Drøvtyggere – definition, arter, fordøjelse og eksempler

Drøvtyggere: definition, arter, fordøjelse og eksempler på kvæg, geder, hjorte og eksotiske arter. Forstå ruminering, fordøjelsessystem og biologiske tilpasninger.

En drøvtygger er et pattedyr, der primært lever af plantemateriale som f.eks. græs. Typiske eksempler er kvæg, geder, får, giraffer, bison, yak, vandbøffel, hjorte, kameler, alpakaer, lamaer, gnuer, antiloper, pronghorn og nilgai. De fleste drøvtyggere hører til Artiodactyla, de klovbærende hovdyr. Ordet "drøvtygger" stammer fra det latinske ord ruminare, som betyder "at tygge igen".

Hvordan fungerer drøvtyggerens fordøjelse?

Det, der kendetegner drøvtyggere, er evnen til at udnytte fiberrigt plantemateriale gennem mikrobiell fermentering i en specialiseret mave. De klassiske (ægte) drøvtyggere har en firekamret mave bestående af vom (rumen), netmaven (reticulum), bladmaven (omasum) og løben (abomasum). Processen foregår groft sagt sådan:

• Dyret sluger groft plantemateriale, som først opholder sig i vommen, hvor bakterier, protister og svampe nedbryder cellulose og andre komplekse kulhydrater.
• Delvist fordøjet føde bliver regelmæssigt regurgiteret som drøv (cud), som dyret tygger grundigt igen for at reducere partikelstørrelsen og øge fordøjeligheden.
• Efter gentygning og synkning bevæger føden sig gennem netmaven og videre til bladmaven, hvor vand og nogle næringsstoffer optages.
• Til sidst når føden løben, dyrets "sande" mave, hvor syre og enzymer bryder proteiner og døde mikroorganismer ned, så næringsstoffer kan udnyttes af værten.

Fermenteringen i vommen producerer flygtige fedtsyrer (VFA'er) — primær energikilde for dyret — samt mikrobiøst protein, som dyret senere fordøjer i tarmen. Spyt er vigtigt, fordi det neutraliserer syre og hjælper med at opretholde et stabilt pH-niveau i vommen.

Variationer: ægte drøvtyggere og pseudodrøvtyggere

De fleste dyr på listen ovenfor er ægte ruminanter med fire mavekamre, men nogle grupper, især kameler og deres slægtninge (f.eks. kameler, alpakaer, lamaer), har en lidt anderledes maveopbygning. Disse såkaldte pseudodrøvtyggere ruminierer også (tygger drøv), men deres mavestruktur og nogle aspekter af fordøjelsen adskiller sig fra de klassiske firekamrede drøvtyggere.

Arter og eksempler

Her er nogle af de mest kendte grupper og arter, alle med de oprindelige links som eksempler:

• Kvæg (tamkvæg) – vigtigste landbrugsdyr til mælk, kød og træk.
• Får – uld og kød.
• Geder – mælk, kød og brug i marginale områder.
• Giraffer – højgræsædere med lang hals til bladædning i trætoppene.
• Bison, vandbøffel, yak og gnuer – store græsædere i forskellige økosystemer.
• Hjorte og antiloper – vigtige vildtarter i skov- og sletteøkosystemer.
• Pronghorn og nilgai – regionale specialister i Nordamerika og Sydasien.

Økologisk rolle og betydning for mennesker

Drøvtyggere har stor betydning for økosystemer og menneskelig økonomi. De former vegetationssammensætningen gennem græsning, hjælper med næringsstofkredsløb og fungerer som byttedyr for rovdyr i naturen. For mennesker er de centrale som husdyr: mælk, kød, uld, læder og træk er traditionelle produkter. Samtidig er dyr som kvæg og får kilder til drivhusgassen metan, hvilket gør deres produktion til et vigtigt emne i klimadebatten.

Sundhed, fodring og forvaltning

God fodring og pasning er afgørende for, at drøvtyggere kan udnytte fiberrige fødeemner optimalt. Ændringer i foder (fx øget koncentrat) kan hurtigt ændre vommens mikrobiologi og føre til problemer som forsuringssygdomme. Forvaltning inkluderer også bevarelse af vilde drøvtyggere, bæredygtig græslandspleje og reduktion af klimaaftryk via foderstrategier og avl.

Konklusion: Drøvtyggere er en gruppe pattedyr med særlige fordøjelsesanpassninger, der gør dem i stand til at udnytte fiberrigt plantemateriale effektivt. De omfatter både tamme og vilde arter og spiller en central rolle i både natur og landbrug.

Sådan fungerer rumination

Rumination fungerer ved at tygge og sluge på normal vis til at begynde med og derefter opkaste den halvfordøjede kudse for at tygge den igen og dermed få mest mulig fødeværdi ud af den.

Rumination gør de halvt fordøjede madpartikler mindre, før de kan gennemgå fordøjelsesprocessen.

Detaljer

Den primære forskel mellem drøvtyggere og ikke-drøvtyggere (f.eks. mennesker, hunde og svin) er, at drøvtyggere har en mave med fire kamre.

De fire dele af mavesækken er vommen, retikulum, omasum og gummer. I de to første kamre, vommen og retikulumet, blandes maden med spyt og skilles i lag af fast og flydende materiale. De faste stoffer klumper sig sammen og danner en kotelet eller bolus.

Kødgødningen opkastes derefter (bringes op til munden) og tygges langsomt. Fibre, især cellulose, nedbrydes af mikrober (bakterier, archaea, protozoer og svampe).

Selv om rumen og reticulum har forskellige navne, er de det samme funktionelle rum, da fordøjelsen (fødeemner) kan bevæge sig frem og tilbage mellem dem.

Fordøjelsesmassen passerer derefter ind i det næste kammer, omasum, hvor vand og mange af de mineralske elementer absorberes i blodet.

Herefter flyttes fordøjelsen til den egentlige mave, gummerne. Fordøjelsen finder sted her.

Digesta flyttes til sidst til tyndtarmen, hvor næringsstofferne optages. Vandet absorberes i tyktarmen, mens affaldet efterlades i tyktarmen.

Næsten al den glukose, der produceres ved nedbrydning af cellulose, anvendes af mikrober i vommen, og derfor optager drøvtyggere normalt kun lidt glukose fra tyndtarmen. Drøvtyggernes behov for glukose (til hjernefunktion og evt. til amning) dækkes snarere af leveren.

Grov illustration af et drøvtyggeres fordøjelsessystem

Søg efter bogstav