Cao Cao (曹操 155–220), også kendt under sit stilnavn Mengde (孟德), var en fremtrædende kinesisk general, krigsherre og statsmand i den sene Han-dynastis opløsningstid. Han lykkedes med at få reelt kontrol over den sidste Han-kejser Xian og konsolidere magten over store dele af det nordlige Kina, hvilket lagde grundlaget for staten Cao Wei i De Tre Rigers periode.
Tidlige år og fremgang
Cao Cao blev født i 155 i Qiao (nutidens Anhui-provins). Han voksede op i en periode med svækkelse af centralmagtens autoritet og hyppige oprør. I 184 samlede han en hær for at bekæmpe oprøret fra De Gule Tørklæder og fik tidligt erfaring med både politik og militær organisation. Hans evne til at rekruttere dygtige rådgivere og udnytte lokalt beslægtede netværk styrkede hans position.
Magtovertagelse og kejserkontrol
Efter at Dong Zhuo i 189 havde tvunget kejser Liu Bian fra tronen til fordel for hans bror Liu Xie (kejser Xian), dannede en række lokale krigsherrer en koalition mod Dong Zhuo. Koalitionen blev indkaldt af Cao Cao og ledet af Yuan Shao; mange magtfulde krigere sluttede sig til. Dong Zhuo blev myrdet i 192, men kaos fortsatte. Kejser Xian stod som formelt overhoved, men var reelt uden selvstændig magt og blev i perioder kontrolleret af forskellige fraktioner.
Kejsersædet var svagt og flygtede til Chang'an, hvor kejseren i 195 næsten sultede ihjel. I 196 reddede Cao Cao kejser Xian og bragte ham til sit hovedkvarter i Xuchang. Med kejseren under sin beskyttelse fik Cao Cao legitimitet til at handle på vegne af centralmagten og brugte denne position til at udvide sit herredømme i nord.
Krig og store slag
Som krigsherre gennemførte Cao Cao en række felttog for at neutralisere rivaler og konsolidere kontrol over Nordkina. Han sejrede over flere mindre krigsherrer og besejrede markant både Lü Bu og den indflydelsesrige Yuan Shao i det afgørende slag ved Guandu i år 200 — en kamp, der vendte skæbnen i hans favør og svækkede Yuan Shaos ressourcer alvorligt.
I de følgende år forsøgte Cao Cao også at udvide sydpå. Hans flåde og hære rykkede mod Yangtze-regionen, men i 208–209 blev hans styrker sat tilbage i slaget ved Red Cliffs (Chibi), hvor en koalition under Liu Bei og Sun Quan med støtte af dygtig flådeføring besejrede ham. Efter dette nederlag måtte Cao Cao opgive fuld erobring af det sydlige Kina.
Senere kampe mod syd havde begrænset succes, men i 219 faldt den berømte general Guan Yu under et angreb udført af Sun Quans styrker under kommando af Lü Meng, hvilket svækkede Liu Beis position yderligere.
Administration, reformer og militær organisation
Udover sin rolle som feltherre var Cao Cao også en effektiv administrator. For at sikre forsyninger og indtægter indførte han blandt andet systemer som tuntian (militære-agricultur-kolonier), hvor land blev opdyrket for at forsyne hær og stat. Han reorganiserede skatteopkrævning, militæradministration og retsvæsen i de områder, han kontrollerede, fremmede meritbaseret forfremmelse og arbejdede målrettet på at fastholde intern orden.
Cao Cao var kendt for sin hårde, til tider hensynsløse politik — han undlod sjældent at bruge fælder, magt eller brutal håndhævelse for at knuse modstand. Samtidig tiltrak han mange dygtige rådgivere, embedsmænd og generaler, hvilket øgede effektiviteten i hans forvaltning.
Kultur og personlighed
Cao Cao havde også intellektuelle interesser og var digter. Hans digte, blandt andet kortprosa og sange, viser sider af en reflekterende leder og har overlevet som en del af hans kulturelle arv. I historisk hukommelse fremstår han både som en effektiv statsleder og som en kontroversiel figur — i senere litteratur som den klassiske roman "Romance of the Three Kingdoms" fremstilles han ofte som antagonist, mens moderne forskning i højere grad fremhæver hans politiske og militære dygtighed.
Død, eftermæle og Wei-staten
Cao Cao døde i 220. Samme år efterfulgte hans søn Cao Pi ham som den reelle magthaver ved hoffet. Cao Pi tvang snart kejser Xian til at abdicere og erklæreede sig selv kejser af den nye stat Wei, hvorved Cao Cao efterfølgende blev tildelt det posthume navn kejser Wu af Wei. Dette markerede slutningen på Han-dynastiets formelle myndighed og begyndelsen på De Tre Rigers politiske opdeling.
Arv
Cao Caos betydning ligger i både hans militære sejre og i de institutionelle reformer, som gjorde det muligt at opretholde en stærk centralmagt i Nordkina under kaosperioden. Han anses i historien som en af de mest indflydelsesrige skikkelser i overgangen fra Han-dynastiet til De Tre Riger, og hans liv og gerninger har inspireret utallige historiske studier, teaterstykker, romaner og film.
