Hepatitis C – symptomer, smitte, behandling og forebyggelse

Hepatitis C forårsager akutte symptomer (symptomer, der begynder hurtigt eller kun varer kort tid) hos kun 15 % af de personer, der har sygdommen. Oftere har smittede personer milde (ikke alvorlige) og vage (ikke særlig specifikke) symptomer, som nedsat appetit (ikke lyst til at spise), træthed (følelse af træthed), kvalme (lyst til at kaste op), smerter i muskler eller led og vægttab. En gang imellem kan en smittet person få gulsot (hvor en persons hud bliver gul, et tegn på, at leveren ikke fungerer helt rigtigt). Hvis den ikke behandles, går hepatitis C væk af sig selv hos 10-50 % af de smittede personer (1-5 ud af 10). Dette sker oftere hos unge kvinder end hos andre smittede.

Kronisk infektion

80 procent (eller 8 ud af 10) af de personer, der udsættes for hepatitis C-virus, får en kronisk infektion (en infektion, der ikke bliver bedre og varer i lang tid). De fleste oplever meget få eller ingen symptomer i de første årtier af infektionen, selv om kronisk hepatitis C kan medføre træthed (at man føler sig træt). Men hos personer, der har været smittet i mange år, kan Hepatitis C forårsage alvorlige problemer, som skrumpelever og leverkræft. Hepatitis C fører til skrumpelever hos 10-30 % (mellem 10 og 30 ud af 100) af de personer, der har været smittet i mere end 30 år. Personer med hepatitis C har større risiko for at få skrumpelever, hvis de er mænd, hvis de er alkoholikere, eller hvis de også har hepatitis B eller HIV. Skrumpelever kan forårsage alvorlige problemer i sig selv, men den gør også folk mere tilbøjelige til at få andre alvorlige sygdomme. F.eks. er der tyve gange større risiko for at få leverkræft hos personer, der får skrumpelever (ca. 1-3 % får leverkræft hvert år). Personer med hepatitis C, der er alkoholikere, har endnu større risiko - 100 gange større risiko - for at få leverkræft. Blandt befolkningen generelt skyldes 27 % af alle tilfælde af skrumpelever og 25 % af alle tilfælde af leverkræft hepatitis C.

Levercirrhose kan give mange forskellige symptomer. Nogle af disse symptomer er højt blodtryk i de vener, der løber til leveren; en ophobning af væske i maven, kaldet ascites; let blå mærker eller blødninger; vener, der bliver større end normalt, især i maven og spiserøret; gulsot (gulfarvning af huden); og hjerneskader.

Virkninger uden for leveren

Hepatitis C kan også forårsage nogle sjældne problemer (problemer, der ikke forekommer særlig ofte), som påvirker dele af kroppen uden for leveren. Et sjældent problem, som hepatitis C kan forårsage, er Sjögrens syndrom, som er en autoimmun lidelse (eller en lidelse, hvor kroppens forsvarssystem angriber sig selv). Hepatitis C kan også forårsage et lavere antal blodplader end normalt (den del af blodet, der får blodet til at størkne; uden nok blodplader kan en person få blødningsproblemer eller begynde at bløde og ikke være i stand til at stoppe. Andre sjældne problemer, som hepatitis C kan forårsage, er kronisk (langvarig) hudsygdom, non-Hodgkin-lymfom (en type kræft) og diabetes (hvor en persons krop ikke producerer eller bruger nok insulin, et vigtigt hormon, der styrer sukkerniveauet i blodet).

Hepatitis C skyldes Hepatitis C-virus (HCV). I det videnskabelige system, der navngiver og organiserer virus, er hepatitis C-virus en del af hepacivirus-slægten i familien Flaviviridae. Der findes syv hovedtyper af HCV, kaldet "genotyper". I USA forårsager den første genotype af HCV 70 % af alle tilfælde af hepatitis C (eller 7 ud af 10 tilfælde), den anden genotype forårsager 20 % (eller 2 ud af 10 tilfælde), og hver af de andre genotyper forårsager 1 % (eller 1 ud af 100 tilfælde). Thr første genotype er også den mest almindelige i Sydamerika og Europa.

