Omkring 98 % af de sprog, der tales i Pakistan, er indo-iranske sprog (70 % indo-ariske og 30 % iranske sprog), en gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. De fleste pakistanske sprog skrives med persisk-arabisk skrift og har et betydeligt ordforråd, der stammer fra arabisk og persisk. Urdu, balochi, pashto, sindhi, seraiki, kashmiri (koshur), punjabi (shahmukhi) osv. er de almindelige sprog, der tales i Pakistan. Pakistanere tilhører forskellige indo-ariske etniske grupper, der taler indoarisk, samt iranske folk og dardiske sproggrupper. Derudover lever der også små grupper af isolerede sproglige grupper som f.eks. burusho- og brahui-talende folk i landet. De største etniske grupper i Pakistan i numerisk størrelse omfatter: Punjabier, pashtuner, sindhier, seraikier, muhajirer, balochier, chitralis og andre mindre grupper.

Befolkningen består af flere etniske hovedgrupper (2009):

  1. Punjabier (40,20%) 70,7 millioner
  2. Pashtuner (19,80%) 35,2 millioner
  3. Sindhier (14,1 %) 24,8 millioner
  4. Seraikis (10,53%) 14,8 millioner
  5. Muhajirs (7,57%) 13,3 millioner
  6. Balocher er (3,57%) 6,3 millioner
  7. Andre (4,66%) 11,1 mio.

Mindre etniske grupper som kashmirere, kalash, burusho, brahui, khowar, shina og turwalis findes hovedsagelig i de nordlige dele af landet. Befolkningen på Potohar-plateauet i det nordlige Punjab (Potoharis) er undertiden opført særskilt fra punjabierne. Dette ville have en tendens til at mindske punjabiernes befolkning yderligere.

Sprog og skrift

Flertallet af pakistanske sprog bruger en persisk-arabisk skriftvariant, ofte i den kalligrafiske Nastaliq-stil, men der findes også lokale tilpasninger (f.eks. for sindhi og pashto). Urdu fungerer som det nationale sprog og lingua franca mellem grupper, mens engelsk er udbredt i administration, uddannelse og erhvervsliv som officielt sprog. Mange regionale sprog som punjabi (ofte i formen Shahmukhi i Pakistan), pashto, balochi og sindhi bevares primært i mundtlig og regional skriftlig brug.

Hovedgrupper og regionale fordeling

  • Punjabier: Dominerer i Punjab-provinsen (det mest folkerige område). Punjabier taler forskellige dialekter af punjabi, inkl. potohari og andre lokale varianter.
  • Pashtuner: Overvejende i Khyber Pakhtunkhwa, de nordvestlige grænseområder og dele af Balochistan; store pashtunske befolkningsgrupper findes også i byområder som Karachi.
  • Sindhier: Hovedsageligt i Sindh-provinsen, hvor sindhi har en stærk litterær tradition og officiel status i provinsen.
  • Seraikier: Talt i det centrale-sydlige Punjab og ses i stigende grad som en selvstændig sproglig/etnisk gruppe adskilt fra punjabierne.
  • Muhajirs: Efterkommere af muslimske immigranter fra forskellige dele af det britiske Indien efter 1947, koncentreret i byer som Karachi; mange taler urdu som modersmål eller lingua franca.
  • Balocher: Primært i Balochistan-provinsen; de taler balochi og deltager i både kaukulturelle og politiske bevægelser i regionen.

Mindre og oprindelige sproggrupper

I de nordlige og fjeldrige egne findes en række mindre og ofte isolerede sproggrupper med særegne sprog og kulturer: kashmirere, kalash, burusho (burushaski-talende), brahui, khowar, shina og turwalis m.fl. Nogle af disse sprog er sprogligt isolerede eller tilhører dardiske sprogfamilier og har unikke strukturer, der adskiller dem fra de større indo-iranske sprog.

Sprogblanding, lånord og urban multilingvisme

Pakistansk sprogbrug er præget af omfattende lånordsudveksling mellem arabisk, persisk, urdu og engelsk. I byområder er kodeveksling (skift mellem sprog i samme samtale) almindeligt: mange borgere kombinerer f.eks. urdu, engelsk og lokale sprog i daglig tale. Dette afspejler både kolonial arv (engelsk) og religiøse, historiske forbindelser (arabisk og persisk).

Sprogpoli­tik og uddannelse

Sprogpoli­tik i Pakistan er kompleks: Urdu fremhæves som et samlende nationalt sprog, mens provinser og regionale grupper kæmper for større anerkendelse af deres egne sprog i skolevæsen og offentlig administration. Krav om undervisning på modersmål, særligt for små og truede sprog, er en løbende politisk og kulturel diskussion.

Tal og kildebemærkninger

De tal, der indgår i ovenstående liste, er baseret på tidligere opgørelser (angivet som 2009 i den oprindelige tekst) og bør betragtes som estimater. Befolkningsfordeling og sprogsammenhænge ændrer sig over tid på grund af fødselstal, migration (f.eks. intern migration og tilstrømning af flygtninge) samt ændringer i, hvordan folk identificerer sig sprogligt eller etnisk. For opdaterede og officielle tal anbefales det at konsultere Pakistans statistiske kontor eller nyere folketællinger og sprogundersøgelser.

Afsluttende bemærkning

Pakistan er sprogligt og etnisk meget mangfoldigt. Denne mangfoldighed er en væsentlig del af landets kulturarv, men medfører også udfordringer i forhold til repræsentation, uddannelse og politisk autonomi. En forståelse af både de store grupper og de små, lokalt forankrede sprog er nødvendig for at få et præcist billede af landets demografi og kulturelle landskab.