Slaget ved Ellandun

Baggrund

I løbet af det 8. århundrede og begyndelsen af det 9. århundrede udøvede kongerne af Mercia i varierende grad herredømme over kongerigerne i det sydøstlige England. Nogle regerede endda direkte over andre kongeriger. Mens Wessex til tider havde været tvunget til at anerkende de mercianske kongers magt, var der normalt en stærk modstand mod at lade dem regere direkte over Wessex.

Beorhtric af Wessex (786-802) havde sandsynligvis fået hjælp fra Offa af Mercia (757-796) til at blive konge af Wessex. I 789 giftede han sig med Eadburh, Offas datter. I resten af hans regeringstid var Wessex underlagt Mercia. På det tidspunkt, hvor Beorhtric blev konge, var Egbert også en af hans krav. Edgar blev i en periode forvist fra Wessex og tilbragte det meste af sin tid ved Karl den Stores hof. Ved Beorhtric's død vendte Egbert tilbage og overtog tronen. På dette tidspunkt var Coenwulf af Mercia (796-821) konge, og han indgik en fredstraktat med Wessex.

I 815 invaderede Egbert Cornwall og bragte det under sit styre. Han lod underkonger regere det for ham. Fra 825 indledte Egbert en række militære operationer med henblik på at øge sit herredømme over Wales. Samtidig besluttede den nye konge af Mercia, Beornwulf, efter at have udvidet sin autoritet over Kent, Essex og Middlesex, at invadere Wessex.

Kampen

Egbert var i Cornwall med sin hær, da han fik besked om, at Mercianerne havde invaderet Wessex. Han førte sin hær tilbage til Wessex og mødte Beornwulf og hans hær ved Ellendun (nu Wroughton syd for Swindon). I det, som Frank Stenton kaldte "et af de mest afgørende slag i angelsaksisk historie", besejrede Egbert Beornwulf. Slaget kostede begge sider mange menneskeliv. Henry af Huntingdon sagde, at floden løb rød af blod. Sejren over Mercia flyttede magtbalancen til Egbert. Han var nu den mest dygtige konge i Sydengland.

Skift i magt

Egbert sendte straks sin søn Athelwulf af sted med en hær for at vælte Baldred, den Mercianske underkonge i Kent. Resultatet var, at hele Kent, Surrey, Sussex og East Anglia underkastede sig Egbert. Beornwulf forsøgte at genvinde East Anglia senere samme år, men blev dræbt i forsøget. Kent, Surrey og Sussex forblev en del af kongeriget Wessex fra dette tidspunkt. Egbert udnævnte sin søn Athelwulf til underkonge af Kent, som omfattede alle de nye områder i Wessex.

I 829 invaderede Egbert hele Mercia og besejrede derefter hele Mercia. Wiglaf blev landsforvist. Kongen af Northumbria underkastede sig ham efter nederlaget i Mercia. Han antog titlen latin: Rex Merciorum (konge af Mercia). Denne titel var også på mønter fremstillet i den tidligere merciske havn i London. I 830 vendte Wiglaf tilbage til magten i Mercia, men gevinsterne i Kent og det sydvestlige England forblev hos Wessex. Egbert døde 4. februar 839. Han efterlod sig et område, der var større end nogen anden Wessex-konge siden Ine.