Synæstesi er en sanseoplevelse, hvor hjernen blander eller kobler to eller flere sanser sammen, så stimulering af én sans automatisk fremkalder oplevelser i en anden. Personer med synæstesi kaldes synæstetikere. Synæstesi kan for eksempel betyde, at man oplever farver, når man hører musik, eller at bestemte bogstaver og tal altid har bestemte farver for én.

Synæstesi er ofte medfødt og ser ud til at være delvist arveligt, men præcis hvordan det nedarves, er ikke fuldt ud klarlagt. På den anden side kan synæstesi også være erhvervet senere i livet — for eksempel rapporteres synæstetiske oplevelser nogle gange af personer, der bruger psykedeliske stoffer, efter et slagtilfælde eller under et epileptisk anfald. Der er desuden rapporter om synæstesi efter blindhed eller døvhed. Synæstesi, som opstår efter en sådan begivenhed og ikke skyldes medfødte gener at gøre, kaldes ofte utilsigtet synæstesi. Denne form kan medføre, at lyd forbindes med synsindtryk, eller at berøring opleves som lyd osv.

Typer og eksempler

Der findes mange varianter af synæstesi. De mest beskrevede omfatter:

  • Grapheme–color synæstesi: bogstaver og tal opleves som farver.
  • Chromesthesia (farvehørelse): lyde eller musik fremkalder farveoplevelser eller visuelle former.
  • Lexical–gustatory synæstesi: ord fremkalder smagsoplevelser.
  • Mirror-touch synæstesi: man føler berøring på egen krop, når man ser en anden blive rørt.
  • Spatial–sequence synæstesi: tal eller tidspunkter opleves som beliggende i rumlige mønstre.
  • Ordinal–linguistic personification (OLP): ord, tal eller ugedage har personligheder eller køn.

Nogle kendte eksempler: flere musikere og komponister har rapporteret former for synæstesi, der lader dem "se" musik som farver eller former – dette omtales ofte som chromethesia. Mozart siges at have oplevet musik i farver; han beskrev, at D-dur havde en varm, "orangeagtig" klang, mens b-mol var sortlig, og at A-dur var en regnbue af farver for ham. En anden komponist med farvehørelse var den russiske komponist Alexander Skrjabin. I 1907 talte han med Nikolai Rimsky-Korsakov, som også havde synæstesi, og de erfarede begge, at visse toner fremkaldte bestemte farveforestillinger. Skrjabin samarbejdede senere med Alexander Mozer om et farveorgel, der skulle koble lys og musik.

Hvordan undersøges synæstesi?

Forskere tester ofte for synæstesi ved at undersøge konsistensen af associationer over tid: en synæstetiker vil f.eks. år efter år tilskrive det samme bogstav den samme farve. Standardiserede spørgeskemaer og tests (f.eks. elektroniske batterier) bruges til at vurdere ægthed og typen af synæstesi. Neuroimaging-studier viser ofte øget funktionel og anatomisk forbindelse mellem hjerneområder, som svarer til de involverede sanser.

Mekanisme og årsager

Der er to hovedhypoteser for de neurale mekanismer:

  • Cross-activation: tætliggende eller ekstra forbindelser mellem sensoriske områder (fx mellem farve- og bogstavområder i visuel cortex) fører til samtidig aktivering.
  • Disinhibited feedback: ændringer i hæmmende feedback mellem hjerneområder kan gøre, at information "siver" fra ét sanseområde til et andet.

Genetiske studier viser familieklynger, hvilket understøtter en arvelig komponent, mens erhvervet synæstesi peger på, at hjernens plasticitet og ændringer efter skader, sygdom eller påvirkning med stoffer også kan skabe synæstetiske oplevelser.

Betydning for dem, der har det

For mange er synæstesi neutralt eller positivt — det kan øge kreativitet, hjælpe hukommelse og give særlige æstetiske oplevelser. For nogle kan det dog være distraherende eller ubehageligt, især hvis de associerede oplevelser er intense eller uventede. Utilsigtet erhvervet synæstesi efter neurologiske hændelser kan i nogle tilfælde være forbundet med andre kognitive forandringer.

Behandling og håndtering

Der findes ingen "kur" for medfødt synæstesi, og behandling er normalt ikke nødvendig. Hvis synæstesi er erhvervet og generende, eller hvis den opstår i forbindelse med anden neurologisk sygdom, bør man søge lægelig vurdering for at håndtere underliggende årsager. Psykologiske strategier, afledningsteknikker og eventuel terapi kan hjælpe, hvis de synæstetiske oplevelser skaber angst eller funktionsnedsættelse.

Forskning og perspektiver

Synæstesi blev intensivt studeret i det 19. og tidlige 20. århundrede, men interessen aftog midt i det 20. århundrede. I de seneste årtier er forskningen vokset igen med moderne neuroimaging og psykologiske metoder, så vi i dag bedre forstår variationen, de neurale korrelater og de genetiske samt miljømæssige bidrag til fænomenet.

Hvis synæstesi er til gene eller opstår pludseligt, kan det være en god idé at tale med din læge eller en neurolog for vurdering og eventuel opfølgning.