Transmission

I den udviklede verden er den mest almindelige måde, hvorpå folk får hepatitis C, gennem intravenøs brug af stoffer (ved at sprøjte stoffer ind i en blodåre med en nål, der allerede er blevet brugt af en person, der har hepatitis C). I udviklingslandene får de fleste mennesker Hepatitis C gennem blodtransfusioner (ved at få blod, der er taget fra en person med Hepatitis C) eller ved at få medicinsk behandling med redskaber, der ikke er blevet rengjort tilstrækkeligt efter at være blevet brugt på en person med Hepatitis C. I 20 % af alle tilfælde af Hepatitis C (eller 1 ud af 5 tilfælde) ved man ikke, hvad der forårsagede infektionen, men mange af disse tilfælde menes at være forårsaget af intravenøs brug af stoffer.

Brug af intravenøse lægemidler

I mange dele af verden er intravenøs (IV) brug af stoffer (indsprøjtning af stoffer i en blodåre med en nål) en væsentlig risikofaktor for hepatitis C (hvilket betyder, at det gør folk mere tilbøjelige til at få sygdommen). En undersøgelse, der omfattede 77 lande, viste, at i 25 af disse lande (herunder USA) havde mellem 60 og 80 % (eller 6-8 ud af 10) af alle intravenøse stofmisbrugere hepatitis C. og Kina. I 12 af landene i undersøgelsen havde mere end 80 % af alle intravenøse stofmisbrugere hepatitis C. I hele verden menes op til 10 millioner intravenøse stofmisbrugere at have hepatitis C; de højeste tal findes i Kina (1,6 millioner), USA (1,5 millioner) og Rusland (1,3 millioner). Undersøgelser har også vist, at der er større sandsynlighed for at få hepatitis C på steder, hvor der er mange intravenøse stofbrugere. F.eks. har fanger i USA ti til tyve gange større sandsynlighed for at få hepatitis C end den almindelige befolkning (folk i almindelighed). Det menes at skyldes, at fanger er mere tilbøjelige til at gøre ting, der giver dem en høj risiko for at få hepatitis C, som f.eks. at bruge intravenøse stoffer og få tatoveringer med værktøj, der ikke er blevet renset ordentligt.

Eksponering i sundhedssektoren

Folk er i risiko for at få Hepatitis C, hvis de får blodtransfusioner (hvor en person får blod fra en anden person), blodprodukter (som indeholder blod eller dele af blod) eller organtransplantationer (hvor en person, der har brug for et nyt organ, får et organ fra en anden person), hvis disse ting ikke er blevet screenet (eller testet) for Hepatitis C-virus. I USA har der siden 1992 været universel screening - hvilket betyder, at alt blod og alle organer testes, før de gives til en anden person - siden 1992. Før da var ca. en ud af hver 200 portioner blod bærer af hepatitis C-virus; siden 1992 er kun en ud af 10 000 til 10 000 000 000 portioner blod bærer af viruset. Grunden til, at der stadig er en lav risiko i stedet for ingen risiko overhovedet, er, at en persons blod ikke testes positivt for hepatitis C-virus før ca. 11-70 dage efter, at vedkommende har fået sygdommen. Så en gang imellem kan screeningsprøverne måske ikke opdage en persons infektion, hvis personen har fået hepatitis C mindre end 11-70 dage før bloddonationen. Selv om screening for Hepatitis C fungerer meget godt, er der stadig nogle lande, der ikke screener blod- og organdonationer for sygdommen på grund af omkostningerne.

Nogle gange kan det ske, at en sundhedsperson ved et uheld bliver stukket med en nål, der er blevet brugt på en person med hepatitis C. Hvis dette sker, har sundhedspersonen en lille chance - ca. 1,8 % - for at blive smittet. Der er større sandsynlighed for, at medarbejderen bliver smittet, hvis den nål, de blev stukket med, var hul, eller hvis nålen stak dybt ind i huden Det er også muligt for hepatitis C-virus at blive spredt, hvis en smittet persons slim kommer i kontakt med en anden persons blod; risikoen for, at dette sker, er dog lav. Virussen kan ikke spredes, hvis en smittet persons slim berører en anden persons intakte hud (hud, der er hel og ikke beskadiget, uden sår).

