Geisha | traditionelle kvindelige japanske entertainere

Historie

Før geishaerne dukkede op, arbejdede nogle kvinder som kunstnere og underholdere. I Heian-perioden (794-1185) underholdt kvinderne folk ved det kejserlige hof ved at synge og danse og var kendt som shirabyōshi (白拍子).

Senere underholdt kvinder, der arbejdede som prostituerede og kurtisaner, mænd i Japans rødt lys-kvarterer. I 1589 gav Toyotomi Hideyoshi tilladelse til at bygge et kvarter i Kyoto, som var lukket udefra med mure. Det blev kaldt Shimabara og var dedikeret til fornøjelser. Shimabara blev oprettet som et officielt rødt lyskvarter i 1640 og blev et af tre områder i Japan, hvor prostitution kunne udøves lovligt. De to andre var Yoshiwara i Tokyo, som var blevet oprettet i 1617, og Shinmachi i Osaka.

De tætte områder var kendt som yūkaku og var de eneste steder, hvor kvinder måtte prostituere sig. Kurtisaner blev kollektivt kaldt oiran (花魁) og var meget dyre. Oiran underholdt også mænd med sang, dans, poesi, musik og samtale. De højest rangerende oiran var tayū, som ikke udøvede prostitution, under de andre oiran. I stedet havde de en eller to rige klienter, der fungerede som deres protektor; disse mænd betalte mange penge for at blive underholdt af deres tayū-klienter.

Tayū kunne afvise mænd og kunne bestemme, hvem de ville underholde. Tayū blev fra en ung alder opdraget til at være meget dygtige til forskellige former for kunst og underholdning, og mange af dem blev berømtheder. Der findes mange træsnit og malerier af berømte tayū og andre oiran.

Geishas dukkede først op meget senere, i Tokugawa-perioden. Oprindeligt var geishaer mænd, som rejste rundt i de røde lyskvarterer for at underholde kunderne med musik, dans og poesi. Disse mænd var kendt som geisha, men blev også kaldt otoko geisha (芸者, "mandlig geisha"), hōkan (幇間, "narre") og taikomochi (太鼓持ち, "trommeslagere"), fordi de spillede på taiko, en japansk tromme.

Mandlige geishaer var underholdningsfolk af meget lav klasse, men oiranere blev anset for at være overklasse. Enhver mand, der ønskede at være sammen med en oiran, skulle følge vanskelige ritualer og etikette og have penge nok til at betale for hendes tid. Det betød, at kun den rigeste adel fik lov til at blive underholdt af oiran. Mange tehuse (ochaya (お茶屋)) dukkede op uden for Shimabara og tilbød underholdning, som ikke blev tilbudt i Shimabara. I nogle af tehusene udøvede nogle kvinder billigere prostitution og blev kaldt sancha-jorō. Andre kvinder, der blev kaldt "odoriko" ("dansepiger"), optrådte imidlertid som dansere og musikere og blev hurtigt meget populære. De begyndte at kalde sig selv 'geisha', ligesom de mandlige kunstnere, der arbejdede i Shimabara.

Omkring 1700 var kvindelige geishaer blevet langt mere populære end mandlige geishaer. Få år senere var næsten alle geishaer kvinder.

Regeringen forbød geishaer at arbejde som prostituerede og tillod dem kun at fungere som underholdere. En af lovene fik dem til at binde deres obi (帯) (skærf) bagpå, som oiranerne bar foran som et tegn på, at de var til rådighed for sex. Geishaer skulle bære enklere frisurer, mindre hårtilbehør, mindre makeup og enklere kimonoer. Hvis en oiran beskyldte en geisha for at stjæle hendes kunder, ville geishaen blive undersøgt.

