Etniske grupper og sprog i Pakistan: Oversigt og befolkningsfordeling
Etniske grupper og sprog i Pakistan – klar oversigt over punjabier, pashtuner, sindhier m.fl., sprogfamilier, skriftbrug og befolkningsfordeling på regionsniveau.
Omkring 98 % af de sprog, der tales i Pakistan, er indo-iranske sprog (70 % indo-ariske og 30 % iranske sprog), en gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. De fleste pakistanske sprog skrives med persisk-arabisk skrift og har et betydeligt ordforråd, der stammer fra arabisk og persisk. Urdu, balochi, pashto, sindhi, seraiki, kashmiri (koshur), punjabi (shahmukhi) osv. er de almindelige sprog, der tales i Pakistan. Pakistanere tilhører forskellige indo-ariske etniske grupper, der taler indoarisk, samt iranske folk og dardiske sproggrupper. Derudover lever der også små grupper af isolerede sproglige grupper som f.eks. burusho- og brahui-talende folk i landet. De største etniske grupper i Pakistan i numerisk størrelse omfatter: Punjabier, pashtuner, sindhier, seraikier, muhajirer, balochier, chitralis og andre mindre grupper.
Befolkningen består af flere etniske hovedgrupper (2009):
- Punjabier (40,20%) 70,7 millioner
- Pashtuner (19,80%) 35,2 millioner
- Sindhier (14,1 %) 24,8 millioner
- Seraikis (10,53%) 14,8 millioner
- Muhajirs (7,57%) 13,3 millioner
- Balocher er (3,57%) 6,3 millioner
- Andre (4,66%) 11,1 mio.
Mindre etniske grupper som kashmirere, kalash, burusho, brahui, khowar, shina og turwalis findes hovedsagelig i de nordlige dele af landet. Befolkningen på Potohar-plateauet i det nordlige Punjab (Potoharis) er undertiden opført særskilt fra punjabierne. Dette ville have en tendens til at mindske punjabiernes befolkning yderligere.
Sprog og skrift
Flertallet af pakistanske sprog bruger en persisk-arabisk skriftvariant, ofte i den kalligrafiske Nastaliq-stil, men der findes også lokale tilpasninger (f.eks. for sindhi og pashto). Urdu fungerer som det nationale sprog og lingua franca mellem grupper, mens engelsk er udbredt i administration, uddannelse og erhvervsliv som officielt sprog. Mange regionale sprog som punjabi (ofte i formen Shahmukhi i Pakistan), pashto, balochi og sindhi bevares primært i mundtlig og regional skriftlig brug.
Hovedgrupper og regionale fordeling
- Punjabier: Dominerer i Punjab-provinsen (det mest folkerige område). Punjabier taler forskellige dialekter af punjabi, inkl. potohari og andre lokale varianter.
- Pashtuner: Overvejende i Khyber Pakhtunkhwa, de nordvestlige grænseområder og dele af Balochistan; store pashtunske befolkningsgrupper findes også i byområder som Karachi.
- Sindhier: Hovedsageligt i Sindh-provinsen, hvor sindhi har en stærk litterær tradition og officiel status i provinsen.
- Seraikier: Talt i det centrale-sydlige Punjab og ses i stigende grad som en selvstændig sproglig/etnisk gruppe adskilt fra punjabierne.
- Muhajirs: Efterkommere af muslimske immigranter fra forskellige dele af det britiske Indien efter 1947, koncentreret i byer som Karachi; mange taler urdu som modersmål eller lingua franca.
- Balocher: Primært i Balochistan-provinsen; de taler balochi og deltager i både kaukulturelle og politiske bevægelser i regionen.
Mindre og oprindelige sproggrupper
I de nordlige og fjeldrige egne findes en række mindre og ofte isolerede sproggrupper med særegne sprog og kulturer: kashmirere, kalash, burusho (burushaski-talende), brahui, khowar, shina og turwalis m.fl. Nogle af disse sprog er sprogligt isolerede eller tilhører dardiske sprogfamilier og har unikke strukturer, der adskiller dem fra de større indo-iranske sprog.
Sprogblanding, lånord og urban multilingvisme
Pakistansk sprogbrug er præget af omfattende lånordsudveksling mellem arabisk, persisk, urdu og engelsk. I byområder er kodeveksling (skift mellem sprog i samme samtale) almindeligt: mange borgere kombinerer f.eks. urdu, engelsk og lokale sprog i daglig tale. Dette afspejler både kolonial arv (engelsk) og religiøse, historiske forbindelser (arabisk og persisk).
Sprogpolitik og uddannelse
Sprogpolitik i Pakistan er kompleks: Urdu fremhæves som et samlende nationalt sprog, mens provinser og regionale grupper kæmper for større anerkendelse af deres egne sprog i skolevæsen og offentlig administration. Krav om undervisning på modersmål, særligt for små og truede sprog, er en løbende politisk og kulturel diskussion.
Tal og kildebemærkninger
De tal, der indgår i ovenstående liste, er baseret på tidligere opgørelser (angivet som 2009 i den oprindelige tekst) og bør betragtes som estimater. Befolkningsfordeling og sprogsammenhænge ændrer sig over tid på grund af fødselstal, migration (f.eks. intern migration og tilstrømning af flygtninge) samt ændringer i, hvordan folk identificerer sig sprogligt eller etnisk. For opdaterede og officielle tal anbefales det at konsultere Pakistans statistiske kontor eller nyere folketællinger og sprogundersøgelser.
