Meteorudbrudskommunikation
Meteorudbrudskommunikation anvender radiobølger, der preller af på de ioniserede spor, som meteorer laver, når de kommer ind i jordens atmosfære. Det kaldes også Meteor scatter-kommunikation.
Meteorer er klumper af sten, der svæver rundt i rummet. Der er altid meteorer, som trænger ind i jordens atmosfære. De brænder normalt op i atmosfæren. Nogle få meget store, der rammer jorden, kaldes "meteoritter". De fleste meteorer er kun bittesmå støvklumper. Når de kommer ind i atmosfæren, river varmen fra luftfriktionen elektroner af. Dette giver et ioniseret spor. Dette spor kan reflektere radiobølger på samme måde som en ledning.
De meteorer, der bruges til kommunikation med meteorudbrud, er mellem en tusindedel og en hundrededel af et gram. Meteorer, der er mindre end dette, er for svage til at blive brugt. Større er ikke hyppige nok.
Det ioniserede spor kan vare i flere sekunder. I dette tidsrum kan der sendes meddelelser mellem to radiokommunikationsstationer. Beskederne sendes meget hurtigt: ca. 200 gange så hurtigt som ved almindelig kortbølgeradio-kommunikation. En skrivemaskine kan skrive flere linjer tekst under et meteorudbrud. De to stationer, der ønsker at kommunikere, skal være klar hele tiden, da de aldrig ved, hvornår den næste kommunikationsudbrud kommer. De kan være nødt til at bruge flere meteorudbrud, før hele beskeden er modtaget. Senderne er ofte anbragt på bøjer i havet.
Meteorbrudskommunikation blev først udbredt i 1950'erne. Den var især nyttig til militær kommunikation, fordi en modtager ikke kunne se præcis, hvilken retning beskeden kom fra. Det skyldtes, at beskeden blev reflekteret undervejs, så den ikke rejste i en lige linje (dvs. i en simpel stor cirkel rundt om jordens kurve).
Brugen af kommunikationssatellitter i slutningen af det 20. århundrede har gjort kommunikation ved meteorudbrud sjældent.
Meteorspredningsudbredelse som anvendt af SNOTEL
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er meteorbrudskommunikation?
Svar: Meteorudbrudskommunikation er en type radiokommunikation, som anvender radiobølger, der preller af på de ioniserede spor, som meteorer laver, når de kommer ind i jordens atmosfære. Den kaldes også for meteordispredningskommunikation.
Spørgsmål: Hvad er meteorer?
Svar: Meteorer er klumper af sten, der svæver rundt i rummet. De brænder normalt op i atmosfæren, men større meteorer, der rammer jorden, kaldes "meteoritter". De fleste meteorer er kun bittesmå støvklumper.
Spørgsmål: Hvordan fungerer kommunikation med meteorudbrud?
A: Når meteorer kommer ind i atmosfæren, river varmen fra luftfriktionen elektroner af og danner et ioniseret spor. Dette spor kan reflektere radiobølger på samme måde som en ledning, hvilket gør det muligt at sende meddelelser mellem to radiokommunikationsstationer med meget høj hastighed (ca. 200 gange så hurtigt som med almindelig kortbølgeradio). De to stationer skal være klar hele tiden, da de aldrig ved, hvornår det næste kommunikationsbølgeslag vil komme.
Spørgsmål: Hvilken størrelse skal meteorer have for at kunne kommunikere med meteorudbrud?
Svar: Meteorer, der anvendes til meteorudbrudskommunikation, skal være mellem en tusindedel og en hundrededel af et gram - mindre end dette er for svage til at blive brugt, og større er ikke hyppige nok.
Spørgsmål: Hvor længe varer et ioniseret spor?
Svar: Et ioniseret spor kan vare i flere sekunder, hvor der kan sendes meddelelser mellem to radiokommunikationsstationer.
Spørgsmål: Hvornår blev meteorudbrudskommunikation først udbredt?
A: Meteorudbrudskommunikation blev først udbredt i 1950'erne og var især nyttig til militær kommunikation på grund af dens evne til ikke at bevæge sig i en lige linje (dvs. stor cirkel rundt om jordens kurve).
Spørgsmål: Hvorfor er meteorudbrudskommunikation blevet sjældnere i dag?
A: Brugen af kommunikationssatellitter i slutningen af det 20. århundrede har gjort meteorudbrudskommunikation sjældnere i dag, da der ikke længere er brug for den i så høj grad, fordi der nu er andre former for teknologi til rådighed.