Snart blev geishaerne så meget mere populære end oiranerne, at den sidste tayū af Yoshiwara i 1761 gik på pension. Selv om tayū fortsat arbejdede i Kyoto og Osaka, blev oiran som helhed betragtet som forældede, for traditionelle og for dyre. Oiran kunne ikke forlade de røde lyskvarterer, fordi de havde en stor gæld til ejeren af det bordel, de arbejdede på, og de blev ikke længere betragtet som berømtheder eller moderigtige. De fleste mennesker havde ikke råd til at hyre dem. I modsætning hertil var geishaer billigere og mere fashionable og kunne forlade de røde lyskvarterer, når de havde lyst. De sang populære sange og havde ikke brug for flere dyre møder, før de ville underholde en kunde. Der blev oprettet nye geishakvarterer (hanamachi) i Kyoto og andre byer.

I det 19. århundrede havde geishaer en bedre position end almindelige kvinder, men de havde også problemer i det japanske samfund. Nogle fattige mennesker solgte deres døtre til et geisha-hus, men det var mindre almindeligt, end nogle tror, da mange geishaer kom fra familier, hvor moderen eller en anden kvindelig slægtning engang havde været geisha. Geishaer kunne ikke gifte sig, men kunne have en mæcen, der betalte deres udgifter, og nogle trak sig tilbage, når de fik en rig mæcen. Andre mænd betalte mange penge for at tage de nye pigers mødom (mizuage), og hvis ejeren af et geishahus var uærlig og grådig, kunne en ung geisha få solgt sin mødom flere gange til forskellige mænd.

Imidlertid voksede geishaernes omdømme og respekt for dem under Meiji-restaureringen og endnu mere efter Anden Verdenskrig. Der blev indført vigtige love for at beskytte dem. Unge piger kunne ikke længere sælges til geisha-husene, og unge geishaers jomfruelighed kunne ikke længere købes. Siden da er kvinder kun blevet geishaer af egen fri vilje.

 
En geisha spiller shamisen. Ukiyo-e-maleri af Kitagawa Utamaro, 1803.  

I dag

Nummer

Selv om folk ofte taler om, at der ikke er mange geishaer tilbage i Japan, og at de måske er ved at uddø, er geishaerhvervet meget modstandsdygtigt. I historien er antallet af geishaer nogle gange faldet på grund af ændringer i økonomien eller på grund af krig. Antallet af arbejdende geishaer steg dog som regel igen kort tid efter.

I 1920'erne var der over 80.000 geishaer i Japan. I 1944 blev alle geisha-kvarterer lukket på grund af Første Verdenskrig, og geishaerne måtte ligesom alle andre hjælpe til under krigen. Alene i Tokyo var næsten 9.000 geishaer stadig i gang med at underholde gæster, inden de fik at vide, at de ikke længere kunne arbejde som geishaer. Efter krigen åbnede geisha-kvartererne igen den 25. oktober 1945. I 1967 var der næsten 5.000 geishaer i Tokyo igen.

I dag er der langt færre geishaer. Det nøjagtige antal geishaer, der arbejder i dag, kendes ikke, men det anslås at være omkring 1.000 til 2.000.

21. århundrede

Geishaer lever og arbejder i dag i Japan i forskellige geisha-distrikter (hanamachi), som har deres egne traditioner inden for kunst, træning og beklædning. De mest kendte geishaer bor i Kyoto, som har fem geisha-distrikter. Det mest berømte er Gion Kobu, som nogle gange bare kaldes Gion. Der findes også Manu geishaer i Tokyo og i byer med varme kilder som Atami. Nogle steder i Japan har man besluttet at genoplive de geisha-distrikter, som ikke har haft nogen geishaer i årtier.

Mange geisha-huse og -distrikter bruger nu sociale medier til at reklamere for deres arbejde, og geishaer behøver ikke at være født i et geisha-distrikt for at arbejde der. Nogle geisha-distrikter afholder arrangementer for at tiltrække turister. I Kyoto arrangerer steder som Gion Corner danser udført af maikoer, som alle kan gå hen og se.

