Athen 1896: De første moderne olympiske lege

I det 18. århundrede blev flere mindre sportsfestivaler i Europa opkaldt efter de antikke olympiske lege. De Olympiske Lege i 1870 på det panathenæiske stadion havde 30.000 deltagere. Coubertin tog Dr. William Penny Brookes idé om at have en multi-national og multi-sport begivenhed til sig - de antikke lege var på en måde internationale, fordi forskellige græske bystater og kolonier var repræsenteret, men kun frie mandlige atleter af græsk oprindelse havde lov til at deltage. I 1890 skrev Coubertin en artikel i La Revue Athletique, som handlede om betydningen af Much Wenlock - en landlig markedsby i det engelske amt Shropshire. Det var her, at den lokale læge William Penny Brookes i oktober 1850 startede Wenlock Olympian Games, en festival for sport og rekreation, der omfattede atletik og holdsport, såsom cricket, fodbold og quoits. Coubertin lod sig også inspirere af de tidligere græske lege, som forretningsmanden og filantropen Evangelos Zappas havde arrangeret under navnet Olympiske Lege i 1859, 1870 og 1875 under navnet Olympiske Lege. Athen-legene i 1896 blev finansieret af arven fra Evangelos Zappas og hans fætter Konstantinos Zappas samt af George Averoff, som den græske regering gennem kronprins Konstantin havde anmodet den græske regering om at sponsorere den anden renovering af Panathinaiko-stadionet. Den græske regering reparerede stadionet, selv om udgifterne til renovering af stadionet i marmor allerede var blevet finansieret fuldt ud af Evangelos Zappas fyrre år tidligere.

Den 18. juni 1894 samlede Coubertin en gruppe på Sorbonne i Paris for at præsentere sine planer for repræsentanter for idrætsforeninger fra 11 lande. Efter at kongressen havde accepteret hans forslag, skulle der vælges en dato for de første moderne olympiske lege. Coubertin foreslog, at legene blev afholdt samtidig med verdensudstillingen i Paris i 1900. Kongresmedlemmerne var bekymrede for, at en seksårig ventetid kunne mindske offentlighedens interesse, og valgte derfor i stedet 1896. Da datoen var fastlagt, gik kongresmedlemmerne over til at vælge en værtsby. Da Grækenland var det oprindelige hjemsted for de olympiske lege, godkendte alle kongresmedlemmer Athen som valgt. Vikelas blev derefter valgt som den første præsident for den nyoprettede Internationale Olympiske Komité (IOC).

Den 6. april (25. marts ifølge den julianske kalender, der dengang blev brugt i Grækenland) blev de første olympiske lege officielt åbnet; det var påskedag for både den vestlige og østlige kristne kirke og årsdagen for Grækenlands uafhængighed. Panathinaiko-stadionet var fyldt med anslået 80 000 tilskuere, herunder kong Georg I af Grækenland, hans kone Olga og deres sønner. De fleste af de konkurrerende atleter var opstillet på banen, grupperet efter nation. Efter en tale af formanden for organisationskomitéen, kronprins Konstantin, åbnede hans far officielt legene:

"Jeg erklærer de første internationale Olympiske Lege i Athen for åbnet. Længe leve nationen. Længe leve det græske folk."

Derefter opførte ni bands og 150 korsangere en olympisk hymne, komponeret af Spyridon Samaras med ord af digteren Kostis Palamas. Herefter dannede en række forskellige musikalske indslag baggrund for åbningsceremonierne indtil 1960, hvorefter Samaras/Palamas-kompositionen er blevet den officielle olympiske hymne (beslutning truffet af IOC's session i 1958). Andre elementer i de nuværende olympiske åbningsceremonier blev indført senere: den olympiske flamme blev tændt første gang i 1928, den første ed for atleterne blev aflagt ved de olympiske sommerlege i 1920, og den første ed for officials blev aflagt ved de olympiske lege i 1972.

På Sorbonne-kongressen i 1894 blev der foreslået en lang række sportsgrene til programmet i Athen. I de første officielle meddelelser om de sportsbegivenheder, der skulle afholdes, blev sportsgrene som fodbold og cricket nævnt, men disse planer blev aldrig færdiggjort, og disse sportsgrene kom ikke med på den endelige liste til legene. Roning og sejlsport var planlagt, men måtte aflyses på grund af dårligt vejr på den planlagte konkurrencedag.

