Pronghorn (Antilocapra americana) – Nordamerikas gaffelbuk og fakta
Opdag pronghorn (Antilocapra americana) — Nordamerikas unikke gaffelbuk: leveområder, adfærd, evolution og fascinerende fakta om dette hurtige hovdyr.
Pronghorn (Antilocapra americana) er et ligefodet hovdyr og det eneste nulevende medlem af familien Antilocapridae. Det er et lille drøvtyggende pattedyr, der ligner lidt en antilope. Pronghorn lever i Nordamerika. Den lever på prærierne, men nogle gange også i ørkenen og i Rocky Mountains.
Antilocapriderne udviklede sig i Nordamerika, hvor de fyldte en niche, der lignede den niche, som boviderne udviklede sig i den gamle verden. I løbet af Miocæn og Pliocæn var de en mangfoldig og succesfuld gruppe med mange forskellige arter. Nogle havde horn med bizarre former eller havde fire eller endda seks horn.
Udseende og anatomiske særegenheder
Pronghornen har en slank krop, lange ben og en tydelig hvid underside samt markante hvide sider på nakke og bagparti. Typisk skulderhøjde ligger omkring 80–100 cm, og vægten varierer normalt mellem 35–65 kg, med hannen (bukken) som ofte er større end hunnen (hind). Begge køn bærer horn, men hannens er større og mere udprægede.
Det mest karakteristiske er hornene: de består af en knoglekerne dækket af en hornskede (keratin). I modsætning til hjorthorn hos cervider kaster pronghorn den ydre hornskede af hvert år og genvokser den – en usædvanlig egenskab blandt hovdyr. Hornene har ofte en forgrening (deraf navnet "prong") og bruges til parringerivalisering og forsvar.
Hastighed og sanser
Pronghornen er kendt som det hurtigste landpattedyr i Nordamerika. Den kan opnå en topfart på omkring 55 mph (ca. 88 km/t) og kan bevare høje hastigheder over længere afstande, hvilket gør den særlig god til at undslippe rovdyr. Den har også fremragende syn, hvilket hjælper med at opdage trusler på stor afstand.
Levevis, føde og social adfærd
Pronghorn er primært dagaktive og lever af en blanding af græsser, urter (forbs) og buskvegetation — i tørre områder som ørken spiser de ofte sagebrush og andre tørketilgængelige planter. De har et højt behov for fordøjeligt plantemateriale, især i vækstsæsonen.
Socialt kan de være både flokdyr og mere territoriale afhængigt af årstiden. Om vinteren danner de ofte større flokke for at finde føde og undgå rovdyr. I parringssæsonen (rut) kan hanner være territoriale og forsøge at samle harem af hunner gennem aggression og udstilling. Hunner danner undertiden dagplejegrupper med fælles pasning af kælveunger.
Formering og livscyklus
Pronghornens parring sker typisk om efteråret, og efter en drægtighedsperiode på cirka 7,5–8 måneder føder hunnen normalt 1–3 kælveunger, oftest tvillinger. Kælvene er ved fødslen ofte plettet og kan stå og løbe hurtigt – en vigtig forsvarsmekanisme mod rovdyr. Ungerne vokser hurtigt og opnår ofte voksenstørrelse i løbet af det første år.
Rovdyr og trusler
Naturens rovdyr omfatter coyote, bjørne, puma/mountain lion og i nogle områder ulve; unge kælveunger kan også blive taget af ørne og andre rovdyr. Menneskelige påvirkninger er i dag de største trusler: tab af levesteder, fragmentering fra veje og hegn, samt barriereeffekter der hindrer traditionelle vandringsruter.
Migration og landskabsbehov
Nogle pronghorn-bestande udfører lange årlige vandringer — i visse områder op til flere hundrede kilometer (der er registreret ruter på op til ca. 300 miles/480 km). Disse migrationer gør dem særligt følsomme over for fragmentering af landskabet; hegn og motorveje kan blokere ruter og øge dødeligheden. Derfor er tilpasning af hegn (f.eks. at lave spring mellem tråde) og etablering af wildlife crossings vigtige bevaringsforanstaltninger.
Evolution og fossilhistorie
Som nævnt ovenfor udviklede antilocapriderne sig i Nordamerika og var i Miocæn og Pliocæn en meget mere varieret gruppe end i dag. Mange former uddøde i istidernes forløb og ved Pleistocænets slutning, så Antilocapra americana i dag står som den eneste overlevende repræsentant for familien. Deres udvikling viser et tydeligt eksempel på konvergent evolution med old-world anteloper: lignende former og økologiske roller, men adskilt evolutionært.
Bevaringsstatus og indsats
- IUCN-status: Overordnet vurderes pronghorn som Least Concern (ikke truet) på artsniveau, men enkelte underarter, fx Sonoran pronghorn (A. a. sonoriensis), er alvorligt truede.