Folk kan også betale for at klæde sig ud som geisha eller maiko for en dag. At være klædt ud som en geisha eller maiko kaldes henshin. Nogle udklædningstjenester, som f.eks. i Kyoto, giver folk mulighed for at gå rundt i byen i udklædning for en dag. De vil dog ikke klæde nogen helt nøjagtigt på, så ægte geishaer og maikoer ikke kan forveksles med folk i kostumer. Hvis en person, der bærer henshin, ønsker at være klædt nøjagtigt som en geisha eller maiko, kan vedkommende ikke gå rundt udenfor. De fleste, hvis ikke alle, henshin-tjenester vil tage billeder af en person i udklædning, som de kan beholde. Rigtige geishaer har ikke tid til at tage billeder med turister, og derfor er de fleste kvinder klædt som geishaer eller maikoer, der optræder på billeder af turister, i virkeligheden personer i henshin.

Unge kvinder, der ønsker at blive geishaer, begynder normalt deres uddannelse efter endt ungdomsskole eller endda gymnasium eller college. Mange kvinder begynder deres karriere som voksne. Geishaer studerer stadig traditionelle musikinstrumenter som shamisen, shakuhachi (bambusfløjte) og trommer samt traditionelle sange, traditionel japansk dans, teceremoni, litteratur og poesi. Ved at se på andre geishaer bliver lærlinge også dygtige til de vanskelige traditioner med påklædning, makeup og håndtering af kunder.

Geishaer bliver ofte hyret til at tage med til fester og sammenkomster i tehuse eller traditionelle japanske restauranter (ryōtei). Deres tid måles efter den tid, det tager en røgelsespind at brænde, hvilket kaldes senkōdai (線代) ("røgelsespindepris") eller gyokudai (玉代) ("juvelpris"). I Kyoto anvendes i stedet udtrykkene ohana (お花) og hanadai (花代), der betyder "blomstergebyr". Kunderne hyrer geishaernes tjenester gennem geisha-distriktets fagforening eller registreringskontor, kendt som kenban (検番), som tager sig af geishaernes skema og aftaler aftaler, at hun skal underholde kunderne og træne i de traditionelle kunstarter.

 
Kyoto geiko Fumikazu (til venstre) med sin minarai imōto Momokazu (til højre) og en shikomi (i midten) fra Odamoto okiya i Kyoto  

Uddannelse

Traditionelt begyndte geishaer deres træning i en meget ung alder. Selv om nogle piger blev solgt til at blive geishaer som børn, var det ikke normal praksis i hanamachi med et godt ry. Geisha-døtre blev ofte selv uddannet som geishaer.

Den første del af træningen kaldes "shikomi". Når pigerne først ankom til okiya'en, blev de sat til at arbejde som tjenestepiger eller gøre alt, hvad de fik besked på. Arbejdet var svært for at "gøre" og "knække" de nye piger. Husets yngste shikomi måtte vente til langt ud på natten på, at den ældste geisha kom tilbage fra arbejde, nogle gange så sent som klokken to eller tre om natten. I denne fase af uddannelsen gik shikomi'erne til undervisning på hanamachis geisha-skole. I moderne tider eksisterer denne fase stadig, men den er mindre hård end tidligere. Shikomi vænner sig nu til traditionerne og klædedragten i karyūkai ("blomster- og pilverdenen").

Når en lærling blev dygtig i geishakunsten og bestod en sidste og vanskelig danseprøve, blev hun forfremmet til det andet trin af uddannelsen, minarai, og hun skulle ikke længere udføre husarbejde. Denne fase eksisterer stadig, men er meget kortere end tidligere (kun en måned). Minarai'erne lærer i marken og går til banketter og danser med geisha'erne. De deltager dog ikke, men sidder blot og ser på og lærer af deres onee-san (ældre søstre). Deres kimono er mere udførlig end selv en maikos, og den taler for dem.

