Den nederlandske modstandsbevægelse var en bevægelse af nederlændere, der kæmpede mod den tyske besættelse af Nederlandene under Anden Verdenskrig. De bekæmpede nazisterne på mange forskellige måder, for det meste uden at bruge vold. Modstandsbevægelsen var med til at skjule 300.000 mennesker i efteråret 1944.

Den nederlandske modstand udviklede sig langsomt. I 1941 organiserede hollænderne en strejke, kaldet februarstrejken, for at protestere mod nazisternes deportation af over 400 jøder. Dette opmuntrede modstanden. De hollandske kommunister oprettede et system af celler (små grupper af modstandsfolk). Der blev også dannet nogle andre meget amatøragrupper, som De Geuzen, der blev oprettet af Bernard IJzerdraat. Nogle militære grupper startede, såsom Ordedienst ("ordenstjeneste"). De fleste grupper blev opdaget af nazisterne i løbet af de første to krigsår.

Hollandske modstandsgrupper indsamlede kontraspionage (oplysninger om nazisterne), begik sabotage og dannede kommunikationsnetværk. Dette hjalp de allierede styrker, fra 1944 og indtil Nederlandene blev befriet. Omkring 75 % (105.000 ud af 140.000) af de nederlandske jøder blev dræbt under Holocaust, hvoraf de fleste blev myrdet i nazisternes dødslejre. En række modstandsgrupper specialiserede sig i at redde jødiske børn. Et sted mellem 215 og 500 nederlandske romanere blev også dræbt af nazisterne.

Organisation og udvikling

Modstanden i Nederlandene var fragmenteret og bestod af en bred vifte af grupper med forskellige ideologier og metoder: kommunister, socialister, konservative, tidligere militærfolk, religiøse grupper og rene hjælpeorganisationer. Nogle var stærkt organiserede, andre spontane og lokale. Flere grupper forsøgte over tid at koordinere deres indsats; i 1944 blev mange af de væbnede grupper samlet under paraplyorganisationen Binnenlandse Strijdkrachten (BS), så de kunne arbejde tættere sammen med de allierede styrker under befrielsen.

Metoder og aktiviteter

Modstandsfolkene brugte en række ikke-voldelige og voldelige metoder. De vigtigste aktiviteter omfattede:

  • Skjul og hjælp: Organisering af skjulesteder for jøder, modstandsfolk, undvigende soldater og andre forfulgte — kendt som onderduikers. Det er anslået, at omkring 300.000 mennesker var i skjul i efteråret 1944.
  • Falske papirer og forsyninger: Fremstilling af forfalskede identitetspapirer, rationeringsmærker og blanketter, samt opsætning af nye identiteter for skjulte personer.
  • Efterretning og kontraspionage: Indsamling af oplysninger om nazistiske styrker, fabrikker og transportsystemer, som blev sendt videre til de allierede.
  • Sabotage: Ødelæggelse af jernbanespor, kommunikationslinjer og forsyningsanlæg for at forstyrre den tyske krigsmaskine, især i månederne op til og under befrielsen i 1944–1945.
  • Illegale medier: Udgivelse og distribution af undergrundsaviser, pamfletter og propaganda for at opretholde moral og informere befolkningen.
  • Redningsaktioner: Specialiserede grupper og netværk der hjalp med at redde jødiske børn og familier og føre dem i sikkerhed hos værger eller i religiøse institutioner.
  • Militær modstand: Sabotageaktioner og bevæbnede angreb på tyske mål, især i 1944–45, hvor BS og andre grupper spillede en større rolle.

Eksempler på grupper og begivenheder

Nogle kendte grupper var De Geuzen, Ordedienst, de kommunistiske celler og senere LO (Landelijke Organisatie voor Hulp aan Onderduikers) som koordinerede hjælpen til skjulte mennesker. En af de mest kendte ikke-voldelige handlinger var februarstrejken i 1941, en generel arbejdsnedlæggelse som protest mod nazisternes behandling af jøder og som viste, at der fandtes bred folkelig modstand.

Risici og repressalier

At være aktiv i modstanden var ekstremt farligt. Nazisterne reagerede ofte med hårde repressalier: massearrestationer, henrettelser og deportationer til koncentrationslejre. Enkelte byer og landsbyer oplevede voldsomme gengældelsesaktioner efter modstandsaktioner (for eksempel razziaer og masseudryddelser). Mange modstandsfolk blev fanget i løbet af krigen, og talrige led dødsfald eller deportation.

Betydning og tab

Den nederlandske modstand havde betydelig betydning, især ved at skjule et stort antal mennesker, levere efterretninger til de allierede styrker og ved at hjælpe befrielsen i 1944–45 gennem sabotage og gerillaaktioner. Samtidig led befolkningen store tab: omkring 75 % (105.000 ud af 140.000) af de nederlandske jøder blev dræbt under Holocaust, hvoraf de fleste blev myrdet i nazisternes dødslejre, og mellem 215 og 500 nederlandske romanere blev også dræbt.

Efterkrigstid og arv

Efter krigen blev mange modstandsfolk hædret, men der opstod også debat om modstandens omfang og effektivitet. Nogle kritikere pegede på, at meget af befolkningen ikke deltog aktivt, mens tilhængere understregede den risikofyldte og ofte livsvigtige støtte til forfulgte grupper og de informationer, som hjalp de allierede styrker. I dag er modstanden mindet gennem museer, monumenter og forskning, og den spiller en central rolle i Nederlands kollektive erindring om Anden Verdenskrig.