David Hume: Skotsk filosof og historiker (1711–1776)
David Hume (1711–1776): Skotsk filosof og historiker. Læs om hans indflydelse på empirisme, skepsis og de berømte værker, herunder The History of England.
David Hume (7. maj 1711 – 25. august 1776) var en britisk filosof og historiker fra Skotland. I sin samtid var han især kendt som forfatter af en omfattende nationalhistorie – bl.a. værket The History of England – men i eftertiden er han blevet hyldet som en af de mest indflydelsesrige tænkere i oplysningstiden.
Liv og virke
Hume blev født i Edinburgh i en familie af lavere adelig afstamning. Han studerede først ved University of Edinburgh, men forlod hurtigt formel undervisning for at læse og skrive på egen hånd. Hans hovedværk, A Treatise of Human Nature (1739–40), blev til i hans unge år og lagde grunden til hans filosofiske ry, selvom det ved udgivelsen fik begrænset opmærksomhed.
Senere i livet arbejdede Hume blandt andet som bibliotekar ved Advocates' Library i Edinburgh og tilbragte flere perioder i London og Paris, hvor han knyttede forbindelser til samtidige tænkere. Hans store historiske værk om Englands historie blev udgivet i flere bind midt i det 18. århundrede og sikrede ham berømmelse og indtægt. Han døde i Edinburgh i 1776.
Filosofi — hovedideer
Hume er især kendt for sin empiriske tilgang til erkendelse og sin radikale tvivl om mange traditionelle filosofiske antagelser:
- Erkendelsesteori og empirisme: Hume hævdede, at al viden stammer fra sanseerfaring. Våger (impressions) er mere livlige end ideer, og vores begreber er afledt af tidligere indtryk.
- Årsag og virkning: Han udfordrede idéen om at årsagssammenhænge kan kendes apriorisk. Ifølge Hume er troen på, at fremtiden ligner fortiden (årsagsforventning), et produkt af vane og erfaring, ikke af logisk nødvendighed — her findes Humes berømte problem med induktion.
- Selvets problem: Hume afviste forestillingen om et uforanderligt, inderligt selv. I stedet beskrev han mennesket som en "bundt" (bundle) af skiftende indtryk og forestillinger uden en vedvarende substans.
- Moralfilosofi: Han fremførte en sentimentalistisk teori om moral: moralske vurderinger udspringer af følelser og medfølelse snarere end af ren fornuft. Fornuften alene kan ikke skabe motivation; følelser gør.
- Religion: Hume var kritisk over for mange religiøse påstande, bl.a. argumenterede han imod mirakler og fremlagde en naturlig forklaring på troens opståen i menneskelige følelser og sociale forhold. Hans Dialogues Concerning Natural Religion blev først udgivet posthumt.
Historikeren Hume
Parallelt med sin filosofiske produktion skrev Hume populær- og faglitteratur om Englands historie. The History of England blev i hans egen tid et standardværk og gjorde ham berømt blandt et bredere publikum. Hans historiske stil kombinerede fortælling, karakteristik og analyser af politiske institutioner, og værket blev læst både som populærhistorie og som politisk kommentar.
Værker (udvalg)
- A Treatise of Human Nature (1739–40) — grundværk i Humes filosofi.
- An Enquiry Concerning Human Understanding (1748) — uddrag og forbedring af centrale ideer fra Treatise.
- An Enquiry Concerning the Principles of Morals (1751) — udvikling af hans moralfilosofi.
- The History of England (flere bind, 1754–1762) — omfattende nationalhistorie.
- Dialogues Concerning Natural Religion (udgivet 1779, posthumt) — filosofisk kritik af religiøse argumenter.
Indflydelse og eftermæle
Humes tanker har haft stor betydning for moderne filosofi, især inden for epistemologi, metafysik, moralfilosofi og religionskritik. Hans arbejde påvirkede tænkere som Immanuel Kant (Kant sagde, at Humes ideer vækkede ham af sin "dogmatiske slumren"), John Stuart Mill og senere analytiske og kontinentale traditioner. Hume betragtes i dag som en central figur i oplysningstidens intellektuelle kultur og som en af grundlæggerne af moderne empirisk forskning i menneskelig natur.
