Silke-sifaka (Propithecus candidus) — truet lemur fra nordøstlige Madagaskar

Silke-sifaka (Propithecus candidus) — ekstremt truet lemur fra nordøstlige Madagaskar. Hvid pels, social flok og kun få levesteder i Marojejy & Anjanaharibe-Sud.

Forfatter: Leandro Alegsa

Den silkeagtige sifaka (Propithecus candidus) er en stor lemur med lang, silkeagtig hvid pels og en karakteristisk mørk, ubefjæret ansigtsmaske. Arten har et meget begrænset udbredelsesområde i det nordøstlige Madagaskar, hvor den lokalt er kendt som simpona. Det er en af de mest sjældne pattedyr på jorden og er af IUCN opført på listen over verdens 25 mest truede primater. Den silkeagtige sifaka er én af ni arter i slægten Propithecus. Arten findes kun i nogle få beskyttede områder i regnskovene i det nordøstlige Madagaskar, og størstedelen af den samlede bestand lever i Marojejy National Park og Anjanaharibe-Sud Special Reserve.

Udseende og bevægelse

Silke-sifakaen har en tæt, silkeagtig pels, som primært er hvid til cremefarvet. Den har lange bagben og en lang hale, som hjælper med balance i trætoppene. Ansigtet er mørkt og nøgent, hvilket giver et markant kontrast til den lyse pels. Arten er tilpasset et liv i træerne og bevæger sig ved vertikal klyngen og spring — kraftfulde spring mellem stammer og grene. Når den er på jorden, hopper den ofte sidelæns på bagbenene på en karakteristisk måde.

Social struktur og adfærd

Den silkeagtige sifaka lever i små grupper på typisk to til ni individer. Grupperne har et klart socialt liv, hvor medlemmers tid bruges til at spise, hvile og udøve social adfærd som leg, gensidig pleje og rejser. Hunnerne viser ofte dominans i gruppen og kan have forrang for hannerne ved fodring. Arten er diurn (aktiv om dagen) og bruger territorier i skoven, som den forsvarer imod nabogrupper.

Kost

Ligesom andre østlige sifakas er den silkeagtige sifaka primært bladædende (folivor), men kosten er varieret og omfatter også frø, frugt, blomster og til tider endda jord eller klippeaflejringer, som kan give mineraler. Kostsammensætningen ændrer sig med sæsonen efter hvilke planter, der er tilgængelige.

Formering og pleje af unger

Arten er sæsonbestemt ynglefugl og parrer sig typisk kun én dag om året i starten af regntiden. Efter en drægtighedsperiode på omkring fem til seks måneder fødes normalt ét yngel. Som hos andre sifaka-arter er moderlig pasning ofte suppleret af alleoparental pleje: gruppemedlemmer i alle aldre og af begge køn bidrager til pasning, leger med, bærer og lejlighedsvis dier unger, også når det ikke er deres egne.

Kommunikation

Silke-sifakaen er vokal og benytter en række kald til at kommunikere — fx alarmkald og kontaktkald mellem gruppemedlemmer. Derudover spiller duftmarkering en vigtig rolle i kommunikationen; arten er stærkt afhængig af duft til kommunikation om territorier og social status.

Levested og udbredelse

Arten er knyttet til primært tropiske regnskove i det nordøstlige Madagaskar og foretrækker sammenhængende skovarealer. Dens udbredelse er stærkt fragmenteret, og den findes kun i et begrænset antal beskyttede skovlommer, hvoraf Marojejy National Park og Anjanaharibe-Sud er de vigtigste.

Trusler

  • Habitattab og fragmentering som følge af rydning til landbrug (herunder skovbrande og slash-and-burn), skovhugst og skovrydning til brænde og tømmer.
  • Jagt og fangst — i nogle områder bliver lemurer jaget som føde eller fanget til lokalt brug.
  • Naturkatastrofer som cykloner, der kan ødelægge store områder af habitaten.
  • Genetisk isolation og små bestande, som øger risikoen for indavl og mindsker artens evne til at modstå sygdomme og miljøændringer.

Status og bevaringsindsats

Den silkeagtige sifaka er klassificeret som kritisk truet af IUCN og er optaget under de strengeste beskyttelsesforanstaltninger i internationale aftaler. Bestanden er lille og sårbar, og arten er blandt de mest truede primater i verden. Der er igangsat forskellige bevaringsprojekter, som omfatter overvågning, forskning, bevaringsplaner i og uden for beskyttede områder, genopretning af habitater samt samarbejde med lokale samfund for at skabe bæredygtige alternativer til skovrydning og jagt.

Forskning og betydning

Forskning i silke-sifakaens økologi, genetik og adfærd er vigtig for at forbedre forvaltningen af arter og habitater. Arten er også vigtig som indikator for skovøkosystemers tilstand i det nordøstlige Madagaskar — beskyttelse af sifakaen gavner samtidig mange andre arter i samme habitat.

Hvordan kan man hjælpe?

  • Støt anerkendte bevaringsorganisationer, der arbejder i Madagaskar med skovbeskyttelse og lokalsamfundsprojekter.
  • Vælg ansvarlig og bæredygtig turisme, der respekterer naturen og bidrager økonomisk til lokale bevaringsindsatser.
  • Øg opmærksomheden om arten og dens trusler gennem formidling og uddannelse.

På grund af det meget begrænsede udbredelsesområde og de alvorlige trusler er silke-sifakaen et klart eksempel på, hvor presserende målrettet naturbeskyttelse og støtte til lokale bevaringsinitiativer er for at sikre artens overlevelse.

Spørgsmål og svar

Sp: Hvad er det videnskabelige navn på den silkeagtige sifaka?


A: Det videnskabelige navn på den silkeagtige sifaka er Propithecus candidus.

Q: Hvor findes den silkeagtige sifaka?


A: Den silkeagtige sifaka findes kun inden for nogle få beskyttede områder i regnskovene i det nordøstlige Madagaskar. Det meste af den resterende bestand findes i Marojejy National Park og Anjanaharibe-Sud Special Reserve.

Spørgsmål: Hvor mange arter er der i dens slægt?


Svar: Der findes ni arter i slægten Propithecus.

Spørgsmål: Hvad spiser den?


Svar: Den silkeagtige sifaka spiser hovedsageligt blade og frø, men også frugt, blomster og endda jord i visse tilfælde.

Sp: Hvornår parrer den sig?


Svar: Den silkeagtige sifaka er en sæsonbestemt ynglefugl og parrer sig kun én dag om året i starten af regntiden.
Sv: Hvem tager sig af spædbørn, som ikke er deres egne? Sp: Gruppemedlemmer i alle aldre og af begge køn vil ofte pleje, lege, lejlighedsvis bære og endda amme spædbørn, som ikke er deres egne.


Søge
AlegsaOnline.com - 2020 / 2025 - License CC3