Buenos Aires-konventionen (eller konventionen om ophavsret til litterære og kunstneriske værker) er en international traktat om ophavsret. Den blev underskrevet i Buenos Aires den 11. august 1910. De lande, der underskrev den, indvilligede i at respektere de andre landes ophavsret. For at et dokument kan være omfattet af denne konvention, skal dets copyright-erklæring bruge den korrekte ordlyd. Ofte er sætningen "Alle rettigheder forbeholdes" (spansk: Todos los derechos reservados, portugisisk: Todos os direitos reservados) blevet anvendt. I USA krævedes der dog kun forfatterens navn og året for værkets udgivelse under de historiske formkrav, som gjaldt på tidspunktet.
Baggrund og formål
Buenos Aires-konventionen blev til i en tid, hvor mange stater ønskede en regional løsning på ophavsretsspørgsmål. Konventionen fastsætter, at værker fra et medlemsland skal have ophavsretlig beskyttelse i de andre medlemslande, såfremt de opfylder visse formelle krav (typisk en korrekt copyright-erklæring eller notifikation). Dette adskiller sig fra Berne-konventionen (fra 1886), som netop frarådede krav om formelle meddelelser som betingelse for ophavsretsbeskyttelse. Derfor blev Buenos Aires-konventionen især betydningsfuld for lande, der ønskede at bevare sådanne formaliteter i deres bilaterale eller regionale relationer.
Krav og praktisk betydning
- Konventionen krævede normalt, at værket bar en bestemt form for ophavsretsangivelse for at opnå gensidig beskyttelse mellem underskrevne stater. Den præcise ordlyd kunne variere, men formuleringer som "Alle rettigheder forbeholdes" i den relevante sprogversion blev ofte brugt.
- I praksis betød det, at forfattere og udgivere, som ønskede beskyttelse i flere underskrivende lande, måtte være omhyggelige med den korrekte notice på trykte eksemplarer.
- Konventionen regulerede ikke ensartet ophavsretsvarighed; sådanne spørgsmål blev i vid udstrækning overladt til national lovgivning.
Senere udvikling og aktuel status
Med tiden har mange af de stater, der var parter i Buenos Aires-konventionen, tilsluttet sig Berne‑konventionen eller moderniseret deres nationale regler i overensstemmelse med internationale standarder, som ikke kræver formelle copyright-notices. For eksempel tiltrådte USA først Berne-konventionen i 1989, hvilket ændrede den internationale betydning af formalitetskrav for amerikanske værker. Som følge heraf er Buenos Aires‑konventionens rolle i praksis blevet mindre central, men den kan stadig have betydning i forhold mellem stater, hvor den stadig er i kraft.
For oplysninger om den aktuelle status (hvilke lande der stadig er parter, eventuelle senere ændringer eller traktattiltrædelser) anbefales det at konsultere officielle kilder som WIPO eller de enkelte landes juridiske registre.
Underskrivere
Historisk blev konventionen underskrevet af en række lande, primært i Latinamerika (samt enkelte europæiske stater). Blandt de stater, som traditionelt opføres som underskrivere, er:
- Argentina
- Bolivia
- Brasilien
- Chile
- Colombia
- Costa Rica
- Cuba
- Ecuador
- El Salvador
- Guatemala
- Honduras
- Mexico
- Nicaragua
- Panama
- Paraguay
- Peru
- Portugal
- Spanien
- Uruguay
- Venezuela
Bemærk, at listen ovenfor gengiver de lande, der almindeligvis nævnes som underskrivere; for en officielt verificeret og ajourført opgørelse bør man tjekke internationale traktatregistre (fx WIPO eller nationale arkiver).