Hepatitis C kan også overføres (eller spredes) via hospitalsudstyr, der ikke er blevet rengjort tilstrækkeligt efter at være blevet brugt på en smittet person. Hepatitis C kan spredes gennem nåle, sprøjter og medicinflasker (eller beholdere), der genbruges, gennem infusionsposer (som bruges til at pumpe medicin ind i en persons krop) og gennem kirurgisk udstyr, der ikke er sterilt (eller rent og fri for bakterier). I Egypten, som har den højeste infektionsrate i verden, er læge- og tandlægeinstitutioner med dårlige standarder for pleje og renlighed den mest almindelige årsag til, at hepatitis C spredes.

Seksuelt samvær

Forskerne ved ikke, om Hepatitis C kan overføres (eller spredes) ved sex. Hepatitis C er mere sandsynlig hos personer, der har højrisiko seksuel aktivitet (seksuelle handlinger, der gør dem meget mere tilbøjelige til at få hepatitis C). Det vides dog ikke, om det skyldes disse personers seksuelle adfærd, eller om det skyldes, at disse personer også brugte intravenøse stoffer. Der synes ikke at være nogen risiko for, at Hepatitis C kan spredes gennem seksuel kontakt mellem et heteroseksuelt par (en mand og en kvinde; almindeligvis kaldet et "heteroseksuelt" par), hvis ingen af dem har sex med nogen anden. Der synes at være en risiko for, at Hepatitis C spredes, hvis den ene person allerede har en seksuelt overført infektion som f.eks. HIV eller sår i kønsorganerne, eller hvis to personer har sex på en måde, der forårsager sår i slimhinden i analkanalen (f.eks. anal penetration - en person stikker sin penis ind i en anden persons anus). Den amerikanske regering siger, at de fleste mennesker kun behøver at bruge kondomer for at beskytte sig mod at få hepatitis C, hvis de har mere end én seksuel partner.

Piercinger i kroppen

Personer, der får tatoveringer, har to til tre gange større risiko for at få hepatitis C. Det kan skyldes, at værktøjet ikke er sterilt (ikke rent eller fri for bakterier), eller at de farvestoffer, der bruges til tatoveringen, er forurenet (hepatitis C-virus er kommet ind i dem).

Tatoveringer eller piercinger, der blev udført før midten af 1980'erne eller af personer, der ikke er professionelle (ikke eksperter), er særligt tilbøjelige til at sprede Hepatitis C, da de sandsynligvis har brugt værktøj, der ikke var sterilt. Større tatoveringer synes også at øge risikoen for at få hepatitis C. Risikoen for at få hepatitis C er meget stor i fængsler; i USA deler næsten halvdelen af alle indsatte i fængsler tatoveringsredskaber, der ikke er sterile. Men hvis en tatovering udføres på et autoriseret sted (som skal følge regler om rengøring af værktøj og forebyggelse af sygdomsspredning), er der næsten ingen risiko for at få hepatitis C fra tatoveringen.

Kontakt med blod

Da hepatitis C spredes ved blod-til-blod-kontakt, kan redskaber til personlig pleje, der kommer i kontakt med blod - som barbermaskiner, tandbørster, manicure- og pedicureudstyr eller enhver anden form for blod-til-blod-kontakt - sprede sygdommen, hvis de deles. For at forhindre spredning af hepatitis C bør man være forsigtig med snitsår, sår eller andet, der forårsager blødning. Hepatitis C spredes ikke gennem tilfældig kontakt, f.eks. ved at kramme, kysse eller dele spise- eller madlavningsredskaber.

Overførsel fra mor til barn

Selv om det ikke sker særlig ofte, kan en gravid kvinde, der har hepatitis C, give sygdommen videre til sit barn, når det bliver født, eller til sit foster, mens hun er gravid. Dette sker i mindre end 10 % af alle graviditeter (mindre end 1 ud af hver 10 graviditeter). Hvis en gravid kvinde har hepatitis C, kan der ikke gøres noget for at gøre hende mindre tilbøjelig til at give sit barn sygdommen. Hvis kvinden er i fødsel (fødselsprocessen) i lang tid, er der større risiko for, at barnet bliver smittet under fødslen. Amning synes ikke at sprede sygdommen. Lægerne siger dog, at en smittet mor ikke bør amme, hvis hendes brystvorter er revnet og bløder, eller hvis hendes virusbelastning (mængden af hepatitis C-virus i hendes blod) er høj.

