Almindelig tudse (Bufo bufo) — beskrivelse, udbredelse & adfærd

Tudsen kan blive omkring 15 cm lang. Hunnerne bliver større end hannerne. De sydlige padder har en tendens til at være større end dem i nord. Hovedet er bredt og har en bred mund. Næsen har to små næsebor. Der er ingen tænder. De store, fremspringende øjne har gul eller kobberfarvet iris og vandrette spalteformede pupiller. De har et skadeligt stof kaldet bufotoxin. Det bruges til at holde rovdyr væk. Hovedet er forbundet med kroppen uden en tydelig hals. Der er ingen udvendig stemmesæk. Kroppen er bred og spinkel. De forreste lemmer er korte, og tæerne på de forreste fødder vender indad. I yngletiden får hannen brudpuder på de tre første fingre. Disse er til at holde hunnen fast. Bagbenene er korte, og bagfødderne har lange, ubesvøbte tæer. Der er ingen hale. Huden er tør og dækket af små vorter. Farven er brun, olivenbrun eller gråbrun. Nogle gange er den delvist plettet eller med mørkere farvebånd. Tudsen har en tendens til at være kønsdimorfi. Hunnerne er mere brune og hannerne mere grålige. Undersiden er smudsig hvid med grå og sorte pletter.

Tudser kan leve i mange år. De har levet i halvtreds år i fangenskab. I naturen menes det, at padder kan leve i omkring ti til tolv år. Man kan finde deres alder ved at tælle antallet af årlige vækstringe i knoglerne på deres fingerled.

Tudsen bevæger sig normalt ved at gå ret langsomt eller i korte spring ved hjælp af alle fire ben. Den tilbringer dagen med at gemme sig. Den kommer frem i skumringen. Den kan tilbagelægge en vis afstand i mørket, når den er på jagt. Den er mest aktiv i vådt vejr. Om morgenen er den vendt tilbage til sin base. Den kan leve på samme sted i flere måneder. Den har en stor appetit og spiser lus, snegle, biller, larver, fluer, orme og endda små mus. Små, hurtigt bevægelige byttedyr kan fanges ved et svirp med tungen. Større ting gribes med kæberne. Da den ikke har nogen tænder, sluger den maden hele i en række slurke. Den vil forsøge at æde alle små, mørkfarvede, bevægelige genstande, som den møder om natten. En forskningsundersøgelse viste, at den ville knække et stykke sort papir på 1 cm i bevægelse, som om det var et bytte. Den ville ignorere et større stykke i bevægelse. Af og til skiller den almindelige tudse sig af med sin hud, som kommer af i flossede stykker. Huden spises derefter.

Når den almindelige tudse bliver angrebet, puster den sig op på kroppen og står med ryggen hævet og hovedet sænket. Dens vigtigste forsvarsmiddel er et sekret, der smager ildelugtende. Den indeholder et bufotoxin kaldet bufagin og er nok til at holde mange rovdyr væk. Græsslanger synes at være upåvirkede af det. Andre rovdyr af voksne padder er pindsvin, rotter og mink og endda huskekatte. Fugle, der lever af padder, omfatter hejrer, krager og rovfugle. Paddeungerne har også skadelige stoffer, som afholder fisk fra at spise dem, men ikke den store vandsalamander. Blandt de hvirvelløse vanddyr, der lever af paddeunger, er larver af guldsmede, dykkende biller og vandbådsmænd. Disse undgår normalt det skadelige sekret ved at punktere haletudseens hud og suge dens safter ud.

En parasitflue, Lucilia bufonivora, angriber voksne padder. Den lægger sine æg på paddens hud. Når de klækker, kravler larverne ind i paddens næsebor og æder dens kød.

Reproduktion

Den almindelige tudse kommer ud af dvale om foråret. Et stort antal padder bevæger sig mod ynglesøerne. Tudserne mødes ved visse damme, som de foretrækker. Voksne padder bruger den samme dam år efter år. Det er konstateret, at over 80 % af de hanner, der er blevet mærket som unge, vender tilbage til den dam, hvor de blev ynglet.

Hannerne ankommer først og bliver her i flere uger. Hunnerne bliver kun længe nok til at parre sig og gyde. I stedet for at kæmpe for retten til at parre sig med en hun bruger hanpadderne deres stemmehøjde. Krækken giver et tegn på kropsstørrelse og dygtighed. Der opstår nogle gange slagsmål. Der er flere hanpadder end hunpadder ved ynglepladserne.

