Konspirationsteorier om månelandingen | troen på, at menneskene ikke landede på Månen

Historie

Den 12. april 1961 sendte Sovjetunionen den første mand ud i rummet i Vostok 1, Yuri Gagarin. Seks uger senere lovede USA's præsident John Kennedy en bemandet månelanding inden 1969 for at vinde kampen om systemerne og imponere verden med sin tekniske overlegenhed:

Endelig, hvis vi skal vinde den kamp, der nu foregår rundt om i verden mellem frihed og tyranni, burde de dramatiske resultater i rummet, der er opnået i de seneste uger, ligesom Sputnik i 1957, have gjort det klart for os alle, hvilken indvirkning dette eventyr har på menneskers sind overalt, som forsøger at finde ud af, hvilken vej de skal gå. Fuldstændig tekst

Månekonspirationsteoretikere siger, at NASA havde for mange tekniske problemer til at overholde fristen på otte år for at komme til månen. Men USA havde ikke råd til at se ud til at tabe kapløbet om månen til Sovjetunionen, og derfor blev månelandingerne forfalsket. I 2004 gav præsident George Bush ikke otte, men seksten år til en bemandet tilbagevenden til Månen, selv om teknologierne til det allerede skulle have været udviklet 40 år tidligere. I 2010 aflyste præsident Barack Obama denne plan, hvilket for månekonspirationsteoretikerne virkede som en indrømmelse af, at USA stadig ikke har teknologien til at tage til Månen.

Tvivlen om ægtheden af Apollo-månelandingerne opstod først i december 1968, da Apollo 8 blev opsendt. Den næsten perfekt gennemførte odyssé med Apollo 11 forbløffede mange verden over, og nogle tvivlede på, at den var ægte.

Den første bog om emnet ("Did man land on the Moon?") blev udgivet i Texas af matematikeren James J. Cranny i 1970.

NASA kommenterede nogle af konspirationsteorierne i juni 1977. Men i august 1997 sagde deres direktør for medietjenester (1998-2000), Brian Welch (1958-2000), i et interview med Sky TV News:^{(p. 68)(48:13–48:46)}

"

Dette er 30 år gamle ting... Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal bruge tid på at... bevise over for folk, at vi tog til Månen; vi tog faktisk til Månen.

"

Da Fox TV sendte Bruce Nashs film "Conspiracy theory: I 2001 frigav NASA materiale til tilbagevisning af teorien om svindel på deres web- og FTP-sider. De skrev også forslag til naturfagslærere om, hvordan man kan tilbagevise påstandene om svindel ved hjælp af Lunar Sample Disk Kits.

I 2002 hyrede NASA James Edward Oberg til at skrive en bog, der skulle udfordre dem, der hævder, at Apollo-månelandingerne var en skrøne. Oberg var tidligere raketforsker, rumkonsulent, analytiker og journalist på MSNBC News og, som det senere blev opdaget, konspirationsteoretiker om månelandingen. Men NASA aflyste snart projektet og nægtede at oplyse årsagerne hertil. NASA's talsmand Bob Jacobs sagde, at kritik af, at NASA udviste dårlig dømmekraft og manglende tillid ved at bestille bogen, fik agenturet til at afbryde den. Den daværende NASA-administrator Sean O'Keefe sagde f.eks:

"

Spørgsmålet om at forsøge at reagere målrettet på dette er blot at give troværdighed til noget, der i sig selv er tåbeligt.

"

I 2006 blev nogle af optagelserne fra Apollo-æraen erklæret forsvundet. Spørgsmålet om, hvad der skete med optagelserne, blev af konspirationsteoretikere opfattet som en bekræftelse af deres tro, og i 2009 afslørede NASA, at båndene var blevet slettet.

 

Krav

Argumenterne om månens konspirationsteorier er detaljerede og komplekse. Nogle af de vigtigste argumenter og modargumenter er anført nedenfor.

