En periode i det periodiske system er en vandret række af grundstoffer. Hvert grundstof i samme periode har et højere atomnummer end det til venstre — altså én proton (og normalt én elektron) mere. Derfor ændrer egenskaberne sig gradvist langs perioden: de mest metalliske grundstoffer findes i venstre side, og de mest ikke‑metalliske i højre side. Atomstørrelsen ændrer sig også, typisk fra større til mindre mod højre, fordi det effektive kerneladningstal stiger.

Antal grundstoffer i hver periode og hvorfor

Perioderne i det moderne periodiske system er nummereret fra 1 til 7, og har følgende antal grundstoffer:

  • Periode 1: 2 grundstoffer — hydrogen og helium.
  • Periode 2: 8 grundstoffer.
  • Periode 3: 8 grundstoffer.
  • Periode 4: 18 grundstoffer.
  • Periode 5: 18 grundstoffer.
  • Periode 6: 32 grundstoffer (inklusive f‑blokken/lanthaniderne).
  • Periode 7: 32 grundstoffer (inklusive f‑blokken/aktiniderne; mange er kunstigt fremstillede og radioaktive).

Bag talrækkefølgen ligger kvantemekanisk opbygning af elektronskallerne. Antallet af elektroner, der maksimalt kan befinde sig i en hovedskal med kvantetallet n, er 2n² (dette giver teoretisk 2, 8, 18, 32 …). I praksis påvirker orbitalernes relative energiniveauer (s, p, d, f), hvornår d‑ og f‑orbitalerne bliver fyldt, hvilket resulterer i periodernes faktiske længder (fx udfyldes d‑orbitale først fra periode 4).

Hvordan perioderne opdeles i blokke

  • Perioder 1–2: fyldning af s‑ og p‑orbitaler (s‑ og p‑blokke).
  • Perioder 3 kan også ses som s‑ og p‑blokke (selvom d‑orbitalerne eksisterer, fyldes de først senere pga. energiforskelle).
  • Perioder 4–5: s → d → p (s‑, d‑ og p‑blokke; d‑overgangsmetallerne begynder i periode 4).
  • Perioder 6–7: s → f → d → p (f‑blok — lanthanider og aktinider — indsættes mellem s og d).

Periodiske tendenser henover en periode

Når man bevæger sig fra venstre mod højre i en periode, ses typisk følgende ændringer:

  • Atomradius: falder, fordi den effektive kerneladning øges, så elektronerne trækkes tættere på kernen.
  • Ioneenergi (ioniseringsenergi): stiger generelt — det kræver mere energi at fjerne en elektron.
  • Elektronegativitet: stiger generelt — evnen til at tiltrække fælles elektroner i en binding øges.
  • Metallicitet: mindskes — elementerne går fra metalsk karakter til ikke‑metalisk karakter.
  • Elektronaffinitet: bliver ofte mere negativ (især for halogener), hvilket betyder større tilbøjelighed til at optage en ekstra elektron.

Årsagen til disse tendenser er primært den stigende effektive kerneladning (mere positiv kerne uden tilsvarende øget skærmning), mens antallet af skærmende elektronskaller ikke ændrer sig inden for samme periode.

Bemærkninger og undtagelser

  • Der findes mange undtagelser i elektronkonfigurationer, især blandt overgangsmetaller (fx Cr og Cu), hvor halv‑ eller helt udfyldte d‑skaller giver ekstra stabilitet.
  • Periode 7 indeholder mange kunstigt fremstillede, radioaktive og kortlivede grundstoffer (transuraner). Forskning i supertunge grundstoffer pågår stadig, og teorier for en mulig 8. periode eksisterer, men elementer der fuldt udfylder en 8. periode er ikke almindeligt stablede eller bekræftede i naturen.
  • Selvom grundstoffer i samme periode ikke deler samme kemiske egenskaber (det gør grupper/kolonner), viser de en syntoniseret udvikling af egenskaber henover perioden.

Sammenfattende er en periode i det periodiske system en vandret række elementer, hvor atomnummeret stiger med én for hvert trin. Antallet af elementer i hver periode følger direkte elektronstrukturen og orbitalernes fyldningsrækkefølge, og langs en periode ændrer egenskaber som atomradius, ioniseringsenergi og metallicitet sig på grund af ændringer i effektiv kerneladning og elektronfordeling.