Der findes et par forskellige test, der kan diagnosticere hepatitis C (eller sige med sikkerhed, at en person har sygdommen). Disse test kaldes HCV-antistof-, ELISA-, Western Blot- og kvantitative HCV RNA-test. En teknik kaldet polymerasekædereaktion (PCR) kan vise, at en person har Hepatitis C-virus RNA (en del af virusets genetiske blueprint) en til to uger efter, at personen er blevet smittet. Test, der leder efter Hepatitis C-antistoffer (som kroppen danner for at bekæmpe sygdommen), kan ikke udføres så hurtigt efter smitte, fordi antistofferne kan være meget længere tid om at blive dannet og vise sig.

En person har kronisk hepatitis C, hvis han/hun har været smittet med hepatitis C-virus i mere end seks måneder. Da personer med kronisk hepatitis C ofte ikke har nogen symptomer i årtier, diagnosticerer lægerne ofte sygdommen ved hjælp af leverfunktionstest (som tester, hvor godt leveren fungerer) eller ved at foretage rutinemæssig (regelmæssig) screening af højrisikopersoner. Testene kan ikke fortælle, om en infektion er akut eller kronisk.

Blodprøver

Hepatitis C-testning begynder normalt med blodprøver, hvor man leder efter antistoffer mod hepatitis C-virus ved hjælp af en teknik, der kaldes enzymimmunoassay. Hvis denne test er positiv (og viser, at kroppen danner antistoffer til bekæmpelse af hepatitis C-virus), vil personen blive testet endnu en gang for at sikre, at resultaterne er korrekte, og for at se, hvor alvorlig infektionen er. Resultaterne bekræftes ved hjælp af en teknik, der kaldes en rekombinant immunoblot-analyse, og en HCV RNA-polymerasekædereaktion viser, hvor alvorlig infektionen er. Hvis immunoblottet er positivt, men der ikke er noget Hepatitis C-virus-RNA, viser det, at personen har haft en infektion, men at den er forsvundet enten med behandling eller af sig selv. Hvis immunoblottet er negativt, viser det, at immunoassayet (den første test) var forkert, og at personen ikke har hepatitis C. Det tager seks til otte uger efter, at en person er blevet smittet, før immunoassayet vil vise sig at være positivt.

I den første del af en hepatitis C-infektion kan en persons leverenzymer ændre sig. I gennemsnit begynder de at stige syv uger efter infektionen. En persons leverenzymer har normalt ingen indflydelse på, hvor alvorlig infektionen er.

Biopsi

En test kaldet en leverbiopsi kan vise, om en persons lever er blevet beskadiget, eller hvor meget den er blevet beskadiget af hepatitis C. Der er dog visse risici ved proceduren. Ved en biopsi tager lægen et lille stykke ud af patientens lever, så han kan teste den. Der er tre store forandringer i leveren, som en biopsi normalt viser. Den ene er, at lymfocytter (en type hvide blodlegemer) dukker op i levervævet. En anden er, at lymfoide follikler (små masser eller hævelser) dukker op i portaltriaden, en del af leveren. Den tredje er ændringer i galdegangene (disse transporterer galde, som fremstilles i leveren og er nødvendig for at hjælpe en person med at fordøje sin mad, til andre dele af kroppen). Der findes mange blodprøver, som forsøger at måle, hvor meget der er skadet i en patients lever, så man kan undgå behovet for en biopsi og de risici, der er forbundet hermed.

Screening

Så få som 5-50 % af de smittede i USA og Canada (eller 5-50 ud af 100) ved, at de har hepatitis C. Læger anbefaler, at personer, der er i høj risiko for sygdommen, herunder personer med tatoveringer, bør blive testet. Screening foreslås også for personer med forhøjede (høje) leverenzymer, da dette ofte er det eneste tegn på, at en person har kronisk hepatitis. Rutinemæssig screening (testning af alle) anbefales ikke i USA.