Bemærk: Hume skrev både fagligt tunge værker og populærhistorie. Hans klare, ofte ironiske stil og hans vilje til at sætte etablerede antagelser under kritisk undersøgelse gør ham fortsat læseværdig og relevant.
Maleri af David Hume af Allan Ramsey. Billedet befinder sig i det skotske nationalportrætgalleri
Arbejder
I sine bøger om filosofi sagde Hume, at mange af vores overbevisninger ikke kommer fra fornuften. I stedet kommer de fra vores instinkter eller følelser. For eksempel fortæller fornuften os ikke, at en ting forårsager en anden ting. I stedet ser vi en ting, og så ser vi en anden, og vi føler en forbindelse mellem de to ting. På samme måde fortæller fornuften os ikke, at en person er et godt menneske. I stedet ser vi, at personen er venlig og imødekommende, og vi føler en særlig moralsk følelse. Fordi Hume mente, at disse overbevisninger ikke kommer fra fornuften, kalder folk ham en "skeptisk" eller "anti-rationalistisk" filosof.
Hume er berømt for sin "induktionsfejl". Det henleder opmærksomheden på en almindelig fejl, som folk begår. Folk ser noget og hævder, at det, de ser, altid vil være sådan, som de ser det. F.eks. ser folk kun hvide svaner og hævder, at alle svaner er hvide. Dette er "falsk" eller forkert, fordi det altid er muligt, at de så ser en sort svane.
Hume var også skeptisk over for religion. Han var ikke religiøs, og religiøse mennesker brød sig ikke om hans holdninger. Han troede ikke på mirakler. Han sagde, at selvmord ikke altid var forkert, men sagde aldrig, om han troede på Gud eller ej. I 1776, da han var døende, fandt hans venner ham meget rolig omkring døden, på trods af at han ikke troede på et liv efter døden. I dag er Humes bøger meget vigtige for filosoffer, der interesserer sig for religion.
Indflydelse
Nutidens filosoffer bruger nogle gange udtrykket "Humes gaffel" for at henvise til, at Hume kalder alt, hvad vi kan tænke over, enten en relation af idéer (ting som matematik, der må være sande) eller en kendsgerning (som videnskab, hvor vi må se på tingene for at se, om de er sande eller ej).
En anden filosof, Immanuel Kant, læste nogle af Humes bøger og ændrede sin mening om nogle vigtige ting. Kant sagde, at Hume havde fået ham til at vågne op fra en sovende dogmatisme, den traditionelle metafysik.
Statue af David Hume i Edinburgh, Skotland.
Bøger
Her er Humes vigtigste bøger:
- En traktat om menneskets natur: Et forsøg på at indføre den eksperimentelle metode til at tænke i moralske emner. (1739-40)
I denne store bog taler Hume om det menneskelige sind og forsøger at finde ud af, hvordan det fungerer. Han taler om viden, årsag og virkning, følelser, ret og uret og mange andre ting.
- Enquiry Concerning Human Understanding (1748)
I denne lille bog taler Hume om mange af de samme ting som i Treatise, som f.eks. viden og årsag og virkning. Han forsøgte at gøre denne bog let at læse.
- En undersøgelse af moralens principper (1751)
Dette er endnu en lille bog, og igen har Hume forsøgt at gøre den let at læse. Bogen handler om ret og uret.
- Dialogues Concerning Natural Religion (efter Humes død)
I denne bog har Hume tre personer, som diskuterer Gud med hinanden.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvem var David Hume?
Svar: David Hume var en filosof og historiker fra Skotland, som levede fra 7. maj 1711 til 25. august 1776.
Spørgsmål: Hvad syntes folk om ham, da han levede?
Svar: Da han var i live, opfattede folk ham som historiker.
Spørgsmål: Hvad skrev Hume?
A: Han skrev en række store bøger kaldet The History of England.
Spørgsmål: Hvordan ser man på Hume i dag?
A: I dag betragter folk Hume som en vigtig filosof.
Søge