Metafysik: En introduktion til eksistens, ontologi og virkelighed

Ontologi

Studiet af ontologi er bredt anlagt, mens andre grene af metafysikken er mere specifikke. Et hovedspørgsmål inden for ontologi er, hvad de mest grundlæggende kategorier af væren er. Forestil dig f.eks. et træ. Et træ er en del af en større kategori, som f.eks. en plante. Planter er også en del af en større kategori, nemlig levende væsener. Til sidst når vi frem til en meget stor kategori: stof. Filosoffer, der studerer ontologi, ønsker at opdage og forstå grundlæggende kategorier som substans. Aristoteles forsøgte f.eks. at forstå virkeligheden gennem mange andre kategorier, som han opdagede, f.eks. kvantitet, kvalitet, relation, sted og tid blandt andre kategorier.

I det 15. århundrede mente René Descartes, at der kunne være to forskellige stoffer, sind og materie. Dette er et synspunkt, der kaldes dualisme. Andre tænkere, som Immanuel Kant, mente, at vi ikke kan sige noget om substans, da den eneste måde, vi kan tale om substans på, er gennem forbindelser. For at bevise dette brugte Kant sætningen "Dette er et hus". Kant mente, at ordets betydning af ordet hus afhænger af, hvordan andre mennesker brugte huse, eller hvordan andre huse så ud. Det betød, at betydning handler om forbindelser, og at der ikke er nogen betydning af "hus" i sig selv. Så Kant erstattede kategorien stof med relation i sine metafysiske overbevisninger.

I det 20. århundrede mente nogle vestlige filosoffer, at disse spørgsmål i virkeligheden bare var spørgsmål om ords definition. Ludwig Wittgenstein mente, at ord ikke har klare definitioner. I stedet er definitionerne slørede. For nogle filosoffer betød det, at metafysik ikke havde nogen nytte. For andre filosoffer inspirerede det dem til at tænke på metafysik på nye måder.

Identitet og forandring

Identitet er et vigtigt metafysisk emne. Alle objekter i verden synes altid at være under forandring. Heraklit, en gammel græsk filosof, sagde som bekendt: "Man kan ikke træde i den samme flod to gange". Floden flyder altid, så det er umuligt at tale om floden, som om den er forblevet den samme. Heraklit konkluderede, at identitet ikke er virkeligt, kun forandring er virkeligt. Parmenides, en anden filosof, mente det modsatte: forandring er ikke virkelig og er en illusion. For ham har alting altid været det samme objekt. Dette er et synspunkt, der kaldes monisme.

I det 17. århundrede opdagede Leibniz loven om identiteten af uopløselige størrelser. Loven siger, at hvis et objekt X er identisk med et objekt Y, så må objekt X og objekt Y have alle de samme egenskaber. Filosoffer mente, at der kan være to slags træk: intrinsiske og extrinsiske. Intrinsiske træk er de træk, der gør genstanden til det, den virkelig er. Ekstrinsiske træk er træk, der handler om dets forhold til andre ting. For at løse problemet med forandring har nogle filosoffer hævdet, at det, der ændrer sig, er de extrinsiske træk, men at de intrinsiske træk forbliver de samme. Så selv om din krop f.eks. har ændret sig i årenes løb, kan der være iboende træk ved dig, som ikke har ændret sig, og som gør dig til den, du virkelig er. Det kan være en sjæl, psykologisk konsistens eller noget andet.

Rum og tid

Genstande optræder i rum og tid, og derfor er det af stor interesse i metafysikken. Nogle metafysiske spørgsmål om rum og tid er:

• Eksisterer rum og tid uafhængigt af sindet?
• Eksisterer rum og tid uafhængigt af hinanden?
• Findes der andre tider end nutiden?

I det 17. århundrede havde Leibniz og Newton en berømt debat om, hvorvidt rum og tid var virkelige objekter, eller om de blot var en metode til at ordne objekter. Newton mente, at rum og tid var reelle og absolutte. Leibniz mente, at det måtte være relativt. Dette var uafklaret i århundreder, indtil Albert Einstein foreslog, at fysikkens love skulle være baseret på relativitetsprincippet, og at rum og tid ikke kunne være absolutte.

I det 18. århundrede hævdede Kant, at rum og tid ikke er stoffer eller noget, vi lærer af vores bevidste erfaringer. I stedet mente Kant, at rum og tid er en del af vores hjernesystem og gør det muligt for os at organisere vores oplevelse af verden. Selv om dette betød, at rum og tid var afhængige af sindet, mente Kant stadig, at de var empirisk virkelige.

Årsagsforhold

Hvad mener vi, når vi siger, at noget er forårsaget af noget andet? Dette er et vigtigt spørgsmål for både videnskabsmænd og filosoffer. Årsagsvirkning er en form for påvirkning, hvor en begivenhed er med til at skabe en anden begivenhed. Aristoteles mente, at kausalitet betød "forklaring", og han opdelte kausalitet i fire årsager: materielle, formelle, effektive og endelige årsager. Materiel årsag er det, som en genstand er lavet af. Den formelle årsag er det mønster eller den form, der organiserer stoffet i genstanden. Den effektive årsag er, hvem eller hvad der ændrer og skaber genstanden. Den endelige årsag er årsagen til, at genstanden blev skabt. De fleste filosoffer i dag er interesserede i at tale om effektiv årsag.

Der er mange teorier om årsagssammenhæng. I 1973 mente David Lewis, at kausalitet var som en kæde af ting, der er afhængige af hinanden. Så hvis en begivenhed C forårsager en begivenhed E, betyder det, at der er en kæde af andre begivenheder, der forbinder dem. Andre teorier anvender sandsynlighed. For eksempel forårsager rygning ikke altid kræft, men det øger sandsynligheden for, at det sker. Derfor er det mere nyttigt at ty til en definition af kausalitet, der anvender sandsynlighed.

Kosmologi og kosmogoni

Metafysisk kosmologi og kosmogoni forsøger at besvare spørgsmål som f.eks:

• Hvad er universets oprindelse? Hvad er dets første årsag?
• Hvad er de ultimative materielle bestanddele af universet?
• Hvad er den ultimative årsag til universets eksistens? Har universet et formål?

Sind og materie

At forklare vores sind i en verden af materie er et særligt metafysisk problem. I moderne tid begyndte filosoffer og videnskabsmænd at afvise ikke-fysiske idéer om virkeligheden. Dette skabte et synspunkt kaldet materialisme, som hævder, at materien er mere grundlæggende end sindet. Men det ser ud til, at vores tanker og opfattelser ikke er materielle. Dette gør bevidsthed svær at forklare under den materialistiske opfattelse.

Dette motiverer nogle filosoffer til at udforske andre ideer, såsom dualisme, idealisme eller panpsykisme. Dualisme hævder, at sind og materie er to adskilte ting. Ifølge dualismen kan sindet være som sjælen. Dualisterne skal dog forklare, hvordan sjælen interagerer med kroppen. Idealismen hævder, at sindet er mere grundlæggende end materien, og at objekter ikke eksisterer, før vi fornemmer dem. Panpsykisme hævder, at alting har et mentalt aspekt, så ved hjælp af en teori kaldet neutral monisme kan man hævde, at sind og materie faktisk er den samme ting.