Hemichordata

Struktur

Kroppen hos Hemichordater er opdelt i tre dele, nemlig en snude, en krave og en krop. De har et åbent kredsløbssystem og en komplet fordøjelseskanal, men muskulaturen i deres tarm er meget dårligt udviklet, og føden transporteres mest gennem den ved hjælp af de cilier, der dækker dens indvendige overflade.

Nogle arter har et hult neuralrør (i det mindste i det tidlige liv), sandsynligvis et primitivt træk, som de deler med den fælles forfader til chordata og resten af deuterostomerne.

Udvikling

Hemichordater er kendt for at udvikle sig på to måder: enten direkte eller indirekte. Enteropneusterne har begge former for udvikling. Den indirekte udvikling har et langt pelagisk larvestadie. Disse arter har et larvestadie, som lever af plankton, inden de bliver til en voksen orm. De arter, der udvikler sig direkte, omgår dette langvarige larvestadie og udvikler sig direkte til en voksen orm.

Graptolites

Graptolitter er almindelige fossiler fra palæozoikum. De er koloniale dyr, der hovedsagelig er kendt fra det øvre kambriske område til det nedre karbon (Mississippien). En mulig tidlig graptolit, Chaunograptus, er kendt fra det mellemste kambriske område.

Navnet graptolit kommer af græsk graptos, der betyder "skrevet", og lithos, der betyder "sten". Mange graptolitfossiler ligner hieroglyffer skrevet på klippen. Linné betragtede dem oprindeligt som "billeder, der ligner fossiler snarere end ægte fossiler". Nyere arbejder placerer dem i nærheden af pterobrancherne, muligvis inden for.

Graptoliternes morfologi

Hver graptolitkoloni er kendt som et rhabdosom og har et variabelt antal grene (kaldet stipes), der kommer fra et oprindeligt individ. Hver efterfølgende zooide er anbragt i en rørformet eller bægerlignende struktur (kaldet en theca). I nogle kolonier er der to størrelser af theca, og det er blevet foreslået, at denne forskel skyldes kønsdimorfi. Antallet af forgreninger og thecaernes placering er vigtige kendetegn ved identifikation af graptolitfossiler. Deres generelle form er blevet sammenlignet med et nedstrygerblad.

De fleste af de trælignende former er klassificeret som dendroide graptolitter (ordenen Dendroidea). De optræder tidligere i de fossile optegnelser (i Kambrium) og var bentiske dyr, der var fastgjort til havbunden med en rodlignende base. Graptolitter med relativt få grene blev afledt af de dendroidiske graptolitter i begyndelsen af Ordovicium. Sidstnævnte type (ordenen Graptoloidea) var pelagiske og drev frit på overfladen af de gamle have eller var fastgjort til flydende tang ved hjælp af en slank tråd. De var en succesfuld og produktiv gruppe og var de vigtigste dyr i planktonet, indtil de uddøde i den tidlige del af Devon-perioden. De dendroidiske graptolitter overlevede indtil Karbon.

Spirograptus fra Silur


Didymograptus fra Ordovicium.


Thallograptus sphaericola, en dendroid graptolit, knyttet til den cystoide Echinosphaerites aurantium; Ordovicium i det nordøstlige Estland.

Egernorme

Egernormene eller Enteropneusta er en klasse af hvirvelløse dyr i Hemichordate-klassen, som er nært beslægtet med chordaterne. Der findes ca. 70 arter af agernorm i verden, hvoraf den vigtigste art for forskningen er Saccoglossus kowalevskii.

Alle arterne er bentiske og enten aflejrings- eller suspensionsædere. Nogle af disse orme kan blive meget lange; en bestemt art kan blive næsten 2,5 meter lang, men de fleste agernorme er meget mindre. En slægt, Balanoglossus, er også kendt som tungeorm.

Pterobranches

Pterobranchia er en klade af små, ormeformede dyr. De hører til Hemichordata og lever i sekretrør på havbunden. Pterobranchia ernærer sig ved at filtrere plankton ud af vandet ved hjælp af cilier, der er fastgjort til tentakler. Der er omkring 30 kendte levende arter i gruppen.

Klassen Pterobranchia blev oprettet af E. Ray Lankester i 1877. Den indeholdt på det tidspunkt kun slægten Rhabdopleura. Udgivelsen af Challenger-rapporten (Cephalodiscus) i 1887 viste, at Cephalodiscus, den anden slægt, der nu indgik i ordenen, havde slægtskabsforbindelser i retning af Enteropneusta.

Undersøgelser i elektronmikroskop har antydet, at pterobrancherne tilhører samme klade som de uddøde graptolitter.