Spidsmus (Soricidae): Fakta, kendetegn og udbredelse
Spidsmus (Soricidae) – fakta, kendetegn og udbredelse: Lær om biologi, skarpe tænder, forskel fra mus og global udbredelse. Guide til arter og habitater.
Spidsmus er små pattedyr, der i udseende kan minde om mus. Tidligere blev de samlet i den gamle kategori Insectivora, men denne gruppe bruges ikke længere i moderne taksonomi. Spidsmusene placeres nu i familien Soricidae — tidligere i underordenen Soricomorpha, men i moderne systematik regnes de som en del af ordenen Eulipotyphla.
Kendetegn
Selvom spidsmus har et ydre, der ligner en langnæset mus, er de ikke gnavere. De er nærmere beslægtet med muldvarpe. Nogle væsentlige kendetegn:
- Tænder: Spidsmus har mange skarpe, spidse tænder beregnet til at skære bytte — ikke de store gnavefortænder, som karakteriserer gnavere.
- Størrelse: Varierer fra meget små til små pattedyr; typisk kropslængde cirka 3–15 cm (uden hale) og vægt fra få gram op til nogle få titals gram.
- Metabolisme: Meget høj stofskiftehastighed; de må finde føde hyppigt, ofte en stor del af deres kropsvægt dagligt.
- Sanse: Ofte dårlig syn, men fremragende lugtesans og følesans (vibrissae/whiskers). Nogle arter bruger ultralyd til kommunikation og enkel ekkolokation.
- Tandfarve: Nogle grupper har rødligt pigment på tænderne (jernindhold) — de såkaldte “rød-tandede” spidsmus (Soricinae) — mens andre er hvide-tandede (Crocidurinae).
Levevis og føde
Spidsmus er overvejende insektædere: de lever af insekter, larver, regnorme, spindlere og i nogle tilfælde små hvirveldyr som insekter, frøer eller småfisk. Nogle arter har specialiseret sig til halvvandende livsstil og kan fange vanddyr. Enkelte arter (f.eks. visse nordamerikanske korthale-spidsmus) har giftig spyt, der hjælper med at lamme byttet.
De er ofte aktive både dag og nat (katemerale) eller overvejende nataktive. Mange er solitarye og forsvarer små territorier. På grund af højt energibehov jager og æder de næsten kontinuerligt.
Formering
Sæson og kuldstørrelse varierer mellem arter og klima. Typisk er drægtigheden kort (typisk omkring 20 dage, afhængig af art), og et kuld kan bestå af 2–10 unger. Flere kuld om året er almindeligt hos arter i tempererede områder. Ungerne vokser hurtigt og kan ofte forlade reden efter få uger.
Udbredelse og habitat
Spidsmus er udbredt næsten over hele verden. De mangler som oprindelige grupper kun på visse store øer og kontinenter: af de store tropiske og tempererede landmasser er det kun Ny Guinea, Australien og New Zealand, der ingen hjemmehørende spidsmus har. I Sydamerika er de relativt nyligt indvandret og findes primært i de nordlige Andesbjerge og omkringliggende områder.
Habitatmæssigt findes spidsmus i skove, heder, enge, vådområder, lave mountainområder og endda i menneskers nærhed (f.eks. i tørre lade- og plæneområder). Nogle arter er specialiserede til at leve i vandløb og søbredder, andre i tundra eller højalpine miljøer.
Systematik og mangfoldighed
Soricidae er en artsrig familie — blandt pattedyrfamilier er spidsmusfamilien en af de mest artrige. Kendte eksempler i Europa er f.eks. Sorex araneus (almindelig spidsmus) og Sorex minutus (dværgspidsmus), mens Neomys fodiens er en halvvandende art (vandspidsmus).
Ofte forvekslet med andre dyr
Ægte spidsmus må ikke forveksles med vestindiske spidsmus, træspidsmus, odderspidsmus eller elefantspidsmus, som tilhører andre familier eller ordener. Det er vigtigt at huske, at spidsmus ikke er gnavere og derfor mangler de karakteristiske gnavefortænder.
Rolle i økosystemet og bevarelse
Spidsmus spiller en vigtig rolle som rovdyr på små hvirvelløse dyr og som føde for større rovdyr (fugle, rovdyr, slanger). Mange arter er almindelige og tilpassede, men enkelte endemiske eller specialiserede arter trues af habitatødelæggelse, forurening og introduktion af rovdyr. Bevaringsstatus varierer fra “mindst bekymrende” til truet for enkelte arter afhængig af udbredelse og habitattilstand.