I 2012 er der ingen vaccine, der virker til at forebygge hepatitis C. Forskere arbejder på vacciner, og nogle af dem gør fremskridt. Spredningen af hepatitis C kan forebygges ved hjælp af en kombination af strategier som f.eks. nålebytteprogrammer (hvor intravenøse stofmisbrugere kan få rene nåle, som ikke spreder virussen) og behandling for stofmisbrug. Hvis disse strategier anvendes sammen, falder risikoen for, at intravenøse stofmisbrugere får hepatitis C, med ca. 75 %. På nationalt plan - i hvert enkelt land - er screening af bloddonorer vigtig for at forhindre spredning af hepatitis C. Det samme gælder anvendelse af universelle forholdsregler i sundhedsfaciliteter. (Det betyder, at sundhedspersonalet behandler alle patienter, som om de har hepatitis C, og at de altid bærer handsker, rengør deres udstyr ordentligt og holder tingene sterile, så sygdomme ikke kan spredes). I lande, der ikke har nok sterile sprøjter til at bruge en ny kanyle til hver patient, bør sundhedspersonalet give medicin oralt (gennem munden) i stedet for via injektion (ved hjælp af en kanyle), så kanylerne ikke skal genbruges.

Hepatitis C-virus forårsager kronisk infektion hos 50-80 % af de smittede personer (eller 5-8 ud af 10). Omkring 40-80 % af disse tilfælde (eller 4 til 8 ud af 10) forsvinder med behandling. Selv om dette næsten aldrig sker, kan kronisk hepatitis C undertiden forsvinde af sig selv uden behandling. Lægerne foreslår, at personer med kronisk hepatitis C bør undgå at drikke alkohol og tage medicin, der kan være giftig (eller giftig) for leveren. De foreslår også, at personer med kroniske infektioner bør vaccineres mod Hepatitis A og Hepatitis B. Personer med skrumpelever bør også få foretaget ultralydsundersøgelser for leverkræft.

Medicinering

Hvis en person har leverforandringer (ændringer i leveren, der ikke er normale) på grund af infektion med hepatitis C-virus, bør personen behandles. Den første behandling, der anvendes, er et lægemiddel kaldet pegyleret interferon, der gives sammen med det antivirale (virusdræbende) lægemiddel ribavirin. Disse lægemidler gives i 24 eller 48 uger, afhængigt af hvilken type hepatitis C-virus personen har. Omkring 50-60 % af de personer, der behandles, forbedres. For personer med Hepatitis C-virus genotype 1 kan behandlingen virke endnu bedre, hvis der gives en anden medicin - enten boceprevir eller telaprevir - sammen med ribavirin og peginterferon alfa. Bivirkninger ved behandlingen er almindelige; halvdelen af de behandlede personer får influenzalignende symptomer, og en tredjedel har følelsesmæssige problemer. Behandlingen virker bedre, hvis den gives i de første seks måneder end efter at hepatitis C er blevet kronisk. Hvis en person får en ny infektion, og den ikke er forsvundet efter otte til tolv uger, foreslår lægerne normalt, at man giver pegyleret interferon i yderligere 24 uger. For personer med thalassæmi (en blodsygdom) synes ribavirin at være en nyttig behandling, men det gør det mere sandsynligt, at patienterne får brug for blodtransfusioner (hvor de skal have blod fra en anden person). Nogle tilhængere af alternativ medicin siger, at alternative behandlingsformer som mælketistel, ginseng og kolloidalt sølv kan være nyttige mod hepatitis C. Der er dog ikke noget bevis for, at nogen alternativ behandling har nogen effekt på hepatitis C-virus.

Folk reagerer forskelligt på behandlingen, afhængigt af hvilken af hepatitis C-virusgenotyperne de har. Ca. 40-50 % af personer med genotype 1 har et godt, stabilt respons efter 8-48 ugers behandling. Hos personer med genotype 2 og 3 har ca. 70-80 % et godt, stabilt respons efter 24 ugers behandling. Ca. 65 % af personer med genotype 4 har et godt, stabilt respons efter 48 ugers behandling. Der er ikke meget dokumentation for, hvor godt behandlingen virker for personer med sygdom af genotype 6, er i øjeblikket sparsomt. Den dokumentation, der findes, ser på resultaterne efter 48 ugers behandling med de samme medicindoser som personer med genotype 1.