- Trusselsfaktorer: Habitattab til landbrug og byudvikling, hegn der blokerer migration, jagt (reguleret i mange områder), og klimaets påvirkning.
- Konserveringsinitiativer: Genskabelse af korridorer, ændring af hegnskonstruktioner, beskyttede områder og forvaltning af jagtkvoter har hjulpet flere bestande tilbage.
Afsluttende bemærkninger
Pronghorn er et fascinerende eksempel på, hvordan et dyr kan udvikle ekstrem fart, særlige hornstrukturer og tilpasse sig åbne landskaber i Nordamerika. Selvom arten overordnet klarer sig rimeligt, kræver bevarelse af langdistancevandringer og levesteder fortsat opmærksomhed for at sikre sunde bestande i fremtiden.
Udseende
Pronghorn har en gulbrun til rødbrun pels med en hvid underside og hvide striber på halsen og omkring munden. Hanner af pronghorn har også sorte markeringer på halsen og i ansigtet. Hannerne har horn, der er op til 25 cm lange. Hunnerne har normalt ingen horn, og hvis de har horn, er de meget korte.
Livet
Kronhjorte kan være aktive når som helst om dagen eller natten, men de er mest aktive i skumringen. Pronghorn spiser græs, men også blade og urter. Pronghorn har evnen til at fordøje giftige planter. Dette skyldes deres overdimensionerede lever, som hjælper med at filtrere giftstoffer.
Om sommeren kæmper voksne pronghornhanner med andre hanner om et territorium. I dette territorium holder hannen en gruppe hunner, som han parrer sig med i september. Voksne hanner går til det yderste i kampen mod hinanden for at vinde hunnen ved at skade den anden pronghornhun dødeligt og bestemme, hvilken han der er stærkest. Unge hanner, der endnu ikke kæmper om et territorium, danner små grupper, og gamle svage hanner lever alene. Hunnerne lever i grupper på omkring 20 dyr. Når hunnen er tæt på at føde, forlader den gruppen i en periode for at føde sit afkom.
Efter en drægtighed på 8½ måned føder hunnen 1-2 unger, sjældent 3. Ungerne gemmer sig i tre dage, og efter en uge kan de løbe med deres mor. En pronghornunge har grå pels, og efter 3 måneder har den den voksne pelsfarve. De drikker mælk i 5-6 måneder og begynder at spise græs efter tre uger. Hunnerne bliver kønsmodne, når de er 15-16 måneder gamle, og hannerne bliver kønsmodne, når de er 24 måneder gamle.
Billeder
· 
To hunner af pronghorn
· 
En han af en pronghorn
· 
En proghornflok
- ↑ [pubs.geoscienceworld.org/geolmag/article-lookup/155/3/674. "Kost og levesteder for meso pattedyr og megapattedyr"] Check
|url=værdi (hjælp). 1. marts 2018.|first=mangler|last=(hjælp) - ↑ [www.journals.uchicago.edu/doi/10.1086/497401. "En stor omkostning ved pronghorns parringsprøver af hunner"] Check
|url=værdi (hjælp). 6. oktober 2005.|first=mangler|last=(hjælp)
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er et gaffelhorn?
A: Gaffelbukken er et hovdyr med lige tæer, det eneste nulevende medlem af familien Antilocapridae.
Q: Hvordan ser gaffelbukken ud?
A: Gaffelbukken ligner en antilope. Den er 1,3-1,5 m lang fra næse til hale og 81-104 cm høj ved skulderen.
Q: Hvor lever gaffelbukken?
A: Gaffelhornet lever i Nordamerika. Den lever på prærien, men nogle gange også i ørkenen og Rocky Mountains.
Q: Hvor udviklede antilocapriderne sig?
A: Antilocapriderne udviklede sig i Nordamerika.
Q: Hvor succesfulde var antilocapriderne?
A: I Miocæn og Pliocæn var antilocapriderne en mangfoldig og succesfuld gruppe med mange forskellige arter. Nogle havde horn med bizarre former eller havde fire eller endda seks horn.
Q: Hvordan kan kvæg sammenlignes med antilocapriderne?
A: I Afrika udviklede boviderne mange drøvtyggere, der ligner hjorte, men ægte hjorte er et andet pattedyr og lever ikke på de sydlige kontinenter. Antilocapriderne udfyldte en niche, der lignede den, som boviderne udviklede i den gamle verden.
Q: Hvad er bemærkelsesværdigt ved gaffelbukken?
A: Gaffelbukken er det hurtigste landpattedyr på den vestlige halvkugle med en løbehastighed på op til 90 km/t. Den kaldes ofte det næsthurtigste landdyr, kun overgået af den afrikanske gepard, og den kan holde den høje hastighed længere end geparden.
Søge