Samlet set er spidsmus en mangfoldig og økologisk vigtig gruppe af små pattedyr med fascinerende tilpasninger — fra ekstremt højt stofskifte over giftig spyt hos nogle arter til evnen til at leve i mange forskellige habitater over størstedelen af kloden.
Taxonomi
Den gamle orden Insectivora var ikke en naturlig (monofyletisk) gruppe. Der anvendes nye termer til at klassificere de tidligere grupper. Det forklarer de lidet kendte termer i taxoboksen.
Egenskaber
Alle spidsmus er små, de fleste er ikke større end en mus. Den største er den asiatiske husspidsmus (Suncus murinus), som er ca. 15 cm lang og vejer omkring 100 gram. Flere er meget små: den etruskiske spidsmus (Suncus etruscus) er ca. 3,5 cm lang og vejer 2 gram. Det er det mindste levende landpattedyr og den mindste type spidsmus.
Generelt lever spidsmus i og på jorden. De søger efter frø, insekter, nødder og orme. Nogle klatrer i træer, nogle lever under jorden, nogle lever under sne, og nogle jager i vand. De har små øjne og generelt et dårligt syn, men har en fremragende hørelse og lugtesans. Det er meget aktive dyr med stor appetit. Spidsmus har et usædvanligt højt stofskifte. Spidsmus spiser normalt 80-90 % af deres egen kropsvægt i føde dagligt.
De går ikke i dvale, men kan gå i torpor. Spidsmus kan tabe mellem 30 og 50 % af deres kropsvægt om vinteren, hvorved knogler, kranium og indre organer bliver mindre.
I modsætning til gnavere, som har gnavende fortænder, der vokser hele tiden, slides spidsmusens tænder ned i løbet af livet, og de mister deres mælketænder før fødslen. Derfor har de kun ét sæt tænder i hele deres liv. Bortset fra det første par fortænder, som er lange og skarpe, og de tyggende kindtænder bagerst i munden er spidsmuslingernes tænder små og pindformede og kan være reduceret i antal. Tandformlen for spidsmus er: øvre=3,1,1-3,3; nedre=1-2,0-1,1,3.
Stærkt territorielle
Spidsmus er meget territoriale. De jager rivaler væk og mødes kun for at parre sig. Mange arter graver huler for at opbevare føde og gemme sig for rovdyr, men dette er ikke universelt. Nogle af dem ekkolokaliserer ved at pive, nogle er giftige, nogle har tænder, der er forstærket med jern på spidserne, de laver ultralyds-piber, og to slægter ekkolokaliserer ved at klikke.
De spiser rigeligt og ofte. Det er meget aktive dyr med en glubende appetit. Spidsmus har en usædvanlig høj stofskiftehastighed, som ligger over den, der forventes hos små pattedyr. Derfor er de nødt til at spise næsten konstant. Sandsynligvis er vandnymfer af insekter (f.eks. myggelarver) på menuen, selv om mange af disse selv er sultne ædere.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvordan ser en spidsmus ud?
A: Spidsmus er et lille pattedyr, der ligner mus.
Spørgsmål: Hvordan klassificeres en spidsmus?
A: Spidsmus er klassificeret i familien Soricidae, underorden Soricomorpha.
Sp: Er spidsmus gnavere?
A: Nej, selv om dens ydre udseende generelt ligner en langnæset mus, er en spidsmus ikke en gnaver, som mus er det. Faktisk er den beslægtet med muldvarpe.
Spørgsmål: Hvilken type tænder har spidsmus?
Svar: Spidsmus har skarpe, spidslede tænder, ikke de velkendte gnavere med gnavende fortænder, der kan gnave.
Spørgsmål: Hvor kan man finde spidsmus i hele verden?
Svar: Spidsmus er udbredt næsten over hele verden. Af de store tropiske og tempererede landmasser er det kun Ny Guinea, Australien og New Zealand, hvor der ikke findes spidsmus. I Sydamerika er spidsmusene relativt nyligt indvandret og findes kun i de nordlige Andesbjerge.
Spørgsmål: Hvor succesfuld er familien af spidsmusarter?
Svar: Med hensyn til artsdiversitet er spidsmusfamilien den fjerde mest succesrige pattedyrfamilie.
Søge