Brasilien var en af de allierede under Anden Verdenskrig. Det var også den eneste allierede fra Sydamerika, der stillede tropper til rådighed. Landet ydede et betydeligt bidrag til krigsindsatsen. De sendte en ekspeditionsstyrke til at kæmpe sammen med de allierede i den italienske kampagne. Den brasilianske flåde og det brasilianske luftvåben hjalp de allierede i Atlanterhavet fra 1942 til krigens afslutning i 1945.

Baggrund og beslutningen om at gå med

Brasilien holdt i begyndelsen af krigen en neutral position, men neutraliteten blev brudt efter en række angreb på brasilianske handelsskibe af tyske ubåde i 1942. Disse angreb vakte stærk folkelig og politisk modstand i Brasilien, og i august 1942 erklærede landet krig mod aksemagterne. Præsident Getúlio Vargas og den brasilianske regering indgik samtidig tætte samarbejdsaftaler med USA, som omfattede militær støtte, leverancer og opbygning af strategiske baser på den brasilianske nordøstlige kyst.

Strategisk rolle i Atlanterhavet

Brasilien spillede en vigtig rolle i Atlanterhavsoperationerne ved at:

  • stille baser til rådighed for de allierede (bl.a. i Natal og Recife), hvilket forkortede fly- og skibsforbindelser mellem Amerika og Afrika/Europa,
  • bidrage med flådefartøjer og eskorteopgaver for konvojer for at beskytte mod tyske ubåde,
  • indsætte maritime patruljefly og enheder til anti-ubådsoperationer for at beskytte kystnære farvande og færdselsårer i Sydatlanten.

Den brasilianske ekspeditionsstyrke (FEB) i Italien

Den mest synlige landmilitære indsats var udsendelsen af ekspeditionsstyrken (Força Expedicionária Brasileira, FEB). Omkring 25.000 brasilianske soldater blev sendt til Italien i 1944 og deltog i kampene mod tyske styrker under den italienske kampagne. FEB kæmpede i krævende terræn i det nordlige Italien og deltog i offensiverne mod den såkaldte Gothic Line. Brazilianske enheder blev rost for deres vedholdenhed under særligt hårde vinterforhold samt i by- og bjergkampe.

FEB deltog i vigtige operationer i 1944–1945 og bidrog til at presse de tyske styrker tilbage i de sidste faser af krigen i Italien. Der blev pådraget tab: flere hundrede brasilianske soldater mistede livet i kamp, og mange blev såret — derudover var der tab som følge af sygdom og ulykker. Tjenesten styrkede militær erfaringen hos de involverede og gav Brasilien international anerkendelse som krigsallieret.

Den brasilianske flåde og luftvåben

Den brasilianske flåde (Marinha do Brasil) fik en central rolle i beskyttelsen af kyst- og handelsruter i Sydatlanten. Flåden deltog i konvojeskorte, anti-ubådsoperationer og samarbejdede med de allierede flådestyrker om patruljering og sikring af søveje. Dette var vigtigt for at forhindre yderligere tab af skibe og for at bevare forsyningslinjer.

Det brasilianske luftvåben (Força Aérea Brasileira) og brasilianske flyenheder bidrog både i Atlanterhavet og i det europæiske operationsområde. I Italien indsatte Brasilien jagerenheder og støttefly, som udførte nærstøtte, overvågning og angreb mod fjendtlige positioner. Samarbejdet med de allierede luftstyrker forbedrede operationernes rækkevidde og effektivitet.

Politiske og økonomiske konsekvenser

Brasiliens deltagelse havde også betydelige politiske og økonomiske konsekvenser. Samarbejdet med USA førte til øget industrielt samarbejde og teknisk bistand, og de allieredes tilstedeværelse i Brasilien bidrog til modernisering af infrastruktur, især luft- og havnefaciliteter. Krigserfaringerne påvirkede den brasilianske hær og luftvåben både organisatorisk og taktisk, og de hjemvendte veteraner spillede en rolle i efterkrigstidens politiske og sociale udvikling.

Arven efter krigen

Brasiliens indsats i Anden Verdenskrig er i dag et vigtigt kapitel i landets moderne historie. Deltagelsen viste, at et sydamerikansk land kunne yde konkret og betydningsfuldt militært bidrag i en global konflikt. For mange brasilianere blev krigen et symbol på national stolthed og en katalysator for politiske og økonomiske forandringer i efterkrigstiden.

Sammenfattende: Brasilien bidrog både på land, til søs og i luften — med en ekspeditionsstyrke i Italien, en aktiv flåde og luftpatruljer i Atlanterhavet — og landets engagement havde langsigtede følger for dets militære kapaciteter, internationale status og indenrigspolitiske udvikling.