Indiens kejserinde/kejser (Badishah-e-Hind på hindustani) er en historisk betegnelse, der gennem tiden er blevet brugt i meget forskellige sammenhænge. Udtrykket optræder som en oversættelse af persisk/urdu-titlen badshah (kejser eller konge) kombineret med Hind (Indien). Titlen blev bl.a. benyttet af den sidste mogulkejser, Bahadur Shah II, og blev senere optaget i den officielle stil for de britiske monarker under det britiske Raj i Indien.
Oprindelse og betydning
Ordet badshah (ofte skrevet badshah eller padishah) stammer fra persisk og har været brugt i det muslimske Sydasien om suveræner med overhøjhed over store områder. Tilsammen med Hind giver det betegnelsen "Indiens kejser/kejserinde" — en titel, der signalerer overordnet politisk og ceremoniel autoritet over det indiske subkontinent.
Mogulernes brug
Mogul-imperiets herskere anvendte en række persiske og tyrkiske ærværdige titler (fx Padshah, Shahanshah), og i populær tale kunne formuleringer som "Badshah-e-Hind" forekomme. Den sidste mogulkejser, Bahadur Shah II, er særlig kendt for at være blevet anset som symbolsk overhoved under og efter Oprøret i 1857; efter oprøret blev han afsat af britiske myndigheder og forvist til Rangoon. Tidligere indiske herskere som Ashoka den Store fra Maurya-dynastiet eller kejser Akbar fra mogul-imperiet omtales i moderne historieskrivning ofte som "kejsere" på grund af deres overherredømme, men de gjorde ikke nødvendigvis krav på netop betegnelsen "Badishah-e-Hind" i den form, den senere fik under britisk styre.
Det britiske Raj og "Emperor/Empress of India"
Efter Oprøret i 1857 overgik den reelle regering af Indien fra East India Company til den britiske krone (Government of India Act 1858). For at markere og styrke monarkens suverænitet over Indien vedtog det britiske parlament i 1876 Royal Titles Act, som gav dronning Victoria mulighed for at antage den ekstra titel "Empress of India". Titlen blev derefter en del af den officielle kongelige stil og blev båret af de britiske monarker gennem perioden med det formelle britiske styre i Indien (det såkaldte britiske Raj). Efter Indiens uafhængighed i 1947 og forfatningsændringer i årene derefter ophørte brugen af denne tittel i praksis, efterhånden som Indien blev en suveræn nation og senere republik.
Kulturel og symbolsk betydning
Titlen har både en formel og en symbolske funktion. Hos mogulerne var den et tegn på legitimitet og ceremoniel overhøjhed; under det britiske styre fungerede den som et politisk og ideologisk instrument, der skulle legitimere kolonistyret i indiske og internationale sammenhænge. I litteratur, poesi og populær tradition lever betegnelsen videre i forskellige former — ofte som et billede på storslået magt eller som et nostalgisk/religiøst symbol i forbindelse med Mughal-æraens arv.
Forskelle til andre titler
- Badshah/Padishah — persisk/urdu-udtryk for kejser eller øverste suveræn.
- Maharaja — sanskrit-baseret titel brugt af mange hinduistiske fyrster i Sydasien; betyder bogstaveligt "stor konge".
- Shahanshah — "konge over konger", en endnu højere persisk kejserlig titel, brugt i andre regionale kontekster.
Samlet set er "Badishah-e-Hind" et eksempel på, hvordan titler bevæger sig mellem sprog, kultur og politik: fra indfødte persisk-udledte hofforme under muslimerne, over kolonial appropriering af stilistikken af de britiske monarker, til nutidens historiske og kulturelle diskussioner om magt og identitet i Sydasien.
