske og retlige gennemgange af kampen mod Jim Crow-lovene, fordi den viser, hvordan en enkelt sagsfremstilling — en universitetsstuderendes nægtelse af at flytte sig — kunne føre til en præcedens med vidtrækkende konsekvenser for adgangen til offentlige ydelser for mellemstatslige rejsende. Dommer Hugo Black's flertalsudtalelse understregede betydningen af, at føderal lov sikrer lige behandling i forbindelse med national transport, og afgørelsen bidrog dermed til at svække de juridiske redskaber for raceadskillelse i de offentlige transportmidler og tilhørende anlæg.
Afgørelsen
Domstolen traf en afgørelse med 7-2 stemmer til fordel for Boynton. Den fastslog, at passagerer mellem stater var beskyttet af Interstate Commerce Act, og at terminalens restaurant var en del af denne facilitet. I afgørelsen hed det bl.a:
"Hvis busselskabet frivilligt har tilbudt at stille terminal- og restaurationsfaciliteter og -tjenester til rådighed for sine passagerer mellem stater som en fast del af deres transport, og hvis terminalen og restauranten har accepteret og samarbejdet i forbindelse med dette tilsagn, skal terminalen og restauranten udføre disse tjenester uden forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til loven, uden hensyn til kontrakter. Ved udførelsen af disse tjenester på sådanne betingelser træder terminalen og restauranten i stedet for busselskabet i forbindelse med opfyldelsen af dets transportforpligtelser."
Virkninger af "Boynton"
Dommerne Tom C. Clark og Charles Evans Whittaker var uenige i afgørelsen, der blev truffet med 7-2 stemmer. Det var første gang siden 1946, at domstolen var splittet i spørgsmål om raceadskillelse.
Boynton v. Virginia banede vejen og inspirerede Freedom Riders til at afprøve den nye afgørelse. Sorte og hvide ryttere kørte sammen i busser, der var raceadskilte i Sydstaterne, fra 1961. Efter seks måneders protester og pressedækning af Freedom Riders forbød Interstate Commerce Commission racediskrimination i forbindelse med sæder til passagerer i busser mellem stater. Den beordrede fjernelse af skilte med "kun for hvide" fra alle busterminaler mellem stater.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad hedder sagen?
A: Sagen hedder Boynton v. Virginia.
Q: Hvornår fandt denne sag sted?
A: Denne sag fandt sted i 1960.
Spørgsmål: Hvem var Bruce Boynton?
A: Bruce Boynton var en senior på Howard Law School, der forlod Washington D.C. i en bus for at tage hjem til Montgomery, Alabama, til jul, og blev anholdt for at sidde i den "kun for hvide" afdeling af en restaurant på busterminalen i Richmond, Virginia.
Spørgsmål: Hvad appellerede han sin dom til?
Svar: Han appellerede sin dom til Virginias højesteret.
Spørgsmål: Hvad hævdede han om sin dom?
A: Han hævdede, at hans dom var i strid med Interstate Commerce Act og ligebehandlings-, rettigheds- og handelsklausulerne i den føderale forfatning.
Spørgsmål: Hvad besluttede den amerikanske højesteret?
A: USA's højesteret omstødte den lavere domstols afgørelse og fastslog, at Boynton "havde en føderal ret til at forblive i den hvide del af restauranten", da det var i strid med Interstate Commerce Act, som "forbyder enhver mellemstatslig transportvirksomhed med motorkøretøjer at udsætte nogen person for uretfærdig forskelsbehandling".
Spørgsmål: Hvem afgav flertalsudtalelse i denne sag?
Svar: Dommer Hugo Black afgav flertalsudtalelse i denne sag.
Søge