Efter kort tid begynder det tredje og mest berømte trin af træningen, maiko. Geisha-lærlingen blev i dette stadium i årevis. Maiko lærer af deres ældre geisha og følger dem rundt til hver eneste præsentation, som hun laver. Forholdet mellem onee-san/imoto-san ("storesøster/yngre søster") er meget vigtigt. Onee-san lærer sin maiko alt om arbejdet i hanamachi. Hun lærer hende de rigtige måder at servere te på, spille shamisen og danse på og alt om iki's kunst (se nedenfor). Maiko bærer kraftig hvid makeup og en kunstfærdig frisure og har deres læber malet næsten hele tiden. Deres kimono og obi har mere levende farver og rigere broderier end de fulde geishaers kimonoer og obi'er. Ligesom minarai tager maiko færre penge for at deltage i fester eller sammenkomster end de fulde geishaer.

Efter en periode på kun seks måneder (i Tokyo) eller fem år (i Kyoto) bliver maiko'en forfremmet til en fuldgyldig geisha og tager fuld pris for sin tid. Geishaer bruger kimonoer i færre farver og bærer kun makeup til arbejde eller dans, fordi de er mere modne end en maiko, og fordi den mere enkle stil viser hendes egen naturlige skønhed. Geishaer forbliver som sådan, indtil de går på pension.

 
Tre maiko viser deres broderede kimono og obi  

Kunst af geisha og iki

Geishaer skal være meget dygtige til traditionel japansk musik, dans og poesi, da de bruger alle tre færdigheder i deres arbejde. Kunsten at lægge makeup, frisurer og tøj er også meget vigtig.

Det vigtigste princip for en geisha er iki, som startede i det 18. århundrede som et svar på kurtisanernes (oiran) ekstravagante stil og dem, der kunne lide deres stil. Oiran bar meget udførligt tøj, makeup og smykker. Geisha foretrak at være diskret og mere intelligent. De skabte iki som en stil, der lagde mere vægt på samtale og humor. I stedet for at arbejde med sex, som oiran dengang gjorde det og som simple prostituerede stadig gør det, forsøger geishaer at være sexede. En geisha vil flirte, drille og lave sjov med mænd, men altid med kunst og elegance. Japanske kunder ved, at man ikke kan forvente mere. Mænd nyder illusionen om det, der aldrig vil blive til. Geisha har ikke sex med kunder for penge. Geishaer lægger mere vægt på deres omdømme end prostituerede gør, og de indgår næsten aldrig et forhold til en kunde. De, der gør det, handler generelt med omhu og bliver som regel gift. Når en geisha gifter sig, trækker hun sig normalt tilbage fra sit erhverv. Den vigtigste egenskab ved en geisha er hendes troværdighed, især over for japanske kunder. Alt, hvad hendes kunder gør eller fortæller hende, skal forblive hemmeligt. Alt, hvad der bliver sagt eller gjort i et tehus, forbliver anonymt.

At blive en geisha kræver en sådan disciplin. En geisha mener, at hun skal være et kunstværk i sig selv. Hun arbejder hver dag på at forbedre alt, hvad hun gør. En geishas bevægelser og hendes måde at gå, sidde og tale på er meget vigtige. Hun er en geisha hele tiden, også når hun er hjemme eller ikke arbejder. Et eksempel på denne hengivenhed er den gamle skik kangeiko ("lektioner i kulden"). Indtil begyndelsen af 1920'erne lagde lærlinge-geishas deres hænder i iskoldt vand og gik derefter udenfor i koldt vejr for at øve sig i at spille shamisen, indtil fingrene blødte.

 
Loven krævede, at geishaer skulle binde deres obi i ryggen.  

Billedgalleri

• Maiko
• 

Make-up og frisure

• Geisha
• 

Ukiyo-e-maleri af geishaer, der spiller go (1811).

 

Relaterede sider

• Japansk te-ceremoni
• Kimono
• Mineko Iwasaki
• Oiran