Afsluttende bemærkning
Pakistan er sprogligt og etnisk meget mangfoldigt. Denne mangfoldighed er en væsentlig del af landets kulturarv, men medfører også udfordringer i forhold til repræsentation, uddannelse og politisk autonomi. En forståelse af både de store grupper og de små, lokalt forankrede sprog er nødvendig for at få et præcist billede af landets demografi og kulturelle landskab.
Større etniske grupper i Pakistan, 1973
Hindkowan
Hindkowaner er en generel betegnelse for indbyggerne i Hazara-divisionen i Khyber Pakhtunkhwa-provinsen i Pakistan. Området ligger mellem de "rigtige" pashtun-distrikter i provinsen, det nordlige Punjab og Kashmir. Der er således tale om et "overgangsområde", hvor der hovedsagelig tales hinko-dialekt eller sprog, med lidt pashto og andre sprog. Det skal bemærkes, at der som sådan ikke findes nogen mennesker eller racer med dette navn, men at det er en rent sproglig definition eller betegnelse. Befolkningen i det "hindko-talende bælte" har faktisk en række forskellige etniske oprindelser - pathatiske bosættere som Yusufzai, Tanoli, Tarin, Jadoon, Kakkar, Utmanzai og andre, samt repræsentanter for forskellige Punjabi og Kashmiri-stammer, samt flere indfødte bjergstammer og oprindelige stammer som Awan, Mughal, Turk, Karlal, Dhund Abbasi, Gujar, Swatis osv.
Mens udtrykket generelt anvendes om indbyggerne i Hazara (især i distrikterne Abbottabad, Haripur og Mansehra), anvendes det også i forlængelse heraf om betydelige lommer af Hindko-talende befolkninger i Peshawar by, Kohat og Dera Ismail Khan i Khyber Pakhtunkhwa og i Dera Ghazi Khan og Mianwali i Punjab.
Hazara
Hazara-etniskheden (ikke at forveksle med indbyggerne i Hazara-regionen) er et folk, der taler persisk. De lokale eller pakistanske Hazara bor i Quetta i Balochistan og et lille antal fra Afghanistan som flygtninge i Islamabad-området og nogle få i Peshawar by i Khyber Pakhtunkhwa. De er nært beslægtet med det eurasiske folk og det uyguriske folk. Den samlede anslåede befolkning af pakistanske hazarer menes at være mere end 200 000. De afghanske flygtninge hazarer er ikke mere end mellem 10 000 og 12 000.
Makrani
Makranierne er indbyggerne på Makran-kysten i Balochistan i Iran og Pakistan. De er det negroide folk i Pakistan. De er efterkommere af slaver, der først blev bragt til Pakistan af arabiske købmænd i middelalderen fra de bantutalende dele af Østafrika.
Tadsjikisk
Tadsjikerne er et persisktalende folk med traditionelle hjemlande i det nuværende Afghanistan, Tadsjikistan, det sydlige Usbekistan, det nordlige Pakistan og det vestlige Kina. De pakistanske tadsjikere lever blandt andre folk med overvejende centralasiatisk oprindelse som f.eks. dardiske og chitraliske folk, hunzukuts, shina, baltis osv., og de egentlige tadsjikere anslås ikke at være mere end mellem 100.000 og 125.000[].
Balti
Balterne er en etnisk gruppe af tibetansk afstamning med en vis blanding af dadardisk oprindelse i Gilgit-Baltistan, Pakistan og Ladakh. I Pakistan bor de hovedsagelig i de store bycentre Lahore, Karachi og Islamabad/Rawalpindi. Balti-sproget tilhører den tibetanske sprogfamilie og er en underdialekt af ladakhisk.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvor stor en procentdel af de sprog, der tales i Pakistan, er indo-iranske?
Svar: Omkring 98 % af de sprog, der tales i Pakistan, er indo-iranske.
Spørgsmål: Hvilket skriftsprog bruges til at skrive de fleste sprog i Pakistan?
A: De fleste sprog i Pakistan skrives med perso-arabisk skrift.
Spørgsmål: Hvor mange større etniske grupper udgør befolkningen i Pakistan?
A: Befolkningen består af flere etniske hovedgrupper, herunder punjabier, pashtuner, sindhier, seraikier, muhajirer, balochier og chitralis.
Spørgsmål: Hvilken etnisk gruppe er den største i antal?
Svar: Punjabierne udgør den største etniske gruppe med 40,20 % eller 70,7 mio. mennesker.
Spørgsmål: Findes der sproglige isolater i Pakistan?
Svar: Ja, der findes også små grupper af sproglige isolater som f.eks. burusho- og brahui-talende folkeslag i landet.
Spørgsmål: Hvor findes mindre etniske grupper i Pakistan?
A: Mindre etniske grupper som f.eks. kashmirier, kalash, burusho, brahui, khowar, shina og turwalis findes hovedsagelig i de nordlige dele af landet.
Spørgsmål: Er Potoharis opført særskilt fra Punjabis, når befolkningerne tælles med?
A: Ja, Potoharis fra det nordlige Punjab opgøres undertiden separat fra punjabierne, hvilket ville have tendens til at mindske deres befolkning yderligere.
Søge