Gummi: Naturgummi, syntetisk gummi, typer og anvendelser

Få en klar guide til gummi: naturgummi vs. syntetisk gummi, typer, fremstilling og praktiske anvendelser fra dæk til handsker.

Gummi er en type materiale, der kaldes en polymer. Det kan fremstilles af naturlige kilder (f.eks. naturgummi) eller kan syntetiseres i industriel skala. Der fremstilles mange ting af gummi, f.eks. handsker, dæk, propper og masker. Nogle få ting kan kun fremstilles af gummi, fordi materialet kombinerer høj elasticitet, slidstyrke og tæthed, som fx visse tætningsløsninger og vibrationsdæmpere. Nogle gange bruges ordet kun om naturgummi (latexgummi). Naturgummi fremstilles af den hvide saft fra nogle træer som f.eks. Hevea brasiliensis (Euphorbiaceae). Andre elastomerer, kaldet syntetisk gummi, fremstilles ved kemiske processer.

Hvad er forskellen på naturgummi og syntetisk gummi?

Naturgummi består overvejende af polymeren polyisopren (isoprenskæder) og udvindes ved træafstikning (tapping) af latex, som derefter kan koagulere og forarbejdes. Naturgummi har fremragende elasticitet og gode mekaniske egenskaber ved lav temperatur, men kan være følsomt over for olie og ozon.

Syntetisk gummi fremstilles ved polymerisation af petrokemiske råstoffer. Der findes mange typer, der er udviklet til specifikke egenskaber:

• SBR (styren-butadiengummi) – almindelig i bildæk.
• BR (butadiengummi) – god slidstyrke og elasticitet.
• NBR (nitrilgummi) – modstandsdygtig over for olie og brændstoffer.
• CR (neopren) – vejr- og ozonbestandigt, bruges i tætningslister.
• EPDM – god varme- og vejrbestandighed, bruges i udendørs tætningsløsninger.
• Silikone – stor temperaturtolerance og kemisk inaktivitet, bruges i fødevare- og medicinsk udstyr.
• Fluoroelastomerer (fx Viton) – meget kemisk og termisk modstandsdygtige, anvendt i krævende industrielle miljøer.

Egenskaber og forarbejdning

Gummis bemærkelsesværdige egenskaber er elasticitet, viskoelastisk opførsel, god dæmpning af vibrationer og ofte lav friktion. For at få de ønskede mekaniske egenskaber gennemgår gummi normalt:

• Blandning: gummipulver eller latex blandes med fyldstoffer (fx carbon black), svovl og additiver.
• Formgivning: ekstrudering, formpresning eller sprøjtestøbning.
• Vulkanisering (hærdning): kemisk krydsbinding (ofte med svovl) for at forbedre styrke og elasticitet — opdaget af Charles Goodyear i 1800-tallet.

Anvendelser

Gummi bruges i utallige produkter og industrier:

• Dæk og slanger til biler, fly og transportmidler.
• Handsker og medicinsk udstyr (sterilt latex eller syntetiske alternativer).
• Tætningslister, pakninger og O-ringe i maskiner og byggeri.
• Gulvbelægning, fodtøj og elastiske tekstilkomponenter.
• Vibrationsdæmpere og støddæmpningsdele i maskineri og elektronik.
• Forbrugsvarer som balloner, gummibånd og legesager.

Miljø, genbrug og sundhed

Produktion af syntetisk gummi er baseret på fossile råstoffer, hvilket rejser klima- og ressourcemæssige spørgsmål. Naturgummi er fornybar, men planteavl kan give bæredygtighedsudfordringer og konflikter om jordbrug. Genbrug og materialegenanvendelse af dæk og gummiaffald øges, men er teknisk krævende.

Allergi: Latexallergi (reaktion på proteiner i naturgummi) kan være alvorlig; derfor anvendes syntetiske alternativer ofte i medicinsk udstyr. Ozon- og UV-eksponering kan nedbryde mange gummityper, så tilsætningsstoffer og overfladebehandlinger bruges til at forbedre holdbarheden.

Vedligeholdelse og levetid

• Opbevar gummiprodukter køligt, mørkt og væk fra ozonkilder (elektromotorer, UV-lys) for at forlænge levetiden.
• Undgå langvarig kontakt med opløsningsmidler og stærke kemikalier, medmindre materialet er specifikt designet til det (fx NBR eller fluoroelastomerer).
• Regelmæssig inspektion af tætningslister og dæk kan forhindre svigt og forlænge funktionstiden.

Gummi er derfor et alsidigt materiale, som findes i mange varianter med forskellige egenskaber, så man kan vælge den type, der passer bedst til en given funktion eller miljø.

Producenter

Hevea brasiliensis er det træ, som det meste gummi kommer fra. Andre planter, der har den særlige saft (kaldet latex), er figner (Ficus elastica), Castilla (Panama-gummi træ), euforbias, salat, almindelig mælkebøtte, Taraxacum kok-saghyz (russisk mælkebøtte), Scorzonera tau-saghyz og Guayule.

I 1800-tallet kom det meste af den saft, der blev brugt til fremstilling af gummi, fra Sydamerika. I 1876 fik Henry Wickham frø fra gummitræer i Brasilien og tog dem med til Kew Gardens i England og sendte dem til Ceylon (Sri Lanka), Indonesien, Singapore og Britisk Malaya. Senere producerede Malaya (det nuværende Malaysia) mest gummi. Man forsøgte at dyrke gummi i Indien i 1873 i Botanical Gardens i Kolkata. De første Hevea-farme i Indien blev oprettet i Thattekadu i Kerala i 1902. Congo Free State i Afrika dyrkede også mange træer til gummi i begyndelsen af det 20. århundrede, og de fleste af de mennesker, der arbejdede på disse farme, var tvangsarbejdere. Liberia og Nigeria begyndte også at dyrke træer til fremstilling af gummi.

 
Latex indsamles fra et gummitræ  

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er gummi?

Spørgsmål: Hvordan fremstilles gummi?

Sp: Hvilke ting er der fremstillet af gummi?

Spørgsmål: Hvad henviser ordet "gummi" nogle gange specifikt til?

Spørgsmål: Hvor kommer naturgummi fra?

Spørgsmål: Findes der andre typer gummi end naturgummi?

Søg efter bogstav