Hannerne sætter sig på ryggen af hunnerne. De holder hunnerne fast med deres forreste lemmer i et greb, der kaldes amplexus. Hannerne er meget entusiastiske. De forsøger at gribe fat i fisk eller livløse genstande og hopper ofte op på ryggen af andre hanner. Nogle gange danner flere tudser en bunke, hvor hver han forsøger at gribe fat i hunnen ved bunden. Det er en stressende periode, og antallet af dødsfald er højt blandt ynglende tudser. En vellykket han forbliver i amplexus i flere dage. Hunnen lægger en lang, dobbelt snor af små sorte æg. Han befrugter dem med sin sæd. Ægstrengene kan indeholde 3.000 til 6.000 æg og være 3 til 4,5 meter lange. De vikler sig ind i plantestilke.

Ægstrengene optager vand og vokser i størrelse. Små haletudser klækkes ud efter to til tre uger. I begyndelsen holder de fast i resterne af strengene og lever af gelé. Senere sætter de sig fast på undersiden af bladene på vandpest, inden de bliver fritsvømmende. Haletudserne ligner haletudserne hos den almindelige frø (Rana temporaria). De har en mørkere farve, idet de er sortlige på oversiden og mørkegrå på undersiden. De kan skelnes fra andre arters haletudser ved, at munden er lige så bred som mellemrummet mellem øjnene, og at dette er dobbelt så stort som afstanden mellem næseborene. I løbet af nogle få uger udvikles deres ben, og halen bliver langsomt genindvokset. Når de er tolv uger gamle, er de små tudser, der måler ca. 1,5 cm lange og er klar til at forlade dammen.

Den almindelige tudse bliver kønsmodne efter tre til syv år.

IUCN's røde liste over truede arter siger, at den almindelige tudse er mindst bekymret. Det skyldes, at den lever i mange områder og er almindelig i disse områder. Den er ikke særlig truet af tab af levesteder. Den kan leve i mange forskellige områder. Chytridiomycosis, en smitsom sygdom hos padder, er blevet rapporteret hos padder i Spanien og Det Forenede Kongerige. Dette kan påvirke nogle populationer.

Tudsen har længe været anset for at være et dyr med dårligt varsel eller en forbindelse til den anden verden. Det kan skyldes, at den er hjemme både på land og i vandet. Det kan få folk til ikke at kunne lide den på grund af dens sortlige, vorteagtige hud, dens langsomme bevægelser og den måde, den kommer fra et mørkt hul.

En af de tidligste henvisninger til padder som værende forbundet med mørkets kræfter var, da Zoroaster i 600 f.Kr. sagde, at alle padder skulle dræbes. I middelalderens Europa blev tudsen associeret med Djævelen, hvis våbenskjold har tre tudser på sig. Man mente, at tudsen kunne forgifte mennesker. Man troede også, at den var heksens fortrolige og derfor havde magiske kræfter. I Frankrig troede man, at man kunne finde hekse, fordi de var markeret med en paddefod et sted på kroppen. I Dorset troede man, at hvis man fandt en tudse i huset, skulle den fjernes uden at skade den, ellers ville husbonden blive ramt af vrede fra den heks, hvis fortrolige den var. I nogle områder blev fundet af en tudse i et hus betragtet som et bevis på, at der var en heks til stede. Man mente, at tuddens spyt var giftigt. Man troede, at den kunne spytte eller opkaste giftig ild. Det blev anset for at være uheldigt for en tudse at hoppe over ens fod, og i nogle regioner var det et tegn på død. Padder blev forbundet med djævle og dæmoner, og i "Paradise Lost". John Milton viste Satan som en tudse, da han hældte gift i Evas øre. Den første heks i Shakespeares Macbeth gav instruktioner om at bruge en tudse til at lave trylleformularer med:

Tudsen er også forbundet med kvindelig frugtbarhed. Modeller af tudser blev efterladt ved helligdomme af kvinder, der ønskede at blive gravide. I Rumænien troede man, at den, der dræbte en tudse, kunne dræbe sin egen mor. I skotsk folklore sagde man, at en mand, der bar en tudetunge i sin brystlomme, kunne få sin vilje med enhver kvinde. Man troede også, at der var en juvel inde i en paddes hoved, kaldet en "paddesten". Man sagde, at den, når den blev båret som en halskæde eller ring, ville advare bæreren mod forsøg på at forgifte ham eller hende. Shakespeare nævnte dette i As you like it:

Man har længe ment, at berøring af en padde kan forårsage vorter. Det har vist sig at være en myte, og at vorter faktisk forårsages af det humane papillomavirus. De overføres ved direkte kontakt fra person til person.

Hr. Toad Esq. er en af hovedpersonerne i børneromanen "Vinden i piletræerne" af Kenneth Grahame. Den er blevet dramatiseret af flere forfattere, bl.a. A.A. Milne, som kaldte sit skuespil Toad of Toad Hall. Hr. Tudse er en meget indbildsk,antropomorfe tudse.