Idræt

Atletikturneringerne havde det mest internationale felt af alle sportsgrene. Det største højdepunkt var maratonløbet, der for første gang blev afholdt i international konkurrence. Spyridon Louis var den eneste græske atletikmester og en nationalhelt. Selv om Grækenland havde været favorit til at vinde diskoskast eller kuglestød, endte de bedste græske atleter lige bag amerikaneren Robert Garrett i begge discipliner.

Der blev ikke sat nogen verdensrekorder, da kun få internationale topkonkurrenter havde valgt at deltage. Desuden var banens kurver meget snævre, hvilket gjorde det svært at opnå hurtige tider i løbskonkurrencerne. På trods af dette vandt Thomas Burke fra USA 100 meter-løbet på 12,0 sekunder og 400 meter-løbet på 54,2 sekunder. var den eneste, der brugte "crouch start" (satte sit knæ på jorden), hvilket forvirrede juryen. Til sidst fik han lov til at starte fra sin "ubekvemme position".

Cykling

I cykelkonkurrencerne blev der anvendt regler fra det internationale cykelforbund. Banecyklingstævnerne blev afholdt på den nybyggede Neo Phaliron Velodrome. Der blev kun afholdt et enkelt landevejsløb, et løb fra Athen til Marathon og retur (87 km).

I banekonkurrencerne var den bedste cykelrytter franskmanden Paul Masson, som vandt tidskørsel på en omgang, sprint og 10.000 meter. I 100 kilometer-løbet deltog Masson som pacemaker for sin landsmand Léon Flameng. Flameng vandt løbet efter et fald og efter at have stoppet for at vente på, at hans græske modstander Georgios Kolettis kunne løse et mekanisk problem. Den østrigske fægter Adolf Schmal vandt 12-timersløbet, som kun blev gennemført af to cykelryttere, mens landevejsløbet blev vundet af Aristidis Konstantinidis.

Hegn

Fægtekonkurrencerne blev afholdt i Zappeion, som blev bygget for penge, som Evangelos Zappas havde givet for at genoplive de gamle olympiske lege, og som ikke var blevet brugt før. I modsætning til andre sportsgrene (hvor kun amatører måtte deltage i de olympiske lege), fik professionelle deltagere lov til at konkurrere i fægtning, men i et separat arrangement. Disse professionelle blev betragtet som gentlemen atleter, ligesom amatørerne.

Der var planlagt fire stævner, men epée-stævnet blev aflyst af ukendte årsager. Dobbeltfløjtekonkurrencen blev vundet af en franskmand, Eugène-Henri Gravelotte, som slog sin landsmand Henri Callot i finalen. De to andre konkurrencer, sabel og masters-blomstringen, blev vundet af græske fægtere. Leonidas Pyrgos, som vandt sidstnævnte disciplin, blev den første græske olympiske mester i den moderne æra.

Gymnastik

Gymnastikken foregik på Panathinaiko Stadion. Tyskland sendte et 11-mandshold, som vandt fem af de otte konkurrencer, herunder begge holdkonkurrencer. I holdkonkurrencen på stang var det tyske hold uden modstand. Tre tyskere tilføjede individuelle titler: Hermann Weingärtner vandt vægtstangen, Alfred Flatow vandt vægtstangen, og Carl Schuhmann, som også deltog med succes i brydning, vandt springet. Louis Zutter, en schweizisk gymnast, vandt i Knaphesten, mens grækerne Ioannis Mitropoulos og Nikolaos Andriakopoulos vandt i henholdsvis ringene og tovklatring.

Skydning

Konkurrencen blev afholdt på en skydebane i Kallithea og bestod af fem konkurrencer - to med riffel og tre med pistol. Den første disciplin, militærgeværet, blev vundet af Pantelis Karasevdas, som var den eneste deltager, der ramte målet med alle sine skud. Den anden disciplin, militærpistol, blev domineret af to amerikanske brødre: John og Sumner Paine blev de første søskende, der sluttede som nummer et og to i samme disciplin. For at undgå at bringe deres værter i forlegenhed besluttede brødrene, at kun en af dem ville deltage i den næste pistolkonkurrence, den frie pistol. Sumner Paine vandt den disciplin.

