Alexander Ivanovich Oparin (Uglich, Rusland, 2. marts [O.S. 18. februar] 1894 - Moskva, 21. april 1980) var en sovjetisk biokemiker.

Han var kendt for sine idéer om livets oprindelse og for at have skrevet en tidlig bog om livets oprindelse. En af hans ideer var, at ilt ville have en tendens til at ødelægge organiske molekyler, der var afgørende for udviklingen af tidligt liv. Det blev senere konstateret, at jordens atmosfære i begyndelsen næsten ikke indeholdt ilt.

Han studerede også planternes biokemi og enzymernes reaktioner i planteceller. Han udviklede grundlaget for industriel biokemi i Sovjetunionen.

Teorier om livets oprindelse

Oparins vigtigste bidrag er hans hypotese om kemisk evolution, fremsat i begyndelsen af 1920'erne og samlet i værket Происхождение жизни (The Origin of Life). Han foreslog, at livet ikke opstod pludseligt, men gennem en gradvis kemisk udvikling, hvor simple uorganiske stoffer under passende betingelser blev omdannet til stadig mere komplekse organiske forbindelser.

Central i Oparins model er ideen om en tidlig atmosfære med meget lidt frit ilt, hvilket gjorde det muligt for organiske molekyler at dannes og hobe sig op i havene — ofte omtalt som en "primordial soup". Oparin antydede, at organiske molekyler kunne samle sig i mikroskopiske dråber eller komplekser, såkaldte coacervater, som kunne udvise primitive egenskaber, der ligner levende systemers evne til at adskille sig fra omgivelserne og reagere kemisk. Denne idé understøttede en heterotrof oprindelsesteori, hvor de første organismer levede af organiske molekyler i omgivelserne i stedet for at fremstille dem selv (autotrofi).

Oparins tanker lå i tråd med samtidige ideer fra bl.a. J. B. S. Haldane, og hans model blev en vigtig teoretisk ramme for senere eksperimenter i abiogenese-forskning.

Forskning i biokemi, planter og industri

Udover sine teoretiske bidrag til studiet af livets oprindelse forskede Oparin i planternes biokemi og i hvordan enzymer fungerer i celler. Han studerede enzymers rolle i metabolisme og cellers kemiske processer, hvilket havde direkte anvendelse i den tidlige udvikling af industriel biokemi i Sovjetunionen. Hans arbejde bidrog til at etablere laboratorier og forskningsretninger, der kunne omsætte biokemisk viden til tekniske og industrielle processer.

Indflydelse, eksperimentel støtte og kritik

Oparins teori gav et teoretisk fundament, som inspirerede eksperimentelle tiltag. Et af de mest kendte eksperimenter, der senere viste at simple organiske molekyler kunne dannes under betingelser, som man dengang mente kunne ligne den tidlige jord (Miller–Urey-eksperimentet fra 1953), gav støtte til idéen om forudgående præbiotisk syntese. Samtidig er der blevet rejst kritik og modificeret hypoteser: moderne geokemiske data antyder, at tidlige jordforhold kan have været mere komplekse (lokalt reducerende miljøer, hydrotermiske systemer m.m.), og hvordan enkeltmolekyler præcist gik over i selvreplikerende systemer og cellelignende strukturer er stadig et aktivt forskningsfelt.

Eftermæle og betydning

Oparin regnes i dag som en af de centrale skikkelser i forskningen om livets oprindelse. Hans arbejde markerede overgangen fra spekulative idéer til en mere videnskabelig tilgang, hvor kemiske og eksperimentelle metoder anvendes til at undersøge, hvordan liv kunne opstå fra ikke-levende materiale. Hans begreber om kemisk evolution og coacervater har haft varig betydning for både teoretisk og eksperimentel forskning i abiogenese.

Udvalgte værker og efterladenskab

  • Происхождение жизни (The Origin of Life) — Oparins mest kendte arbejde, hvor han fremlægger sine hypoteser om livets kemiske oprindelse.
  • Mange artikler og arbejder om enzymbiokemi, planters metabolisme og anvendt biokemi i industriel sammenhæng.

Alexander Oparin døde i Moskva i 1980. Hans teorier og faglige indsats har efterladt et varigt præg på biokemi og forskning i livets oprindelse, og han nævnes stadig som en nøgleteoretiker i feltet.