Ministries Trial (eller officielt The United States of America vs. Ernst von Weizsäcker, et al. ) var den ellevte af de tolv retssager for krigsforbrydelser, som de amerikanske myndigheder afholdt i deres besættelseszone i Tyskland i Nürnberg efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Uenighed mellem de allierede betød, at der kun blev afholdt én retssag ved den internationale militærdomstol (IMT). Andre retssager blev afholdt af de allierede i deres egne besættelseszoner. Amerikanerne afholdt tolv retssager i de samme lokaler i Justitsbygningen som IMT. Disse tolv retssager er kendt som "de efterfølgende Nürnbergprocesser" eller mere formelt som "retssager mod krigsforbrydere ved militærdomstolene i Nürnberg" (NMT).

Denne sag er også kendt som Wilhelmstrasse-processen, fordi det tyske udenrigsministerium lå på Wilhelmstrasse i Berlin. De anklagede i denne sag var embedsmænd fra forskellige ministerier i Riget, som stod over for forskellige anklager for deres arbejde i Nazityskland og ansvaret for de mange grusomheder, der blev begåt både i Tyskland og i de besatte lande under krigen.

Dommerne i denne sag, der blev behandlet af Militærdomstol IV, var William C. Christianson (formand) fra Minnesota, Robert F. Maguire fra Oregon og Leon W. Powers fra Iowa. Chefadvokat for anklagemyndigheden var Telford Taylor; chefanklager var Robert Kempner. Anklageskriftet blev indgivet den 15. november 1947; retsmøderne varede fra den 6. januar 1948 til den 18. november samme år, og derefter brugte dommerne hele fem måneder på at udarbejde deres 833 sider lange dom, som de fremlagde den 11. april 1949. Dommene blev afsagt den 13. april 1949. Af alle de tolv retssager var denne den, der varede længst og sluttede sidst. Af de 21 anklagede blev to frikendt, mens de øvrige blev fundet skyldige i mindst et af anklageskriftets punkter og fik fængselsstraffe på mellem tre år inklusive afsonet tid og 25 års fængsel.

For at give et klarere billede af sagen kan følgende punkter fremhæves:

  • Hvem blev anklaget: De tiltalte var højtstående embedsmænd fra en række centrale ministerier i det nazistiske styre — herunder repræsentanter fra udenrigsministeriet, økonomiske ministerier og andre departementer, som havde del i udformning og gennemførelse af politikker i krigsårene. Sagen handlede om embedsmandsansvar og statens rolle i forbrydelserne.
  • Hvilke anklager: Anklagerne omfattede generelt deltagelse i en fælles plan eller sammensværgelse om at begå aggressive handlinger og andre forbrydelser, krigsforbrydelser (såsom deportation og mishandling af civile), forbrydelser mod menneskeheden (herunder forfølgelse af jøder og andre grupper) samt udplyndring af besatte områder. Retten vurderede både handlinger og ansvar i embedsudøvelsen.
  • Retlig praksis og bevisførelse: Sagen var karakteriseret ved komplekse bevisføringer, omfattende dokumenter og afhøringer om administrative beslutningsprocesser. En væsentlig del af processen handlede om, i hvilken udstrækning højtstående bureaukrater kunne gøres personligt ansvarlige for politikker, der førte til overgreb og massedeportationer.
  • Domme og efterspil: Selv om de fleste blev dømt, var straffene ofte lavere end i nogle af de andre Nürnberg-sager, og flere af de dømte fik senere lempelse eller tidlig løsladelse. I kølvandet på retssagerne førte koldkrigspolitik og rehabiliteringspres i 1950'erne til, at flere straffe blev nedsat, og nogle dømte blev løsladt før fuld afsoning.
  • Historisk betydning: Wilhelmstrasse-processen er vigtig, fordi den belyste, hvordan almindelige embedsmænd og ministerielle strukturer bidrog til nazistiske forbrydelser. Retssagen bidrog til udviklingen af retspraksis vedrørende statsligt ansvar og satte fokus på, at ikke kun frontlinjeofficerer eller politiske ledere kunne blive stillet til ansvar, men også civile administratorer.
  • Kritik og vurdering: Retten har siden været genstand for debat. Nogle historikere har kritiseret, at strafniveauet var for mildt i forhold til forbrydelsernes alvor, mens andre påpeger de juridiske vanskeligheder ved at bevise direkte ansvar for massedeportationer og fordrevne politiske beslutninger i et komplekst embedsværk.

Konklusion

Wilhelmstrasse-processen var en af de mest omfattende og længstvarende af de amerikanskafholdte efterfølgende Nürnbergprocesser. Den afdækkede betydningen af bureaukratisk medvirken i naziregimets forbrydelser og bidrog til den juridiske og historiske forståelse af, hvordan statslige institutioner kan involveres i systematiske overgreb. Selvom mange af de dømte senere oplevede lempelser eller tidlig løsladelse, står sagen som et centralt dokument i efterkrigstidens søgen efter retfærdighed og ansvarlighed efter de omfattende forbrydelser under Anden Verdenskrig.