Kinesiske låneord: Hvordan de formede japansk, koreansk og vietnamesisk

Opdag hvordan kinesiske låneord formede japansk, koreansk og vietnamesisk — udtale, skrifthistorie og betydning i moderne sprog.

Kinesiske låneord er låneord, der er lånt til ikke-kinesiske sprog, især østasiatiske sprog. Siden Kina indførte skriftsproget i det japanske, koreanske og vietnamesiske sprog, har hvert sprog også lånt mange kinesiske låneord. Da alle sprogene har meget forskellige lydsystemer, har de alle forskellige systemer til at udtale kinesiske låneord (selv om der er mange ord, der lyder ens). Disse kaldes kinesisk-xeniske udtaler. De svarer til, hvordan låneord fra latin og fransk lyder forskelligt, når de udtales på engelsk.

På et tidspunkt blev alle disse sprog kun skrevet med kinesiske tegn. I dag er japansk det eneste ikke-kinesiske sprog, hvor der i dagligdagen skrives med kinesiske tegn. Kinesiske tegn, eller kanji på japansk, kan bruges til at skrive både japanske ord, der er indfødte japanske ord, og kinesiske låneord. I dag bruger koreansk kun kinesiske tegn, eller hanja på koreansk, til kinesiske låneord (når det er for tvetydigt kun at skrive på hangul) og til at skrive sit eget navn. I dag bruger vietnamesisk slet ikke kinesiske tegn, men kun det latinske alfabet, eller chữQuốcngữ på vietnamesisk. Kinesiske tegn bruges kun som udsmykning i Vietnam i dag, og de studeres kun af få vietnamesere.

Hvordan låneordene spredtes

Spredden af kinesiske låneord skete over mange århundreder gennem statsforhold, handel, missionærvirksomhed, buddhistiske tekster og konfuciansk administration. Klassisk kinesisk var det skriftlige lingua franca i det østasiatiske kulturområde, og embedsmænd, lærde og religiøse oversatte eller lånte ord direkte fra kinesisk til deres egne sprog. Det førte til et stort lag af ord på områder som filosofi, administration, uddannelse, teknik og religion, som alle stammer fra samme kinesiske kilder.

Udtaleforskelle og historiske lag

De treforskellige sprog tog lånene fra forskellige perioder af kinesisk. Mange japanske lån reflekterer udtaler fra middelkinesisk, mens koreanske og vietnamesiske lån ofte svarer til andre historiske former af kinesisk. Der opstod derfor flere “lag” af låneord i hvert sprog, afhængigt af hvornår og fra hvilken dialekt eller standardsprog lånene kom.

Forskelle i fonologi betød også, at hver kultur tilpassede kinesiske lydkombinationer til sit eget lydsystem: japansk konverterede ofte konsonantklynger til vokalafsluttede stavelser, koreansk tilpassede tonesystemet og manglende slutkonsonanter, og vietnamesisk (som har tonesystem) bevarede eller rekonstruerede toneforskelle i mange tilfælde. Resultatet er, at samme kinesiske morfem i dag kan lyde meget forskelligt i japansk, koreansk og vietnamesisk, selvom betydningen ofte er tæt på hinanden.

Skriftsystemernes udvikling

Historisk blev vietnamesisk også skrevet med kinesiske tegn og med et tilpasset system kaldet chữ Nôm, som brugte både kinesiske tegn og lokale tegnopfindelser til at gengive vietnamesiske ord. I det 20. århundrede blev dette system stort set erstattet af chữQuốcngữ (det latinske alfabet), indført af katolske missionærer og fremmet under fransk kolonistyre.

I Korea blev hangul skabt i det 15. århundrede for at give en enklere og mere fonetisk måde at skrive koreansk på. Siden det 20. århundrede er hangul blevet dominerende, og brugen af hanja er i dag begrænset, især i Sydkorea, hvor man oftest kun bruger hanja til afklaring af tvetydigheder eller i historiske/akademiske sammenhænge. I Japan er kanji stadig en central del af skriftsystemet sammen med hiragana og katakana.

Begreber for de forskellige udtaler

• Japansk: Sino-japanske udtaler kaldes on'yomi (音読み) — disse er de kinesiske lånelyde, som ofte suppleres af indfødte japanske læsninger, kaldet kun'yomi (訓読み).
• Koreansk: De kinesisk-afledte læsninger kaldes 한자음 (hanja-eum) eller mere generelt sino-koreanske udtaler.
• Vietnamesisk: De kinesiske lån kaldes Hán-Việt eller sino-vietnamesiske udtaler; mange af dagens læseinflukter stammer fra både gammel og middelkinesisk.

Hvorfor låneordene stadig betyder noget i dag

Selvom de fonetiske former er forskellige, giver disse fælles kinesiske morfemer et betydeligt niveau af formelt ordforråd, som er gensidigt genkendeligt i hele regionen. Fagudtryk inden for universiteter, jura, medicin og teknologi er for eksempel ofte konstrueret af de samme kinesiske morfemer i de tre sprog, hvilket gør det lettere at identificere tilsvarende begreber på tværs af japansk, koreansk og vietnamesisk.

Eksempler

• 大学 — kinesisk: dàxué; japansk (on'yomi): だいがく (daigaku); koreansk: 대학 (daehak); vietnamesisk: đại học.
• 学校 — kinesisk: xuéxiào; japansk: がっこう (gakkō, med kinesisk on'yomi i sammensætning); koreansk: 학교 (hakgyo); vietnamesisk: học hiệu/học xá (moderne: trường học).
• 政治 — kinesisk: zhèngzhì; japansk: せいじ (seiji); koreansk: 정치 (jeongchi); vietnamesisk: chính trị.

Samlet set har kinesiske låneord haft en dybtgående indflydelse på opbygning af ordforråd, skrivemåder og fagterminologi i japansk, koreansk og vietnamesisk. Selvom dagligsproget i hvert land i dag bruger forskellige skriftsystemer og udtaler, er den fælles arv fra klassisk kinesisk stadig tydelig i mange formelle og tekniske ord.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er kinesiske låneord?

Q: Hvordan påvirker de forskellige lydsystemer i østasiatiske sprog den måde, hvorpå de udtaler kinesiske låneord?

Spørgsmål: Bruger japanerne stadig kinesiske tegn i dag?

Spørgsmål: Bruger koreansk hanja til at skrive sit eget navn?

Spørgsmål: Bruger vietnamesere nogen form for kinesiske tegn i dag?

Søg efter bogstav