Senegambia
Senegambia var en region i Vestafrika, der dækkede det område, der i dag ligger i Senegal og Gambia. Senegambia-konføderationen i det 20. århundrede var en løs konføderation mellem Senegal og Gambia. Udtrykket Senegambia blev brugt af briterne allerede i 1765. De brugte det til at henvise til deres bosættelser på øerne ud for kysten af det nuværende Senegal. Den moderne brug af udtrykket Senegambia betegner den region, der omfatter både Senegal og Gambia.
Et kort over Afrika fra 1881 med Senegambia
Senegambiens historie
Der er ikke meget kendt om områdets tidlige historie. Omkring år 1000 e.Kr. havde Soninke-, Mandinka- og Fula-folkene dannet bosættelser langs Gambiafloden. Toucouleur-folket var bosat i det østlige og centrale Senegal. Kongeriger som Jolof og Sere slog sig ned i området nord for Gambiafloden. De første europæere, portugisiske sømænd, ankom omkring 1455. Portugal kontrollerede området mellem Sénégal- og Gambiafloderne, indtil briterne, hollænderne og franskmændene flyttede ind i området. De byttede varer som salt, jern, våben og krudt til guld, elfenben, ibenholt og slaver.
Senegambia og den mellemste passage
Omkring 24 % af de afrikanske slaver, der blev bragt til Amerika, var fra Senegambia. Afrikanere fra Senegambia fandtes næsten overalt i USA før den amerikanske borgerkrig, både i nord og syd.Senegambia var stærkt muslimsk. Det betyder, at mange afrikanske slaver i USA havde været udsat for islam i langt højere grad end i resten af Amerika.
På grund af behovet for feltarbejdere var op til to tredjedele af de afrikanere, der blev taget til fange, mænd. I Senegambia-regionen blev der på grund af den store efterspørgsel fra køberne taget mænd og drenge fra hele regionen. Kvinderne, som derimod var mindre efterspørgsel efter, blev taget fra de let tilgængelige kystområder. De fleste af dem tilhørte Jolof-folket, og i modsætning til mændene havde de derfor et fælles sprog. På grund af frygten for, at slaverne skulle gøre oprør, blev mændene holdt under dæk og i lænker. Kvinderne blev normalt holdt på dækket og fik undertiden lov til at bevæge sig rundt. Nogle historikere siger, at det var kvinderne, der organiserede mange af slaveoprørene til søs.