Kompleksitet

Månekonspirationsteoretikere mener, at NASA forfalskede Apollo-missionen med et hemmeligt program. Ifølge James Longuski gør kompleksiteten af konspirationsteoriens scenarier dem umulige. Mere end 400.000 mennesker arbejdede på Apollo-projektet i næsten ti år, og 12 mænd, der gik på Månen, vendte tilbage til Jorden for at fortælle om deres oplevelser. Hundredtusinder af mennesker skulle have været nødt til at holde på hemmeligheden. Longuski siger, at det ville have været meget lettere at lande på Månen end at skabe en så stor sammensværgelse for at forfalske det.

Fotografi og videoer

1. På nogle billeder ser det ud til, at trådkorset er delvist dækket af objekter. Nogle konspirationsteoretikere foreslår, at NASA har komponeret fotografierne ved at "klippe og klistre" objekter over baggrundsbillederne.

·         Stærkt sollys kan udvaske tynde linjer over de hvide objekter.

2. På nogle billeder er trådkorset drejet.

·         De populære billeder er drejet for at holde månens horisont lige.

3. Bogstavet "C" står på nogle klipper. Dette er måske en betegnelse fra studiets rekvisitter.

·         De "C"-formede objekter er en trykfejl og findes ikke på den originale film fra kameraet. Det er blevet foreslået, at "C'et" er et hår eller en anden fiber.

4. Bogen Moon Shot indeholder et falsk foto af Alan Shepard, der slår en golfbold på Månen sammen med en anden astronaut.

·         Det blev brugt i stedet for de originale fotos, fordi redaktørerne mente, at de originale fotos ville være for grynede til deres bog. Bogens udgivere arbejdede ikke for NASA.

Miljø

1. Apollo 16-besætningen kunne ikke have overlevet soludbrud, da de var på vej til Månen.

·         Der var ingen store soludbrud under Apollo 16's flyvning. Der var store soludbrud i august 1972, efter at Apollo 16 var vendt tilbage til Jorden, og før Apollo 17 fløj til Jorden.

2. Under Apollo 15-missionen foretog David Scott et eksperiment ved at lade en hammer og en falkefjer falde ned på samme tid. Begge ramte jorden på samme tid.

·         Ifølge relativitetsprincippet kan to genstande med forskellig vægt ramme jorden samtidig uden luftmodstand.

Manglende data

Der mangler blåtryk og tegninger af de maskiner, der blev brugt i Apollo-projektet. Der mangler også nogle af Apollo 11-båndene med telemetri og video af høj kvalitet af den første månegang. Konspirationsteoretikere mener, at dette skyldes, at de aldrig har eksisteret, da missionen var forfalsket.

Dr. David Williams (NASA-arkivar ved Goddard Space Flight Center) og Apollo 11-flyvechef Eugene F. Kranz har erkendt, at nogle af Apollo 11-båndene mangler. Da optagelserne blev sendt tilbage til Jorden for at blive vist på tv, blev de konverteret til et andet format, som var af lavere kvalitet. Nu er båndene af lavere kvalitet tilgængelige, men de originale videoer af høj kvalitet, som blev modtaget i Australien, mangler. Nogle billeder af det oprindelige billede af høj kvalitet er stadig tilgængelige, og der er også blevet frigivet videoer fra andre missioner, f.eks. fra Apollo Lunar Surface Experiments Package.

Nogle folk hos NASA leder efter båndene for at hjælpe dem med at planlægge fremtidige missioner. De mener, at Apollo 11-båndene blev sendt til opbevaring på det amerikanske nationalarkiv i 1970, men i 1984 var alle Apollo 11-båndene blevet returneret til Goddard Space Flight Center. Båndene kan være blevet opbevaret i stedet for at blive genbrugt, og der arbejdes fortsat på at finde ud af, hvor de blev opbevaret. Goddard lagrede 35.000 nye bånd om året i 1967, selv før månelandingerne.

Den 1. november 2006 rapporterede Cosmos Magazine, at 100 databånd, der blev optaget i Australien under Apollo 11-missionen, var blevet fundet i kælderen på Curtin University of Technology i Perth, Australien. Et af de gamle bånd blev sendt til NASA til analyse.