Paine-brødrene deltog ikke i konkurrencen i 25 meter pistol, da dommerne vurderede, at deres våben ikke var af den krævede kaliber. I deres fravær vandt Ioannis Phrangoudis. Den sidste disciplin, den frie riffel, begyndte samme dag. Den blev dog ikke afsluttet på grund af mørket og blev afsluttet næste morgen, hvor Georgios Orphanidis blev kronet som mester.

Svømning

Svømmekonkurrencen blev afholdt i åbent hav. Næsten 20.000 tilskuere var mødt op i Zea-bugten ud for Piræus' kyst for at se begivenhederne. Vandet i bugten var koldt, og deltagerne led under deres løb. Der var tre åbne konkurrencer (mænds 100 meter fristil, mænds 500 meter fristil og mænds 1.200 meter fristil), foruden en særlig konkurrence kun for græske sejlere, som alle blev afholdt samme dag (11. april).

For Alfréd Hajós fra Ungarn betød det, at han kun kunne deltage i to af konkurrencerne, fordi de lå på samme dag. Han vandt de to konkurrencer, han svømmede, nemlig 100 og 1200 meter fri svømning. Hajós blev senere en af de eneste to olympiske deltagere, der vandt en medalje i både de atletiske og kunstneriske konkurrencer, da han vandt en sølvmedalje for arkitektur i 1924. 500 meter fristil blev vundet af den østrigske svømmer Paul Neumann, som slog sine modstandere med mere end halvandet minut.

Tennis

Selv om tennis allerede var en vigtig sport i slutningen af det 19. århundrede, var ingen af de bedste spillere til stede til turneringen i Athen. Turneringen blev afviklet på Athens Lawn Tennis Club's baner og på banen i det velodrom, der blev brugt til cykelløb. John Pius Boland, som vandt turneringen, blev tilmeldt konkurrencen af en af sine medstuderende i Oxford. I første runde besejrede Boland Friedrich Traun, en lovende tennisspiller fra Hamburg, som var blevet elimineret i 100 meter sprintkonkurrencen. Boland og Traun besluttede at gå sammen i doublekonkurrencen, hvor de nåede frem til finalen og besejrede deres græske og egyptiske modstandere efter at have tabt første sæt.

Vægtløftning

Vægtløftning var en ung sport i 1896, og reglerne var anderledes end dem, der anvendes i dag. Konkurrencerne blev afholdt udendørs, på det store stadions inderbane, og der var ingen vægtgrænser. Den første konkurrence blev afholdt i en stil, der i dag er kendt som "clean and jerk". To deltagere skilte sig ud: Skotten Launceston Elliot og Viggo Jensen fra Danmark. Begge løftede den samme vægt; men juryen, med prins George som formand, afgjorde, at Jensen havde gjort det i en bedre stil. Den britiske delegation, som ikke kendte denne regel om at afgøre om der var tale om en uafgjort, protesterede. Løfterne fik til sidst lov til at gøre yderligere forsøg, men ingen af dem forbedrede sig, og Jensen blev erklæret mester.

Elliot vandt i enhåndsløftningen, som blev afholdt umiddelbart efter tohåndsløftningen. Jensen var blevet lidt skadet under sit sidste tohåndsforsøg og var ikke lige til Elliot, som nemt vandt konkurrencen. Det græske publikum var charmeret af den skotske sejrherre, som de fandt meget attraktiv. Der skete en mærkelig hændelse under vægtløftningen: en tjener blev beordret til at fjerne vægtene, hvilket viste sig at være en vanskelig opgave for ham. Prins George kom ham til hjælp; han løftede vægten og kastede den med lethed et godt stykke væk, til stor glæde for publikum.

Brydning

Der fandtes ingen vægtklasser i brydekonkurrencen, der blev afholdt på Panathinaiko Stadion, hvilket betød, at der kun ville være én vinder blandt deltagere af alle størrelser. De anvendte regler lignede moderne græsk-romersk brydning, selv om der ikke var nogen tidsbegrænsning, og ikke alle bengreb var forbudt (i modsætning til de nuværende regler).

