Carl Erich Correns (10. september 1864 – 14. februar 1933) var en tysk botaniker og genetiker. Hans eksperimentelle forskning i arvelighed førte til, at han uafhængigt af andre genopdagede og bekræftede de arvelighedsprincipper, som Gregor Mendel havde beskrevet i midten af 1800-tallet. I begyndelsen af det 20. århundrede publicerede Correns resultater, der tydeligt dokumenterede Mendels lovmæssigheder og bidrog til den brede anerkendelse af Mendels arbejde.
Samtidigt med Correns genopdagede også Hugo de Vries Mendels resultater - begge to gjorde dette uafhængigt af hinanden. Erich von Tschermaks bliver traditionelt betragtet som den tredje 'genopdager', men hans rolle er af moderne historikere vurderet som mindre overbevisende end de to andres.
Correns gennemførte detaljerede krydsningsforsøg, blandt andet med ærter og majs og andre plantearter, og nåede frem til de samme grundlæggende konklusioner som Mendel allerede gjorde. Han kunne gentage Mendels observationer om segregation af arveanlæg og angav i sine publikationer de kvantitative forhold, som tilsvarer Mendels love. I en fodnote til en artikel fra 1900 bemærkede Correns også forekomsten af tilfælde, hvor heterozygoten var intermediær (dvs. manglende dominans), og dermed udvidede han forståelsen af, at dominans ikke altid er fuldstændig.
Det er et interessant historisk træk, at Mendel i sine breve til Nägeli allerede havde set og forstået, at dominans ikke altid er absolut. Samtidig var Nägeli en indflydelsesrig botaniker, som ikke slog an i forhold til Mendels arbejde — en ironisk omstændighed i arvelighedens historie. Correns' arbejde bidrog til at gøre Mendels fund centrale for den nye disciplin, der senere blev kaldt genetik.
I 1913 blev Correns den første direktør for det nyoprettede Kaiser Wilhelm Institut for Biologi i Berlin-Dahlem. Fra denne position fremmede han eksperimentel biologisk forskning og bidrog til at etablere instituttet som et vigtigt centrum for studier i arvelighed, cytologi og plantebiologi.
Arv og betydning: Correns spiller en central rolle i overgangen fra Mendels hidtil relativt ukendte undersøgelser til den moderne genetiks etablering. Hans gentagelser og uafhængige bekræftelser af Mendels resultater skabte faglig forankring for arvelighedslovene og inspirerede videre empirisk og teoretisk forskning i arvelighed og udvikling. Correns efterlod sig en række publikationer og et fagligt miljø, som hjalp med til at forme genetikken som videnskab i det 20. århundrede.