Den 16. juli 2009 sagde NASA, at de må have slettet de originale Apollo 11-måneoptagelser for mange år siden, så de kunne genbruge båndet. Den 22. december 2009 udsendte NASA en endelig rapport om båndene. Senioringeniør Dick Nafzger konkluderede, at ca. 45 bånd med Apollo 11-video blev slettet og genbrugt. I forbindelse med 40-årsdagen for Apollo-månelandingen restaurerede Lowry Digital i Burbank, Californien, videoerne af lav kvalitet. Nogle stykker af de restaurerede optagelser er tilgængelige på NASA's websted.

Apollo-arbejderes dødsfald

Nogle konspirationsteoretikere hævder, at nogle astronauter blev dræbt som led i en hemmelighedskræmmeri. I et tv-program om konspirationsteorien opregnede Fox Entertainment Group 10 astronauter og 2 andre astronauter, som ifølge konspirationsteoretikerne blev dræbt.

• Theodore Freeman (flystyrt, 1964)
• Elliot See og Charles Bassett (T-38-ulykke, 1966)
• Gus Grissom (Apollo 1 brand, januar 1967).
• Edward Higgins White (Apollo 1-brand, januar 1967)
• Roger B. Chaffee (Apollo 1 brand, januar 1967)
• Edward Givens (bilulykke, 1967)
• Clifton Williams (flyulykke, oktober 1967)
• Michael James Adams (den eneste X-15-pilot, der blev dræbt under en X-15-test i november 1967. Han var ikke en NASA-astronaut).
• Robert Henry Lawrence, Jr. havde planlagt at blive pilot i luftvåbnet, men han døde i et flystyrt i december 1967.
• Thomas Ronald Baron (døde sammen med sin familie i en bilulykke med et tog i 1967 efter at være blevet fyret for at have talt med Kongressen om årsagen til Apollo 1-branden). Afgjort som selvmord. Baron skrev en rapport, der var kritisk over for Apollo-programmet, og var kritisk efter Apollo 1-branden.
• Brian Welch døde få måneder efter at have afsløret et tv-show på Fox om "månesvindel".

Alle dødsfald undtagen Irwins var relateret til deres job hos NASA eller luftvåbnet. Mike Adams og Robert Lawrence havde ikke noget med det civile rumprogram at gøre. James Irwin havde allerede haft flere hjerteanfald før sin død. Alle undtagen to af dødsfaldene skete mindst et eller to år før Apollo 11. Desuden talte Brian Welch imod måneskinfupnummeret, så han ville ikke have været et godt mål at blive dræbt.

I november 2018 var fire af de tolv Apollo-astronauter, der landede på Månen mellem 1969 og 1972, stadig i live, herunder Buzz Aldrin. Desuden er ni af de tolv Apollo-astronauter, der fløj til Månen uden at lande mellem 1968 og 1972, stadig i live, f.eks. Michael Collins.

I perioden 1961-1972 døde mindst otte russiske kosmonauter:

• Valentin Bondarenko (træningsulykke på jorden, marts 1961)
• Grigori Nelyubov (selvmord, februar 1966)
• Vladimir Komarov (Soyuz 1-ulykke, april 1967)
• Yuri Gagarin (MiG-15 styrt, marts 1968)
• Pavel Belyayev (komplikationer efter operation, januar 1970)
• Georgi Dobrovolski, Vladislav Volkov og Viktor Patsayev (Soyuz 11-ulykken, juni 1971)

Desuden døde lederen af deres rumfartsprogram, Sergei Korolev, i januar 1966.

 
Apollo 16 Månemodul  


Originalt billede af høj kvalitet fra de manglende bånd.  



 

 
Et eksempel på et "delvist dækket" trådkors.  

Tredjepartsoplysninger om månelandinger

Landingssteder

Konspirationsteoretikere siger, at teleskoper, f.eks. Hubble, burde kunne tage billeder af månen, hvor Apollo landede, og hvis der virkelig landede mennesker på månen, burde billederne vise arene på månens overflade og det udstyr, som de efterlod. De mener, at vores store observatorier ikke vil tage billeder af landingsstederne, fordi det ville afsløre tilsløringen.

NASA har sagt, at der er blevet taget billeder af disse landingssteder, men at billederne fra Hubble er af for dårlig kvalitet til at man kan se mange detaljer. I 2009 offentliggjorde NASA billeder fra Lunar Reconnaissance Orbiter, der viser Apollo-landingspladserne mere detaljeret. Disse billeder har ikke overbevist konspirationsteoretikerne, fordi billederne blev taget af NASA, og de mener, at NASA står bag mørklægningen.