Bortset fra de to græske deltagere havde alle deltagerne tidligere været aktive inden for andre sportsgrene. Vægtløftningsmesteren Launceston Elliot stod over for gymnastikmesteren Carl Schuhmann. Sidstnævnte vandt og gik videre til finalen, hvor han mødte Georgios Tsitas, som tidligere havde besejret Stephanos Christopoulos. Mørket tvang til at afbryde finalkampen efter 40 minutter; den blev fortsat den følgende dag, hvor Schuhmann kun skulle bruge et kvarter på at afslutte kampen.

Søndag morgen den 12. april arrangerede kong George en banket for officials og atleter (selv om nogle af konkurrencerne endnu ikke var blevet afholdt). I sin tale gjorde han det klart, at de olympiske lege efter hans mening skulle afholdes permanent i Athen. Den officielle afslutningsceremoni blev afholdt den følgende onsdag, efter at den var blevet udsat fra tirsdag på grund af regn. Den kongelige familie deltog igen i ceremonien, som blev indledt med Grækenlands nationalsang og en ode på oldgræsk af George S. Robertson, en britisk atlet og videnskabsmand.

Herefter uddelte kongen præmier til vinderne. I modsætning til i dag modtog vinderne af førstepladsen sølvmedaljer, en olivengren og et diplom. Atleterne, der kom på andenpladsen, fik kobbermedaljer, en laurbærgren og et diplom. Vinderne af tredjepladsen fik ingen medalje. Nogle vindere fik også yderligere præmier, f.eks. Spyridon Louis, som fik en pokal af Michel Bréal, en ven af Coubertin, som havde udtænkt maratonløbet. Louis førte derefter medaljetagerne på en æresrunde rundt på stadion, mens den olympiske hymne blev spillet igen. Kongen meddelte derefter formelt, at den første olympiade var slut, og forlod stadion, mens orkestret spillede den græske nationalsang, og publikum jublede.

Ligesom den græske konge støttede mange andre ideen om at afholde de næste lege i Athen; de fleste af de amerikanske deltagere underskrev et brev til kronprinsen, hvori de udtrykte dette ønske. Coubertin var imidlertid stærkt imod denne idé, da han forestillede sig international rotation som en af hjørnestenene i de moderne olympiske lege. I overensstemmelse med hans ønske blev de næste lege afholdt i Paris, selv om de ville blive noget overskygget af den samtidig afholdte Verdensudstilling.

I alt 14 nationer sendte atleter til Athen for at deltage i legene.

• Greenberg, Stan (24. maj 1996). The Guinness Book of Olympic Facts and Feats. Enfield: Guinness. ISBN 978-0-85112-639-5. OCLC 35921786.
• Kluge, Volker (1997). Olympische Sommerspiele: die Chronik I. Berlin: Sportverlag. ISBN 978-3-3-328-00715-9. OCLC 38258227.
• Lennartz, Karl, red. (1996). Die olympischen Spiele 1896 in Athen: Erläuterungen zum Neudruck des Offiziellen Berichtes. Kassel: Agon.
• MacAloon, John J (1982). Dette store symbol: Pierre de Coubertin og oprindelsen af de moderne olympiske lege. Chicago: The University of Chicago Press. ISBN 9780226500003.
• Mallon, Bill; Widlund, Ture (1998). De Olympiske Lege i 1896. Resultater for alle deltagere i alle konkurrencer med kommentarer (PDF). Jefferson: McFarland. ISBN 978-0-7864-0379-0. OCLC 37213664. Arkiveret fra originalen (PDF) den 12. september 2012. Hentet den 26. maj 2008.
• Smith, Michael Llewellyn (2004). De Olympiske Lege i Athen 1896. The Invention of the Modern Olympic Games. London: Profile Books. ISBN 978-1-86197-342-9. OCLC 186174794.
• Wallechinsky, David (1. august 2000). Den komplette bog om de olympiske sommerlege. Woodstock: Overlook Press. ISBN 978-1-58567-033-8. OCLC 43561597.
• Randall, David (2011). 1896 The first Modern Olympics (e-bog). London: Blacktoad Publishing. ISBN 978-0-9570591-0-8.