Mellem 130 og 170 millioner mennesker, eller ca. 3 % af alle mennesker i verden, lever med kronisk hepatitis C. Mellem 3-4 millioner mennesker bliver smittet hvert år. Mere end 350 000 mennesker dør hvert år af sygdomme forårsaget af hepatitis C. Antallet af mennesker, der får hepatitis C, er steget meget i det 20. århundrede af nogle forskellige årsager. Flere mennesker bruger intravenøse stoffer. Flere mennesker får også medicinsk behandling med medicinsk udstyr, der ikke er sterilt, og det er mere almindeligt, at medicin gives intravenøst.

I USA har ca. 2 % af befolkningen hepatitis C, og der er 35.000 til 185.000 nye tilfælde om året. Antallet er faldet i Vesten siden 1990'erne på grund af forbedret blodscreening før transfusion. De årlige dødsfald som følge af HCV i USA ligger på mellem 8 000 og 10 000. Det forventes, at denne dødelighed vil stige, efterhånden som personer, der er blevet smittet ved transfusion før HCV-testning, bliver syge og dør.

Infektionsraten er højere i nogle lande i Afrika og Asien. Lande med meget høje infektionsrater er bl.a. Egypten (22 %), Pakistan (4,8 %) og Kina (3,2 %). Den høje sats i Egypten hænger sammen med en nu afbrudt massebehandlingskampagne for schistosomiasis, hvor der blev brugt ukorrekt steriliserede glassprøjter.

I midten af 1970'erne påviste Harvey J. Alter, leder af afdelingen for infektionssygdomme i afdelingen for transfusionsmedicin ved National Institutes of Health, og hans forskerhold, at de fleste tilfælde af hepatitis efter blodtransfusion ikke skyldtes hepatitis A- eller B-virus. På trods af denne opdagelse mislykkedes det internationale forskningsarbejde for at identificere virussen i det næste årti. I 1987 brugte Michael Houghton, Qui-Lim Choo og George Kuo fra Chiron Corporation i samarbejde med Dr. D.W. Bradley fra Centers for Disease Control and Prevention en ny molekylær kloningsmetode til at identificere den ukendte organisme og udvikle en diagnostisk test. I 1988 bekræftede Alter viruset ved at bekræfte dets tilstedeværelse i et panel af prøver fra andre hepatitisformer end A og B. I april 1989 blev opdagelsen af HCV offentliggjort i to artikler i tidsskriftet Science. Opdagelsen førte til betydelige forbedringer i diagnosticering og forbedret antiviral behandling. I 2000 blev Dr. Alter og Houghton hædret med Lasker-prisen for klinisk medicinsk forskning for "pionerarbejde, der førte til opdagelsen af det virus, der forårsager hepatitis C, og udviklingen af screeningsmetoder, der reducerede risikoen for blodtransfusionsassocieret hepatitis i USA fra 30 % i 1970 til næsten nul i 2000".

Chiron ansøgte om flere patenter på virussen og dens diagnose. En konkurrerende patentansøgning fra CDC blev droppet i 1990, efter at Chiron havde betalt 1,9 millioner dollars til CDC og 337 500 dollars til Bradley. I 1994 sagsøgte Bradley Chiron og søgte at få patentet ugyldigt, at få sig selv med som medopfinder og at få erstatning og royaltyindtægter. Han droppede sagen i 1998 efter at have tabt ved en appelret.

World Hepatitis Alliance koordinerer World Hepatitis Day, der afholdes hvert år den 28. juli. De økonomiske omkostninger ved hepatitis C er betydelige både for den enkelte og for samfundet. I USA blev de gennemsnitlige livstidsomkostninger ved sygdommen anslået til 33 407 USD i 2003, og omkostningerne ved en levertransplantation var i 2011 ca. 200 000 USD. I Canada var omkostningerne ved et antiviralt behandlingsforløb så høje som 30 000 CAD i 2003, mens omkostningerne i USA ligger på mellem 9 200 og 17 600 USD i 1998. I mange områder af verden har folk ikke råd til behandling med antivirale midler, fordi de ikke har nogen forsikringsdækning, eller fordi den forsikring, de har, ikke vil betale for antivirale midler.

I 2011 var omkring hundrede lægemidler til behandling af hepatitis C under udvikling. Disse lægemidler omfatter vacciner til behandling af hepatitis, immunmodulerende midler og cyclophilinhæmmere. Disse potentielt nye behandlinger er blevet til på grund af en bedre forståelse af hepatitis C-virus.