Ministerier Retssag
Ministries Trial (eller officielt The United States of America vs. Ernst von Weizsäcker, et al. ) var den ellevte af de tolv retssager for krigsforbrydelser, som de amerikanske myndigheder afholdt i deres besættelseszone i Tyskland i Nürnberg efter afslutningen af Anden Verdenskrig.
Uenighed mellem de allierede betød, at der kun blev afholdt én retssag ved den internationale militærdomstol (IMT). Andre retssager blev afholdt af de allierede i deres egne besættelseszoner. Amerikanerne afholdt tolv retssager i de samme lokaler i Justitsbygningen som IMT. Disse tolv retssager er kendt som "de efterfølgende Nürnbergprocesser" eller mere formelt som "retssager mod krigsforbrydere ved militærdomstolene i Nürnberg" (NMT).
Denne sag er også kendt som Wilhelmstrasse-processen, fordi det tyske udenrigsministerium lå på Wilhelmstrasse i Berlin. De anklagede i denne sag var embedsmænd fra forskellige ministerier i Riget, som stod over for forskellige anklager for deres arbejde i Nazityskland og ansvaret for de mange grusomheder, der blev begået både i Tyskland og i de besatte lande under krigen.
Dommerne i denne sag, der blev behandlet af Militærdomstol IV, var William C. Christianson (formand) fra Minnesota, Robert F. Maguire fra Oregon og Leon W. Powers fra Iowa. Chefadvokat for anklagemyndigheden var Telford Taylor; chefanklager var Robert Kempner. Anklageskriftet blev indgivet den 15. november 1947; retsmøderne varede fra den 6. januar 1948 til den 18. november samme år, og derefter brugte dommerne hele fem måneder på at udarbejde deres 833 sider lange dom, som de fremlagde den 11. april 1949. Dommene blev afsagt den 13. april 1949. Af alle de tolv retssager var denne den, der varede længst og sluttede sidst. Af de 21 anklagede blev to frikendt, mens de øvrige blev fundet skyldige i mindst et af anklageskriftets punkter og fik fængselsstraffe på mellem tre år inklusive afsonet tid og 25 års fængsel.
Telford Taylor ved de efterfølgende retssager
Sagsøgte
| Navn | Foto | Funktion | Sætning |
| Ernst von Weizsäcker |
| Statssekretær i Auswärtiges Amt (udenrigsministeriet) under Ribbentrop indtil 1943, derefter ambassadør ved Pavestolen; SS-Brigadeführer. | 7 års fængsel; nedsat til 5 år den 12. december 1949, løsladt i oktober 1950. |
| Gustav Adolf Steengracht von Moyland |
| Efterfølger for von Weizsäcker som statssekretær i udenrigsministeriet (indtil 1945) | 7 års fængsel; nedsat til 5 år den 12. december 1949, løsladt i 1950 |
| Wilhelm Keppler |
| Statssekretær; Hitlers rådgiver for økonomi | 10 års fængsel; løsladt 1951 |
| Ernst Wilhelm Bohle |
| NS-Gauleiter, statssekretær i udenrigsministeriet; leder af NSDAP's udlandsorganisation. | 5 års fængsel |
| Ernst Wörmann | Sekretær i Udenrigsministeriet; leder af den politiske afdeling. | 7 års fængsel; nedsat til 5 år den 12. december 1949; løsladt i 1951 | |
| Karl Ritter | Forbindelse mellem Udenrigsministeriet og de tyske væbnede styrkers overkommando. | 4 års fængsel inkl. allerede afsonet tid; løsladt efter dommen. | |
| Otto von Erdmannsdorff | Sekretær i udenrigsministeriet; stedfortræder for Wörmann. | frikendt | |
| Edmund Veesenmayer |
| Fuldmægtig i Ungarn | 20 års fængsel; nedsat til 10 år i 1951 og løsladt samme år. |
| Hans Heinrich Lammers |
| Leder af rigskancelliet | 20 års fængsel; nedsat til 10 år i januar 1951 og løsladt den 16. december 1951. |
| Wilhelm Stuckart | Statssekretær i indenrigsministeriet | Allerede afsonet tid (3 år og 10 måneder)1 | |
| Richard Walther Darré |
| Minister for fødevarer og landbrug | 7 års fængsel; løsladt i 1950 |
| Otto Meissner |
| Leder af præsidentens kansleri | frikendt |
| Otto Dietrich |
| Reichspressechef i NSDAP og statssekretær i Propagandaministeriet | 7 års fængsel inkl. allerede afsonet tid; løsladt i 1950. |
| Gottlob Berger |
| Leder af SS-Hauptamt, SS-Obergruppenführer | 25 års fængsel; nedsat til 10 år i 1951; løsladt samme år. |
| Walter Schellenberg |
| Næstkommanderende for Gestapo, leder af SD og Abwehr og efterfølger for Wilhelm Canaris som leder af de kombinerede efterretningstjenester; SS-Brigadeführer. | 6 års fængsel inkl. allerede afsonet tid |
| Lutz Graf Schwerin von Krosigk |
| Finansminister | 10 års fængsel; løsladt i 1951 |
| Emil Johann Puhl | Vicepræsident for Reichsbank | 5 års fængsel inkl. allerede afsonet tid | |
| Karl Rasche |
| Direktør i Dresdner Bank | 7 års fængsel inkl. allerede afsonet tid |
| Paul Körner | Statssekretær, stedfortræder for Göring. | 15 års fængsel; nedsat til 10 år i 1951; løsladt samme år. | |
| Paul Pleiger | Leder af Hermann-Göring-Werke (konfiskerede stålværker, der beskæftigede slavearbejdere) | 15 års fængsel; nedsat til 10 år i 1951; løsladt samme år. | |
| Hans Kehrl |
| Sekretær i rustningsministeriet; leder af planlægningskontoret | 15 års fængsel; løsladt i 1951 |
^1 Stuckart blev i 1950 igen stillet for en domstol, der skulle afnazificere ham, og blev som Mitläufer (medløber) idømt en bøde på 50.000 DM.
Herbert Ernst Backe, den tidligere landbrugsminister, som også skulle have været stillet for retten, begik selvmord den 6. april 1947, mens han sad varetægtsfængslet og ventede på retssagen.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad var navnet på retssagen?
A: The Ministries Trial, eller officielt The United States of America vs. Ernst von Weizsäcker, et al.
Spørgsmål: Hvem var dommerne i denne sag?
A: Dommerne i denne sag var William C. Christianson (formand) fra Minnesota, Robert F. Maguire fra Oregon og Leon W. Powers fra Iowa.
Spørgsmål: Hvem var chefadvokat for anklagemyndigheden?
A: Anklagemyndighedens chefadvokat var Telford Taylor; chefanklager var Robert Kempner.
Spørgsmål: Hvornår begyndte og sluttede høringerne?
A: Høringerne begyndte den 6. januar 1948 og sluttede den 18. november 1948.
Spørgsmål: Hvor lang tid tog det at udarbejde deres dom?
A: Det tog fem måneder at udarbejde deres 833 sider lange dom, som de fremlagde den 11. april 1949.
Spørgsmål: Hvornår blev dommene afsagt?
A: Dommene blev afsagt den 13. april 1949.
Spørgsmål: Hvor mange tiltalte blev stillet for retten, og hvad skete der med dem?
A: 21 anklagede blev stillet for retten; to blev frikendt, mens andre, der blev fundet skyldige i mindst ét forhold, fik fængselsstraffe på mellem tre år inklusive afsonet tid og 25 års fængsel.