Teknologi

Bart Sibrel (en konspirationsteoretiker) siger, at Sovjetunionen havde meget mere tid i rummet end USA før Apollo-programmet. Sovjetunionen satte den første satellit i kredsløb i oktober 1957 under navnet Sputnik 1. De sendte også det første dyr ud i rummet med Sputnik 2 og var det første land, der sikkert bragte et dyr tilbage fra rummet med Sputnik 5. Yuri Gagrin var den første mand i kredsløb om Jorden i Vostok 1, som også var fra Sovjetunionen. Sibrel mener, at eftersom Sovjetunionen var så langt foran USA i månekapløbet, var USA nødt til at forfalske landingerne for at vinde.

Den 27. januar 1967 brød Apollo 1 i brand og dræbte 3 astronauter. To år senere sagde NASA, at de problemer, der forårsagede branden, var blevet løst. Bart Sibrel mener, at problemerne ikke kunne løses, så NASA besluttede at forfalske landingerne for at vinde månekapløbet.

NASA siger, at Sovjetunionens resultater ikke var lige så imponerende som USA's. Ifølge Encyclopaedia Astronautica tilbragte USA 1.864 timer i rummet, mens Sovjetunionen tilbragte 697 timer ved færdiggørelsen af Soyuz 5. Apollo 7 blev opsendt i oktober 1968, 21 måneder efter branden på Apollo 1, med en astronaut om bord. Ved Apollo 11 var USA's forspring endnu større.

Både USA og Sovjetunionen havde mange problemer i løbet af måneløbet. Sovjetunionen havde det første dødsfald under flyvning i 1967, kun tre måneder efter branden på Apollo 1. Ifølge NASA blev de fleste af de resultater, som først blev opnået af Sovjetunionen, også opnået af USA inden for et år. I 1965 begyndte USA at komme Sovjet i forkøbet på et par vigtige trin. Sovjet havde aldrig udviklet en raket, der kunne lande på Månen, og de havde aldrig afprøvet at lande på Månen med en astronaut om bord.

Månesten

Nogle konspirationsteoretikere hævder, at de månesten, der blev indsamlet under Apollo-programmet, i virkeligheden er meteoritter fra Antarktis. Wernher von Braun, lederen af Marshall Space Flight Center, og tre andre rejste til Antarktis i 1967 (tre år før Apollo-opstarten) for at undersøge mulighederne for fremtidige rummissioner. Nogle konspirationsteoretikere mener, at Braun indsamlede meteoritter under denne rejse for at bruge dem som falske månesten.

Apollo-programmet indsamlede 380 kg (840 pund) månesten under Apollo 11-, 12-, 14-, 15-, 16- og 17-missionerne. Ifølge forskere verden over er disse sten meget forskellige fra meteoritter og andre sten, der findes på Jorden. Stenene er også 200.000.000 (200 millioner) år ældre end nogen sten, der er fundet på Jorden, og ligner de månesten, som Sovjetunionen senere har bragt tilbage.

Nogle månesten kunne være blevet indsamlet uden at lande på månen, men den første månesten blev fundet på Jorden i 1979, og det blev først opdaget i 1982, at den kom fra månen. Desuden er månesten meget sjældne på Jorden, og der er kun blevet fundet 30 kg (66 pund), mens Apollo-missionerne bragte 380 kg med tilbage.

Forskning

I 2004 undersøgte Martin Hendry og Ken Skeldon fra University of Glasgow "Moon Hoax". I november 2004 holdt de et foredrag på Glasgow Science Centre og undersøgte de ti vigtigste beviser for, at der var tale om et svindelnummer.

 
Genesis Rock medbragt af Apollo 15 - ældre end nogen sten på Jorden  


Et senere LRO-foto af landingsstedet for Apollo 14  


Landingsstedet for Apollo 17  

Relaterede sider

• Båndene fra Apollo månelandingerne meldes forsvundet - Wikinews
• Apollo-programmet
• Månen
• NASA