Camillo Berneri (også kendt som Camillo da Lodi; 1877, Lodi-5. maj 1937, Barcelona) var en italiensk professor i filosofi, anarkistisk militant, propagandist og teoretiker.

Biografi og eksil

Berneri var veteran fra Første Verdenskrig og arbejdede som professor i humaniora ved universitetet i Firenze. Som aktiv medlem af Unione Anarchica Italiana kæmpede han konsekvent mod fascisterne. Efter Mussolinis konsolidering af magten i Italien blev Berneri udsat for forfølgelse; fra omkring 1926 levede han i eksil. Han søgte tilflugt i en række europæiske lande — først Frankrig, siden Schweiz, Tyskland, Belgien, Luxembourg og til sidst Holland — hvor han ofte blev arresteret og udvist på grund af sin anarkistiske aktivitet.

I eksilet fortsatte Berneri sit politiske og intellektuelle arbejde: han skrev en lang række antiklerikale, antifascistiske og antiautoritære artikler, holdt foredrag og bidrog til internationale anarkistiske tidsskrifter. Hans skrifter kombinerede filosofisk uddannelse med skarp politisk analyse og var rettet mod både massebevægelse og organiseret arbejderkamp.

Politisk tænkning og engagement

Berneri var fortaler for en libertær form for socialisme — imod både fascistisk diktatur og kommunistisk centralisme. Han fordømte religiøst hierarki og autoritære struktu rer i både stat og parti, og han argumenterede for direkte aktion, arbejderråd og decentraliseret selvforvaltning som midler til at opnå social forandring. Hans skriftlige arbejde ligger i krydsfeltet mellem filosofisk refleksion og praktisk politisk agitation.

Den spanske borgerkrig

Under udbruddet af den spanske borgerkrig sluttede Berneri sig til kampen mod Francisco Franco. Sammen med andre antifascister, herunder Carlo Rosselli, var han med til at organisere en af de første italienske kolonner af frivillige, der rejste til Spanien for at kæmpe mod oprørsstyrkerne. I begyndelsen støttede han den brede front mod Franco, men allerede efter nogle måneder blev han mere kritisk over for taktiske og politiske samarbejder.

Særligt blev Berneri stærkt kritisk over for inddragelsen af medlemmer af Confederación Nacional del Trabajo (CNT) i de republikanske regeringsstrukturer. Han mente, at indtrædelsen i ministerposter svækkede bevægelsens selvstændighed og dens sociale revolutionære potentiale, og han skrev direkte til anarkistiske ministre, herunder et brev til Federica Montseny, hvor han påpegede farerne ved institutionalisering og kompromis med borgerlige kræfter.

Mordet under majdagene i Barcelona

Under de såkaldte majdage i Barcelona i 1937 — en intern konflikt mellem republikanske, anarkistiske, marxistiske og kommunistiske styrker på den republikanske side — blev Berneri opsøgt og myrdet. Ifølge samtidige beretninger blev han dræbt af en gruppe medlemmer af Spaniens Kommunistiske Parti, tilsyneladende på ordre fra Josef Stalin. Hans lig, gennemhullet af kugler, blev fundet om natten i nærheden af Generalitat de Catalunya's hovedkvarter.

Berneris død blev et stærkt symbol på de interne konflikter på republikansk side og på den systematiske undertrykkelse af uafhængige revolutionære kræfter, som Sovjetunionens politik og kommunistpartiernes linje anklagedes for at fremme. Mordet vakte international vrede og sørgede for, at Berneri blev et martyrskikkelse i anarkistiske kredse.

Familie og eftermæle

Han var gift med Giovanna Berneri og var far til Marie-Louise Berneri og Giliane Berneri. Børnene fulgte i faderens fodspor og blev aktive anarkister. Marie-Louise blev en fremtrædende forfatter og aktivist i den internationale anarkistiske bevægelse og arbejdede for at bevare og udbrede sin fars tanker og skrifter.

Camillo Berneris ideer og hans tidlige modstand mod både fascisme og autoritær kommunisme har gjort ham til en vigtig skikkelse i anarkistisk teori og historie. Hans arbejder blev efter hans død udgivet i forskellige samlinger, og Hans skæbne illustrerer de interne spændinger og tragedier, der prægede antifa-bevægelsen i 1930'erne.

Udvalgte temaer i hans værker

  • Antiautoritarisme: kritik af partipolitisk centralisme og statsocialisme.
  • Antiklerikalitet: opgør med kirkens politiske rolle og sociale indflydelse.
  • Direkte aktion og selvstyre: fremhævelse af arbejder- og befolkningsorganisering uden statlig forvaltning.
  • Internationale solidaritetsprincipper: praktisk støtte til antifascistiske kampe og frivillig internationalisme.

Berneris liv og død minder om de svære valg og farer, der mødte radikale bevægelser i mellemkrigsårene, og hans tænkning fortsætter med at blive læst og diskuteret blandt dem, der arbejder for libertær social forandring.