Pronghorn (Antilocapra americana) er et ligefodet hovdyr og det eneste nulevende medlem af familien Antilocapridae. Det er et lille drøvtyggende pattedyr, der ligner lidt en antilope. Pronghorn lever i Nordamerika. Den lever på prærierne, men nogle gange også i ørkenen og i Rocky Mountains.

Antilocapriderne udviklede sig i Nordamerika, hvor de fyldte en niche, der lignede den niche, som boviderne udviklede sig i den gamle verden. I løbet af Miocæn og Pliocæn var de en mangfoldig og succesfuld gruppe med mange forskellige arter. Nogle havde horn med bizarre former eller havde fire eller endda seks horn.

Udseende og anatomiske særegenheder

Pronghornen har en slank krop, lange ben og en tydelig hvid underside samt markante hvide sider på nakke og bagparti. Typisk skulderhøjde ligger omkring 80–100 cm, og vægten varierer normalt mellem 35–65 kg, med hannen (bukken) som ofte er større end hunnen (hind). Begge køn bærer horn, men hannens er større og mere udprægede.

Det mest karakteristiske er hornene: de består af en knoglekerne dækket af en hornskede (keratin). I modsætning til hjorthorn hos cervider kaster pronghorn den ydre hornskede af hvert år og genvokser den – en usædvanlig egenskab blandt hovdyr. Hornene har ofte en forgrening (deraf navnet "prong") og bruges til parringerivalisering og forsvar.

Hastighed og sanser

Pronghornen er kendt som det hurtigste landpattedyr i Nordamerika. Den kan opnå en topfart på omkring 55 mph (ca. 88 km/t) og kan bevare høje hastigheder over længere afstande, hvilket gør den særlig god til at undslippe rovdyr. Den har også fremragende syn, hvilket hjælper med at opdage trusler på stor afstand.

Levevis, føde og social adfærd

Pronghorn er primært dagaktive og lever af en blanding af græsser, urter (forbs) og buskvegetation — i tørre områder som ørken spiser de ofte sagebrush og andre tørketilgængelige planter. De har et højt behov for fordøjeligt plantemateriale, især i vækstsæsonen.

Socialt kan de være både flokdyr og mere territoriale afhængigt af årstiden. Om vinteren danner de ofte større flokke for at finde føde og undgå rovdyr. I parringssæsonen (rut) kan hanner være territoriale og forsøge at samle harem af hunner gennem aggression og udstilling. Hunner danner undertiden dagplejegrupper med fælles pasning af kælveunger.

Formering og livscyklus

Pronghornens parring sker typisk om efteråret, og efter en drægtighedsperiode på cirka 7,5–8 måneder føder hunnen normalt 1–3 kælveunger, oftest tvillinger. Kælvene er ved fødslen ofte plettet og kan stå og løbe hurtigt – en vigtig forsvarsmekanisme mod rovdyr. Ungerne vokser hurtigt og opnår ofte voksenstørrelse i løbet af det første år.

Rovdyr og trusler

Naturens rovdyr omfatter coyote, bjørne, puma/mountain lion og i nogle områder ulve; unge kælveunger kan også blive taget af ørne og andre rovdyr. Menneskelige påvirkninger er i dag de største trusler: tab af levesteder, fragmentering fra veje og hegn, samt barriereeffekter der hindrer traditionelle vandringsruter.

Migration og landskabsbehov

Nogle pronghorn-bestande udfører lange årlige vandringer — i visse områder op til flere hundrede kilometer (der er registreret ruter på op til ca. 300 miles/480 km). Disse migrationer gør dem særligt følsomme over for fragmentering af landskabet; hegn og motorveje kan blokere ruter og øge dødeligheden. Derfor er tilpasning af hegn (f.eks. at lave spring mellem tråde) og etablering af wildlife crossings vigtige bevaringsforanstaltninger.

Evolution og fossilhistorie

Som nævnt ovenfor udviklede antilocapriderne sig i Nordamerika og var i Miocæn og Pliocæn en meget mere varieret gruppe end i dag. Mange former uddøde i istidernes forløb og ved Pleistocænets slutning, så Antilocapra americana i dag står som den eneste overlevende repræsentant for familien. Deres udvikling viser et tydeligt eksempel på konvergent evolution med old-world anteloper: lignende former og økologiske roller, men adskilt evolutionært.

Bevaringsstatus og indsats

  • IUCN-status: Overordnet vurderes pronghorn som Least Concern (ikke truet) på artsniveau, men enkelte underarter, fx Sonoran pronghorn (A. a. sonoriensis), er alvorligt truede.
  • Trusselsfaktorer: Habitattab til landbrug og byudvikling, hegn der blokerer migration, jagt (reguleret i mange områder), og klimaets påvirkning.
  • Konserveringsinitiativer: Genskabelse af korridorer, ændring af hegnskonstruktioner, beskyttede områder og forvaltning af jagtkvoter har hjulpet flere bestande tilbage.

Afsluttende bemærkninger

Pronghorn er et fascinerende eksempel på, hvordan et dyr kan udvikle ekstrem fart, særlige hornstrukturer og tilpasse sig åbne landskaber i Nordamerika. Selvom arten overordnet klarer sig rimeligt, kræver bevarelse af langdistancevandringer og levesteder fortsat opmærksomhed for at sikre sunde bestande i fremtiden.