Peter Waldo | menes af mange at have startet Waldensians

Liv og arbejde

Man kender ikke mange detaljer om Waldos liv. Nogle kilder fortæller, at han var en rig mand, der solgte tøj, og at han var en købmand fra Lyon. Kilder siger også, at han havde en vis uddannelse. På et tidspunkt ikke længe før år 1160 blev han inspireret af nogle begivenheder. En af disse var at høre en prædiken om den hellige Alexius' liv. En anden var, da det at sige, at man ikke troede på transsubstantiation (som er troen på, at brød og vin under nadveren forvandles til Jesu Kristi legeme og blod) blev en forbrydelse, som man kunne straffes med døden for. En tredje begivenhed var en vens pludselige død under et aftensmåltid. Efter dette begyndte han at leve et radikalt kristent liv. Han gav sin ejendom til sin kone. Resten af sine ting gav han til de fattige.

Omkring denne tid begyndte Waldo at prædike og undervise offentligt om sine ideer om at leve et simpelt liv og om fattigdom. Han lærte, at "Ingen kan tjene to herrer, Gud og penge" (se Matthæusevangeliet 6:24), og han kritiserede kraftigt ting, som paven gjorde, og ting, som den romersk-katolske kirke lærte. Nogle af de ting, som den katolske kirke lærte, og som han kritiserede, var skærsilden og transsubstantiation. Han sagde, at den romersk-katolske kirke var den prostituerede fra Johannes' Åbenbaring. I 1170 var der mange, der fulgte ham. Disse mennesker blev kaldt de fattige fra Lyon, de fattige fra Lombardiet eller Guds fattige, som spredte deres lære til udlandet, mens de var klædt ud som kræmmerhandlere. De blev ofte kaldt valdenserne (eller valdenserne) og var forskellige fra albigenserne eller katolikkerne.

Den valdensianske bevægelse havde lægprædikanter (folk, der ikke var prædikanter eller præster for at leve af at prædike), folk, der var fattige af eget valg, og som strengt adlød Bibelen. Mellem 1175-1185 fik Waldo enten en gejstlig fra Lyon til at oversætte Bibelens Nye Testamente til det sprog, som de fleste talte, det arpitanske (fransk-provencalske) sprog, eller han oversatte det selv.

I 1179 rejste Waldo og en af hans tilhængere til Rom, hvor de blev modtaget af pave Alexander III og den romerske kurie. De skulle forklare, hvad de troede, foran et panel bestående af tre præster, herunder spørgsmål, som dengang blev debatteret i kirken. Det drejede sig bl.a. om, at alle mennesker var præster, om at undervise i evangeliet på det sprog, som de fleste mennesker talte, og om, at folk skulle leve et fattigt og simpelt liv med vilje. Resultatet af mødet var ikke entydigt, og Waldos idéer, men ikke selve bevægelsen, blev fordømt på det tredje Laterankoncil samme år, selv om lederne af bevægelsen endnu ikke var blevet ekskommunikeret (smidt ud af kirken).

Waldo og hans tilhængere blev sendt væk fra Lyon og flyttede til de høje dale i Piemonte og i Frankrig, til Luberon. Til sidst blev Waldo ekskommunikeret af pave Lucius III på synoden i Verona i 1184, og doktrinen om de fattige fra Lyon blev igen fordømt af det fjerde Laterankoncil i 1215, hvor de for første gang nævnes ved navn og kaldes kætteri. Den romersk-katolske kirke begyndte at forfølge valdenserne, og mange blev retsforfulgt og dømt til døden i forskellige europæiske lande i løbet af det 12., 13. og 14. århundrede. Valdenserne overlevede ved at flytte til Alperne og gemme sig der. Flere århundreder efter hans død sluttede valdenserne sig til den geneveranske eller reformerte gren af den protestantiske reformation.

Mere læsning

• Audisio, Gabriel, Den valdensianske dissens: Persecution and Survival, c.1170 - c.1570, Cambridge Medieval Textbooks. (1999) Cambridge: Cambridge University Press,ISBN 0521559847